Afgørelse / J. nr. 2024-47 / 09-12-2024
2024-47 - ATP Livslang Pension skulle udbetales som løbende ydelser uanset forudgående orienteringsbrev om udbetaling som et engangsbeløb baseret på de da aktuelle forhold med forbehold for efterfølgende indbetalinger
Ankenævnet stadfæster ATP Livslang Pensions (ATP’s) afgørelse af 22. august 2024, som ATP har fastholdt ved genvurdering den 24. oktober 2024, hvorefter klagers ATP Livslang Pension skal udbetales som livsvarig, månedlig pension, fordi den årlige pensionsret på udbetalingstidspunktet er opgjort til 3.314,73 kr. og dermed mere end de 3.300 kr., som er grænsen for udbetaling som engangsbeløb.
Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Evelyn Jørgensen, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.
Den påklagede afgørelse
Ved brev af 22. marts 2024 fremsendte ATP et orienteringsbrev til klager. I brevet oplyste ATP, at klager automatisk ville få udbetalt ATP Livslang Pension den 28. juni 2024, og at Obligatorisk Pension (OP) og Supplerende Arbejdsmarkedspension (SUPP) er en del af pensionen. ATP oplyste endvidere, at klager ville få udbetalt pensionen som et engangsbeløb på ca. 56.290,88 kr. før afgift, at afgiften var 40 %, og at klager ville få et nyt brev med det præcise beløb, når ATP udbetalte hendes pension. Vedhæftet brevet var en vejledning, hvoraf fremgik, at klagers ATP Livslang Pension var beregnet pr. den 1. marts 2024 ud fra de indbetalinger ATP havde modtaget, at pensionen kan ændre sig som følge af fortsat indbetaling til ATP Livslang Pension, og at det er pensionens størrelse, som er afgørende for, om ATP Livslang Pension bliver udbetalt som en månedlig udbetaling eller som et engangsbeløb.
Ved brev af 3. maj 2024 fremsendte ATP et nyt brev til klager. I brevet oplyste ATP, at klager havde mulighed for at udskyde pensionen i op til 10 år efter folkepensionsalder.
Ved brev af 26. juni 2024 meddelte ATP, at klager nu ville få udbetalt ATP Livslang Pension for perioden 1. juli 2024 til 31. juli 2024 med i alt 172,00 kr. efter skat. Afgørelsen var på 1 side og indeholdt nederst en klagevejledning, hvoraf fremgår:
”Hvis du vil klage
Hvis du mener, at vores afgørelse er forkert, har du mulighed for at klage til Ankenævnet for ATP m.m., Holmens Kanal 20, 1060 København K. Fristen er 4 uger efter, at du har modtaget dette brev.”
Den 28. juni 2024 kontaktede klager ATP telefonisk. Af ATP’s telefonnotat fra samtalen fremgår bl.a. følgende:
”Overskrift: Pgl ringer, har brev på en SUM, nu er dog sket det at den er tippet over og at hun nu får en månedlig udbetaling”
Den 1. juli 2024 kontaktede klager ATP skriftligt. Af henvendelsen fremgår følgende:
”Det er ganske uhørt at jeg får stillet i udsigt at modtage min ATP på kr. 56.290,88 førafgift, i jeres brev 22. marts 2024.
Jeg skal IKKE gøre noget, hvis jeg vil have hele beløbet udbetalt som et engangsbeløb!
Fint - jeg ser frem til at kunne betale tandlægebesøg og nye briller, som er meget tiltrængt.
Der gives flere muligheder HVIS jeg ønsker at udsætte/udskyde. Det ønsker jeg IKKE så jeg glæder mig.
3 maj 2022 får jeg nyt brev fra ATP som giver mig MULIGHED for at udskyde min ATP Livslang Pension. Som enddag sætter dato på automatisk udbetalingen til min nemkonto som engangsbeløb HVIS i ikke hører fra mig inden 17 juni. ALTSÅ i bekræfter min forventning om udbetaling som et engangsbeløb på Kr. 56.290,88 før afgift.
Derfor gør jeg ingenting i god tro, forventning om at tingene er som lovet.
26 juni (2 dage før udbetalingen som lovet) får jeg nyt brev fra ATP: ”Du får udbetalt kr. 172,00 til din Nemkonto den 1. januar 0001 ?? – altså en fejlskrivelse. Jeg har jo bedt om engangsudbetaling.
MEN den 28 juni er det min virkelighed, på noget jeg ikke har indflydelse på (en indbetaling??) Jeg har fået stillet et stort beløb i udsigt igennem flere måneder og så indsætter i 172,00 kr.!! Jeg føler mig helt til grin. Er det sådan vi behandler borgere i Danmark når de ikke længere er på arbejdsmarkedet, men har betalt sin skat et helt liv til tiden?
Dybt uretfærdig og jeg håber på en omgørelse af denne udregning, så jeg kan betale min tandlæge og nye briller.”
Den 9. juli 2024 kontaktede en kunderådgiver i ATP klager telefonisk. Af ATP’s telefonnotat fra samtalen fremgår følgende:
”Overskrift: Ringet på XXX og lagt besked til XXX om at ringe til os på XXX. Vi har modtaget hendes ”klage” og dette vil jeg gerne tale med hende omkring, så ringer hun, stil den gerne over til mig”
Senere samme dag den 9. juli 2024 kontaktede klager ATP telefonisk. Af ATP’s telefonnotat fra samtalen fremgår følgende:
”Overskrift: XXX ringede tilbage d.d. og jeg oplyste hende om at vi havde modtaget hende besked/klage. Oplyser også at den skal forbi vores AKTU afdeling og at vi vil kontakte hende så snrt det er muligt. Pgl er ikke sur – det pointerede hun meget klart, men var uforstående”
Ved brev af 22. august 2024 traf ATP afgørelse om klagers ret til udbetaling af ATP Livslang Pension. Af afgørelsen fremgår følgende:
”Afgørelse: Din ATP Livslang Pension skal udbetales som løbende pension og ikke som et engangsbeløb
I mail fra 1. juli 2024 har du klaget over, at udbetalingen af din ATP Livslang Pension ikke sker som et engangsbeløb. Du har henvist til, at ATP i brev fra 22. marts 2024 har skrevet, at du vil få din ATP Livslang Pension udbetalt som et engangsbeløb på 56.290 kr. før afgift.
Den opfattelse mener du blev forstærket af, at ATP i brev fra 3. maj 2024 sender endnu et brev om din mulighed for at udskyde udbetalingen of engangsbeløbet. Du kalder derfor ATP's "Udbetalingsbrev" fra 26. juni 2024 for en fejlskrivelse, fordi vi da afgør, at din pension skal udbetales som en løbende udbetaling på 276 kr. om måneden.
Afgørelse:
Efter en fornyet gennemgang af sagen fastholder ATP sin afgørelse om, at din samlede ATP Livslang Pension på udbetalingstidspunktet udgjorde 3.314,73 kr. om året og dermed er 14 kr. over den grænse på 3.300 kr. i årlig pension, som er den beløbsgrænse som afgør, at din pension skal udbetales som løbende pension.
Regler og begrundelse:
Din pension skal udbetales som løbende pension jf. § 7, stk. 1, nr. 2. i bekendtgørelse nr. 1462 af 23. november 2023… om kapitaliseringsgrænse i 2024 i Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Den fulde bestemmelse:
”§ 7. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension har for medlemmer, der bliver pensioneret i 2024, jf. § 9, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, fastsat følgende grænse for, om pensionen udbetales som en løbende månedlig pension eller som et kapitaliseret engangsbeløb:
1) Hvis den årlige pension med tillæg af bonuspension er beregnet til 3.300 kr. eller derunder, udbetales der et engangsbeløb beregnet som kapitalværdien af alle de fremtidige egenpensionsrettigheder.
2) Hvis den årlige pension med tillæg af bonuspension er beregnet til over 3.300 kr., udbetales den i månedlige rater.
Stk. 2. Kapitaliseringsgrænsen, jf. stk. 1, finder anvendelse for medlemmer, der bliver pensioneret i 2024.”
Om udbetaling som engangsbeløb eller løbende udbetaling
Det fremgår af ATP-lovens § 9, stk. 1, at ATP Livslang Pension som udgangspunkt er en livsvarig månedlig pension fra den 1. i måneden efter folkepensionsalder. Ifølge § 9, stk. 1, 3. punktum kan bestyrelsen for ATP bestemme, at mindre pensioner skal udbetales som et engangsbeløb (en kapitalisering of den løbende pension).
Ifølge lov om social pension § 1 a, stk. 1, nr. 5 er folkepensionsalderen 67 år for personer født fra den 1. juli 1955 til 31. december 1962. Da du er født i juni 1957, er din folkepensionsalder 1. juli 2024.
I bekendtgørelse nr. 1401 af 13. december 2019 om beregning og udbetaling of ATP Livslang Pension er det i § 1, stk. 3 bestemt, at det er størrelsen på tidspunktet for pensionering, som er afgørende for, om det bliver en månedlig pension eller et engangsbeløb.
Indberetning af nye bidrag til ATP
Det er "indbetalerens" ansvar at opgøre og indbetale bidrag til ATP. Det gælder arbejdsgivere, staten, Udbetaling Danmark, kommuner, a-kasser m.v.
Disse mange kilder til nye bidrag modtager ATP på flere forskellige tidspunkter.
For at kunne følge ATP-lovens § 9, stk. 1, om forudbetaling of pension for den 1. i måneden efter medlemmet har nået folkepensionsalderen, og have udbetalingsgrundlaget parat til ATP's ca. 1,1 mio. modtagere of pension fra ATP og ca. 7.000 nye pensionister hver måned, er ATP nødt til at foretage en udbetalingskørsel ca. den 18.-22. hver måned afhængig af, hvornår sidste bankdag i måneden ligger.
Ved afgørelsen af, om udbetaling skal ske som engangsbeløb eller løbende udbetaling til nye modtagere af pension, opgør ATP pensionsretten pr. den 1. i måneden efter opnået folkepensionsalder. Det er ATP's praksis at medregne bidrag indtil den 18.-22. i måneden, hvor medlemmets folkepensionsalder nås.
Hvis der udbetales løbende pension, og der indberettes nye bidrag efter ATP's "udbetalingskørsel", indregnes disse i fremtidig løbende pensionsudbetaling.
ATP's breve fra 22. marts og 3. maj 2024
Da ATP den 22. marts 2024 orienterer dig om engangsudbetaling, er din årlige pensionsret under 3.300 kr. ud fra bidrag opgjort pr. 1. marts 2024. ATP's orienteringsbrev er ikke en afgørelse, da ATP først kan opgøre den endelige pensionsret på udbetalingstidspunktet i juni.
Det fremgår af "orienteringsbrevet" på side 3 under overskriften "Sådan har vi beregnet din ATP Livslang Pension", at:
"Obligatorisk Pension bliver udbetalt som en del of din ATP Livslang Pension.
Din ATP Livslang Pension er beregnet pr. den 1. i denne måned ud fra de indbetalinger, vi har modtaget.
Pensionen kan ændre sig som følge af fortsat indbetaling til ATP Livslang Pension
Det er pensionens størrelse, der er afgørende for, om din ATP Livslang Pension bliver udbetalt som en månedlig pension eller som et engangsbeløb."
ATP mener derfor, at vi i "orienteringsbrevet" klart har taget et forbehold om, at udbetalingsmåden på udbetalingstidspunktet kan ændre sig. Da det kun er 0-5 personer om måneden (en brøkdel af en promille af nye pensionister hver måned), som er berørt af et skift fra engangsudbetaling til månedlig pension, fremgår dette forbehold først på side 3 i "orienteringsbrevet".
ATP har vurderet, at det vil skabe en forventning hos medlemmet om for høj en pension, eller blive opfattet vildledende, hvis vi i ”orienteringsbrevet" oplyser en prognose-baseret pensionsret. Hvis det herefter viser sig, at bidragene ikke bliver indbetalt til ATP, vil ATP have oplyst/lovet en for høj pension (eller engangsbeløb).
Da ATP sender et nyt brev til dig den 3. maj 2024 om muligheden for at udskyde udbetalingen, gentager vi forbeholdet om, at nye bidrag kan betyde, at udbetalingen ændrer sig fra et engangsbeløb til en løbende pension.
Nye bidrags betydning for udviklingen of din pensionsret
Der har været indbetalinger på alle tre nedenstående ordninger, som forhøjer din ATP Livslang Pension - almindelige ATP-bidrag (ATP), Obligatorisk Pension (OP) og Supplerende Arbejdsmarkedspension for førtidspensionister (SUPP). Det er summen af pensionsretten fra de tre ordninger der indgår i din smalede ATPm Livslang Pensions størrelse, når det skal afgøres, om pensionsretten er over eller under kapitaliseringsgrænsen.
Det er dine bidrag til:
- ATP af din førtidspension - ATP-lovens § 2 a, stk. 6,
- SUPP — ATP-lovens § 17 r, stk. 2
- OP - § 17 s, stk. 3....
...som samlet bringer din årlige pensionsret op på 3.314 kr. i begyndelsen af juni 2024.
Nedenfor er en oversigt, som viser, hvordan din årlige pensionsret har ændret sig som følge af indbetalinger siden primo marts. Skemaet viser i sidste søjle din afrundede månedlige pensionsret til sammenligning med brevet, der er sendt. I de fire måneder marts-juni er der hver måned indbetalt 1.192 kr., hvor ATP-andelen er 297 kr., SUPPandelen er 594 kr. og OP-andelen er 301 kr.
I brevet vi har sendt til dig den 26. juni fremgår, at den månedlig pensionsret er på 276 kr. fordi der ikke indgår indbetalinger for juni måned i det tal. Den endelige udbetaling ender på 281 kr. om måneden (før skat).
ATP fastholder, at din pension skal udbetales som en livsvarig månedlig pension, fordi den primo juni 2024 overstiger grænsen pa 3.300 kr. i 2024 med 14 kr. jf. det fremhævede beløb for juni med gul overstregning ovenfor. ATP har ikke mulighed for at dispensere fra den konkrete beløbsgrænse.
Endelig skal nævnes, at værdien af den livsvarige månedlige pension principielt er den samme som engangsbeløbet, hvis man/du lever så længe som gennemsnittet, og at udgangspunktet er udbetaling som livsvarig, månedlig pension jf. ATP-lovens § 9, stk. 1.
[…]
Klagevejledning:
Hvis du mener, at vores afgørelse er forkert, har du mulighed for at klage til Ankenævnet for ATP m.m., Ved Stranden 8, 1061 København K. Du må da klage inden 4 uger efter, at du har modtaget dette brev.”
Klagen
Klager har den 22. august 2024 klaget til ATP’s Kundeambassadør. Af klagen fremgår bl.a. følgende:
” Klage over afgørelse 22.08.24.
Jeg føler mig holdt for nar og frarøvet min ATP. Jeg fyldte 67 år 25.06.2024.
22.03.24 Modtager jeg brev om jeg vil modtage min ATP på Kr.56.290,88 før afgift.
Jeg skal IKKE gore noget hvis jeg vil have hele beløbet udb. som engangsbeløb. TAK.
03.05.24 får jeg endnu et brev fra ATP. Her får jeg dato, 28.06.28 på automatisk udbetaling til min nemkonto hvis i IKKE horer fra mig for 17.06.24. Altså i bekræfter min forventning om udbtaling som et engangsbeløb.
26.06.24 - 2 dage før lovet udbetalingen, får jeg nyt brev fra ATP ; Du far udbetalt kr. 172,00 til din nemkonto d. 1. januar 0001??? Altså en fejlskrivelse. Jeg har har jo bedt om en engangs udbetaling!
Jeg vil gerne have pengene mens jeg lever.
Kr 172,00 om mdr! Der er indbetalt Kr. 14 for meget i forhold til jeres "Kapitaliseringsgrænse"
Den er jeg aldrig blevet oplyst om i alle de tilsendte breve.
Jeg føler mig snydt og meget dårlig informeret, man stiller mig noget i udsigt i flere breve, uden af konkrediser der er en "kapitaliseringgrænse" på udbetaling af hele beløbet.
Utrolig dårlig service.
Jeg ønsker stadig udbetaling som engangsbeløb.”
Den 18. september 2024 ringer klager til ATP og aftaler med kunderådgiver, at sagsbehandleren ringer til klager.
Den 18. september 2024 ringer sagsbehandleren til klager og oplyser, at en lignende sag allerede ligger hos Ankenævnet, og at denne anden sag vil have afgørende betydning for afgørelsen i hendes sag. Af telefonnotatet fremgår også, at sagsbehandleren vil vende tilbage med telefonisk besked, når udfaldet af den verserende ankesag er kendt.
Klager har ved e-mail af 22. september 2024 klaget til Ankenævnet for ATP m.m. over ATP’s afgørelse om udbetaling af pension. Af brevet fremgår bl.a. følgende:
”Jeg finder afgørelsen fra ATP forkert og uretfærdig. Jeg modtager 3 skrivelser i foråret 2024 ang. udbetaling af min ATP. På dette tidspunkt har jeg ATP til gode på Kr.: 56.290,88 før afgift. Disse 3 skrivelser stiller mig i udsigt at jeg har valget i mellem engangsudbetaling eller som månedlig udbetaling på Kr. 177. Jeg vælger engangsbeløbet. Dette bliver tilsidesat med begrundelsen, indbetalingen overstiger en grænse med kr.14. Denne indbetaling har jeg på INGEN måde haft indflydelse på, grundet seniorpension. Det er bevidst udregning til systemets fordel - og ikke til mig som borger i et velfærdssamfund. Med denne afgørelse bliver jeg frarøvet min ATP som jeg forventer at modtage mens jeg stadig er i live. Jeg håber på en Ankenævnet vil omstøde ATPs afgørelse.”
ATPs udtalelse i anledning af klagen
ATP har i udtalelse af 24. oktober 2024 fastholdt, at klagers ATP Livslang Pension på udbetalingstidspunktet udgjorde 3.314,73 kr. om året og dermed er 14 kr. over den grænse på 3.300 kr. i årlig pension, som er den beløbsgrænse, som afgør, at klagers pension ikke kan blive udbetalt som et engangsbeløb. ATP anfører i udtalelsen bl.a. følgende:
”XXX (herefter klager) har den 22. september 2024 klaget til Ankenævnet for ATP. Klager begrunder klagen med, at hun i ATP’s ”orienteringsbrev” dateret 22. marts 2024 – ca. 3 måneder før klagers folkepensionsalder - har fået oplyst, at hun ville få udbetalt et engangsbeløb på 56.290,88 kr. I ATP’s ”udbetalingsbrev” den 26. juni 2024 er dette ændret til udbetaling af livsvarig månedlig pension på 276 kr. ATP har den 22. august 2024 sendt en uddybende forklaring på beregningen af klagers pension, hvor ATP har vurderet, at det skulle medføre en ny klagefrist.
Klager henviser til:
1) at hun finder ATP’s afgørelse forkert og uretfærdig. Hun henviser til 3 skrivelser i foråret, som klager skriver har stillet hende i udsigt, at hun kunne vælge mellem engangsudbetaling eller månedlig udbetaling. Klager skriver derefter: ”Jeg vælger engangsbeløbet”. (Til dette punkt skal ATP bemærke, at der på intet tidspunkt har været tale om, at klager har truffet et valg om engangsudbetaling, udover hendes klage på bagkant af, at udbetaling er påbegyndt).
2) at hun ikke har haft indflydelse på de yderligere bidrag, som indbetales for hende de sidste 3 måneder før folkepensionsalder.
3) at det er en bevidst beregning til systemets fordel.
Afgørelse:
Efter en fornyet gennemgang af sagen fastholder ATP sin afgørelse om, at klagers ATP Livslang Pension på udbetalingstidspunktet udgjorde 3.314,73 kr. om året og dermed er 14 kr. over den grænse på 3.300 kr. i årlig pension, som er den beløbsgrænse som afgør, at klagers pension ikke kan blive udbetalt som et engangsbeløb.
Regler og begrundelse:
Om pensioneringstidspunkt
Det fremgår af ATP-lovens § 9, stk. 1, at ATP Livslang Pension som udgangspunkt er en livsvarig månedlig pension fra den 1. i måneden efter folkepensionsalder. Ifølge § 9, stk. 1, 3. punktum kan bestyrelsen for ATP bestemme, at mindre pensioner skal udbetales som et engangsbeløb (en kapitalisering af den løbende pension).
Ifølge lov om social pension § 1 a, stk. 1, nr. 5 er folkepensionsalderen 67 år for personer født fra den 1. juli 1955 til 31. december 1962. Da klager er født i juni 1957, er hendes folkepensionsalder 1. juli 2024.
I bekendtgørelse nr. 1401 af 13. december 2019 om beregning og udbetaling af ATP Livslang Pension er det i § 1, stk. 3 bestemt, at det er størrelsen på tidspunktet for pensionering, som er afgørende for, om det bliver en månedlig pension eller et engangsbeløb.
Om udbetaling som engangsbeløb eller løbende udbetaling
Af bekendtgørelse nr. 1462 af 23. november 2023…om kapitaliseringsgrænse i 2024 i Arbejdsmarkedets Tillægspension - § 7, stk. 1, nr. 2, og stk. 2 fremgår:
”Hvis den årlige pension med tillæg af bonuspension er beregnet til over 3.300 kr., udbetales den i månedlige rater.
Stk. 2. Kapitaliseringsgrænsen, jf. stk. 1, finder anvendelse for medlemmer, der bliver pensioneret i 2024.”
Indberetning af nye bidrag til ATP
Det er ”indbetalerens” ansvar at opgøre og indbetale bidrag til ATP. Det gælder arbejdsgivere, staten, Udbetaling Danmark, kommuner, a-kasser m.v. Disse mange kilder til nye bidrag betyder, at ATP modtager bidrag på flere forskellige tidspunkter.
For at kunne følge ATP-lovens § 9, stk. 1, om forudbetaling af pension før den 1. i måneden efter medlemmet har nået folkepensionsalderen, og have udbetalingsgrundlaget parat til ATP’s ca. 1,1 mio. modtagere af pension fra ATP og ca. 7.000 nye pensionister hver måned, er ATP nødt til at foretage en udbetalingskørsel ca. den 18.-22. hver måned afhængig af, hvornår sidste bankdag i måneden ligger.
Ved afgørelsen af, om udbetaling skal ske som engangsbeløb eller løbende udbetaling til nye modtagere af pension, opgør ATP pensionsretten pr. den 1. i måneden efter opnået folkepensionsalder. ATP medregner bidrag (der forhøjer pensionsretten, så snart bidragene modtages) indtil den 18.-22. i måneden, hvor medlemmets folkepensionsalder nås.
Hvis der udbetales løbende pension, og der indberettes nye bidrag efter ATP’s ”udbetalingskørsel”, indregnes disse i fremtidig løbende pensionsudbetaling.
ATP’s breve fra 22. marts og 3. maj 2024
Da ATP den 22. marts 2024 orienterer klager om engangsudbetaling, er hendes årlige pensionsret under 3.300 kr. ud fra bidrag opgjort pr. 1. marts 2024. ATP’s orienteringsbrev er ikke en afgørelse, da ATP først kan opgøre den endelige pensionsret på udbetalingstidspunktet i juni.
Det fremgår af ”orienteringsbrevet” på side 3 under overskriften ”Sådan har vi beregnet din ATP Livslang Pension”, at:
”Obligatorisk Pension bliver udbetalt som en del af din ATP Livslang Pension.
Din ATP Livslang Pension er beregnet pr. den 1. i denne måned ud fra de indbetalinger, vi har modtaget.
Pensionen kan ændre sig som følge af fortsat indbetaling til ATP Livslang Pension
Det er pensionens størrelse, der er afgørende for, om din ATP Livslang Pension bliver udbetalt som en månedlig pension eller som et engangsbeløb.”
ATP mener derfor, at vi i ”orienteringsbrevet” klart har taget et forbehold om, at udbetalingsmåden på udbetalingstidspunktet kan ændre sig. Da det kun er 0-5 personer om måneden (en brøkdel af en promille af nye pensionister hver måned), som er berørt af et skift fra engangsudbetaling til månedlig pension, fremgår dette forbehold først på side 3 i ”orienteringsbrevet”.
ATP har vurderet, at det vil skabe en forventning hos medlemmet om for høj en pension, eller blive opfattet vildledende, hvis vi i ”orienteringsbrevet” oplyser en prognose-baseret pensionsret. Hvis det herefter viser sig, at bidragene ikke bliver indbetalt til ATP, vil ATP have oplyst/lovet en for høj pension (eller engangsbeløb).
Da ATP sender et nyt brev til klager den 3. maj 2024 om muligheden for at udskyde udbetalingen, gentager vi forbeholdet om, at nye bidrag kan betyde, at udbetalingen ændrer sig fra et engangsbeløb til en løbende pension. Dette brev har ikke noget at gøre med at klager kan vælge mellem engangsbeløb eller løbende udbetaling.
Nye bidrags betydning for udviklingen af klagers pensionsret
Det er klagers bidrag til:
- ATP af førtidspension - ATP-lovens § 2 a, stk. 6,
- Den Supplerende Førtidspension for førtidspensionister (SUPP) – ATP-lovens § 17 r, stk. 2
- Obligatorisk Pension (OP) - § 17 s, stk. 3….
…som samlet bringer klagers årlige pensionsret op på 3.314 kr. i begyndelsen af juni 2024, og som gør, at den årlige pensionsret kommer over kapitaliseringsgrænsen på 3.300 kr. på udbetalingstidspunktet, og derfor skal udbetales som løbende pension.
Nedenfor er en oversigt, som viser, hvordan klagers årlige pensionsret har ændret sig som følge af indbetalinger siden primo marts. Skemaet viser i sidste søjle klagers afrundede månedlige pensionsret til sammenligning med oplysningerne i henholdsvis ”orienteringsbrevet” og ”udbetalingsbrevet. I de fire måneder marts-juni er der hver måned indbetalt 1.192 kr., hvor ATP-andelen er 297 kr., SUPP-andelen er 594 kr. og OP-andelen er 301 kr. Beregningerne er foretaget af ATP’s aktuarer.
I brevet vi har sendt til klager den 26. juni fremgår, at den månedlig pensionsret er på 276 kr. fordi der ikke indgår indbetalinger for juni måned i det tal. Den endelige udbetaling ender på 281 kr. om måneden (før skat).
ATP fastholder sin afgørelse
ATP fastholder, at klagers pension skal udbetales som en livsvarig månedlig pension, fordi den primo juni 2024 overstiger grænsen på 3.300 kr. i 2024 med 14 kr. jf. det fremhævede beløb med gul overstregning ovenfor. ATP har ikke mulighed for at dispensere fra den konkrete beløbsgrænse.
Svar på klagers enkelte begrundelser for klagen
For at samle op på klagers indledende begrundelser for klagen skal ATP opsummere sine svar herpå:
Til 1) Hvor klager mener, at hun ud fra ATP’s breve har fået en forventning om en engangsudbetaling:
ATP’s svar:
Som det fremgår ovenfor, så mener ATP, at vi har taget et forbehold om, at udbetalingsmåden kunne ændre sig fra et engangsbeløb til løbende udbetaling.
Til 2) Hvor klager oplyser, at hun ikke har haft indflydelse på de bidrag, der er indbetalt for hende.
ATP’s svar:
Det er rigtigt, at OP-bidraget og bidrag af førtidspension/seniorførtidspension er obligatoriske bidrag. Betaling af SUPP-bidrag er frivilligt. ATP har ikke ansvaret for tilmelding og framelding til SUPP-ordningen. Denne del administreres af Udbetaling Danmark. Hvis klager har spørgsmål om dette, skal hun kontakte Udbetaling Danmark. ATP kan dog se, at det fremgår af bekendtgørelse nr. 1705 af 11. december 2023 om SUPP for Førtidspensionister og Seniorpensionister, § 6, at en eventuel framelding har virkning fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet en måned fra, at udbetaling Danmark har modtaget meddelelsen.
Til 3) Hvor klager skriver, at: ”Det er en bevidst udregning til systemets fordel – og ikke til mig som borger i et velfærdssamfund”….og videre: ”Med denne afgørelse bliver jeg frarøvet min ATP som jeg forventer at modtage mens jeg stadig er i live”.
ATP’s svar:
Udgangspunktet er, at ATP Livslang Pension er en løbende livsvarig udbetaling, altså en livrente jf. ATP-lovens § 9, stk. 1. Det er således en undtagelse til hovedreglen, når udbetaling sker som et engangsbeløb. Hvis man lever så længe som gennemsnittet, så er værdien af den livsvarige månedlige pension principielt den samme som engangsbeløbet.
ATP-ordningen tjener intet på, om udbetaling sker på den ene eller anden måde, men skal sørge for at udbetaling sker i overensstemmelse med reglerne.
Jf. ATP-lovens § 18, stk. 2 skal ATP’s pensionsgrundlag baseres på betryggende forudsætninger, og det skal være rimeligt over for medlemmerne og andre berettigede. Finanstilsynet påser, at ATP’s pensions- og hensættelsesgrundlag overholder reglerne.”
Høringssvar fra klager
Klager har ikke indsendt bemærkninger til ATP’s genvurdering af 24. september 2024.
Ankenævnets begrundelse
Sagen angår udbetaling af ATP Livslang Pension. Klagers ATP Livslang Pension udgjorde på udbetalingstidspunktet 3.314,73 kr. om året og var dermed 14 kr. over den grænse på 3.300 kr. i årlig pension, som er den beløbsgrænse, som afgør, at klagers pension ikke kan blive udbetalt som et engangsbeløb.
Det følger af ATP-lovens § 9, stk. 1, at ATP Livslang Pension ved opnået folkepensionsalder som udgangspunkt udbetales som en løbende pension (1. pkt.), og at et medlem kan udskyde udbetalingen (2. pkt.).
Det følger herudover af § 1, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1401 af 13. december 2019 om beregning og udbetaling af Arbejdsmarkedets Tillægspension og engangsbeløb i forbindelse med et ATP-medlems død, at det er størrelsen af den optjente pensionsret på tidspunktet for pensionering, der er afgørende for, om ATP-pensionen bliver udbetalt som et engangsbeløb eller som en månedlig ydelse.
Endelig følger det af § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1462 af 22. november 2023 om garantibidrag, tariffer og kapitaliseringsgrænse i 2024 i Arbejdsmarkedets Tillægspension, at hvis den årlige pension med tillæg af bonuspension er beregnet til 3.300 kr. eller derunder, udbetales der et engangsbeløb beregnet som kapitalværdien af alle de fremtidige egenpensionsrettigheder. Hvis den årlige pension med tillæg af bonuspension derimod er beregnet til over kr. 3.300 kr., udbetales den i månedlige rater.
Det fremgår af sagens oplysninger, at ATP’s aktuarer på tidspunktet for klagers pensionering i juli 2024 har beregnet den årlige pension til 3.314,73 kr. Pensionen skal derfor udbetales i månedlige rater, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1462 af 22. november 2023.
ATP’s oplysning i brev af 22. marts 2024 om et forventet engangsbeløb på 56.290,88 kr. før afgift kan ikke føre til et andet resultat. Oplysningen var udtrykkeligt baseret på, hvad der allerede var indbetalt af bidrag, og der var taget forbehold for ændring som følge af indbetaling af yderligere bidrag. Ændringen fra engangsbeløb til løbende ydelse skyldes netop mellemkommende yderligere bidragsbetaling.
Ankenævnet stadfæster herefter ATP’s afgørelse.