Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2025-60 / 2025-79 / 04-11-2025

2025-60 / 2025-79 - Feriepenge modtaget uden afholdelse af ferie skal tilbagebetales

Ankenævnet stadfæster FerieKontos afgørelse af 9. maj 2025, som FerieKonto har fastholdt ved genvurdering den 13. august 2025, således at XXX (herefter klager) skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022 med i alt 16.041,65 kr.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Evelyn Jørgensen, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.

Ansøgning om udbetaling af ferie

Klager ansøgte den 23. september 2022 om udbetaling af feriepenge for 15,97 dage med første feriedag den 26. september 2022.

 

Den 22. oktober 2022 indgav kommunen indberetning om, at klager ikke havde afholdt egen optjent ferie, og at klager har modtaget sygedagpenge i perioden fra den 21. april til den 20. november 2022.

 

I brev af 25. marts 2025 orienterede FerieKonto klageren om kommunens indberetning og vejledte samtidig klageren om muligheden for at oppebære feriepengene mod indsendelse af behørig dokumentation for afholdt ferie i løbet af ferieåret fra 1. september 2021 til 31. december 2022.

 

Klager har den 29. april 2025 bl.a. oplyst følgende til FerieKonto:

 

”Hej, jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg falder ind under 3. kategori for 'fratråd job' og deraf udbetalt indefrosne feriepenge. Det korte og det lange er, at jeg fik tilbudt arbejde 1.1.2023, og den sidst udbetalte sygedagpenge var gældende for december 2022. Da jeg først ville have en indkomst af bagudbetalt løn på min nye arbejdsplads i slutningen af januar 2023, var det meningen at feriepengene skulle dække de udgifter. Jeg begik en ærlig fejl at få feriepengene udbetalt "for tidligt", da jeg selv ville håndtere økonomien indtil den første løn fra den nye arbejdsplads i slutningen af januar 2023.

 

...”

 

FerieKonto har i et brev til klager den 30. april 2025 blandt andet oplyst følgende:

 

”Tak for din henvendelse.

 

Kriterierne for udbetaling af feriepenge på baggrund af fratrådt job er, at du i ferieperioden 1. september 2021 - 31. december 2022 ikke har modtaget nogen af nedenstående ydelser:

-          Arbejdsløshedsdagpenge

-          midlertidig arbejdsmarkedsydelse

-          kontantydelse

-          efterløn

-          fleksydelse

-          ledighedsydelse

-          ressourceforløbsydelse

-          integrationsydelse

-          uddannelseshjælp

-          kontanthjælp

 

Efter vores opslag i Skattestyrelsens indkomstregister den 25. marts 2024 fremgår det, at du i førnævnte periode har modtaget arbejdsløshedsdagpenge og derved ikke var ferieforhindret frem til ferieperiodens udløb den 31. december 2022.

 

...”

 

Den påklagede afgørelse

FerieKonto traf den 9. maj 2025 afgørelse om, at klager skal betale 18.338,23 kr. tilbage, som klager har fået udbetalt i feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022.

 

Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”Vi skriver til dig, fordi du skal betale 18.338,23 kr. efter skat tilbage svarende til 15,97 feriedage.

 

Det skal du, fordi du har fået udbetalt feriepenge for ferieperioden 1. september 2021 til

31. december 2022, hvor du samtidigt modtog sygedagpenge.


...

 

Vores oplysninger

Vi kan se, at du har fået udbetalt:

31.144,23 kr. før skat til 15,97 feriedage med første feriedag den 26. september 2022.

 

XXX har oplyst, at du har fået udbetalt:

29 dage med første feriedag den 26. september 2022.

 

XXX har oplyst os om, at du ikke har holdt ferien. I forlængelse heraf, har XXX oplyst, at du har modtaget sygedagpenge fra den 21. april 2022 til 20. november 2022.

 

XXX har den 31. marts 2025 sendt dokumentation for, at feriepengene er udbetalt til dig.

 

Derfor skal du betale feriepenge tilbage

Du skal betale feriepenge tilbage, da du har fået udbetalt feriepenge og modtaget sygedagpenge samtidig for 15,97 dage. Du må som udgangspunkt ikke få udbetalt feriepenge og sygedagpenge samtidig. Det skyldes, at feriepenge udbetales som et forsørgelsesgrundlag for den periode, du holder ferie.

 

Vi har tidligere bedt dig sende dokumentation, hvis du mener, at du har ret til at beholde feriepengene.

 

Du har som svar oplyst, at du var i tvivl om, hvorvidt du kunne opfylde kriterierne for §26 - fratrådt job. Du fik efterfølgende en vejledning om betingelserne heraf, men du har ikke vend retur.

 

Vi har derfor undersøgt, om du efter andre regler i ferieloven kunne have ret til at beholde feriepengene.

 

Vi har den 25. marts 2025 lavet en søgning i Skattestyrelsens indkomstregister, som viser at du har modtaget dagpenge i perioden fra den 1. november 2022 til 31. december

2022.

 

Hvis du er fratrådt fra den arbejdsgiver, som du har optjent feriepengene hos senest den

31. december 2022, kan du have ret til at beholde de feriepenge, du har fået udbetalt.

 

Derudover er der mulighed for at beholde feriepengene, hvis den ferie, du har fået udbetalt, vedrører ferie ud over 4 uger.

 

I begge tilfælde kræver det dog, at du ikke har modtaget visse offentlige ydelser, eller at du har været feriehindret op til den 31. december 2022. Har du modtaget visse offentlige ydelser, skal antallet af dage i ferieperioden med offentlige ydelser fratrækkes i antallet af feriedage.

 

Da du har flere dage med dagpenge end dage du har fået udbetalt feriepenge til, bliver dagene med dagpenge trukket fra dine feriedage. Det betyder, at du ikke har nogle feriedage, som du kan beholde feriepenge for. Vi har desuden ikke oplysninger om, at du

har været feriehindret op til den 31. december 2022.

 

Vi har derudover undersøgt, om du har forladt det danske arbejdsmarked pga. alders­ eller helbredsmæssige årsager, eller fordi du er flyttet til udlandet og derved kan beholde feriepengene. Vi kan ikke se, at det er tilfældet for dig.

 

Endelig har vi undersøgt, om du ville være berettiget til udbetaling af feriepenge ved ferieperiodens udløb. Vi har derfor undersøgt, om der er tale om ferie ud over 4 uger, om feriepengene stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt inden ferieperiodens udløb den 31. december 2022, og at beløbet ikke overstiger 3.000 kr. efter skat eller

5.000 kr. før skat. Det er heller ikke tilfældet for dig.

 

Ferielovens § 33 giver FerieKonto mulighed for at kræve, at du betaler feriepengene tilbage, uanset om pengene blev udbetalt automatisk, eller om du selv bestilte dem. Tilbagebetalingen afhænger heller ikke af, om du troede, at du havde ret til feriepengene, da du modtog dem.

 

Du har altså ikke haft ret til at få udbetalt feriepenge til 15,97 feriedage og skal derfor betale 18.338,23 kr. efter skat tilbage.

 

Hvis du har spørgsmål eller vil klage?

Hvis du har spørgsmål til afgørelsen, kan du ringe til FerieKonto på 70 10 51 54.

 

Du kan klage over afgørelsen ved at sende klagen til os med overskriften 'Klage til Ankenævnet for ATP'.

 

Det kan du gøre ved at sende den til FerieKonto, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød eller på www.borger.dk/feriekonto-kontakt.

 

Vi skal have din klage, senest 4 uger efter du har modtaget afgørelsen

 

…”

 

Klagen

I klagen, som er indgivet den 28. maj 2025, har klager anført bl.a. følgende:

 

”Kære ...

 

Jeg har læst din afgørelse om min ret til at beholde feriepengene.

 

Jeg kan forstå du har skrevet at jeg ikke havde vendt tilbage efter min første henvendelse. Jeg er meget sikker på at jeg havde sendt dokumentation i form af skatteoplysninger for perioden, samt lønsedler hvis dato dokumenterer hvornår jeg forlod den arbejdsplads jeg havde optjent mine feriepenge hos.

 

Jeg er indforstået med at der står jeg ikke må have modtaget dagpenge/sygedagpenge i perioden hvor jeg holder "ferie" eller får udbetalt feriepenge, men I må da endelig ikke kunne tage en afgørelse på baggrund af, at jeg fik dem udbetalt en uge for tidligt.

 

Som jeg nævnte i min første henvendelse, fik jeg udbetalt feriepengene med første feriedag 26.11.2022.

 

...

 

Jeg har været arbejdsløs fra (april '22) og holdt ferie fra jeg stoppede med at modtage dagpenge (december '22) til min første arbejdsdag på min nye arbejdsplads (1.1.2023).

 

Jeg var på dette tidspunkt klar over at mit nye job ikke ville genere nogen indtægt for mig, før slutningen af januar '23, og valgte at prioritere og budgettere så jeg havde et større overskud i december '22, og derfor kunne købe julegaver til familien.

 

Disse feriepenge er noget jeg selv har optjent på min tidligere arbejdsplads, som jeg havde forladt. Efterfølgende har jeg været på skærpet indkomst, indtil jeg fik mit nye arbejde 1.1.2023.

 

...

 

At jeg ansøgte om mine egne feriepenge en smule for tidligt, så jeg havde råd til at betale de udgifter jeg var bagud med, de julegaver der skulle købes ind til jul, samt at overleve frem til min første indtægt i slutningen af januar '23, bør på ingen måder anses som svindel af ferielovens § 33, da der ikke er tale om dobbelt indkomst, men snarere et overlap der personligt er håndteret som et stafet, men er registreret som svindel.

 

Jeg håber inderligt I kan se godtage min klage med sympati for den situation jeg har stået i, hvorfor jeg bør beholde de feriepenge jeg selv havde optjent på daværende tidspunkt og hensigtsmæssigt benyttet mig af.”

 

FerieKonto har den 19. juni 2025 sendt en høring til klager. Heraf fremgår bl.a. følgende:

”FerieKonto har modtaget din henvendelse af den 28. maj 2025 vedrørende vores afgørelse af den 9. maj 2025 om tilbagebetaling af feriepenge.

 

Du oplyser i din henvendelse, at du har sendt dokumentation i form af skatteoplysninger, samt lønsedler med dato for hvornår du forlod den arbejdsgiver du havde optjent feriepengene hos.

 

Det fremgår af dine skatteoplysninger, at du har modtaget dagpenge i ferieperioden.

 

Vi har vurderet, om du ifølge oplysningerne i sagen ville være berettiget til at beholde feriepengene efter andre regler i ferieloven.

 

FerieKonto skal fratrække antallet af dage med offentlige ydelser fra antallet af dage med overskydende ferie, inden der kan ske en udbetaling af feriepenge, der stammer fra et fratrådt job.

 

Der er altså ikke mulighed for at anse feriepengene for at være udbetalt med rette efter denne regler.

 

Du oplyser også i din henvendelse, at du har fået udbetalt feriepenge med første feriedag den 26. november 2022, og det har været en uge for tidligt i forhold til hvornår du afholdte ferien.

 

Vi kan oplyse, at du har bestilt feriepenge til 15,97 feriedage med første feriedag den 26. september 2022, hvor du samtidig modtog sygedagpenge fra XXX.

 

Hvis du har holdt feriedagene på et andet tidspunkt i løbet af ferieperioden 1. september 2021 til 31. december 2022, skal du sende dokumentation på, at ferien er holdt.

 

I det tilfælde kan vi, efter normal administrativ praksis, se bort fra, at ferien ikke er holdt på de oplyste dage.

 

Du oplyser yderligere i din henvendelse, at du har afholdt ferie fra du stoppede med at modtage dagpenge i december 2022 til opstart ved ny arbejdsgiver den 1. januar 2023.

 

Vi kan oplyse, at det fremgår af dine skatteoplysninger, at du har modtaget dagpenge til 160,33 timer i december 2022. Vi kan dermed ikke placere nogen feriedage i december 2022.

 

Vi har dags dato kontaktet XXX telefonisk, som oplyser at du først meldte dig ledig ved A-kassen den 22. november 2022. På baggrund af dine skatteoplysninger og oplysninger fra XXX, kan vi placere 2 feriedage i november 2022.

 

Efter at have gennemgået din sag på ny, vil din afgørelse dermed som udgangspunkt blive ændret til tilbagebetaling af 16.041,65 kr. svarende til 13,97 feriedage (15,97 feriedage minus 2 afholdte feriedage).

 

Du har fortsat mulighed for at komme med oplysninger om afholdt ferie, modtagne ydelser, eller feriehindring, som vi kan inddrage i sagen.

 

...

 

Da vi ikke kan give dig fuldt medhold i din klage, vil vi sende sagen til Ankenævnet for ATP m.m., hvis vi ikke hører fra dig inden 14 dage. Du vil modtage genvurderingen og blive orienteret om oversendelsen til Ankenævnet for ATP mm.

 

...”

 

FerieKontos genvurdering i anledning af klagen

FerieKonto har i brev af 13. august 2025 fastholdt sin afgørelse af 9. maj 2025. FerieKonto anfører i brevet bl.a. følgende:

 

”Genvurdering

 

FerieKonto har modtaget din klage af den 28. maj 2025 over vores afgørelse af den 9. maj 2025 om tilbagebetaling af feriepenge til 15,97 feriedage.

 

Din klage giver anledning til at ændre afgørelsen delvist.

 

Vi har derfor sendt en ny høring til dig den 19. juni 2025, hvor vi har oplyst, at vi træffer en ny afgørelse om tilbagebetaling af 16.041,65 kr. svarende til 13,97 feriedage, hvis vi ikke hører yderligere fra dig.

 

Da vi ikke har hørt fra dig efterfølgende, har vi genvurderet din sag og kan kun give dig delvist medhold i din klage. Vi oversender derfor sagen med den nye afgørelse til Ankenævnet for ATP m.m.

 

Klagen

Du har den 28. maj 2025 klaget over vores afgørelse af 9. maj 2025 om tilbagebetaling af 18.338,23 kr. svarende til 15,97 feriedage. Du oplyser i din klage, at du bør kunne beholde de feriepenge, du selv har optjent på daværende tidspunkt.

 

Du oplyser desuden, at du har sendt dokumentation i form af skatteoplysninger, samt lønsedler med dato for, hvornår du fratrådte hos den arbejdsgiver, hvor du havde optjent feriepengene.

 

Du oplyser også, at du har anmodet om og fået udbetalt feriepenge med første feriedag den 26. november 2022, og at det har været en uge for tidligt i forhold til, at du har afholdt ferie fra det tidspunkt, hvor du stoppede med at modtage dagpenge i december 2022 til opstart ved ny arbejdsgiver den 1. januar 2023.

 

I forlængelse heraf oplyser du, at du modtog sygedagpenge frem til den 20. november 2022, samt at du stoppede med at modtage dagpenge i december 2022, og overgik i nyt arbejde fra den 1. januar 2023.

 

Begrundelse

Vi har på baggrund af din klage genbehandlet din sag, og vi har i den forbindelse inddraget følgende forhold og overvejelser. Vi har samtidig taget nye oplysninger i betragtning. Det betyder, at antallet af feriedage, som du skal tilbagebetale, fordi du har modtaget sygedagpenge og dagpenge ferieperioden, bliver nedsat.

 

Vi modtog sagen fra XXX vedrørende udbetaling af feriepenge til 15,97 feriedage med første feriedag den 26. september 2022. XXX har i deres indberetning til os oplyst, at du har modtaget sygedagpenge i perioden fra den 21. april 2022 til 20. november 2022. XXX har desuden oplyst, at du ikke har afholdt ferien.

 

Vi har derfor modtaget oplysninger om, at du har fået udbetalt feriepenge for 15,97 dage til en periode, hvor du også modtog sygedagpenge.

 

Du har sendt dokumentation i form af skatteoplysninger, samt lønsedler med dato for, hvornår du fratrådte hos den arbejdsgiver, hvor du havde optjent feriepengene.

 

Det fremgår af dine skatteoplysninger, at du har flere dage med dagpenge, end du har dage med feriepenge. Det fremgår af skatteoplysningerne, at du har modtaget dagpenge i november 2022 i ferieperioden.

 

Vores opslag i indkomstregisteret viser, at du også modtog arbejdsløshedsdagpenge i december 2022. 

 

Vi har herefter vurderet, om du ifølge oplysningerne i sagen ville være berettiget til at beholde feriepengene efter andre regler i ferieloven.

 

FerieKonto skal fratrække antallet af dage med offentlige ydelser fra antallet af dage med overskydende ferie, inden der kan ske en udbetaling af feriepenge, der stammer fra et fratrådt job.

 

Der er altså ikke mulighed for at anse feriepengene for at være udbetalt med rette efter denne regel om udbetaling af overskydende ferie i forbindelse med ophørt ansættelsesforhold.

 

Du oplyser i din henvendelse, at du har fået udbetalt feriepenge med første feriedag den 26. november 2022, og at det var en uge for tidligt i forhold til, at du har afholdt ferie fra det tidspunkt, hvor du stoppede med at modtage dagpenge i december 2022 til opstart ved ny arbejdsgiver den 1. januar 2023.

 

Vi kan oplyse, at det fremgår af dine skatteoplysninger, som vi har indhentet via Skattestyrelsens indkomstregister, at du har modtaget dagpenge til 160,33 timer i december 2022, svarende til en hel måned. Vi kan dermed ikke anse feriedage som afholdt i december 2022.

 

I forbindelse med at vi har gennemgået din sag igen, har vi kontaktet XXX telefonisk den 18. juni 2025. XXX oplyser, at du først meldte dig ledig ved A-kassen den 22. november 2022. Vi kan derfor anse 1 feriedag for afholdt den 21. november 2022.

 

På baggrund af dine skatteoplysninger, hvor det fremgår, at du kun har modtaget sygedagpenge i 29,60 timer i perioden 7. november 2022 til 13. november 2022, kan vi anse yderligere 1 feriedag for afholdt i denne periode.

 

Efter at have gennemgået din sag og på baggrund af de nye oplysninger ændrer vi derfor vores afgørelse til tilbagebetaling af 16.041,65 kr. svarende til 13,97 feriedage. Vi traf den 9. maj 2025 afgørelse om tilbagebetaling af 15,97 feriedage, hvilket reduceres til 13,97 feriedage, da vi anser 2 feriedage for afholdte i løbet af ferieperioden.

 

Vi har i vores skrivelse af den 19. juni 2025 bedt dig om at sende eventuelle yderligere oplysninger om afholdt ferie, feriehindring mv. Vi har imidlertid ikke hørt fra dig.

 

Vi vurderer derfor, at der ikke er fremkommet yderligere oplysninger i sagen, som kan medføre, at du ikke skal tilbagebetale 16.041,65 kr. svarende til 13,97 feriedage.

 

...

 

Bemærkninger til genvurderingen

Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkningerne til Ankenævnets mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.

 

…”

 

Høringssvar fra klager

Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.

 

Ankenævnets begrundelse

Sagen angår tilbagebetaling af i alt 16.041,65 kr. udbetalt i feriepenge for afholdelse af ferie i ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022.

 

Det følger af § 33 i ferieloven, at arbejder en lønmodtager mod vederlag under sin ferie, eller har lønmodtageren på anden vis modtaget feriebetalingen med urette, kan FerieKonto kræve, at den dertil svarende feriegodtgørelse, den dertil svarende løn under ferie eller det dertil svarende ferietillæg indbetales til FerieKonto.

 

Klager har ansøgt om og fået udbetalt 18.338,23 kr. i feriepenge for 15,97 feriedage med den 26 september 2022 som første feriedag. Klager modtog sygedagpenge fra den 21. april til den 20. november 2022. I perioden fra den 7. november til den 13. november 2022 modtog klager dog kun sygedagpenge svarende til 4 dage. Fra den 22. november 2022 modtog klager arbejdsløshedsdagpenge.

 

FerieKonto har på denne baggrund vurderet, at der kan placeres 1 feriedag i perioden fra den 7. november til den 13. november 2022, hvor klager ikke modtog sygedagpenge samt 1 feriedag den 21. november 2022, hvor klager ikke modtog arbejdsløshedsdagpenge. Klager skal herefter tilbagebetale 16.041,65 kr. svarende til 13,97 feriedage.

 

Klager har således ansøgt om og fået udbetalt feriepenge uden at holde ferie som ansøgt. Klager har herved som udgangspunkt oppebåret feriepengene med urette og skal som udgangspunkt betale feriepengene tilbage. Dette ville klager have kunnet undgå ved at have holdt ferie uden løn eller offentlige ydelser i 13,97 dage på et andet tidspunkt i ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022. Klager har imidlertid ikke fremlagt nogen dokumentation for, at det har været tilfældet. Klager ville endvidere kunne undgå tilbagebetaling, hvis en feriehindring havde afskåret klager fra at afholde ferien i ferieafholdelsesperioden indtil den 31. december 2022. Dette har klager ikke dokumenteret.

 

Med disse bemærkninger stadfæster Ankenævnet den påklagede afgørelse af de grunde, som FerieKonto har anført.

 

Ankenævnet tiltræder herefter den påklagede afgørelse, hvorefter klager skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022 med i alt 16.041,65 kr.