Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2025-10 / 28-04-2025

2025-10 - Bidragspligt til Barsel.dk påhviler udøver af selvstændig erhvervsvirksomhed, selv om sædvanlig drift er ophørt, så længe virksomheden fortsat er registreret i CVR-registeret og ikke er endeligt afsluttet

Ankenævnet stadfæster Barsel.dk’s afgørelse af 30. september 2024, som Barsel.dk har fastholdt ved genvurdering den 26. februar 2025, således at XXX (herefter klager) skal betale bidrag til Barsel.dk i 2024 for virksomheden XXX.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Evelyn Jørgensen, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.

Den påklagede afgørelse

Den 30. september 2024 udsendte Barsel.dk en opkrævning på 1.350 kr. til klager for bidrag til Barsel.dk for 2024, idet Barsel.dk henviste til, at klager i 2024 havde haft overskud af selvstændig virksomhed på 492.127,00 kr. samt en personlig lønindkomst på 56.189,00 kr.

 

Klagen

Klager har den 1. oktober 2024 sendt en skriftlig klage til Barsel.dk, hvoraf bl.a. følgende fremgår:

 

”Jeg ønsker at klage over afgørelse vedr. indbetaling til barselsbidrag 2024.

Min enkeltmandsvirksomhed XXX, cvr nr. XXX er i ’dvale’ og nulregistreres ved hver moms indberetning (siden november 2023) grundet at jeg er er ansat i eget firma XXX cvr. XXX, hvor jeg betaler barselsbidrag.”

 

Barsel.dk’s genvurdering i anledning af klagen

Barsel.dk har i genvurdering af 26. februar 2025 fastholdt sin afgørelse af 30. september 2024. Barsel.dk anfører i afgørelsen bl.a. følgende:

 

”Genvurdering: Vi fastholder din bidragspligt til Barsel.dk som selvstændig for 2024

 

Vi skriver til dig, fordi vi har vurderet din klage til Barsel.dk af 1. oktober 2024, hvor du oplyser, at din virksomhed er i dvale og nulstilles ved hver momsindberetning. Du oplyser ligeledes, at du er ansat i eget firma, som betaler barselsbidrag.

 

Vi har truffet følgende afgørelse:

 

• Du skal i 2024 betale bidrag til Barsel.dk som selvstændig erhvervsdrivende.

 

Det betyder, at vi har sendt din klage, vores begrundelse for afgørelsen og vores genvurdering videre til Ankenævnet for ATP m.m.

 

Bemærkninger til genvurderingen

Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkninger til Ankenævnet på mailadresse post@atp-anke.dk eller som post til adressen:

 

Ankenævnet for ATP m.m.

Holmens Kanal 20

1060 København

 

Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.

 

[…]

 

Begrundelse – derfor skal du betale bidrag til Barsel.dk

Vi har vurderet, at du er forpligtet til at betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende til Barsel.dk i 2024. Da du opfylder nedenstående kriterier, anses du som selvstændigt erhvervsdrivende i Barselsudligningslovens forstand.

 

Regler for bidragspligt til Barsel.dk

Reglerne for administrationen Barsel.dk er fastsat i Lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked, herunder kriterierne for at skulle betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende i lovens § 4 a. Disse regler om selvstændigt erhvervsdrivendes pligt til at betale bidrag blev vedtaget i Folketinget den 17. december 2020, og er offentliggjort i Retsinformation som Lov nr. 2198 af 29. december 2020.

 

Du kan finde lovændringen via dette link til Retsinformation: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/2198

 

Udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed er iht. Lovens § 4 a, stk. 1, nr. 1 og 2, forpligtet til at betale bidrag, hvis det samlede resultat fra selvstændig virksomhed overstiger den maksimale dagpengesats. Det samlede resultat er før renter og efter eventuelle beløb overført til medarbejdende ægtefælle. Det er fastsat i loven, at det er det samlede resultat i årsopgørelsen for det senest afsluttede indkomstår, som skal anvendes ved vurderingen af bidragspligt. Det betyder, at vurderingen af bidragspligt i 2024 skal foretages på grundlag af årsopgørelsen for indkomståret 2023.

 

Den selvstændigt erhvervsdrivende skal dog ikke betale bidrag, hvis vedkommende i samme afsluttede indkomstår har en personlig lønindkomst, der overstiger det samlede resultat. Du skal derfor ikke betale, hvis du har en personlig lønindkomst, der overstiger dit resultat fra selvstændig virksomhed.

 

Som det fremgår af opkrævningen i 2024 fra Barsel.dk, er dit samlede resultat på din årsopgørelse for 2023 højere end den maksimale barselsdagpengesats og din lønindkomst mindre end dit resultat af selvstændig virksomhed.

 

Vurdering

På baggrund af din klage er det vores forståelse, at du ikke bestrider rigtigheden af de tal, som Skattestyrelsen har videresendt til Barsel.dk.

 

En selvstændig, der er ophørt med den selvstændige virksomhed inden 1. oktober i opkrævningsåret, vil være fritaget for bidragspligt fra og med dette år. Det forudsætter dog, at et evt. CVR-nummer tilhørende den selvstændige virksomhed er lukket, i CVR-registret og er registreret ophørt med en ophørsdato inden 1. oktober i opkrævningsåret.

 

Du er ifølge Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), pr. 1. oktober 2024 involveret i følgende aktive CVR-nummer:

 

•           XXX, personlig ejet mindre virksomhed med CVR-nummer XXX

 

Vi vurderer, at der er tale om egentlig selvstændig virksomhed, der medfører det på din årsopgørelse registrerede resultat.

 

Vi har ikke dokumentation for, at din selvstændig virksomhed er afmeldt i Det Centrale Virksomhedsregister senest 30. september 2024, eller at der ikke er tale om egentlig selvstændig virksomhed i det fortsat aktivt registrerede CVR-nummer. Vi har i de oplysninger, som vi har adgang til, heller ikke fundet noget, der tyder på, at der ikke er tale om selvstændig virksomhed.

 

Hvis du senere hen får afmeldt CVR-nummer med personlig hæftelse med en ophørsdato inden 1. oktober 2024 i Det Centrale Virksomhedsregister, kan du rette henvendelse til os igen, hvorefter vi kan genvurdere din sag.

 

Momsindberetning

At CVR-nummeret udelukkende er holdt åbent for at afslutte virksomheden skattemæssigt eller økonomisk, kan ikke medføre fritagelse, da virksomheden ikke økonomisk var bragt til ophør ved opkrævningen til Barsel.dk. Dette har Ankenævnet for ATP truffet afgørelse om fx i sagen 2022-200.

 

Dobbelt bidrag

Reglerne om bidragspligt for selvstændige giver ikke mulighed for at fritage personer, der både er lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende, fordi de betaler dobbelt bidrag til barselsudligning. Det skyldes, at det bidrag til Barsel.dk, det betales som arbejdsgiver, er et bidrag vedrørende den hidtidige barselsordning for ansatte.

 

Bidrag som selvstændig erhvervsdrivende omfatter alene den selvstændigt erhvervsdrivende personligt, og bidragspligten afgøres ud fra, hvad den pågældende person i alt har tjent som selvstændig erhvervsdrivende. Det er uden betydning, om indtægten stammer fra deltagelse i selvstændig virksomhed med ansatte.

 

Ankenævnet for ATP m.m. har fx i sagerne 2022-4 og 2022-246 fastslået, at det er uden betydning, om den selvstændige samtidig betaler bidrag som arbejdsgiver i sin selvstændige virksomhed, og bidrag for sig selv som selvstændig erhvervsdrivende, så længe bidragspligtskriterierne er opfyldt.

 

Du kan finde denne afgørelse og en række andre afgørelser fra Ankenævnet her: www.atp-anke.dk/

 

Da du dermed opfylder ovenstående kriterier for bidragspligt i 2024, er du forpligtet til at betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende.

 

Afgørelsen er truffet med udgangspunkt i dine oplysninger i din henvendelse og vi har inddraget de nye kriterier for at blive fritaget for at betale bidrag til Barsel.dk, som Ankenævnet i deres behandling af tidligere klager har påpeget. Det er vores vurdering, at der ikke er noget, der tyder på, at du eventuelt vil kunne fritages for at betale bidrag ud fra disse kriterier.

 

Du kan læse om de situationer, hvor det er muligt at blive fritaget for at betale bidrag her: Introduktion - Fritagelse for bidrag til Barsel.dk | Virk

 

Hvis du har yderligere oplysninger, som Barsel.dk ikke har adgang til, er du velkommen til at kontakte os, så vi kan vurdere betydningen heraf i forhold til, om du kan fritages for at betale bidrag i 2024. 

 

Opsættende virkning

Det fremgår ikke af klagebestemmelsen i § 6, stk. 3 og 4 i Lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked, at en klage har opsættende virkning. Der gælder i dansk ret ikke en generel regel om, at en klage har opsættende virkning, dvs. at som udgangspunkt har en klage, der resulterer i en ændret afgørelse først virkning, fra den nye afgørelse er truffet. Derfor vil Barsel.dk’s afgørelse om bidragspligt for 2024 være gældende, indtil Barsel.dk eller Ankenævnet måtte omgøre afgørelsen. Som det fremgår af vores redegørelse ovenfor, har vi på nuværende tidspunkt ikke grundlag for at omgøre vores afgørelse om, at du er pligtig til at betale bidrag i 2024.

 

Du har betalt opkrævningen inden forfald. Får du efterfølgende medhold i din klage, bliver det indbetalte beløb inkl. evt. indbetalte renter tilbagebetalt til dig. Barsel.dk vil også udbetale renter efter rentelovens regler, for den periode, hvor beløbet var indbetalt til Barsel.dk.

 

Oversendelse af klagen til Ankenævnet for ATP mm. 

Da Barsel.dk ikke har mulighed for at imødekomme din klage over bidragspligt som selvstændigt erhvervsdrivende, sender Barsel.dk din klage og sagens akter til Ankenævnet for ATP m.m.

 

Lovgrundlag

Afgørelsen er truffet på baggrund af:

 

§ 4 a, stk. 1, nr. 1 og 2 samt § 6, stk. 3 og 4 i Lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked, lovbekendtgørelse nr. 1002 af 28. august 2024

(Barselsudligningsloven)”

 

Høringssvar fra klager

Klager har ikke indsendt bemærkninger til Barsel.dk’s genvurdering.

 

Ankenævnets begrundelse

Sagen angår den bidragspligt til barselsudligningsordningen, som påhviler personer, der udøver selvstændig erhvervsvirksomhed.

 

Ved lov nr. 2198 af 29. december 2020 blev barselsudligningsloven (lovbekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2019 om barselsudligning på det private arbejdsmarked) ændret, således at personer, som udøver selvstændig erhvervsvirksomhed (selvstændigt erhvervsdrivende), omfattes af barselsudligningsordningen fra 1. januar 2021. Herefter har en udøver af selvstændig erhvervsvirksomhed ret til kompensation i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption efter barselsudligningslovens § 3 a og pligt til at betale et årligt bidrag på 1.225 kr. til barselsudligningsordningen efter lovens § 4 a, som lyder således:

 

§ 4 a. Udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed betaler et årligt bidrag på 1.225 kr. til barselsudligningsordningen, når følgende betingelser er opfyldt:

1) Den pågældende har i årsopgørelsen for det senest afsluttede indkomstår et samlet resultat før renter og efter eventuelle beløb overført til medarbejdende ægtefælle, der overstiger maksimum for barselsdagpenge, jf. barselslovens § 35, stk. 1, jf. §§ 37 og 38.

2) Den pågældende har ikke i samme afsluttede indkomstår personlig lønindkomst, der overstiger det samlede resultat, jf. nr. 1.

Stk. 2. Bidrag efter stk. 1 opkræves årligt den 1. oktober.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opkrævning af bidrag efter stk. 1.”

 

Ved lov nr. 2586 af 28. december 2021 om ændring af barselsudligningsloven blev bidraget efter lovens § 4 a forhøjet til 1.350 kr. med virkning fra 1. januar 2022.

 

Efter § 4 a, stk. 1, påhviler der således udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed bidragspligt, hvis betingelserne om resultat af virksomheden og personlig lønindkomst i senest afsluttede indkomstår er opfyldt. Bidrag opkræves efter stk. 2 ”årligt den 1. oktober”. Efter stk. 3 fastsætter beskæftigelsesministeren regler om opkrævning af bidrag.

 

Det er således fastsat i loven, at det er det samlede resultat i årsopgørelsen for det senest afsluttede indkomstår, som skal anvendes ved vurderingen af bidragspligt. Det betyder, at vurderingen skal foretages på grundlag af årsopgørelsen for indkomståret 2023.

 

Klagen støttes på, at klager som ejer af XXX allerede betaler barselsbidrag.

 

Hertil bemærker Ankenævnet:

Det bidrag, som XXX betaler til Barsel.dk, er et bidrag vedrørende den hidtidige (oprindelige) barselsordning for ansatte. Det bidrag, som denne sag drejer sig om, er et bidrag til den nu indførte (nytilkomne) barselsordning for selvstændigt erhvervsdrivende personligt. At anpartsselskabet som arbejdsgiver betaler bidrag til ordningen for så vidt angår ansatte, er uden betydning for klagers ret til dækning og pligt til betaling af bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende.

 

Klagen støttes endvidere på, at den personlige virksomhed har ligget i dvale siden november 2023:

 

Hertil bemærker Ankenævnet: 

Ankenævnet har i sin praksis fastslået, at bidragspligten efter loven er betinget af, at den erhvervsdrivendes selvstændige virksomhed ikke var ophørt på opkrævningstidspunktet, men også fastslået, at virksomheden ikke kan anses for ophørt i lovens forstand, blot fordi der ikke aktuelt er drift, når virksomheden fortsat er registreret i CVR-registeret og ikke i økonomisk forstand afviklet.

 

Idet klager ikke har bestridt det i opkrævningen angivne resultatet som selvstændig på 492.127,00 kr. og personlig lønindkomst på 56.189,00 kr. i 2023, og idet klager fortsat på opkrævningstidspunktet i 2024 havde selvstændig erhvervsvirksomhed, er klager omfattet af bidragspligten efter barselsudligningslovens § 4 a.

 

Ankenævnet tiltræder herefter den påklagede afgørelse, således at klager skal betale 1.350 kr. i bidrag til Barsel.dk i 2024.