Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2024-54 / 16-01-2025

2024-54 - Feriepenge modtaget uden dokumentation for afholdelse af ferie uden anden indtægt skal tilbagebetales. Opstart i nyt job efter sygdomsperiode udgør ikke en feriehindring

Ankenævnet stadfæster FerieKontos afgørelse af 12. oktober 2024, som FerieKonto har fastholdt ved genvurdering den 6. november 2024, således at XXX (herefter klager) skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 – 31. december 2023 med i alt 9.444,54 kr.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Evelyn Jørgensen, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.

Ansøgning om udbetaling af ferie

Klager ansøgte den 8. juni 2023 om udbetaling af feriepenge for 10 dage med første feriedag den 19. juni 2023.

 

Den 31. august 2023 indgav klagers a-kasse, XXX, indberetning om, at klager ikke havde afholdt egen optjent ferie, selv om klager havde fået udbetalt feriepenge i overensstemmelse med den indgivne ansøgning herom, idet klager var blevet sygemeldt og havde modtaget dagpenge.

 

Den 6. september 2023 orienterede FerieKonto klager om a-kassens indberetning og vejledte samtidig klager om muligheden for at oppebære feriepengene mod indsendelse af behørig dokumentation for afholdt ferie i løbet af ferieåret fra 1. september 2022 til 31. december 2023.

 

Samme dag bad FerieKonto XXX om at sende dokumentation for, hvilket nettobeløb der var udbetalt i feriepenge, og hvornår beløbet var blevet udbetalt.

 

Ved elektronisk henvendelse den 28. september 2023 oplyste XXX, at der den 9. juni 2023 var udbetalt feriepenge for 10 feriedage, svarende til 9.444,54 kr.

 

Den 24. marts 2024 fremsendte FerieKonto et høringsbrev til klager. Af brevet fremgår bl.a. følgende:

” …

 

Du skal sende dokumentation for din ferie

 

Vi skriver til dig, fordi du har bestilt feriepenge til en periode, hvor du også har modtaget dagpenge. Du må ikke få feriepenge udbetalt for en periode, du også får dagpenge for.

 

Hvis en af nedenstående situationer passer på dig, kan du have ret til at beholde pengene eller få dem overført til næste ferieperiode:

 

1.         Jeg har holdt ferie på et andet tidspunkt i ferieperioden

2.         Jeg har været feriehindret frem til den 31. december 2023

3.         Jeg er fratrådt mit job senest den 31. december 2023

4.         Mine feriepenge vedrører ferie ud over 4 uger

 

 

1. Har du holdt ferie på et andet tidspunkt?

Hvis du kan dokumentere, at du har holdt 10 dages ferie på et andet tidspunkt i ferieperioden fra den 1. september 2022 - 31. december 2023 kan du beholde feriepengene. Du skal sende dokumentationen senest den 12. april 2024.

 

Dokumentationen kan være:

udbetalingsspecifikationer fra din a-kasse eller kommune, hvor det fremgår, at du har holdt ferie.

lønsedler eller anden dokumentation, hvor det er tydeligt, at du har holdt ferie uden offentlig forsørgelsesydelse eller løn i perioden.

en skriftlig bekræftelse fra din a-kasse, kommune eller arbejdsgiver, hvor det er angivet med præcise datoer, hvornår du har holdt ferie uden løn eller ydelse.

       

             …

 

Feriehindret, fratrådt job eller ferie ud over 4 uger?

Hvis du ikke har holdt ferien, men i stedet har været feriehindret, er fratrådt job eller, at ferien vedrører ferie udover 4 uger, kan du have ret til at beholde feriepengene eller få dem overført til næste ferieperiode.

 

 

Oplysninger om de bestilte feriepenge og din ydelse

Vi kan se, at du har bestilt:

 

16.552,54 kr. før skat for 10 feriedage med første feriedag den 19. juni 2023. XXX - A-kasse har oplyst, at du har bestilt:

 

10 dage med første feriedag den 19. juni 2023.

 

XXX - A-kasse har samtidig oplyst, at du ikke har holdt ferie i perioden. Du har derfor fået udbetalt både dagpenge og feriepenge for samme periode.

 

Vi skrev til XXX den 6. september 2023 for at få oplyst om de har udbetalt feriepengene til dig. De sendte den 28. september 2023 dokumentation for, at de har udbetalt feriepengene til dig, svarende til 9.444,54 kr. efter skat.

 

2. Har du været forhindret i at holde ferie?

Har du været forhindret i at holde din ferie op til den 31. december 2023, har du ret til at få overført din ferie til næste ferieperiode. Det kan fx være på grund af egen sygdom, barsel eller pasning af nærtstående syge. Se alle de situationer, der bliver betragtet som feriehindringer på www.borger.dk/feriepenge-feriehindring.

 

Hvis du ikke længere er ansat der, hvor du har optjent feriepengene, og har du været feriehindret op til den 31. december 2023, kan du have ret til at beholde feriepengene.

 

Send dokumentation for feriehindring

 

Du skal dokumentere, at du har haft en feriehindring op til den 31. december 2023. Dokumentationen kan være fra det sted, der normalt udbetaler din offentlige ydelse eller løn. Dokumentationen skal dække hele december, og det skal fremgå hvilken offentlig ydelse, du evt. har fået og hvilket forløb, du evt. har været i.

 

Dokumentationen kan være:

            udbetalingsspecifikationer fra din a-kasse eller kommune, som dækker december             2023.

            en lønseddel, der viser, at der udbetales refusion til din arbejdsgiver i december 2023,             hvis du fx har været sygemeldt.

            en skriftlig bekræftelse fra din a-kasse, kommune eller arbejdsgiver på at du har været             feriehindret frem til den 31. december 2023.

 

 

3. Er du fratrådt?

Hvis du er fratrådt fra den arbejdsgiver, som du har optjent feriepengene hos senest den

31. december 2023, kan du have ret til at beholde de feriepenge, du har fået udbetalt.

 

Det kræver dog, at du enten

            ikke har modtaget en af nedenstående offentlige ydelser, eller har været feriehindret             op til den 31. december 2023.

 

Du må ikke have modtaget følgende offentlige ydelser: Arbejdsløshedsdagpenge

            Efterløn

            Fleksydelse

            Ledighedsydelse

            Ressourceforløbsydelse

            Integrationsydelse eller selvforsørgelses- og hjemydelse eller overgangsydelse

            Uddannelseshjælp

            Kontanthjælp eller kontantydelse

 

Du skal dokumentere, at du ikke har modtaget en af ovenstående ydelser fra den 1. september 2022 - 31. december 2023. Det kan du gøre ved at sende os dine skatteoplysninger for 2022 og 2023. Du skal finde dine oplysninger om løn, honorarer mv. og sende til os.

 

Du skal også dokumentere, at du er fratrådt senest den 31. december 2023 ved fx at sende en opsigelse eller en lønseddel, hvor din fratrædelsesdato fremgår.

 

Hvis du har haft en feriehindring, skal du sende dokumentation på feriehindring. Du kan læse om dokumentationen på forrige side.

 

 

4. Har du ferie ud over 4 uger?

Hvis den ferie, du har fået udbetalt, vedrører ferie ud over 4 uger, kan du have ret til at beholde de feriepenge, du har fået udbetalt.

 

Det kræver dog, at du enten

            ikke har modtaget en af nedenstående offentlige ydelser, eller har været feriehindret             op til den 31. december

 

Du må ikke have modtaget følgende offentlige ydelser:

            Arbejdsløshedsdagpenge

            Efterløn

            Fleksydelse

            Ledighedsydelse

            Ressourceforløbsydelse

            Integrationsydelse eller selvforsørgelses- og hjemydelse eller overgangsydelse

            Uddannelseshjælp

            Kontanthjælp eller kontantydelse

 

Du skal dokumentere, at du ikke har modtaget en af ovenstående ydelser fra den 1. september 2022 - 31. december 2023, og at ferien vedrører ferie ud over 4 uger. Det kan du gøre ved at sende os dine skatteoplysninger for 2022 og 2023. Du skal finde dine oplysninger om løn, honorarer mv. og sende til os.

 

Hvis du har haft en feriehindring, skal du sende dokumentation på feriehindring. Du kan læse om dokumentationen på forrige side.

 

…”

 

Den påklagede afgørelse

FerieKonto traf den 12. oktober 2024 afgørelse om, at klager skal betale 9.444,54 kr. efter skat tilbage, som klager har fået udbetalt i feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023.

 

Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

” …

 

Vi skriver til dig, fordi du skal betale 9.444,54 kr. efter skat tilbage svarende til 10 feriedage.

 

Det skal du, fordi du har fået udbetalt feriepenge for ferieperioden 1. september 2022 til

31. december 2023, hvor du samtidigt modtog dagpenge.

 

...

 

Tjek om du har ret til at beholde feriepengene

Hvis en af nedenstående situationer, passer på dig, og du kan dokumentere det, kan du have ret til at beholde feriepengene eller få feriedagene overført til næste ferieperiode:

 

            Jeg har holdt ferie på et andet tidspunkt i ferieperioden

            Jeg har været feriehindret frem til den 31. december 2023

            Jeg er fratrådt mit job senest den 31. december 2023

            Mine feriepenge vedrører ferie ud over 4 uger

            Jeg har forladt det danske arbejdsmarked

 

 

Vores oplysninger

Vi kan se, at du har fået udbetalt:

16.552,54 kr. før skat for 10 feriedage med første feriedag den 19. juni 2023.

 

XXX A-kasse har oplyst, at du har fået udbetalt:

10 dage med første feriedag den 19. juni 2023.

 

XXX A-kasse har oplyst os om, at du ikke har holdt ferien. I forlængelse heraf, har XXX A-kasse oplyst, at du har modtaget dagpenge fra den 19. juni 2023 til 30. juni 2023.

 

XXX har den 28. september 2023 sendt dokumentation for, at feriepengene er udbetalt til dig.

 

Derfor skal du betale feriepenge tilbage

Du skal betale feriepenge tilbage, da du har fået udbetalt feriepenge og modtaget dagpenge samtidig for 10 dage. Du må som udgangspunkt ikke få udbetalt feriepenge og dagpenge samtidig. Det skyldes, at feriepenge udbetales som et forsørgelsesgrundlag for den periode, du holder ferie.

 

Vi har tidligere bedt dig sende dokumentation, hvis du mener, at du har ret til at beholde feriepengene.

 

Vi kan ikke se, at du har svaret.

 

Vi har derfor undersøgt, om du efter andre regler i ferieloven kunne have ret til at beholde feriepengene.

 

Hvis du er fratrådt fra den arbejdsgiver, som du har optjent feriepengene hos senest den

31. december 2023, kan du have ret til at beholde de feriepenge, du har fået udbetalt.

 

Derudover er der mulighed for at beholde feriepengene, hvis den ferie, du har fået udbetalt, vedrører ferie ud over 4 uger.

 

I begge tilfælde kræver det dog, at du ikke har modtaget visse offentlige ydelser, eller at du har været feriehindret op til den 31. december 2023. Har du modtaget visse offentlige ydelser, skal antallet af dage i ferieperioden med offentlige ydelser fratrækkes i antallet af feriedage.

 

Da du har flere dage med dagpenge end dage du har fået udbetalt feriepenge til, bliver dagene med dagpenge trukket fra dine feriedage. Det betyder, at du ikke har nogle feriedage, som du kan beholde feriepenge for. Vi har desuden ikke oplysninger om, at du har været feriehindret op til den 31. december 2023.

 

Vi har derudover undersøgt, om du har forladt det danske arbejdsmarked pga. alders­ eller helbredsmæssige årsager, eller fordi du er flyttet til udlandet og derved kan beholde feriepengene. Vi kan ikke se, at det er tilfældet for dig.

 

Endelig har vi undersøgt, om du ville være berettiget til udbetaling af feriepenge ved ferieperiodens udløb. Vi har derfor undersøgt, om der er tale om ferie ud over 4 uger, om feriepengene stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt inden ferieperiodens udløb den 31. december 2023, og at beløbet ikke overstiger 3.000 kr. efter skat eller 5.000 kr. før skat. Det er heller ikke tilfældet for dig.

 

Ferielovens § 33 giver FerieKonto mulighed for at kræve, at du betaler feriepengene tilbage, uanset om pengene blev udbetalt automatisk, eller om du selv bestilte dem. Tilbagebetalingen afhænger heller ikke af, om du troede, at du havde ret til feriepengene, da du modtog dem.

 

Du har altså ikke haft ret til at få udbetalt feriepenge til 10 feriedage og skal derfor betale 9.444,54 kr. efter skat tilbage.

 

…”

 

Klagen

I klagen, som er indgivet elektronisk den 15. oktober 2024, har klager anført følgende:

 

 

”…

 

Da jeg har været sygemeldt i perioden pga operation har jeg ikke haft mulighed for at holde ferie. Hvilket De er blevet informeret om flere gange. Så hvor længe bliver i ved med det her !!!. I kan bare kontakte XXX kommune så vil de oplyse jer at jeg har været sygemeldt. Detsamme kan min fagforening XXX informere jer om.”

 

 

Ved brev af 28. oktober 2024 kvitterede FerieKonto for den indsendte klage. Af brevet fremgår bl.a. følgende:

 

”…

 

Vi gør opmærksom på, at XXX har oplyst, at du blev sygemeldt i juni 2023.

 

Hvis du kan dokumentere, at du har haft en feriehindring op til ferieperiodens udløb den 31. december 2023, kan ferien overføres til efterfølgende ferieperiode.

 

Det er som udgangspunkt ikke muligt at få udbetalt feriepenge på grund af en feriehindring. Feriepengene kan dog udbetales uden afholdelse af ferien, hvis du inden den 31. december 2023 er fratrådt fra den arbejdsgiver, hvor du har optjent feriepengene, og har en feriehindring.

 

Dokumentation for feriehindring kan være i form af udbetalingsspecifikation for hele december måned, hvoraf det fremgår, at du har modtaget sygedagpenge.

 

Dokumentation for fratrådt job kan være i form af en opsigelse eller en lønseddel, hvor fratrædelsesdato fremgår.

 

…”

 

Ved elektronisk henvendelse til FerieKonto samme dag oplyste klager bl.a. følgende:

 

”…

 

Dette er hvad De har skrevet til mig : Feriepengene kan dog udbetales uden afholdelse af ferien, hvis du inden den 31. december 2023 er fratrådt fra den arbejdsgiver, hvor du har optjent feriepengene, og har en feriehindring. Jeg aftrådte den 27 februar 2023 fordi jeg blev fyret pga kritisk sygdom !. Vil i ha dokumentation for det kan de kontakte XXX Så nu går jeg ud fra at jeg ikke skal høre mere fra Dem da dette er anden gang De kontakter mig vedr. dette. Første gang fik De den dokumentation i efterspurgte og det er så den samme dokumentation De kan indhente en gang til. Stop med og gener mig og find noget andet og bruge jeres tid på - tak !.

 

…”

I perioden fra den 29. oktober 2024 til den 31. oktober 2024 forsøgte en sagsbehandler fra FerieKonto flere gange forgæves at træffe klager telefonisk i anledning af klagers henvendelse af 28. oktober 2024.

 

Ved brev af 31. oktober 2024 fremsendte FerieKonto en ny høring til klager. Af høringsbrevet fremgår bl.a.:

 

”…

 

Vi har modtaget din henvendelse af den 15. oktober 2024 og den 29. oktober 2024, hvor det fremgår at du ikke er enig i vores afgørelse om tilbagebetaling af feriepenge. Vi har truffet afgørelse i din sag den 12. oktober 2024.

 

Du oplyser, at du har været sygemeldt i ferieperioden. Vi er opmærksomme på, at du har været sygemeldt i juni 2023, hvor du har modtaget dagpenge fra XXX A-kasse.

 

Vi har i den forbindelse vejledt dig i feriehindring frem til ferieperiodens udløb den 31. december 2023, og bedt dig sende dokumentation, hvis du havde en feriehindring frem til den 31. december 2023.

 

Vi har ikke modtaget dokumentation fra dig.

 

Vi har på baggrund af din henvendelse den 29. oktober 2024, prøvet at kontakte dig telefonisk for vejledning i feriehindring frem til 31. december 2023. Vi har ikke kunne få kontakt til dig.

 

Vi har derfor dags dato lavet et opslag i Skattestyrelsens indkomstregister, hvor det fremgår, at du har modtaget sygedagpenge frem til den 23. oktober 2023.

 

Det fremgår, at du har modtaget dagpenge i oktober og november 2023 i henholdsvis 34,53 timer og 55,33 timer. Samtidig fremgår det, at du er startet i arbejde ved XXX den 13. november 2023.

 

Vi har dermed ikke oplysninger om, at du har været forhindret i at holde din ferie frem til ferieperiodens udløb den 31. december 2023.

 

Vi har vedhæftet de oplysninger, vi har hentet hos Skattestyrelsen.

 

…”

 

Vedhæftet høringsbrevet var et udtræk af klagers skatteoplysninger for perioden 1. juni 2023 til 31. december 2023, hvoraf fremgår, at klager i perioden fra den 21. juni 2023 til den 23. oktober 2023 har modtaget sygedagpenge, at klager i oktober 2023 har fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge for 34,53 timer og i november 2023 har fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge for 55,33 timer, og endelig at klager fra den 13. november 2023 har fået udbetalt løn fra XXX.

 

FerieKontos genvurdering i anledning af klagen

FerieKonto har i brev af 6. november 2024 fastholdt sin afgørelse af 12. oktober 2024. FerieKonto anfører i brevet bl.a. følgende:

 

Genvurdering

 

FerieKonto har modtaget din klage af den 15. oktober 2024 samt to efterfølgende henvendelser, over vores afgørelse af den 12. oktober 2024 om tilbagebetaling af feriepenge.

 

Din klage giver ikke anledning til at ændre afgørelsen om, at du skal tilbagebetale feriepenge svarende til 10 feriedage. Vi oversender derfor sagen til Ankenævnet for ATP m.m.

 

Klagen

 

Du har klaget over vores afgørelse af 12. oktober 2024 om tilbagebetaling af 9.444,54 kr. svarende til 10 feriedage.

 

Du begrunder din klage med, at du har været sygemeldt i en del af ferieperioden, og at du ikke har haft mulighed for at holde ferien, da du efterfølgende startede nyt arbejde. Du har desuden oplyst, at du fratrådte ansættelsesforholdet med den arbejdsgiver, hvor feriepengene var optjent, inden 31. december 2023.

 

Begrundelse

 

Vi har på baggrund af din klage genbehandlet din sag, og vi har i den forbindelse inddraget følgende forhold og overvejelser.

 

Det fremgår af sagen, at XXX – A-kasse har indberettet, at du har bestilt feriepenge til 10 dage med første feriedag den 19. juni 2023, og at du ikke har holdt ferien, da du blev sygemeldt. XXX – A-kasse nævner, at du har modtaget dagpenge i perioden.

 

På den baggrund har FerieKonto sendt dig en vejledning den 6. september 2023 om afholdelse af ferie. I vejledningen oplyser vi, at hvis du kan dokumentere, at du har holdt ferien på et andet tidspunkt i løbet af ferieperioden 1. september 2022 – 31. december 2023, kan vi se bort fra, at ferien ikke er afholdt på de oplyste dage.

 

Efter ferieperiodens ophør den 31. december 2023, havde vi ikke hørt fra dig, og vi sender dig derfor en høring den 24. marts 2024 om afholdelse af ferie. I høringen forespørger vi, om du har holdt ferie på et andet tidspunkt, og om du har været feriehindret frem til den 31. december 2023. Vi forespørger også, om du er fratrådt dit job senest den 31. december 2023, og om dine feriepenge vedrører ferie ud over 4 uger. Vi nævner også, at retten til udbetaling af feriepenge uden afholdelse af ferie kræver, at du ikke har modtaget en af nedenstående offentlige ydelser i flere dage, end der udbetales feriepenge for.

 

Du må ikke have modtaget følgende offentlige ydelser:

 

· Arbejdsløshedsdagpenge

· Efterløn

· Fleksydelse

· Ledighedsydelse

· Ressourceforløbsydelse

· Integrationsydelse eller selvforsørgelses- og hjemydelse eller overgangsydelse

· Uddannelseshjælp

· Kontanthjælp eller kontantydelse

 

Idet vi ikke hørte fra dig, træffer FerieKonto afgørelse i sagen den 12. oktober 2024 om tilbagebetaling af de af a-kassen nævnte 10 feriedage.

 

Du oplyser i din henvendelse den 15. oktober 2024, at du har været sygemeldt i en periode, og du ikke har haft mulighed for at holde ferie. Du henviser til, at dette er vi blevet informeret om flere gange.

 

Den 28. oktober 2024 beder vi dig derfor at sende dokumentation for, at du har en feriehindring frem til ferieperiodens udløb den 31. december 2023.

 

Du henvender dig igen den 28. oktober 2024, hvor du henviser til, at feriepengene efter din forståelse kan udbetales uden afholdelse af ferie, hvis du inden den 31. december 2023 er fratrådt fra den arbejdsgiver, hvor du har optjent feriepengene, og har en feriehindring. Du oplyser, at du er fratrådt den 27. februar 2023, hvor du blev opsagt pga kritisk sygdom, og hvis vi vil have dokumentation, kan vi kontakte din tidligere arbejdsgiver XXX.

 

Vi forsøger at kontakte dig telefonisk både den 29. oktober 2024 og den 31. oktober 2024, for at vejlede dig om, at feriehindring skal være i slutningen af ferieperioden, dvs i december op mod 31. december 2023. Vi har ikke kunnet få kontakt til dig.

 

På baggrund af din henvendelse, laver vi et opslag den 31. oktober 2024 i Skattestyrelsens indkomstregister, hvor det fremgår, at du har modtaget sygedagpenge frem til den 23. oktober 2023. Det fremgår også, at du har modtaget dagpenge i oktober og november 2023 i henholdsvis 34,53 timer og 55,33 timer, svarende til 12 dage med dagpenge. Samtidig fremgår det, at du er startet i arbejde ved XXX den 13. november 2023.

 

Hvis du er fratrådt fra den arbejdsgiver, som du har optjent feriepengene hos senest den 31. december 2023, kan du have ret til at beholde de feriepenge, du har fået udbetalt. Det kræver dog, at du ikke har modtaget visse offentlige ydelser i flere dage end du har fået feriepenge for, eller at du har været feriehindret op til den 31. december 2023.

 

I vores henvendelse til dig den 31. oktober 2024, oplyser vi, at vi er opmærksom på, at du har været sygemeldt i juni 2023, hvor du har modtaget dagpenge fra XXX A-kasse. Vi oplyser også, at vi har foretaget ovenstående opslag i Skattestyrelsens indkomstregister. Vi har vedhæftet vores opslag fra Skattestyrelsens indkomstregister. I din henvendelse den 31. oktober 2024 oplyser du, at når man bliver raskmeldt skal man stå til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor startede du i job hos XXX. Du nævner, at du ikke var blevet ansat, hvis du startede med at sige, at du skulle holde ferie først.

 

Vi gør opmærksom på, at ansættelse i nyt job eller travlhed på jobbet ikke anses som en feriehindring.

 

Disse oplysninger kan derfor ikke bekræfte, at du skulle have haft en feriehindring op mod 31. december 2023, hvor ferieperioden sluttede. Da du samtidigt har modtaget dagpenge i flere dage end du har fået udbetalt feriepenge, er du – selvom du er fratrådt ansættelsen inden 31. december 2023 - ikke berettiget til udbetaling af feriepengene uden at afholde feriedagene.

 

Vi vurderer derfor, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen, som medfører, at du ikke skal betale feriepenge tilbage.

 

...

 

Bemærkninger til genvurderingen

Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkningerne til Ankenævnets mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.

 

…”

 

Høringssvar fra klager

Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.

 

Ankenævnets begrundelse

Sagen angår tilbagebetaling af i alt 9.444,54 kr. udbetalt i feriepenge til afholdelse af ferie i ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023.

 

Det følger af § 33 i ferieloven, at arbejder en lønmodtager mod vederlag under sin ferie, eller har lønmodtageren på anden vis modtaget feriebetalingen med urette, kan FerieKonto kræve, at den dertil svarende feriegodtgørelse, den dertil svarende løn under ferie eller det dertil svarende ferietillæg indbetales til FerieKonto.

 

Klager har ansøgt om og fået udbetalt i alt 9.444,54 kr. i feriepenge svarende til 10 feriedage fra Asa Lift A/S med angivelse af første feriedag den 19. juni 2023.  

 

XXX har oplyst, at klager ikke har afholdt ferien, idet klager blev sygemeldt og modtog sygedagpenge i perioden.

 

Klager har således ansøgt om og fået udbetalt feriepenge uden at holde ferie som ansøgt. Klager har herved som udgangspunkt oppebåret feriepengene med urette og skal som udgangspunkt betale feriepengene tilbage. Dette ville klager have kunnet undgå ved at have holdt ferie uden løn eller offentlige ydelser i 10 dage på et andet tidspunkt i ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023. 

 

Klager har været opfordret til, men har ikke fremlagt nogen dokumentation for at have afholdt ferie i ferieafholdelsesperioden, som udløb den 31. december 2023. 

 

Klager ville endvidere have kunnet undgå tilbagebetaling, hvis en feriehindring havde afskåret ham fra at afholde ferien i ferieafholdelselsesperioden indtil den 31. december 2023. Dette har klager ikke dokumenteret, idet opstart i nyt job ikke er en feriehindring i ferielovens forstand.

 

På den baggrund tiltræder Ankenævnet FerieKontos afgørelse, hvorefter klager skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023 for 10 feriedage med i alt 9.444,54 kr.

 

Ankenævnet tiltræder endvidere, at klager, selv om feriepengene stammer fra et ansættelsesforhold, som klager er fratrådt inden 31. december 2023, ikke er berettiget til udbetaling af feriepengene uden at afholde feriedagene, idet klager i ferieafholdelsesperioden har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i 12 dage.