Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2026-22 / 17-06-2026

Formandsafgørelse – 2026-22 - Afgørelse vedrørende klage fra XXX over afgørelse af 11. februar 2026 fra FerieKonto

FerieKonto traf den 11. februar 2026 afgørelse om, at du skal tilbagebetale et udbetalt feriepengebeløb på 722,07 kr. efter skat svarende til 1 feriedag. for ferieafholdelsesperioden 1. september 2023 til 31. december 2024, hvor du samtidig modtog en offentlig ydelse.

 

Det fremgår af afgørelsen, at du kan klage over den ved at indgive en klage til FerieKonto senest 4 uger efter afgørelsens modtagelse, og at FerieKonto i så fald vil genvurdere sagen samt – hvis afgørelsen fastholdes – videresende sagen til Ankenævnet.

 

Den 23. marts 2026 sendte FerieKonto en opkrævning til dig.

 

Den 24. marts 2026 klagede du telefonisk over FerieKontos afgørelse af 11. februar 2026. Af 2 telefonnotater af 24. marts 2026 fremgår bl.a. følgende:

 

”XXX oplyser, at han ønsker at klage over, at det ikke er muligt at besvare en besked modtaget i e?Boks. Han ønsker, at problemstillingen behandles som en klage.

XXX oplyser også, at han ønsker at klage over vores afgørelse om tilbagebetaling af feriepenge til 1 dag.

Lønmodtageren anmoder desuden om aktindsigt i nærværende journalnotat samt aktindsigt i telefonnummer, mailadresse og kalender 16 uger frem for min sektionschef.

Vi har drøftet lønmodtagerens ferieafholdelse og, at der er sket reduktion i timer på hans lønsedler. Vi har efterspurgt, om arbejdsgiver kan udarbejde dokumentation for afholdt ferie. Det vurderes ikke at være en mulighed af lønmodtager.

Vi har talt om, hvordan lønmodtager kan fremsende dokumentation via borger.dk. XXX sender dok via borger under samtalen.”

 

”Jeg har foretaget opkald til XXX. til opfølgning på tidligere samtale d.d.

…

Vi taler om forskellige elementer, som er oplistet nedenfor, herunder næste skridt:

 

Digital Post

XXX. oplyser, at han ikke har modtaget breve sendt via Digital Post fra og med den 22. oktober 2025. Han har dog modtaget opkrævningen fremsendt den 23. marts 2026, hvilket er årsagen til hans aktuelle henvendelse.

Der er bestilt tekniske oplysninger om, hvorvidt og hvornår dokumenterne er leveret til Digital Post. Svar afventes.

Det er aftalt med lønmodtager, at alle relevante dokumenter genfremsendes samlet.

 

Svarmulighed i Digital Post

XXX. anfører, at myndigheden er forpligtet til at give borgere mulighed for at besvare breve direkte via en svarfunktion i e-boks. Han oplyser, at Digitaliseringsstyrelsen har vejledt ham herom, og han ønsker at indgive en klage over manglende svarmulighed.

 

Opkrævning af 23. marts 2026

XXX. anfører, at opkrævningen burde være fremsendt sammen med en afgørelse, samt at opkrævningen skal være udformet som et fundament så den kan indbringes for domstolene.

 

Aktindsigt

Lønmodtager har fremsat følgende anmodninger om aktindsigt:

Aktindsigt i telefonnotater fra samtaler den 17. november samt begge kontakter i dag. Lønmodtager oplyser, at han rutinemæssigt anmoder om aktindsigt i alle sine myndighedssamtaler, som han i øvrigt optager med diktafon.

 

Indsendte dokumenter

Lønmodtager oplyser, at han har fremsendt dokumenter til os i dag. Dokumenterne fremgår endnu ikke af KRP. Der udstedes anmeldelseskvittering, når dokumenterne registreres.”

 

Den 24. marts 2026 indsendte du kopi af 3 lønsedler for perioden november 2024 – januar 2025. Du skrev følgende til FerieKonto:

 

”Doku for afholdt ferie 24/25 - aktindsigt i Joumalnotatsforpligtelse kræves!”

 

Den 27. marts 2026 fremsendte FerieKonto afgørelse om aktindsigt i din sag og bekræftede samtidig modtagelsen af dokumentationen, som du sendte den 24. marts 2026. Samtidig forholdt FerieKonto sig til din klage over manglende mulighed for besvarelse af besked i eBoks mv. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

 

”Aktindsigt

Vedrørende din henvendelse til FerieKonto.

 

Du har ved henvendelse den 24. marts 2026;

-          klaget over manglende mulighed for besvarelse af besked i eBoks

-          klaget over FerieKontos afgørelse af 23. marts 2026 om tilbagebetaling af 722,07 kr.

-          anmodet om aktindsigt i telefonnotat af d.d.

-          anmodet om telefonnummer, mailadresse og kalenderindsigt på den ansvarlige leder for FerieKonto.

 

Den ansvarlige leder, XXX, for FerieKonto ringede til dig senere samme dag, hvor du oplyste at;

-          der ikke var modtaget Digital Post fra og med den 22. oktober 2025. I aftalte i den forbindelse at alle relevante dokumenter genfremsendes.

-          opkrævningen burde have været fremsendt sammen med en afgørelse

-          opkrævningen skal være udformet som et fundament så den kan indbringes for domstolene.

-          du ville have aktindsigt i telefonnotat fra den 17. december 2025 samt fra begge opkald af den 24. marts 2026.

 

FerieKonto skal hermed besvare ovenstående.

 

Anmodninger om aktindsigt.

 

Dine anmodninger om aktindsigt er behandlet dels i denne skrivelse og dels af ATP's KoncernJura.

Du har fået fuld aktindsigt i de tre telefonnotater, som er vedhæftet.

ATPs KoncernJura har svaret dig direkte vedrørende telefonnummer, mail-adresse og kalenderindsigt for den ansvarlige leder.

 

Klage over manglende mulighed for besvarelse af besked i eBoks.

 

Offentlige myndigheder anvender som udgangspunkt digitale løsninger i kommunikationen med borgere, herunder Digital Post, digitale formularer og selv-betjeningsløsninger. Digital kommunikation anses i forvaltningsretlig praksis som en form for skriftlig henvendelse på linje med e-mail, SMS eller andre skriftlige digitale kanaler, jf. Ombudsmandens generelle gennemgang af skriftlige kontaktformer mellem borgere og myndigheder. Dette indebærer, at borgere grundlæggende kan kontakte myndigheder digitalt, når myndigheden stiller en sådan kanal til rådighed.

 

Der findes imidlertid ingen lovbestemmelse, der pålægger offentlige myndigheder at give borgere mulighed for at besvare en konkret henvendelse direkte i den kanal, hvori myndigheden har sendt beskeden, f.eks. gennem svarfunktion i Digital Post. Myndighederne har inden for rammerne af god forvaltningsskik adgang til selv at fastlægge deres kontaktveje, herunder om henvendelser skal ske via digitale blanketter, kontaktformularer, e-mailadresser eller telefoniske kanaler.

 

Lovgivningen om obligatorisk digital selvbetjening - herunder reglerne i lov om fravigelse fra obligatorisk digital selvbetjening - regulerer alene borgerens pligt til at anvende digitale selvbetjeningsløsninger og adgangen til fritagelse herfor. Reglerne giver ikke borgeren et krav på at kunne besvare specifikke digitale meddelelser direkte. De sikrer alene, at borgere i særlige tilfælde kan få adgang til et alternativ til digital selvbetjening, hvis de er fritaget for Digital Post.

 

På denne baggrund er det ikke i strid med gældende ret, at myndigheden ikke har etableret en svarfunktion direkte i Digital Post-meddelelsen. Myndigheden skal dog sikre, at borgeren fortsat har adgang til en relevant og tilgængelig kontaktvej, således at borgeren kan komme i dialog med myndigheden, hvilket kan være telefonisk, via e-mail eller gennem en kontaktformular.

 

Klage over FerieKontos afgørelse af 23. marts 2026.

 

Den skrivelse, du modtog den 23. marts 2026, vedrørte opkrævning af feriepenge på 722,07 kr.

Opkrævningen er ikke en afgørelse i sig selv og kan derfor ikke påklages.

Den underliggende afgørelse om tilbagebetaling blev fremsendt den 11. februar 2026. Heri fremgår blandt andet begrundelsen for tilbagesøgningen samt klagevejledning.

 

Som det fremgår af afgørelsen, skulle en eventuel klage være modtaget i FerieKonto senest 4 uger efter, at du modtog afgørelsen.

 

Du har dog nu den 24. marts 2026 indsendt yderligere dokumentation vedrørende dine feriepenge. Vi vurderer i løbet af kort tid, om denne dokumentation er relevant for den tidligere afgørelse, så vi kan genoptage sagen om, hvorvidt du skal tilbagebetale feriepenge. Hvis vi ikke kan genoptage sagen, sender vi vores vurdering af at klagen er modtaget efter klagefristens udløb til Ankenævnet for ATP m.m. Vi kontakter dig herom.

 

Da du har oplyst, at du ikke har modtaget afgørelsen om tilbagebetaling af feriepenge, vedlægges den denne skrivelse.

 

Ikke modtaget digital post fra og med den 22. oktober 2025.

 

Ved din henvendelse har du oplyst, at du ikke har modtaget digital post fra FerieKonto fra og med den 22. oktober 2025.

 

FerieKonto har derfor undersøgt, om der har været fejl eller udfordringer i forbindelse med fremsendelsen af digital post til dig.

 

Undersøgelsen har ikke vist nogen fejl i leveringen. Vedhæftet finder du dokumentation for, at den digitale post er blevet leveret korrekt. Det fremgår blandt andet, at afgørelsen af 11. februar 2026 har været tilgængelig for dig den 11. februar 2026 kl. 21.03.

 

Opkrævningen burde have været fremsendt sammen med en afgørelse.

 

Du har oplyst at en opkrævning skal fremsendes sammen med en afgørelse.

 

FerieKonto skal i den forbindelse præcisere, at der ikke er krav om at fremsende selve afgørelsen på ny, når den allerede er meddelt tidligere. Opkrævningen er ikke en ny afgørelse i sig selv, men blot den praktiske eksekvering af den afgørelse, der blev truffet den 11. februar 2026.

 

Da retsgrundlaget og begrundelsen for kravet fremgår af den oprindelige afgørelse, og da der ikke er sket ændringer i de faktiske omstændigheder siden da, er dokumentationskravet opfyldt.

 

På baggrund af din klage vil FerieKonto dog notere din anmodning som et muligt senere forbedringsforslag.

 

Opkrævningen skal være udformet som et fundament så den kan indbringes for domstolene.

 

Du har oplyst at opkrævningen skal være udformet som et fundament som kan indbringes for domstolene.

 

FerieKonto skal oplyse at det er selve afgørelsen fra den 11. februar 2026 som er fundamentet.

 

Som oplyst under tidligere afsnit er der ikke krav om at afgørelsen genfremsendes sammen med opkrævningen.

 

Der er som følge heraf ikke krav på at opkrævningen skal være udformet som et fundament.”

…

 

Den 14. april 2026 skrev FerieKonto følgende til dig:

 

”Vedrørende din henvendelse til FerieKonto

FerieKonto har modtaget din skriftlige henvendelse af den 24. marts 2026 vedrørende opkrævning af 23. marts 2026 på baggrund af vores afgørelse af den 11. februar 2026 om tilbagebetaling af feriepenge til 1 feriedag. Du har desuden i telefonisk henvendelse af 24. marts 2026 oplyst, at du ønsker at klage over FerieKontos afgørelse om tilbagebetaling af feriepenge.

 

Vi har tidligere bedt dig indsende dokumentation for at du har afholdt, eller kunne have afholdt denne feriedag på en dag uden anden indkomst. Da vi ikke modtog noget fra dig, traf vi afgørelse på det på

daværende tidspunkt foreliggende grundlag. Du har nu sendt dine lønsedler for november og december 2024 samt for januar 2025, hvorfor vi har vurderet, om der er tale om nye oplysninger og dermed grundlag for at genoptage behandlingen af din sag.

 

Det fremgår ikke af dine lønsedler for november og december 2024, at du har afholdt ferie uden løn. Det fremgår ferieregnskabet i bunden af din lønseddel for december 2024, at du ved udgangen af december 2024 har afholdt 0 dage og fortsat har en rest på alle 25 feriedage vedrørende ferieperioden 1. september 2023 til 31. december 2024. Der er dermed ikke nye oplysninger om afholdt ferie eller dage uden lønindkomst, der kan give anledning til revurdere vores tidligere afgørelse.

 

Det fremgår af din lønseddel for januar 2025, at du har afholdt 7 feriedage, der altså er afholdt i ferieperioden 1. september 2024 til 31. december 2025. Vi gør opmærksom på, at din sag og afgørelsen af den 11. februar 2026 vedrører ferieperioden 1. september 2023 til 31. december 2024. Vi kan ikke inddrage ferie afholdt i den efterfølgende ferieperiode i sagen.

 

Den indsendte dokumentation giver dermed ikke anledning til at genoptage sagen og træffe ny afgørelse.

 

Da vi ikke kan give dig medhold i din klage, vil vi sende sagen til Ankenævnet for ATP mm. Når vi ikke kan genoptage sagen på grund af nye oplysninger, og det er vores vurdering, at du har klaget efter klagefristens udløb, vil være afgørelsen om, at klagen er indgivet for sent, der oversendes til Ankenævnet. Du vil modtage kopi af vores brev til Ankenævnet.”

 

 

Den 22. april 2026 orienterede FerieKonto dig om, at FerieKonto ikke genvurderer sagen, da FerieKonto havde modtaget din klage over afgørelsen om tilbagebetaling af 722,07 kr. efter klagefristens udløb, og at klagen blev videresendt til Ankenævnet for ATP m.m. med henblik på at efterprøve, om du har indgivet klagen over FerieKontos afgørelse for sent, jf. ferielovens § 39.

 

Det følger af ferielovens § 39, at klage over FerieKontos afgørelser skal indbringes for Ankenævnet inden 4 uger efter, at sagens parter har fået meddelelse om afgørelsen.

 

Da du ikke har klaget over FerieKontos afgørelse af 11. februar 2026 inden for klagefristen på 4 uger, og da der ikke er fremkommet oplysninger i sagen, som kan begrunde, at der ses bort fra fristoverskridelsen på ulovbestemt grundlag, afviser Ankenævnet at behandle din klage over FerieKontos afgørelse af 11. februar 2026.

 

Det bemærkes herudover, at Ankenævnets kompetence efter ferielovens § 39 er begrænset til at omfatte klager over afgørelser, som er truffet af FerieKonto efter ferielovens § 36, stk. 2.

 

Det betyder, at dine klagepunkter, som ikke vedrører tilbagebetaling af feriepenge, f.eks. klage over manglende mulighed for besvarelse af besked i eBoks, ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence.

 

Ankenævnet afslutter herefter sagen.