Afgørelse / J. nr. 2026-15 / 04-06-2026
Ikke krav på at få overskydende ferie udbetalt fra ophørt stilling, da dage med arbejdsløshedsdagpenge fratrækkes ved udbetaling af overskydende ferie og ikke været feriehindret i ferieafholdelsesperioden
Ankenævnet stadfæster FerieKontos afgørelse af 26. januar 2026, som FerieKonto har fastholdt ved genvurdering den 18. marts 2026, således at XXX (herefter klager) ikke har ret til udbetaling af overskydende ferie for ferieafholdelsesperioden 1. september 2024 til 31. december 2025.
Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Henrik Rothe, Lene Pagter Kristensen (formand), Evelyn Jørgensen og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.
Ansøgning om udbetaling af overskydende ferie
Klager har ansøgt om udbetaling af overskydende ferie fra et job ved Jammerbugt Kommune, som klager er fratrådt, svarende til 15,41 feriedage til brug for ferieafholdelsesperioden 1. september 2024 til 31. december 2025.
Den påklagede afgørelse
FerieKonto traf den 26. september 2026 afgørelse om, at klager ikke kan få udbetalt feriepengene. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:
”Du kan ikke få udbetalt feriepengene
Vi skriver til dig, fordi du har søgt om at få udbetalt ferie fra et job, du er fratrådt.
Afgørelse
Du kan ikke få udbetalt feriepengene, da du ikke opfylder betingelserne.
Derfor kan du ikke få udbetalt feriepengene
Når du søger om at få udbetalt ferie fra et ophørt ansættelsesforhold og har modtaget offentlige ydelser i ferieafholdelsesperioden, bliver antallet af dage med offentlige ydelser trukket fra det antal feriedage, du har bestilt.
Du har i din ansøgning oplyst, at du har modtaget Arbejdsløshedsdagpenge i 75 dage i perioden 1. september 2024 til 31. december 2025. Du har søgt om at få udbetalt 15,41 feriedage.
Da antallet af dage, du har fået offentlige ydelser er højere, end antallet af feriedage du bestiller, kan du ikke få udbetalt feriepengene for 15,41 feriedage.
Dine oplysninger
Her kan du se de oplysninger, du har givet i forbindelse med din ansøgning.
Ferie fra et ophørt ansættelsesforhold
Du har bekræftet, at den ferie, du har bestilt, stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt senest den 31. december 2025.
Offentlige ydelser
Du har oplyst, at du har modtaget Arbejdsløshedsdagpenge i løbet af ferieafholdelsesperioden fra 1. september 2024 til 31. december 2025.
Dage med ydelser
Du har oplyst, at du har modtaget Arbejdsløshedsdagpenge i 75 dage.
Feriehindret
Du har oplyst, at du ikke har været feriehindret i ferieperioden fra 1. september 2024 til 31. december 2025.
Erklæring
Du har på tro og love erklæret, at de oplysninger, du har givet, er korrekte.
Feriepengeinfo videregiver oplysninger til a-kasser og kommuner, så de kan kontrollere, om du har modtaget offentlige forsørgelsesydeiser og feriepenge samtidig, hvilket er i strid med loven.
…
Feriehindret?
Var du forhindret i at holde din ferie frem til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2025, kan du stadig have ret til at få udbetalt feriepenge for et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2025. Du skal derfor sende dokumentation til os på, at du har haft en feriehindring.
Dokumentation på en feriehindring kan fx være kopi af udbetalingsspecifikation ved sygedagpenge eller anden ydelse eller en skriftlig bekræftelse på feriehindringen fra din arbejdsgiver, a-kasse eller kommune.
Du kan indsende dokumentation for din feriehindring frem til den 30. september 2026. Når vi har modtaget din dokumentation, tager vi stilling til sagen på ny.
Du kan indsende evt. dokumentation digitalt via www.borger.dk/feriekonto-send-oplysninger eller fysisk til FerieKonto, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød.
Du kan læse mere om feriehindringer på www.borger.dk/ferie under 'forhindret i at holde ferie'.
Vil du klage?
Har du spørgsmål til det grundlag, afgørelsen er truffet på, eller er du uenig i afgørelsen, er du velkommen til at kontakte os.
Vil du klage over afgørelsen, skal vi have en klage fra dig. Der er ingen formkrav til din klage. Det vil dog hjælpe os, hvis du så præcist som muligt oplyser, hvad du klager over, samt om du mener, der er oplysninger, vi ikke har taget højde for.
Du skal indgive din klage senest fire uger efter, du har modtaget afgørelsen. Du kan sende klagen og evt. dokumentation på www.borger.dk/feriekonto-send-oplysninger eller til FerieKonto, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød.
Når vi modtager din klage, genvurderer vi sagen. Hvis vi fastholder afgørelsens resultat, oversender vi sagen til ATP-ankenævnet. Hvis vi ændrer afgørelsens resultat helt eller delvist, sender vi en ny afgørelse til dig.
…”
Klagen
I klagen, som er indgivet den 26. januar 2026, har klager anført bl.a. følgende:
” Jeg skriver fordi jeg vil klage over en afgørelse mht. udbetaling af feriepenge fra seneste periode. Det er fra et job jeg ikke længere har.
Jeg har været på a-kasse over to perioder, hvor jeg samtidig har taget alle de vikarvagter der har været mulige på XXX. Jeg har skulle stå op hver dag for at tjekke telefonen for at se om der var en vagt til mig. Jeg har også haft tidsbegrænsede stillinger på nogle måneder, hvor det altså ikke ser for godt ud at tage ferie midt i en to/tre måneders stilling. Derudover har jeg skulle søge to jobs om ugen, også dette har jeg holdt ved. Jeg har altså derfor efter egen mening IKKE holdt ferie, og vil derfor gerne have mine feriepenge udbetalt. Jeg fik at vide via e-Boks, at jeg kunne få mine penge udbetalt efter d. ?0 januar. Havde jeg fået andet at vide, havde jeg fx ikke arbejdet mellem jul og nytår, men det gjorde Jeg.”
Desuden skrev klager bl.a. følgende den 22. februar 2026:
”Jeg skriver for at klage over en afgørelse mht. udbetaling af mine feriepenge fra XXX.
Jeg vil mene, at jeg ikke har haft mulighed for at holde ferie fra arbejde, da jeg ikke var fastansat.
For at vise man gerne vil have en stilling på stedet og være engageret, ville det ikke passe særligt godt ind hvis jeg tager to/tre ugers ferie når jeg er i tidsbegrænsede stillinger/vikar. Jeg var i øvrigt (da jeg var vikar/tidsbegrænset stilling) blevet spurgt om jeg kunne arbejd du ferier, fordi fast personale selvfølgelig også skal have afholdt deres ferie. Jeg vil ikke blot være derhjemme og få gratis penge, jeg vil ud og arbejde samt gøre mig fortjent til en stilling, en stilling jeg i øvrigt har fået pr. 1/2-26. Fordi jeg har vist gåpåmod og engagement for arbejdspladsen.”
Af FerieKontos telefonnotat af 23. februar 2026 fremgår blandt andet følgende:
”Note: Spurgt LMT om klagen vedrører det, at vi modregner dage på offydelse, eller om der klages over andet. LMT bekræfter, at der klages over, at vi modregner off ydelse, når LMT mener, at han har været afskåret fra at afholde ferien på trods af, at han oplyser, at han ikke er feriehindret med de årsager, der oplistes på ansøgningen. Jeg vejl i §26 og §27 i Ferieloven og henv til at vi i brev ad 22/9/25 også opl, at man ikke må modt visse offentlige ydelser.
Vi aftaler, at der sendes skriftligt svar på klagen. Ikke aftalt tidspunkt herfor. Jeg spørger, om LMT har afholdt ferien på et tidligere tidspunkt. Jeg opl, at LMT på de dage, der er afholdt ferie ikke må have modt offydelse - herunder a-kasse - og at LMT ikke må have arbejdet. LMT opl, at han i perioden med supplerende dagpenge havde flere uger, hvor han havde krydset nej til udb at supplerende dagpenge, og at han derfor i disse perioder var helt uden dagpenge - og havde kun 2-3 arbejdsdage i ugen og dermed 2-3 dages ferie. LMT spørger, om han må reg ferie disse dage. Jeg henv til at aftale det med a-kassen for en sikkerheds skyld.”
…
Af FerieKontos telefonnotat af 25. februar 2026 fremgår blandt andet følgende:
”Note: Ringet til LMT. Jeg har spurgt ind til LMTs situation i ferieperioden 2024/2025.
LMT oplyser, at han har haft tilkaldevikarjob ved en skole og har modtaget dagpenge/supplerende dagpenge.
LMT oplyser, at han blev færdig uddannet i september 2024.
Jeg spørger om han har modtaget SU.
LMT oplyser, at der ikke er modtaget SU.
Jeg oplyser hvorfor LMT har modtaget afslag på ansøgning om§ 26.
Jeg oplyser, at LMT kan undersøgeveda-kassen om der er mulighed for at tilbagebetale dagpenge til a kassen for perioden 2024/2025, for så er der mulighed for at LMT kan placere ferien som afholdt ferie i den periode, det må kun være til de dage hvor LMT kun har modtaget dagpenge.
LMT oplyser, at det er undersøgt ved a-kassen, men på grund af værdien, vil feriepengene have mindre værdi end dagpengene, så det er ikke en mulighed.
LMT oplyser, at han og a-kassen fandt ud af at han har 3 dage, hvor han ikke havde arbejdet eller modtaget dagpenge til, som han kan søge feriepenge til.
Jeg har vejledt i afholdelse af ferie.
Jeg spørger LMT om han ønsker at jeg går videre med behandlingen af klagesagen.
LMT oplyser, at han ønsker at fastholde klagen.”
FerieKontos genvurdering i anledning af klagen
FerieKonto har i brev af 18. marts 2026 fastholdt sin afgørelse af 26. januar 2026. FerieKonto anfører i brevet bl.a. følgende:
”Genvurdering
FerieKonto har modtaget dine klager af den 26. januar 2026 og den 22. februar 2026 over vores afgørelse af den 26. januar 2026 om afslag på udbetaling af feriepenge svarende til 15,41 feriedage fra et job, du er fratrådt.
Din klage giver ikke anledning til at ændre afgørelsen. Vi oversender derfor sagen til ATP-ankenævnet.
Klagen
Du skriver i din klage, at du har været på a-kassen over 2 perioder, hvor du samtidig har haft vikarvagter på XXX. Du er af den mening, at du ikke har haft mulighed for at holde ferie fra arbejde, da du ikke var fastansat, og at du som tilkaldevikar først om morgenen vidste, om du ville blive indkaldt på dagen. Du oplyser desuden, at du har haft andre vikariater af kortere varighed, hvor du ikke fandt det hensigtsmæssigt at afholde ferie. Endelig har du skulle være aktiv jobsøgende.
Du henviser derudover til, at du fik en besked på e-boks om, at du kunne få feriepengene udbetalt efter den 20. januar 2026.
Begrundelse
Vi har på baggrund af din klage genbehandlet din sag, og vi har i den forbindelse inddraget følgende forhold og overvejelser.
Du fratræder ved din arbejdsgiver XXX/Løn ved udgangen af juni 2025. I forbindelse med din fratrædelse indberetter XXX/Løn feriegodtgørelse til 15,41 feriedage til afholdelse inden ferieperiodens udløb den 31. december 2025. De optjente feriedage bliver indberettet, da det er ferie, du ikke har afholdt med løn i løbet af din ansættelse. Du har efter din fratræden haft mulighed for at anmode FerieKonto om udbetaling af feriedagene til afholdelse af ferie.
Du har i din anmodning om udbetaling af feriepenge til 15,41 dage, der stammer fra et ophørt ansættelsesforhold oplyst, at du har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i 75 dage i ferieperioden fra den 1. september 2024 til 31. december 2025.
FerieKonto kan vejledende oplyse, at hvis du er fratrådt fra den arbejdsgiver, som du har optjent feriepengene hos senest den 31. december 2024, kan du være berettiget til at anmode om udbetaling på baggrund af fratrådt job.
Det kræver dog, at du enten:
- I løbet af ferieperioden ikke har modtaget en af nedenstående offentlige yderligere i flere dage, end du anmoder om udbetaling af feriepenge for, eller
- Har været feriehindret op til den 31. december 2024
Du må ikke have modtaget følgende offentlige ydelser
- Arbejdsløshedsdagpenge
- Efterløn
- Fleksydelse
- Ledighedsydelse
- Ressourceforløbsydelse
- Integrationsydelse eller selvforsørgelses- og hjemydelse eller overgangsydelse
- Uddannelseshjælp
- Kontanthjælp eller kontantydelse
Det fremgår af din anmodning om udbetaling af feriedage fra et job, du er fratrådt, at du har modtaget arbejdsløshedsdagpenge. Du oplyser i ansøgningen, at du har haft en periode med arbejdsløshedsdagpenge på 75 dage.
FerieKonto skal i sager om udbetaling af overskydende ferie godkende udbetaling af ferie, hvis en lønmodtager har modtaget visse offentlige ydelser. FerieKonto skal uanset beløbets størrelse fratrække antallet af dage med arbejdsløshedsdagpenge i antallet af dage med overskydende ferie, inden der eventuelt sker udbetaling af feriepenge. Beløbets størrelse har dermed ikke betydning for vores afgørelse, det har derimod antallet af feriedage, og antallet af dage med arbejdsløshedsdagpenge er en af de ydelser, der er oplistet i Ferielovens § 27.
Antallet af dage med arbejdsløshedsdagpenge overstiger antallet af ansøgte feriedage, hvorfor du har modtaget et afslag på udbetalingen af 15,41 feriedage.
Vi har ikke oplysninger om, at du har været forhindret i at holde din ferie frem til ferieperiodens udløb den 31. december 2025. Hvis du er feriehindret, kan du have ret til at få feriepenge udbetalt, selvom du har modtaget offentlige ydelser i flere dage, end du anmoder om udbetaling af. En feriehindring kan f.eks være egen sygdom, barsel eller pasning af nærtstående syge. Godkendte feriehindringer fremgår af § 2 i Bekendtgørelsen om feriehindringer nr. 1072 af 29/10/2019. Se alle de situationer, der bliver betragtet som feriehindringer på Forhindret i at holde ferie Du skal kunne dokumentere, at du har haft en feriehindring op til 31. december 2025.
Du har oplyst, at du har været på a-kassen over 2 perioder, hvor du samtidig har haft vikarvagter på XXX, og hvor det af flere årsager ikke passede ind, at du afholdt ferie. Du oplyser desuden, at du har haft andre vikariater af kortere varighed, hvor du heller ikke fandt det hensigtsmæssigt at afholde ferie. Endelig har du skullet være aktiv jobsøgende. Du oplyser, at du derfor ikke har holdt ferie, og du ønsker dine feriepenge udbetalt uden afholdelse af ferie.
Dine oplysninger vedrører imidlertid ikke godkendte feriehindringer, og vi kan derfor ikke anse dig som feriehindret op til ferieperiodens udløb. Du nævner, at du fik besked via e-boks om, at du kunne få dine feriepenge udbetalt efter den 20. januar 2026. Vi kan se, at du den 22. september 2025 modtog brev i din e-boks vedrørende din restferie. Det fremgår af brevet, at du skal holde din ferie inden 31. december 2025. Derudover står der blandt andet følgende i brevet:
Feriepenge fra et arbejde, du er fratrådt
Du har feriepenge fra et arbejde, hvis du ikke længere er ansat. Dem kan du få udbetalt uden at holde ferie. Hvis du ønsker det, skal du vente med at bestille feriepengene til efter den 20. januar 2026.
Har du modtaget visse offentlige ydelser i perioden fra den 1. september 2024 – 31. december 2025, kan det have betydning for, hvor meget du kan få udbetalt.
I brevet er der link til vejledning på borger.dk.
Det er derfor vores vurdering, at du har været bekendt med, at der gælder særlige regler for at få udbetalt feriepenge fra et fratrådt job, når du har modtaget offentlige ydelser.
Vi har den 25. februar 2026 kontaktet dig telefonisk for at afklare, hvad din situation har været i ferieperioden 1. september 2024 til 31. december 2025.
Du oplyser, at du afsluttede din uddannelse i september 2024.
Vi forespørger, om du har haft en periode med SU, og du oplyser, at dette ikke er tilfældet for dig. Hvis du havde modtaget SU i ferieperioden fra 1. september 2024 til 31. december 2025, kunne det have været muligt at anse feriedagene for afholdt, hvis du ikke havde haft anden indtægt end SU. Hvis du samtidig havde en arbejdsgiver, så skulle ferien fra det ansættelsesforhold dog også have været holdt, for at du kunne anses for at afholde ferie.
Vi oplyser, at du kan undersøge ved a-kassen, om der er mulighed for at tilbagebetale dagpengene i ferieperioden, for så kunne der være en mulighed for at anse feriedage for afholdt i en periode, hvor du ellers har modtaget dagpenge. Du oplyser, at du har undersøgt det ved a-kassen, men feriepengene vil have mindre værdi end dagpengene, så det er ikke en mulighed.
Du nævner derudover, at du sammen med a-kassen fandt ud af, at du havde 3 dage, hvor du ikke havde arbejdet eller modtaget dagpenge til, hvor du kunne søge som afholdt ferie.
Vi vejleder dig i den forbindelse om afholdelse af ferie og ansøgning om udbetaling af feriepenge.
Du oplyser i samme forbindelse, at du fastholder din klage.
Det er vores opfattelse, at du ikke er kommet med nye oplysninger i sagen, som bevirker, at du er berettiget til at få udbetalt feriepengene efter ferielovens § 26 som ikke-afholdt ferie fra et fratrådt ansættelsesforhold.
Oversendelse af klagen til Ankenævnet
Da din klage ikke giver os anledning til at ændre afgørelsen af den 5. september 2025, sender vi din klage, sagens relevante dokumenter samt kopi af denne afgørelse til Ankenævnet for ATP m.m., jf. ferielovens § 39.
Bemærkninger til genvurderingen
Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkninger til Ankenævnet på mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.”
Høringssvar fra klager
Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.
Ankenævnets begrundelse
Sagen angår udbetaling af optjent betalt ferie, der ikke er afholdt inden udløbet af ferieafholdelsesperioden, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieafholdelsesperiodens udløb. Klager har anført, at ferien ikke er blevet afholdt, fordi klager ikke var fastansat og gerne ville vise gåpåmod og engagement for arbejdspladsen.
Klager mener derfor, at han ikke har haft mulighed for at holde ferie fra arbejdet.
Desuden har klager oplyst, at det ikke er en mulighed at tilbagebetale dagpengene i ferieperioden, for at afholde ferie i perioden, da feriepengene vil have mindre værdi end dagpengene.
Det fremgår af § 26, stk. 1, i ferieloven, at feriegodtgørelse for optjent betalt ferie, der ikke er holdt inden udløbet af ferieafholdelsesperioden, og som er optjent i et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieafholdelsesperiodens udløb, udbetales efter anmodning til lønmodtageren af arbejdsgiveren, FerieKonto eller den, der administrerer feriegodtgørelsen, jf. dog § 27. Det er en betingelse for udbetaling, at lønmodtageren skriftligt erklærer, at beløbet stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieafholdelsesperiodens udløb, og at lønmodtageren i ferieafholdelsesperioden ikke har modtaget offentlige ydelser som nævnt i § 27, stk. 1.
Det fremgår af § 27, stk. 1, i ferieloven, at hvis lønmodtageren har modtaget arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp i ferieåret, jf. § 23, eller ferieafholdelsesperioden, jf. §§ 24 og 26, kan udbetaling efter § 23, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 3. pkt., § 24, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., og § 26, stk. 1, kun ske efter FerieKontos forudgående godkendelse.
Efter ferielovens § 27, stk. 2, skal antallet af dage med de ydelser, der nævnes i stk. 1, trækkes fra det antal feriedage, som den uhævede feriebetaling svarer til, medmindre lønmodtageren på grund af særlige forhold har været afskåret fra at holde ferien inden ferieafholdelsesperiodens udløb, jf. §§ 12-14. Resterer der et antal feriedage, udbetaler FerieKonto feriegodtgørelsen eller meddeler arbejdsgiveren eller den, der administrerer feriegodtgørelsen, for hvor mange dage der kan udbetales til lønmodtageren.
Ferieloven indeholder i §§ 12 og 13 bestemmelser om, at en lønmodtager ikke har pligt til at holde ferie under sygdom, strejke eller lockout. Det samme gælder, hvis lønmodtageren på grund af andre særlige forhold er afskåret fra at holde ferie, jf. 14, stk. 1. Det er i § 14, stk. 2, angivet, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke forhold der kan udgøre en sådan feriehindring. Det er i forarbejderne til bestemmelsen angivet, at regulering skal ske ved bekendtgørelse for at muliggøre en fleksibel administration med mulighed for ændringer i, hvad der anses for at være feriehindringer, jf. betænkning nr. 1568/2017, Ny ferielov og overgang til samtidighedsferie, s. 264.
De nærmere regler findes i bekendtgørelse nr. 1072 af 29. oktober 2019 om feriehindringer. Efter bekendtgørelsens § 2, som ændret ved bekendtgørelse nr. 2444 af 15. december 2021, er feriehindringer:
1) egen sygdom og tvangsindlæggelse,
2) barselsorlov og orlov til adoption,
3) ophold i udlandet, forudsat at pågældende er i et ansættelsesforhold, som ikke er omfattet af ferieloven,
4) overgang til selvstændigt erhverv eller til arbejde i hjemmet,
5) valg til borgmester, udnævnelse til minister eller lignende tillidshverv,
6) indsættelse i en af kriminalforsorgens institutioner, eller tilsvarende udenlandsk institution,
7) lovligt varslede og afsluttede konflikter,
8) aftjening af værnepligt,
9) tjeneste i Forsvaret eller det statslige redningsberedskab som værnepligtigt eller på værnepligtslignende vilkår,
10) udsendelse af Forsvaret eller det statslige redningsberedskab for at deltage i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende eller humanitære opgaver,
11) manglende midler til at holde ferie på grund af en opstået tvist mellem lønmodtager og arbejdsgiveren om et krav på feriebetaling,
12) pasning af nærtstående syge eller døende, hvor lønmodtageren i en kortere tidsbegrænset periode er tilkendt tabt arbejdsfortjeneste, løn eller vederlag efter serviceloven,
13) orlov fra et ansættelsesforhold til pasning af nærtstående syge eller døende,
14) tvingende familiemæssige årsager i henhold til lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager,
15) tjeneste inden for Forsvarsministeriets eller politiets område, der er pålagt som følge af krig, katastrofetilfælde eller andre ekstraordinære forhold, eller
16) udførelse af nødvendigt arbejde af hensyn til den offentlige sikkerhed og sundhed inden for det regionale og kommunale sundhedsvæsen samt i hjemmeplejen og på plejehjem under helt ekstraordinære omstændigheder, når en sygdom er kategoriseret som samfundskritisk efter epidemilovens § 2, stk. 6.
Ankenævnet stadfæster af de grunde, som FerieKonto har anført, den påklagede afgørelse. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at lovteksten i ferielovens § 27, stk. 2, efter sin ordlyd omfatter alle dage med de nævnte offentlige ydelser uanset deres placering i ferieafholdelsesperioden i forhold til tidspunktet for optjening af de feriedage, som ønskes udbetalt, og at der ikke i bekendtgørelse nr. 940 af 6. september 2019, som er udstedt i medfør af bl.a. lovens § 27, stk. 3, er nogen nærmere regulering heraf. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at klager efter det oplyste ikke været ramt af feriehindringer som nævnt i bekendtgørelsen om feriehindringer frem til ferieperiodens udløb den 31. december 2025.
Ankenævnet bemærker, at er uden betydning for afgørelsen, at feriepenge og dagpenge ikke har samme økonomiske værdi.
Ankenævnet tiltræder herefter den påklagede afgørelse, hvorefter klager ikke har ret til udbetaling af overskydende ferie for ferieafholdelsesperioden 1. september 2024 til 31. december 2025.