Afgørelse / J. nr. 2024-55 / 11-02-2025
2024-55 - Afgørelse angående betingelserne for at kræve tilbagebetaling af feriepenge, som er automatisk udbetalt efter ferielovens § 27 a, stk. 3
Ankenævnet stadfæster FerieKontos afgørelse af 29. oktober 2024, som fastholdt og uddybende oplyst og begrundet ved genvurdering den 13. november 2024, således at XXX (herefter klager) skal tilbagebetale automatisk modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023 med i alt 638 kr.
Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Evelyn Jørgensen, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.
Retsgrundlaget
Ved lov nr. 1539 af 12. december 2023 om ændring af lov om ferie mv. blev som § 24 a indsat følgende bestemmelse i ferieloven:
”Automatisk udbetaling efter ferieafholdelsesperiodens udløb
§ 24 a. Arbejdsgiveren udbetaler løn under ferie og eventuelt ferietillæg for ikke afholdt ferie efter ferieafholdelsesperiodens udløb til lønmodtageren, hvis beløbet højst er 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag og beløbet vedrører ferie ud over 4 uger.
Stk. 2. Den, der administrerer feriegodtgørelsen, jf. § 3, stk. 4, udbetaler efter ferieafholdelsesperiodens udløb uhævet feriegodtgørelse til lønmodtageren, hvis beløbet højst er 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag og beløbet stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt inden ferieafholdelsesperiodens udløb. Er lønmodtageren ikke fratrådt, udbetales uhævet feriegodtgørelse, hvis beløbet er på højst 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag og beløbet vedrører optjent ferie ud over 4 uger. Er feriegodtgørelsen indbetalt til en feriekasse efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, er beløbsgrænsen efter 1. og 2. pkt. 3.000 kr. efter skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Stk. 3. FerieKonto udbetaler efter ferieafholdelsesperiodens udløb feriegodtgørelse til lønmodtageren, hvis beløbet højst er 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Stammer feriegodtgørelsen ikke fra et ophørt ansættelsesforhold, ferie ud over 4 uger eller afholdt ferie i ferieafholdelsesperioden, kan FerieKonto træffe afgørelse om, at beløbet tilbagebetales, jf. § 36, stk. 2, nr. 4.
Stk. 4. Feriepengeinfo sender en anmodning om udbetaling til den, der administrerer feriegodtgørelsen efter stk. 2, med en meddelelse til lønmodtageren, når feriegodtgørelsen ved ferieafholdelsesperiodens udløb er højst 5.000 kr. før fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. dog stk. 2, 3. pkt. Den, der skal udbetale feriegodtgørelsen, må kun udbetale feriegodtgørelsen, hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt.
§ 36, stk. 2, nr. 4, som der henvises til i § 24 a, stk. 3, blev ved lovændringen ændret til § 36, stk. 2, nr. 5, og er sålydende:
”FerieKontos administration
§ 36. …
Stk. 2. FerieKonto træffer afgørelse i sager om
…
5) indbetaling til FerieKonto, når en lønmodtager arbejder mod vederlag under ferien eller på anden vis har modtaget feriebetalingen med urette, jf. § 33 …”
Ferielovens § 33 er sålydende:
”Feriebetaling modtaget med urette
§ 33. Arbejder en lønmodtager mod vederlag under sin ferie, eller har lønmodtageren på anden vis modtaget feriebetaling med urette, kan FerieKonto kræve at den dertil svarende feriegodtgørelse, den dertil svarende løn under ferie eller det dertil svarende ferietillæg indbetales til FerieKonto.”
Ved ændringsloven i 2023 blev ferielovens § 36, stk. 4, hvorefter FerieKonto hvert år skal udtage et antal virksomheder og lønmodtagere ”til stikprøvekontrol for udbetalinger” efter en række opregnede bestemmelser, udvidet med udbetalinger efter § 24 a.
I det bagved liggende lovforslag, LFF 2023/1 69, hedder det i de almindelige bemærkninger bl.a.:
”1. Indledning
Der er efter indførslen af den nye ferielov, som indførte samtidighedsferie, et uventet stort beløb i feriepenge, som lønmodtagerne har undladt at hæve. Forventningen var, at feriepengene i højere grad ville blive hævet løbende på grund af samtidighedsferie. Det har dog vist sig, at mange lønmodtagere har haft mindre beløb i uhævede feriepenge efter ferieafholdelsesperiodens udløb. Med den tidligere ferielov blev mindre beløb inden for en bagatelgrænse automatisk udbetalt, hvis betingelserne i øvrigt var opfyldt.
Det foreslås derfor at genindføre den tidligere ferielovs bagateludbetalingsregler tilpasset samtidighedsferie.
Det foreslås, at der genindføres en bagateludbetalingsregel, så beløb på højst 5.000 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag udbetales automatisk efter udløbet af ferieafholdelsesperioden. Beløbet vil skulle udbetales, såfremt det kan henføres til et ophørt ansættelsesforhold, optjent ferie ud over 4 uger eller afholdt ferie.
For lønmodtagere, som har uhævede feriepenge stående hos FerieKonto eller en feriekasse, foreslås det, at beløbet sættes til højst 3.000 kr. efter skat og arbejdsmarkedsbidrag, da beløbet allerede er beskattet ved indbetalingen til FerieKonto eller en feriekasse.
Det foreslås, at bagateludbetalingsreglen udformes sådan, at uhævede feriepenge under bagatelgrænsen udbetales, uden at det er undersøgt, om lønmodtageren har modtaget offentlige ydelser i ferieafholdelsesperioden. Det svarer til bagateludbetalingsreglerne i den tidligere ferielov.
Samtidig foreslås det, at beløb på højst op til og med 2.500 kr. før skat og arbejdsmarkedsbidrag kan udbetales direkte til lønmodtageren i forbindelse med dennes fratræden. Dette vil være en undtagelse til, at optjent feriegodtgørelse efter ferieloven skal indberettes til indkomstregisteret og eventuelt indbetales til FerieKonto. Den tidligere ferielov indeholdt en tilsvarende regel.
…
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Automatisk udbetaling efter ferieafholdelsesperiodens udløb og udbetaling af mindre beløb ved fratræden.
….
2.1.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser og den foreslåede ordning
…
Feriepenge vil med den foreslåede ordning blive udbetalt, uanset om lønmodtageren i ferieafholdelsesperioden har modtaget offentlige ydelser til forskel fra gældende regler om udbetaling efter ferieafholdelsesperiodens udløb. …
…
De foreslåede bagateludbetalingsregler, herunder beløbsgrænserne, er fastsat under hensyntagen til, at arbejdstidsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden), skal overholdes, og at udbetaling således kun kan ske, hvis beløbet enten kan henføres til afholdt ferie, optjent ferie udover 4 uger eller et ophørt ansættelsesforhold.
FerieKonto administreres ikke af de enkelte arbejdsgivere, og FerieKonto har derfor ikke oplysninger om, hvorvidt et uhævet feriegodtgørelsesbeløb vedrører optjent ferie ud over 4 uger. Konstaterer FerieKonto efter en udbetaling, at beløbet ikke stammer fra et ophørt ansættelsesforhold, eller at beløbet ikke vedrører optjent ferie ud over 4 uger, vil FerieKonto kunne træffe afgørelse om, at beløbet tilbagebetales.
Udbetaling efter de foreslåede regler vil indgå i FerieKontos årlige stikprøvekontrol af udbetalinger, der er foretaget, uden at lønmodtageren har holdt ferien.”
I lovforslagets bemærkninger til de enkelte bestemmelser hedder det bl.a.:
”Det foreslås i § 24 a, stk. 3, 1. pkt., at FerieKonto efter ferieafholdelsesperiodens udløb udbetaler feriegodtgørelse til lønmodtageren, hvis beløbet højst er 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Forslaget vil betyde, at FerieKonto skal udbetale feriegodtgørelsen automatisk, hvis feriegodtgørelsen er op til og med 3.000 kr. efter skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Har lønmodtageren optjent feriegodtgørelse fra flere arbejdsgivere, vil lønmodtageren få udbetalt feriegodtgørelse for hvert ansættelsesforhold, hvis beløbet hos den enkelte arbejdsgiver er under beløbsgrænsen. FerieKonto opgør beløbet ud fra arbejdsgivernes indberetninger.
Det foreslås i § 24 a, stk. 3, 2. pkt., at stammer feriegodtgørelsen ikke fra et ophørt ansættelsesforhold, ferie ud over 4 uger eller afholdt ferie i ferieafholdelsesperioden, kan FerieKonto træffe afgørelse om, at beløbet skal tilbagebetales, jf. § 36, stk. 2, nr. 4.
FerieKonto administreres ikke af de enkelte arbejdsgivere, og FerieKonto vil derfor ikke kunne vide, om et uhævet feriegodtgørelsesbeløb vedrører optjent ferie ud over 4 uger. Beløbet vil derfor blive udbetalt, men FerieKonto vil efterfølgende træffe afgørelse om, at det udbetalte beløb skal tilbagebetales, hvis det konstateres, at beløbet ikke stammer fra et ophørt ansættelsesforhold, eller beløbet ikke vedrører ferie ud over 4 uger eller afholdt ferie.
Den foreslåede bestemmelse betyder, at FerieKonto vil kunne kræve feriegodtgørelsen indbetalt til FerieKonto, såfremt feriegodtgørelsen ikke vedrører optjent ferie ud over 4 uger, hvis feriegodtgørelsen ikke stammer fra et ophørt ansættelsesforhold, som er ophørt inden ferieafholdelsesperiodens udløb, eller hvis lønmodtageren ikke har holdt ferien. Forslaget skal bl.a. ses i sammenhæng med, at FerieKonto årligt udfører stikprøvekontrol af udbetaling af feriegodtgørelse, uden at ferien er holdt, jf. § 36, stk. 4. Udbetaling af feriegodtgørelse efter den foreslåede § 24 a, foreslås også at skulle være til genstand for den kontrol, jf. forslagets nr. 10.
FerieKonto vil kunne kræve beløbet indbetalt, uanset om lønmodtageren har modtaget beløbet i god tro, på samme måde som andre beløb, der er modtaget med urette, jf. § 33 i ferieloven.
FerieKonto vil derimod ikke skulle behandle sager om tilbagebetaling, alene fordi der er oplysninger om, at lønmodtageren har modtaget offentlige ydelser i ferieafholdelsesperioden, når pengene er udbetalt efter den foreslåede bestemmelse.
Forslaget skal også ses i sammenhæng med den foreslåede ændring til § 36, stk. 4, jf. § 1, nr. 10, hvorefter udbetalinger efter den foreslåede § 24 a, vil kunne være til genstand for FerieKonto årlige stikprøvekontrol af udbetalinger uden at ferien er holdt.”
2. Sagsfremstilling
”FerieKonto sendte den 5. januar 2024 klager et brev, hvori det hedder:
”Du får udbetalt feriepenge
Vi skriver til dig, fordi du får udbetalt feriepenge, som du har til gode for ferieperioden 1. september 2022 - 31. december 2023. Du får udbetalt dine feriepenge automatisk, fordi beløbet er under 3000 kr.
Du kan se, hvor mange feriepenge du får udbetalt nedenfor.
Du vil kunne se pengene på din NemKonto inden for 4 hverdage.
Antal dage Beløb __________________________________________________
XXX … 3,90 638,00 kr. efter skat
…
_____________________________________________________
…
Venlig hilsen
Feriepengeinfo
Hvornår har du ret til pengene?
Du kan kun få feriepengene udbetalt, hvis de vedrører ferie ud over 4 uger eller stammer fra et job, du er fratrådt senest den 31. december 2023.
Retsgrundlag
Lov om ferie, lovbekendtgørelse nr. 230 af 12.02.2021 senest ændret ved lovbekendtgørelse nr. 1538 af 12.12.2023.”
Den 29. januar 2024 indsendte XXX Kommune følgende indberetning i form af en udfyldt digital formular til FerieKonto:
”Kontrol af dobbeltforsørgelse
…
Navn på borger
[klager]
Jeg kontakter jer på vegne af
x Kommunen
A-kassen
…
Borgers ferieoplysninger
Oplysninger fra borgerens ansøgning om ferie
Første feriedag
04-01-2024
Antal bestilte feriedage
3,90
Beløb på feriepenge, der er udbetalt
638,00 kr.
Hvilken ydelse har borgeren fået udbetalt samtidig med, at han/hun har fået udbetalt feriepenge?
Fleksløntilskud
…
Angiv periode for ydelse
…
Dato fra
01-07-2023
Dato til
[blank]
Marker, hvis borgeren har
Har holdt delvis ferie
x Ikke har afholdt ferie
Årsag
Automatisk udbetaling af feriepenge under 3.000 kr. – ej afholdt ferie
…”
På baggrund af denne indberetning om dobbeltforsørgelse skrev FerieKonto den 5. oktober 2024 således til klager:
”Vi har fået oplysninger, som kan have betydning for dine feriepenge
Vi skriver til dig, fordi du i begyndelsen af året automatisk har fået udbetalt de feriepenge, som du ikke har bestilt for sidste ferieperiode.
Vi har efterfølgende fået oplysninger fra XXX Kommune, som du skal tage stilling til.
Tag stilling til oplysninger fra XXX Kommune
XXX Kommune har oplyst os om, at du ikke opfylder betingelserne for at få udbetalt feriepengene. De oplyser, at du ikke har afholdt ferien.
Du har fået udbetalt feriepenge svarende til 3,90 feriedage.
Oplysningerne fra XXX Kommune kan betyde, at du skal betale feriepenge svarende til 3,90 feriedage tilbage.
Du kan dog have ret til at beholde feriepengene eller få dem overført til næste ferieperiode, hvis en af nedenstående situationer passer på dig:
1. Jeg har holdt ferie på et andet tidspunkt i ferieperioden.
2. Jeg har været forhindret i at holde ferie frem til den 31. december 2023.
3. Jeg er fratrådt mit job senest den 31. december 2023.
4. Mine feriepenge vedrører ferie ud over 4 uger.
Læs hvad du skal gøre i de forskellige situationer og om den automatiske udbetaling af feriepenge på de næste sider. Hvis du ikke opfylder betingelserne, kan det betyde, at du skal betale feriepengene tilbage.
Frist for at sende dokumentation
Hvis du kan dokumentere, at du opfylder en af ovenstående betingelser, skal du sende dokumentationen senest den 21. oktober 2024. Senere i brevet kan du læse om, hvilken dokumentation du kan sende.
Hører vi ikke fra dig, og modtager vi ikke dokumentation, vil vi træffe afgørelse ud fra de oplysninger, vi har nu.
Send dokumentationen på www.borger.dk/feriekonto-send-oplysninger eller til FerieKonto, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om feriepenge på www.borger.dk/ferie. Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Venlig hilsen
FerieKonto, Feriesagsteamet
Oplysninger om den automatiske udbetaling af feriepenge
XXX Kommune har oplyst, at du har fået udbetalt feriepenge til 3,90 feriedage den 4. januar 2024. Vi skal vurdere, om du var berettiget til at få pengene udbetalt.
XXX Kommune har oplyst, at du ikke har afholdt de 3,90 feriedage i ferieperioden fra den 1. september 2022 til 31. december 2023.
Vi kan se, at du har fået udbetalt 638,00 kr. efter skat til 3,90 feriedage den 4. januar 2024.
Vi har undersøgt, om feriepengene stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt inden ferieperiodens udløb den 31. december 2023, eller om der er tale om ferie ud over 4 uger. Det har vi ikke nogle oplysninger om.
Det kan betyde, at du skal betale feriepenge svarende til 3,90 feriedage tilbage.
1. Jeg har holdt ferie på et andet tidspunkt i ferieperioden.
Hvis du kan dokumentere, at du har holdt 3,90 dages ferie på et andet tidspunkt i ferieperioden fra den 1. september 2022 - 31. december 2023, kan du have ret til at beholde feriepengene.
Dokumentationen kan fx være:
udbetalingsspecifikationer fra din a-kasse eller kommune, hvor det fremgår, at du har holdt ferie.
lønsedler eller anden dokumentation, hvor det er tydeligt, at du har holdt ferie uden offentlig forsørgelsesydelse eller løn i perioden.
en skriftlig bekræftelse fra din a-kasse, kommune eller arbejdsgiver, hvor det er angivet med præcise datoer, hvornår du har holdt ferie uden løn eller ydelse.
2. Jeg har været forhindret i at holde ferie
Har du været forhindret i at holde din ferie op til den 31. december 2023, kan du have ret til at få overført din ferie til næste ferieperiode. Det kan fx være på grund af egen sygdom, barsel eller pasning af nærtstående syge. Se alle de situationer, der bliver betragtet som feriehindringer på www.borger.dk/feriepenge-feriehindring.
Hvis du har været feriehindret op til den 31. december 2023, kan du have ret til at beholde feriepengene, hvis du afholder ferien eller fratræder inden 31. december 2024.
Send dokumentation for feriehindring
Du skal dokumentere, at du har haft en feriehindring op til den 31. december 2023. Dokumentationen kan være fra det sted, der normalt udbetaler din offentlige ydelse eller løn. Dokumentationen skal dække hele december, og det skal fremgå hvilken offentlig ydelse, du eventuelt har fået og hvilket forløb, du har været i.
Dokumentationen kan fx være:
udbetalingsspecifikationer fra din a-kasse eller kommune, som dækker hele december 2023.
underretningsbreve fra kommunen, der viser, at der udbetales refusion til din arbejdsgiver i december 2023, hvis du fx har været sygemeldt.
en skriftlig bekræftelse fra din a-kasse, kommune eller arbejdsgiver på, at du har været feriehindret frem til den 31. december 2023, og hvilken type feriehindring der var tale om.
3. Jeg er fratrådt mit job
Hvis du senest den 31. december 2023 er fratrådt fra den arbejdsgiver, som du har optjent feriepengene hos, kan du have ret til at beholde de feriepenge, du har fået udbetalt.
Du skal dokumentere, at du er fratrådt senest den 31. december 2023 ved fx at sende en opsigelse eller en lønseddel, hvor din fratrædelsesdato fremgår.
4. Mine feriepenge vedrører ferie ud over 4 uger
Hvis den ferie, du har fået udbetalt, vedrører ferie ud over 4 uger, kan du have ret til at beholde feriepengene.
Du skal dokumentere, at ferien vedrører ferie ud over 4 uger. Det kan du fx gøre ved at sende os dine skatteoplysninger for 2022 og 2023. Du kan finde dine oplysninger om løn, honorarer mv. på Skat.dk.
Lovgrundlag
I vores vurdering af din sag vil indgå følgende regler i Ferieloven, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 152 af 20. februar 2024:
§ 22 om feriehindringer, suppleret af bekendtgørelse om feriehindringer nr. 1072 af 29. oktober 2019, som ændret ved bekendtgørelse nr. 2444 af 15. december 2021
§ 24a om automatisk udbetaling af feriepenge ved ferieperiodens udløb
§ 33 om tilbagebetaling af feriepenge
§ 37. Indhentning af oplysninger”
Den påklagede afgørelse
FerieKonto traf den 29. oktober 2024 afgørelse om, at klager skal betale 638 kr. tilbage, som klager har fået automatisk udbetalt i starten af 2024 for ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023.
Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:
”Vi skriver til dig, fordi du skal betale 638,00 kr. efter skat tilbage svarende til 3,90 feriedage, som du ikke har haft ret til.
Du har fået udbetalt feriepengene automatisk i starten af året. Feriepengene er for ferieperioden 1. september 2022 til 31. december 2023, som du ikke har bestilt.
Du kan læse mere i afsnittet 'Derfor skal du betale feriepenge tilbage'. Du vil senere få et brev med information om, hvordan du betaler.
Tjek om du har ret til at beholde feriepengene
Hvis en af nedenstående situationer, passer på dig, og du kan dokumentere det, kan du have ret til at beholde feriepengene eller få feriedagene overført til næste ferieperiode:
Jeg har holdt ferie på et andet tidspunkt i ferieperioden
Jeg har været feriehindret frem til den 31. december 2023
Jeg er fratrådt mit job senest den 31. december 2023
Mine feriepenge vedrører ferie ud over 4 uger
Jeg har forladt det danske arbejdsmarked
Du kan læse mere om, hvilken dokumentation du kan sende for de forskellige situationer, i det brev du modtog den 5. oktober 2024.
(…)
Vores oplysninger
Vi kan se, at du har fået udbetalt:
638,00 kr. efter skat til 3,90 feriedage den 4. januar 2024.
XXX Kommune har oplyst, at du har fået udbetalt feriepenge for 3,90 dage den 4. januar 2024.
XXX Kommune har oplyst, at du ikke har afholdt de 3,90 dage i ferieperioden fra den 1. september 2022 til 31. december 2023.
Derfor skal du betale feriepenge tilbage
Du skal betale feriepenge tilbage, da du automatisk har fået udbetalt feriepenge fra et job du ikke er fratrådt senest den 31. december 2023. Vi har heller ikke oplysninger om, at ferien er afholdt i ferieperioden fra 1. september 2022 til 31. december 2023.
Vi har tidligere bedt dig sende dokumentation, hvis du mener, at du har ret til at beholde feriepengene.
Vi kan ikke se, at du har svaret.
Vi har derfor undersøgt, om du efter ferieloven kunne have ret til at beholde feriepengene.
Hvis du er fratrådt fra den arbejdsgiver, som du har optjent feriepengene hos senest den 31. december 2023, kan du have ret til at beholde de feriepenge, du har fået udbetalt.
Derudover er der mulighed for at beholde feriepengene, hvis den ferie, du har fået udbetalt, vedrører ferie ud over 4 uger.
Vi kan ikke se, at du er fratrådt job eller det vedrører ferie ud over 4 uger.
Vi har ikke oplysninger om, at du har været feriehindret op til den 31. december 2023.
Vi har derudover undersøgt, om du har forladt det danske arbejdsmarked på grund af alders- eller helbredsmæssige årsager, eller fordi du er flyttet til udlandet og derved kan beholde feriepengene. Vi kan ikke se, at det er tilfældet for dig.
Ferielovens § 33 giver FerieKonto mulighed for at kræve, at du betaler feriepengene tilbage, uanset om pengene blev udbetalt automatisk, eller om du selv bestilte dem. Tilbagebetalingen afhænger heller ikke af, om du troede, at du havde ret til feriepengene, da du modtog dem.
Du har altså ikke haft ret til at få udbetalt feriepenge til 3,90 feriedage og skal derfor betale 638,00 kr. efter skat tilbage.
Hvis du har spørgsmål eller vil klage?
Hvis du har spørgsmål til afgørelsen, kan du ringe til FerieKonto på 70 10 51 54.
Du kan klage over afgørelsen ved at sende klagen til os med overskriften 'Klage til Ankenævnet for ATP'.
Det kan du gøre ved at sende den til FerieKonto, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød eller på www.borger.dk/feriekonto-kontakt.
Vi skal have din klage, senest 4 uger efter du har modtaget afgørelsen.
…”
Klagen
Klager har indgivet klagen telefonisk den 4. november 2024. Af telefonnotatet om klagen fremgår følgende:
”XXX oplyser han er utilfreds med at vi har udbetalt automatisk, når han ikke har holdt ferien. Jeg har vejledt om hvad reglerne for den automatiske udbetaling er. XXX oplyser han ikke har holdt ferien, da han lige var begyndt i nyt fleksjob. XXX ønsker at klage over afgørelsen, da pengene er automatisk udbetalt”
FerieKontos genvurdering i anledning af klagen
FerieKonto har i genvurdering af 13. november 2024 fastholdt sin afgørelse af 29. oktober 2024. FerieKonto anfører i brevet bl.a. følgende:
”Genvurdering
FerieKonto har modtaget din klage telefonisk den 4. november 2024 over vores afgørelse af den 29. oktober 2024 om tilbagebetaling af feriepenge.
Din klage giver ikke anledning til at ændre afgørelsen. Vi oversender derfor sagen til Ankenævnet for ATP m.m.
Klagen
Du har den 4. november 2024 klaget over vores afgørelse af 29. oktober 2024 om tilbagebetaling af 638,00 kr. svarende til 3,90 feriedage.
Du oplyser i din klage, at du ikke er tilfreds med vores afgørelse om tilbagebetaling af feriepenge, da feriepengene er udbetalt automatisk, selvom du ikke har afholdt ferien i ferieperioden.
Du oplyser også, at du ikke har afholdt ferien, da du lige var begyndt i nyt fleksjob.
Begrundelse
Vi har på baggrund af din klage genbehandlet din sag, og vi har i den forbindelse inddraget følgende forhold og overvejelser.
Det fremgår af XXX Kommunes indberetning til FerieKonto, at du automatisk har fået udbetalt feriepengene fra FerieKonto, da beløbet er under 3.000,00 kr. XXX Kommune har samtidig oplyst, at feriedagene ikke er afholdt.
Feriepengene er udbetalt automatisk den 4. januar 2024 fordi beløbet ikke overstiger 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. ferielovens § 24 a, stk. 3, 1. pkt.
Vi gør i den forbindelse opmærksom på, at vi den 5. januar 2024 har sendt dig en orientering vedrørende den automatiske udbetaling. Det fremgår af vores orientering, at du får udbetalt dine feriepenge automatisk, fordi beløbet ikke overstiger 3.000 kr. efter fradrag af skat og arbejdsmarkedsbidrag. Det fremgår samtidig, at du kun har ret til at få feriepengene udbetalt, hvis de vedrører ferie ud over 4 uger eller stammer fra et job, du er fratrådt senest den 31. december 2023.
Vi sendte dig den 5. oktober 2024 en høring med de oplysninger, som vi havde modtaget og vejledning om hvilke forhold og dokumentation, der kan tale for, at du kan beholde feriepengene. Du har ikke indsendt dokumentation.
FerieKonto har den 29. oktober 2024 truffet afgørelse om tilbagebetaling af feriepenge svarende til 3,90 feriedage, som du har optjent ved arbejdsgiver XXX. Vi har i vores afgørelse lagt vægt på, at vi ikke har oplysning om, at du er fratrådt ved arbejdsgiver XXX inden den 31. december 2023, at feriepengene vedrører ferie ud over 4 uger eller at du har afholdt feriedagene.
Hvis du er fratrådt fra den arbejdsgiver, som du har optjent feriepengene hos senest den 31. december 2023, kan du have ret til at beholde de feriepenge, du har fået udbetalt. Vi kan se, at du i ferieåret, der starter 1. september 2023, har fortsat med at optjene 10,40 feriedage fra XXX, som svarer til en ansættelsesperiode på 5 måneder. Vi går derfor ud fra, at din ansættelse er fortsat efter den 31. december 2023.
Du har optjent ferie ud over 4 uger, hvis du har arbejdet mere end 9,5 måned i ferieåret fra den 1. september 2022 til den 31. august 2023. Vi kan se, at du i dette ferieår kun har fået indberettet feriepenge til 3,90 feriedage fra arbejdsgiver XXX. Vi kan samtidig se af indberetningssagen fra XXX kommune, at du først har modtaget fleksløntilskud fra den 1. juli 2023, hvor du er startet i fleksjob ved XXX. Vi har derfor ingen oplysninger om, at du har været i et andet ansættelsesforhold, inden du startede ved XXX. På det grundlag er det vores vurdering, at dine feriedage fra XXX ikke er ferie ud over 4 uger.
Du har oplyst, at du ikke har holdt feriedagene, og at det skyldes, at du startede i nyt fleksjob. I den forbindelse kan vi oplyse, at nyt job eller travlhed på job ikke er en feriehindring efter ferielovens regler. En feriehindring kan fx være, at man er sygemeldt op til ferieperiodens udløb 31. december 2023. Vi har i høringsbrev af 5. oktober 2024 vejledt om, hvad der kan være en feriehindring. Vi har ikke oplysninger om forhold for dig, der kan være en feriehindring.
Stammer feriegodtgørelsen ikke fra et ophørt ansættelsesforhold, ferie ud over 4 uger eller afholdt ferie i ferieafholdelsesperioden, kan FerieKonto træffe afgørelse om, at beløbet skal tilbagebetales, jf. ferielovens § 24 a, stk. 3, 2. pkt. Vi vurderer, at der ikke er tale et ophørt ansættelsesforhold eller ferie ud over 4 uger, og du har oplyst, at feriedagene ikke er afholdt i ferieafholdelsesperioden. Der er ikke fremkommet nye oplysninger i sagen siden vores afgørelse af 29. oktober 2024, som kan medføre, at du ikke skal betale feriepengene tilbage.
Ferielovens § 33 giver FerieKonto mulighed for at kræve, at du betaler feriepengene, der er modtaget uberettiget, tilbage, også når de blev udbetalt automatisk, og uanset om du troede, at du var berettiget til udbetalingen.
Oversendelse af klagen til Ankenævnet
Da din klage ikke giver os anledning til at ændre afgørelsen, sender vi din klage, sagens relevante dokumenter samt kopi af denne afgørelse til Ankenævnet for ATP m.m., jf. ferielovens § 39.
Bemærkninger til genvurderingen
Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkninger til Ankenævnet på mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.
…”
Høringssvar fra klager
Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.
Ankenævnets begrundelse
1. Klager har i medfør af ferielovens § 24 a, stk. 3, 1. pkt., efter udløbet af ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 - 31. december 2023 automatisk fået udbetalt feriegodtgørelse på 638,00 kr. (efter skat). Spørgsmålet er, om FerieKonto med føje i medfør af ferielovens § 24 a, stk. 3, 2. pkt., har truffet den påklagede afgørelse om, at beløbet skal tilbagebetales.
2. Efter at klager i brev af 5. januar 2024 havde fået meddelelse om, at han automatisk ville få udbetalt ”feriepenge, som du har til gode”, foretog kommunen den 29. januar 2024 en indberetning om dobbeltforsørgelse til FerieKonto, som om klager havde ansøgt om ferie med 4. januar 2024 som første feriedag og havde bestilt 3,90 feriedage til afholdelse, idet kommunen i indberetningen angav, at klager havde modtaget fleksløntilskud samtidig med, at han havde fået udbetalt feriepenge. Det var i indberetningen oplyst, at klager havde modtaget fleksløntilskud fra 1. juli 2023, og kommunen havde samtidig i indberetningen sat kryds i en rubrik for angivelse af, at borgeren ”ikke har afholdt ferie” af følgende årsag: ”Automatisk udbetaling af feriepenge under 3.000 kr. – ej afholdt ferie”.
Ankenævnet bemærker hertil, at modtagelse af offentlige ydelser er uden betydning for automatisk udbetaling af feriepenge efter § 24 a og uden betydning for, om der kan kræves tilbagebetaling. Det er i bemærkningerne til bestemmelsen i det underliggende lovforslag anført, at ”FerieKonto vil … ikke skulle behandle sager om tilbagebetaling, alene fordi der er oplysninger om, at lønmodtageren har modtaget offentlige ydelser i ferieafholdelsesperioden, når pengene er udbetalt efter den foreslåede bestemmelse”. En indberetning om dobbeltforsørgelse med det angivne indhold vedrørende automatisk udbetaling efter ferielovens § 24 a giver derfor ingen mening og tjener ikke noget formål i modsætning til de tilfælde, som formularen tager sigte på.
3. Kommunens indberetning om dobbeltforsørgelse førte til, at FerieKonto oprettede den foreliggende sag og med henvisning til, at kommunen havde oplyst, ”at du ikke har afholdt ferien”, i brev af 5. oktober 2024 opfordrede klager til at indsende dokumentation for at være berettiget til det automatisk udbetalte beløb. Indberetningen foranledigede således en anmodning fra FerieKonto til klager som modtager af automatisk udbetalt feriegodtgørelse om at dokumentere sin berettigelse dertil som i tilfælde, hvor udbetaling er sket på grundlag af en ansøgning fra lønmodtageren. FerieKontos udlægning af kommunens indberetning var samtidig ikke korrekt, da indberetningen ikke kunne læses som indeholdende oplysning om manglende ferieafholdelse i hele ferieafholdelsesperioden.
4. Da der ikke fremkom noget svar fra klager, traf FerieKonto den 29. oktober 2024 afgørelse om tilbagebetaling i medfør af ferielovens § 24 a, stk. 3, 2. pkt., hvori er bestemt at ”Stammer feriegodtgørelse ikke fra et ophørt ansættelsesforhold, ferie ud over 4 uger eller afholdt ferie i ferieafholdelsesperioden, kan Feriekonto træffe afgørelse om, at beløbet tilbagebetales”.
Det skal således efter § 24 a, stk. 3, 2. pkt., kunne lægges til grund, at feriegodtgørelsen ikke stammer fra et ophørt ansættelsesforhold, ferie ud over 4 uger eller afholdt ferie i ferieafholdelsesperioden. Det påhviler efter Ankenævnets opfattelse FerieKonto at tilvejebringe det i så henseende fornødne faktuelle grundlag, og klagers manglende indsendelse af dokumentation for berettigelsen kan ikke i sig selv anses for tilstrækkeligt.
Afgørelsen af 29. oktober 2024 er begrundet med, at ”Vi har … ikke oplysninger om, at ferien er afholdt i ferieperioden fra 1. september 2022 til 31. december 2023”, og at ”Vi kan ikke se, at du er fratrådt job eller det vedrører ferie ud over 4 uger”. Dette er efter Ankenævnets opfattelse utilstrækkeligt som grundlag for den trufne afgørelse om tilbagebetaling af automatisk udbetalt feriegodtgørelse efter § 24 a, stk. 3.
5. FerieKonto har i genvurderingen af 13. november 2024 fremlagt en række nye faktuelle oplysninger og inddraget allerede foreliggende oplysninger i begrundelsen for den foretagne genvurdering.
Med de fremkomne oplysninger om klagers optjening af feriedage hos XXX i ferieåret med start 1. september 2023 tiltræder Ankenævnet, at det er lagt til grund, at klagers ansættelsesforhold hos XXX, som den automatisk udbetalte feriegodtgørelse hidrører fra, ikke er ophørt i ferieafholdelsesperioden med udløb den 31. december 2023.
Efter det, som FerieKonto i genvurderingen har anført om optjent ferie ud over 4 uger, tiltræder Ankenævnet endvidere, at det er lagt til grund, at den automatisk udbetalte feriegodtgørelse ikke angår ferie ud over 4 uger.
Efter det, som klager har oplyst om, at han ikke har afholdt ferie, og begrundelsen herfor, tiltræder Ankenævnet derudover, at det er lagt til grund, at feriedagene ikke er afholdt, og at der ikke har foreligget en feriehindring.
Ankenævnet tiltræder på denne baggrund, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling i ferielovens § 24 a, stk. 3, 2. pkt., er opfyldt.
6. Et flertal af Ankenævnets medlemmer (Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Steen Müntzberg og Evelyn Jørgensen) udtaler derudover:
Der er i ferielovens § 24 a, stk. 3, 2. pkt., en henvisning til § 36, stk. 2, nr. 4, hvilket må forstås som en henvisning til det, der ved lovændringen i 2023 blev ændret til nr. 5 om afgørelser efter ferielovens § 33 om feriebetaling modtaget med urette.
Vi finder, at der ikke i ordlyden af, forarbejderne til eller praksis i henhold til ferielovens § 33 er holdepunkt for andet, end at bestemmelsen af FerieKonto skal anvendes i overensstemmelse med dansk rets almindelige principper om beskyttelse af den berettigede forventning og tilbagesøgning af betalte beløb (condictio indebiti). Tilbagesøgning er således i almindelighed afskåret, selv om feriepenge er modtaget med urette, medmindre lønmodtageren måtte indse eller burde forstå, at han ikke var berettiget til beløbet.
Når det i forarbejderne til ferielovens § 24 a er anført, at ”FerieKonto vil kunne kræve beløbet indbetalt, uanset om lønmodtageren har modtaget det i god tro, på samme måde som andre beløb, der er modtaget med urette, jf. § 33 i ferieloven”, er dette efter vores opfattelse udtryk for en fejlopfattelse af gældende ret, og en sådan fejlopfattelse i bemærkninger til en lovbestemmelse i forbindelse med en efterfølgende lovændring kan ikke føre til en anden forståelse end en forståelse i overensstemmelse med gældende ret.
Udbetaling i sagen er ikke sket efter ansøgning, men automatisk på grund af beløbets størrelse. Udbetaling er sket uden forbehold, men dog med angivelse af, at der kun er ret til pengene, hvis de vedrører ferie ud over 4 uger eller stammer fra et job fratrådt senest den 31. december 2023. Klager må anses for at have været helt på det rene med de faktuelle forhold vedrørende egen fortsatte ansættelse, beskedne ferieoptjening og ikke-afholdelse af ferie.
På denne baggrund kan de nævnte principper ikke føre til, at klager ikke skal tilbagebetale beløbet på de 638,00 kr.
7. Et mindretal af Ankenævnets medlemmer (Henrik Rothe) er enig med FerieKonto i, at feriepenge, der er modtaget med urette, kan kræves tilbagebetalt, også når de er udbetalt automatisk og uanset om modtageren troede, at han var berettiget til udbetalingen.
8. Ankenævnet stadfæster herefter i enighed den påklagede afgørelse som fastholdt ved genvurderingen af 13. november 2024.