Afgørelse / J. nr. 2026-10 / 22-04-2026
Uden betydning for selvstændigt erhvervsdrivendes bidragspligt til Barsel.dk, om vedkommende selv kan få glæde af barselsudligningsordningen
Ankenævnet stadfæster Barsel.dk’s afgørelse af 30. oktober 2025, som Barsel.dk har fastholdt ved genvurdering den 4. marts 2026, således at XXX (herefter klager) skal betale bidrag til Barsel.dk i 2025.
Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Evelyn Jørgensen, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.
Sagsfremstilling
Den 26. september 2025 udsendte Barsel.dk en opkrævning på 1.550 kr. til klager for bidrag til Barsel.dk for 2025, idet Barsel.dk henviste til, at klager i 2024 havde haft overskud af selvstændig virksomhed på 956.181,00 kr kr. samt en personlig lønindkomst på 0 kr.
Det fremgår af opkrævningen, at klager også manglede at betale bidrag for 2024 til Barsel.dk på 1.350 kr. Den samlede opkrævning inkl. foreløbige renter var således i alt 3.028,78 kr.
Den 30. oktober 2025 traf Barsel.dk på ny afgørelse om, at klager skulle betale bidrag til Barsel.dk for 2025. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:
”Vi skriver til dig, fordi du den 29. oktober 2025 har anmodet om fritagelse for at betale bidrag som selvstændig til Barsel.dk for 2025. Du oplyser, at Du har ændret i din årsopgørelse, efter vi har opkrævet bidrag til Barsel.dk den 30. september 2025.
Vi har vurderet din bidragspligt som selvstændig igen..Vores afgørelse er:
Du skal betale bidrag til Barsel.dk for 2025
…
Begrundelsen for, at du skal betale bidrag til Barsel.dk
Her finder du begrundelsen for vores afgørelse om, at du skal betale bidrag til Barsel.dk for 2025.
Betingelserne for at skulle betale bidrag er fastsat i lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked. Som selvstændig erhvervsdrivende skal du betale bidrag, hvis du i årsopgørelsen fra året før opkrævningsåret har et resultat som selvstændig, der overstiger den maksimale barselsdagpengesats. Dit resultat som selvstændig er før renter og efter eventuelt fradrag for medarbejdende ægtefælle. Du skal dog ikke betale
bidrag, hvis du i årsopgørelsen fra året før opkrævningsåret har en personlig lønindkomst, der overstiger dit resultat som selvstændig.
Vi har modtaget oplysninger fra Skattestyrelsen, som du kan se i den opkrævning, som du modtog den 26. september 2025. Oplysningerne viser, at du opfyldte betingelserne for at skulle betale bidrag til Barsel.dk.
Ankenævnet for ATP m.m. har truffet afgørelse om fritagelse for bidragspligt i enkelte særlige situationer, som har dannet grundlag for en ændring af Barsel.dk praksis. Vi kan derfor genvurdere din bidragspligt ud fra nye kriterier. Du har ansøgt om at få din bidragspligt vurderet igen i forhold til følgende situation:
Vi har på baggrund af din henvendelse indhentet nye oplysninger fra Skattestyrelsen den
30. oktober 2025.
Vi kan imidlertid ikke se, at din årsopgørelse er ændret så meget, at du ikke længere opfylder de økonomiske betingelser for at være bidragspligtig. Hvis du afventer Skattestyrelsens behandling eller opdatering af din årsopgørelse, så kan du rette fornyet henvendelse, når du har modtaget svar fra Skattestyrelsen om, at ændringerne nu fremgår af din årsopgørelse. Så kan vi indhente nye oplysninger og genvurdere din bidragspligt.
…”
Klagen over Barsel.dk’s afgørelse af 30. oktober 2025
Klager har den 14. november 2025 sendt en skriftlig klage til Barsel.dk, hvoraf bl.a. følgende fremgår:
”Jeg nægter at betale barselspenge. Min datter er selvstændig musikker/kunstner og har ikke tjent nok og fik ikke barselspenge ved første barn og få hellerikke barselspenge nu her hvor hun føder igen i juni måned.
Jeg skal således forsørge hende og det er uacceptabelt at jeg som 60 årig skal betal barselspenge og min egen datter og i øvrigt papdatter ikke fik barselsdagpenge eller anden støtte.
…”
Barsel.dk sendte herefter den 19. november 2025 en rykker til klager om betaling af bidrag på 1.498,61 kr. til barsel for 2024, inkl. foreløbig rente på 148,61 kr.
Desuden fremgår bl.a. følgende af telefonnotat af 19. november 2025:
”…
Oplysninger: Jeg ringer angående hendes henvendelse. Jeg forklarer generelt om kriterierne for at være bidragspligtig, hvor man som hovedregel skal indbetale, når ens resultat som selvstændig overstiger barselsdagpengesatsen. Dog er der også en undtagelse, hvis ens personlige lønindkomst overstiger resultatet som selvstændig. Yderligere taler vi om fritagelseskriterierne, hvor man på en eller anden måde skal være ophørt (eller ophørt/genstartet), være socialt sikret i et andet land, have lønindkomst i udlandet eller have sene ændringer til årsopgørelsen, som har dannet grundlag for opkrævningen. I forbindelse med det taler vi om, at ordningen er lavet solidarisk, så man kan opleve at skulle indbetale til ordningen uden at få noget ud af ordningen. Vi taler i den forbindelse om, at alder ikke har betydning, når vi skal vurdere bidragspligten, men at vi vurderer ud fra kriterierne for at være bidragspligtig. Da jeg nævnte kriterier for fritagelse reagerede hun ikke i forhold til, at hun selv ramte ind i det, men spurgte ind til den sociale sikring, hvor jeg siger, at det er om man er socialt sikret i DK eller eks. i Tyskland eller Sverige. Hun sagde, at hun ikke var socialt sikret i DK og forklarer, at hun ikke får ydelser og spørger ind til, om det er fordi man har meldt sig ind i en sikring. Jeg forklarer, at det ikke er afhængigt at, om man får ydelser eller ej og spørger, om hun har det gule sygesikringskort, som hun bruger, hvis hun eks. skal til lægen. Det bekræfter hun, at hun har, hvor hun giver udtryk for, at hun på den måde er med. Jeg tror bare ikke, at hun havde hørt ordet socialt sikret før.
Hun giver selv udtryk for, at hun er uenig i det politiske valg man har lavet med denne ordning, da det er forkert, at alle som skal på barsel ikke kan få penge, som hendes datter.
Vurdering:
Status: Hun afslutter med at sige, at hun ikke ønsker at tale videre lige nu, da hun er virkelig ved og at hun er et af de mest tålmodige mennesker, men at dette virkelig gør hende vred. Hun ønsker at fortsætte samtalen på et andet tidspunkt, hvorfor vi aftaler, at jeg ringer retur en anden dag uden nærmere bestemt tidspunkt.”
Desuden fremgår det af telefonnotater af 27. og 28. november samt 1. december 2025, at Barsel.dk forgæves ringede til klager og lagt besked på telefonsvarer om, at klager gerne må ringe retur. Klager har efter det oplyste ikke ringet retur.
Den 10. december 2025 sendte Barsel.dk på ny en rykker om betaling af bidrag inkl. foreløbig rente på 155,46 kr.
Barsel.dk’s genvurdering i anledning af klagen
Barsel.dk har i genvurdering af 4. december 2025 fastholdt sin afgørelse af 30. oktober 2025. Barsel.dk anfører i afgørelsen bl.a. følgende:
”Genvurdering: Vi fastholder din bidragspligt til Barsel.dk som selvstændig for 2025
Vi skriver til dig, fordi vi har vurderet din klage til Barsel.dk modtaget den 14. november 2025, hvor du klager over vores afgørelse af 30. oktober 2025 om fastholdelse af opkrævning af bidrag for 2025. Af klagen fremgår det, at du stiller dig uforstående over for Barsel.dk’s ret til at opkræve bidrag fra selvstændigt erhvervsdrivende. Du oplyser i din henvendelse, at du nægter at betale, da du er 60 år og da du skal og har skullet forsøge din egen datter under hendes barsel, da hun ikke opfylder kriterierne for at modtage barselsdagpenge, hvilket din papdatter heller ikke gjorde.
Vi har behandlet din henvendelse som en klage og truffet afgørelse.
Vi har truffet følgende afgørelse:
· Du skal for 2025 betale bidrag til Barsel.dk som selvstændig erhvervsdrivende.
Det betyder, at vi har sendt din klage, vores begrundelse for afgørelsen og vores genvurdering videre til Ankenævnet for ATP m.m.
…
Sagens oplysning
Barsel.dk fremsendte den 26. september 2025 opkrævning af bidrag for 2025 (bilag 1).
Den 29. oktober 2025 modtog Barsel.dk din anmodning om fritagelse for betaling af bidrag for 2025. Du oplyste, at du har ændret i din årsopgørelse for 2024 (bilag 2).
Barsel.dk fremsendte den 30. oktober 2025 en afgørelse om fastholdelse af bidragspligt for 2025, da der ikke var ændringer til din årsopgørelse for 2024 (bilag 3). Der blev givet en ny betalingsfrist til den 1. december 2025.
Barsel.dk modtog din klage den 14. november 2025 (bilag 4).
Den 19. november 2025 fremsendte Barsel.dk rykker vedrørende manglende betaling af bidrag 2024 (bilag 5).
Den 19. november 2025 var du i telefonisk dialog med Barsel.dk (bilag 6)
Henholdsvis den 27. og 28. november samt 1. december 2025 forsøgte vi forgæves at kontakte dig telefonisk (bilag 7-9).
Den 10. december 2025 fremsendte Barsel.dk rykker vedrørende manglende betaling af påløbne renter vedr. bidrag 2024 (bilag 10).
Begrundelse – derfor skal du betale bidrag til Barsel.dk
Vi har vurderet, at du er forpligtet til at betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende til Barsel.dk i 2025. Da du opfylder nedenstående kriterier, anses du som selvstændigt erhvervsdrivende i Barselsudligningslovens forstand.
Regler for bidragspligt til Barsel.dk
Reglerne for administrationen Barsel.dk er fastsat i Lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked (herefter kaldet Barselsudligningsloven), herunder kriterierne for at skulle betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende i lovens § 4 a. Disse regler om selvstændigt erhvervsdrivendes pligt til at betale bidrag blev vedtaget i Folketinget den 17. december 2020, og er offentliggjort i Retsinformation som Lov nr. 2198 af 29. december 2020.
Du kan finde lovændringen via dette link til Retsinformation: Lov om ændring af barselsudligningsloven (Optagelse af selvstændigt erhvervsdrivende i barselsudligningsordningen og justering af klageadgang)
Udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed er iht. Barselsudligningslovens § 4 a, stk. 1, nr. 1 og 2, forpligtet til at betale bidrag, hvis det samlede resultat fra selvstændig virksomhed overstiger den maksimale barselsdagpengesats. Det samlede resultat er før renter og efter eventuelle beløb overført til medarbejdende ægtefælle. Det er fastsat i loven, at det er det samlede resultat i årsopgørelsen for det senest afsluttede indkomstår, som skal anvendes ved vurderingen af bidragspligt. Det betyder, at vurderingen af bidragspligt i 2025 skal foretages på grundlag af årsopgørelsen for indkomståret for 2024.
Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), har ved lov fået beføjelserne til drift af barselsudligningsordningen, kaldet Barsel.dk, jf. Barselsudligningslovens § 6. Det betyder, at det er Barsel.dk, der opkræver bidraget, hvis du som selvstændigt erhvervsdrivende er bidragspligtig.
Den selvstændigt erhvervsdrivende skal dog ikke betale bidrag, hvis vedkommende i samme afsluttede indkomstår har en personlig lønindkomst, der overstiger det samlede resultat. Du skal derfor ikke betale, hvis du har en personlig lønindkomst, der overstiger dit resultat fra selvstændig virksomhed.
Som det fremgår af opkrævningen i 2025 fra Barsel.dk, er dit samlede resultat på din årsopgørelse for 2024 højere end den maksimale barselsdagpengesats, og din lønindkomst mindre end dit resultat af selvstændig virksomhed.
Følgende rubrikker fra din årsopgørelse indgår i beregningen af dit resultat som selvstændig:
· Rubrik 111 (overskud af selvstændig virksomhed)
· Fratrukket rubrik 112 (underskud af selvstændig virksomhed), hvis der står noget i rubrikken.
· Fratrukket rubrik 113 (fradrag for medarbejdende ægtefælle), hvis der står noget i rubrikken.
Vurdering
På baggrund af din klage er det vores forståelse, at du ikke bestrider rigtigheden af de tal, som Skattestyrelsen har videresendt til Barsel.dk.
En selvstændig, der er ophørt med den selvstændige virksomhed inden 1. oktober i opkrævningsåret, vil være fritaget for bidragspligt fra og med dette år. Det forudsætter som udgangspunkt, at et evt. CVR-nummer tilhørende den selvstændige virksomhed er lukket i CVR-registret og er registreret ophørt med en ophørsdato inden 1. oktober i opkrævningsåret. Alternativt skal driften af selvstændige virksomheds være indstillet og den endelige økonomiske afslutning af virksomheden foretaget inden denne dato. Det er et krav, at du derefter ikke har indkomst fra selvstændig virksomhed, også selvom dette må stamme fra en virksomhed uden CVR-nummer.
Du er ifølge Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), pr. 1. oktober 2025 involveret i følgende aktive CVR-nummer:
· XXX, enkeltmandsvirksomhed med CVR-nummer XXX, som fortsat er aktiv.
Du har ikke indsendt dokumentation for, at din selvstændig virksomhed er afmeldt i Det Centrale Virksomhedsregister senest 30. september 2025, eller at der ikke er tale om egentlig selvstændig virksomhed i det fortsat aktivt registrerede CVR-nummer. Vi har i de oplysninger, som vi har adgang til, heller ikke fundet noget, der tyder på, at der ikke er tale om selvstændig virksomhed, eller at driften skulle være indstillet og al økonomisk aktivitet endeligt afsluttet.
Hvis du senere hen får afmeldt CVR-nummer med personlig hæftelse med en ophørs-dato inden 1. oktober 2025 i Det Centrale Virksomhedsregister, kan du henvende dig til os igen, hvorefter vi kan genvurdere din sag.
Afgørelsen er truffet med udgangspunkt i dine oplysninger i din henvendelse, og vi har inddraget de nye kriterier for at blive fritaget for at betale bidrag til Barsel.dk, som Ankenævnet i deres behandling af tidligere klager har påpeget. Det er vores vurdering, at der ikke er noget, der tyder på, at du eventuelt vil kunne fritages for at betale bidrag ud fra disse kriterier.
Du kan læse om de situationer, hvor det er muligt at blive fritaget for at betale bidrag her: Introduktion - Fritagelse for bidrag til Barsel.dk | Virk
Hvis du har yderligere oplysninger, som Barsel.dk ikke har adgang til, er du velkommen til at kontakte os, så vi kan vurdere betydningen heraf i forhold til, om du kan fritages for at betale bidrag i 2025.
Ikke gavn af ordningen
Det har ingen betydning for bidragspligten, at du ikke ønsker at være en del af ordnin-gen. Regler om bidragspligt for selvstændige giver ikke mulighed for at fritage personer, som ikke ønsker at være en del af ordningen. Det skyldes, at Barsel.dk er en solidarisk ordning, der finansieres ved lovpligtige bidrag.
Det er ikke muligt for selvstændig erhvervsdrivende at blive fritaget for bidragspligten, fx fordi man ikke vil kunne opnå kompensation efter ordningen. Det skyldes, at bi-dragspligten påhviler udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed, hvis betingelserne vedrørende resultat som selvstændig og personlig lønindkomst i senest afsluttede ind-komstår er opfyldt, jf. Lovens § 4 a, stk. 1.
Det fremgår af lovens forarbejder, jf. bemærkninger til lovforslag nr. 80 fremsat 11. no-vember 2022, at der tilstræbes et så stort sammenfald som muligt mellem de selv-stændige, der skal bidrage til ordningen, og de, der vil kunne drage fordel af den, men det er i bemærkningerne samtidig pointeret, at der - som bidragspligten i § 4 a er fast-lagt - i den bidragspligtige kreds "givet vil være personer, der aldrig vil kunne opnå kompensation for ordningen, f.eks. En nystartet kvindelig iværksætter over 60 år", jf. herved bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.
Ankenævnet for ATP m.m. har fx i sagen 2022-45 fastslået, at det er uden betydning for bidragspligten, at den selvstændige ikke selv kan få gavn af ordningen.
Afgørelser fra Ankenævnet for ATP m.m. kan findes her: www.atp-anke.dk/
Barselsdagpenge
For spørgsmål vedrørende barselsdagpenge henviser vi dig til at kontakte Udbetaling Danmark, Barselsdagpenge, som kan kontaktes på 70 12 80 64.
Opsættende virkning
Det fremgår ikke af klagebestemmelsen i § 6, stk. 3 og 4 i Lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked, at en klage har opsættende virkning. Der gælder i dansk ret ikke en generel regel om, at en klage har opsættende virkning, dvs. at som udgangs-punkt har en klage, der resulterer i en ændret afgørelse først virkning, fra den nye af-gørelse er truffet. Derfor vil Barsel.dk’s afgørelse om bidragspligt for 2025 være gæl-dende, indtil Barsel.dk eller Ankenævnet måtte omgøre afgørelsen. Som det fremgår af vores redegørelse ovenfor, har vi på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at omgøre vores afgørelse om, at du er pligtig til at betale bidrag i 2025.
Du skal derfor fortsat betale opkrævningen, hvis du ønsker at undgå at blive opkrævet renter for forsinket indbetaling. Hvis du ikke har betalt bidraget senest på forfaldsdatoen, bliver der opkrævet renter efter rentelovens § 5, jf. § 10, stk. 4 i Lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked. Får du efterfølgende medhold i din klage, bliver det ind-betalte beløb incl. evt indbetalte renter tilbagebetalt til dig. Barsel.dk vil også udbetale renter efter rentelovens regler, for den periode, hvor beløbet var indbetalt til Barsel.dk.
Oversendelse af klagen til Ankenævnet for ATP mm.
Da Barsel.dk ikke har mulighed for at imødekomme din klage over bidragspligt som selvstændigt erhvervsdrivende, sender Barsel.dk din klage og sagens akter til Ankenævnet for ATP m.m.
Lovgrundlag
Afgørelsen er truffet på baggrund af:
§ 4 a, stk. 1, nr. 1 og 2, § 6, stk. 3 og 4 samt § 10, stk. 4 i Lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked, lovbekendtgørelse nr. 1002 af 28. august 2024 (Barselsudligningsloven)
Høringssvar fra klager
Klager har ikke indsendt bemærkninger til Barsel.dk’s genvurdering.
Ankenævnets begrundelse
Sagen angår den bidragspligt til barselsudligningsordningen, som påhviler personer, der udøver selvstændig erhvervsvirksomhed.
Ved lov nr. 2198 af 29. december 2020 blev barselsudligningsloven (lovbekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2019 om barselsudligning på det private arbejdsmarked) ændret, således at personer, som udøver selvstændig erhvervsvirksomhed (selvstændigt erhvervsdrivende), omfattes af barselsudligningsordningen fra 1. januar 2021.
Efter den gældende barselsudligningslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1002 af 28. august 2024, har en udøver af selvstændig erhvervsvirksomhed ret til kompensation i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption efter barselsudligningslovens § 3 a og pligt til at betale et årligt bidrag på 1.350 kr. til barselsudligningsordningen efter lovens § 4 a, som lyder således:
”§ 4 a. Udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed betaler et årligt bidrag på 1.350 kr. til barselsudligningsordningen, når følgende betingelser er opfyldt:
1) Den pågældende har i årsopgørelsen for det senest afsluttede indkomstår et samlet resultat før renter og efter eventuelle beløb overført til medarbejdende ægtefælle, der overstiger maksimum for barselsdagpenge, jf. barselslovens § 35, stk. 1, jf. §§ 37 og 38.
2) Den pågældende har ikke i samme afsluttede indkomstår personlig lønindkomst, der overstiger det samlede resultat, jf. nr. 1.
Stk. 2. Bidrag efter stk. 1 opkræves årligt den 1. oktober.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opkrævning af bidrag efter stk. 1.”
Ved lov nr. 1457 af 10. december 2024 om ændring af barselsudligningsloven blev bidraget efter lovens § 4 a forhøjet til 1.550 kr. med virkning fra 1. januar 2025.
Efter § 4 a, stk. 1, påhviler der således udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed bidragspligt, hvis betingelserne om resultat af virksomheden og personlig lønindkomst i senest afsluttede indkomstår er opfyldt. Bidrag opkræves efter stk. 2 ”årligt den 1. oktober”.
Bidragspligten efter § 4 a, stk. 1, afhænger dermed ikke af, om den bidragspligtige selv vil kunne opnå kompensation efter ordningen, men alene af den bidragspligtige selvstændige erhvervsdrivendes samlede resultat og eventuelle personlige lønindkomst i det afsluttede indkomstår.
Det fremgår af lovens forarbejder, jf. bemærkninger til lovforslag nr. 80 fremsat 11. november 2020, at der tilstræbes et så stort sammenfald som muligt mellem de selvstændige, der skal bidrage til ordningen, og de, der vil kunne drage fordel af den, men det er i bemærkningerne samtidig pointeret, at der – som bidragspligten i § 4 a er fastlagt – i den bidragspligtige kreds ”givet vil være personer, der aldrig vil kunne opnå kompensation fra ordningen, f.eks. en nystartet kvindelig iværksætter over 60 år”, jf. herved bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5.
Idet det er uden betydning, at klager ikke selv kan få gavn af ordningen, og idet klager ikke har bestridt det i opkrævningen angivne resultatet som selvstændig på 956.181,00 kr. og personlig lønindkomst på 0 kr. i 2024, ligesom klager fortsat har selvstændig erhvervsvirksomhed, er klager omfattet af bidragspligten efter barselsudligningsloven § 4 a.
Ankenævnet tiltræder herefter den påklagede afgørelse, således at klager skal betale bidrag til Barsel.dk for 2025.