Afgørelse / J. nr. 2024-44 / 09-12-2024
2024-44 - AUB’s afgørelse om afslag på udbetaling af yderligere VEU-godtgørelse ophæves og hjemvises til fornyet behandling
Ankenævnet ophæver og hjemviser AUB’s afgørelse af 13. maj 2024, som AUB har fastholdt ved genvurdering den 10. september 2024, hvorefter XXX (herefter klager) ikke kan få udbetalt yderligere VEU-godtgørelse for deltagelse i kurset ”XXX” i perioden fra den 4. april 2024 til den 16. maj 2024, til fornyet behandling.
Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Evelyn Jørgensen, Lene Pagter Kristensen (formand), Steen Müntzberg og Henrik Rothe har deltaget i sagens behandling.
Sagsfremstilling
Det fremgår af sagens oplysninger, at klager den 25. oktober 2023 blev ansat som XXX ved XXX. Af ansættelseskontrakten fremgår, at afløsere har variabel arbejdstid, dog max 47,5 timer/ugentligt ud fra en planlagt vagtplan, at der ikke gives garanti for mindste arbejdstid, og at afløsere er ansat uden fast timetal. Det fremgår herudover af sagens oplysninger, at klager i december 2023 har arbejdet for XXX i 128,25 timer, i januar 2024 har arbejdet i 65 timer, samt fået udbetalt løn for 25,80 sygetimer, i februar 2024 har arbejdet i 16,90 timer, i marts 2024 har arbejdet i 7,40 timer og endelig i april 2024 har arbejdet i 15 timer.
Det fremgår endvidere af sagens oplysninger, at klager den 16. januar 2024 påbegyndte EUD-uddannelsen ”XXX”, som ikke berettiger til AUB-godtgørelse, og at hun den 2. april 2024 opgav at fuldføre uddannelsen pga. manglende bevilling af SU.
Det fremgår herudover af sagens oplysninger, at klager har oplyst, at hun i uddannelsesperioden alene har kunnet tage få afløservagter uden for undervisningstiden, og at XXX på AUB’s forespørgsel har oplyst, at klagers arbejdstider og timeantal er varierende, men oftest ligger i tidsrummet mellem klokken 07.00 og klokken 15:30 på hverdage.
Den 4. april 2024 påbegyndte klager kurset ”XXX”. Kurset blev afsluttet den 16. maj 2024.
Ved elektronisk henvendelse til AUB den 29. april 2024 fremsatte klager følgende spørgsmål:
”Hvor ser jeg om ansøgningen på nuværende kursus er godkendt?
Hvad med de dage man kører 2 gange til skolen, registreres det i kørsel?
Når undervisningen ligger andet sted og længere væk, registreres dette så også?
Hvornår kan man forvente udbetalings meddelelser?”
Ligeledes den 29. april 2024 kontaktede en kunderådgiver fra AUB klager telefonisk. Af AUB’s telefonnotat fra samtalen fremgår følgende:
”VEU 4/4–16/5-2024
…
Aftalt fhun sender kontrakt, lønsedler marts, april og maj. Oplysninger om hvad hun har arbejdet under kurset. Hun har været under et eller anden EUD forløb, bedt om forklaring på dette.”
Ligeledes den 29. april 2024 rettede klager elektronisk henvendelse til AUB på ny. Af henvendelsen fremgår følgende:
”Tak for samtalen via telefonen. Jeg vil her som aftalt forsøge at forklare sitiuationen og vedhæfte dokumentation.
Jeg blev ansat hos XXX oktober 2023 hvor jeg arbejdede fuld tid, frem til min start på EUD-erhvervschauffør januar 2024.
Da jeg desværre fik afslag på su i mkarts og fik at vide at anken ville tage 6 måneder yderligere. Var jeg nødt til at stoppe uddannelsen, grundet manglende indtægt. Meldte mig i stedet til AMU kursus buskørekort. Da jeg efter endt kursus skal arbejde hos XXX, afd XXX som buschauffør. Jeg vil stadig være ansat hos XXX. Jeg har arbejdet fuld tid som taxachauffør indtil skolestart. Og har siden jeg har påbegyndt uddannelse været fuldtidsstudernede. Og nu fuld tid på AMU kursus. Jeg har haft få vagter hos XXX, udenfor skoletiden. Jeg har hart meget begrænset indtægt i 2024.”
Vedhæftet henvendelsen var kopi af e-mail af 8. januar 2024 fra XXX DK-EUD, hvoraf fremgår, at klager er optaget på EUD XXX, på XXX Erhvervsskole med opstart den 16. januar 2024 og kopi af e-mail af 3. april 2024 fra samme, hvoraf fremgår, at klager pr. 2. april 2024 er udmeldt fra XXX Erhvervsskole af private årsager.
Vedhæftet var endvidere kopi af ansættelsesaftale mellem klager og XXX, samt flere lønsedler fra samme, jf. sagsfremstillingens første afsnit.
Af et internt notat fra AUB af 13. maj 2024, ”VEU, 040424-160524 – beregning af arbejdstid (gennemsnit)”, fremgår bl.a., at AUB, jf. AUB’s praksis, har beregnet klagers arbejdstid for de seneste 3 måneder før kursusdeltagelsen til i alt 115,10 timer, svarende til 1,78 timer pr. dag.
Den 13. maj 2024 traf AUB afgørelse om, at klager ville få udbetalt VEU-godtgørelse med i alt 5.367,64 kr. og befordringstilskud med i alt 3.786,88 kr. i forbindelse med klagers deltagelse i kurset ”XXX” i perioden fra den 4. april 2024 til den 16. maj 2024.
Afgørelsen tog udgangspunkt i, at der i perioden har været i alt 26 kursusdage med en normeret tid på 7,40 timer pr. kursusdag, hvoraf klager har deltaget i de 24 kursusdage, heraf de 3 delvist, og at klager er berettiget til VEU-godtgørelse for 1,78 timer for de 24 kursusdage, hvor klager har deltaget i mere end 1,78 timer.
Afgørelsen indeholdt en nærmere redegørelse for, hvordan AUB var kommet frem til netop disse beløb, herunder oplysning om, at klager kun kan få udbetalt VEU-godtgørelse for de timer, hun har deltaget i kurset, samt oplysning om, at idet klager har oplyst, at hun delvist deltog i kurset i sin fritid, kan hun alene få udbetalt VEU-godtgørelse for de timer, klager har oplyst, at hun skulle have arbejdet og fået løn for.
Den 14. maj 2024 rettede klager telefonisk henvendelse til AUB. Af AUB’s telefonnotat fra samtalen fremgår følgende:
”Talt med kursisten som ikke er enig i vores beregning af arbejdstid.
Hun oplyser, at hun skulle have været på arbejde fuldtid hos XXX, hvis hun ikke var på kursus. Hun skulle have arbejdet fra kl. 6.30 til kl.15.30 i perioden 040424-160524.
Hun siger, at hun ikke har en vagtplan, da hun ikke kunne skrive sig på, når hun skulle på kursus.
Hun vil få sin arbejdsgiver til at bekræfte, at hun skulle have været på arbejde fuldtid i kursusperioden. Hun oplyser, at hun har været under uddannelse i januar til marts mdr. hos XXX.
Det er en uddannelse som ikke er berettiget til VEU, men berettiget til SU, hvis man opfylder betingelserne.
Derfor har hun ikke arbejdet fuldtid i jan - marts, men har arbejdet fuldtid før det (i nov.23 og dec.23 (syg+ ferie)) og skulle også have arbejdet fuldtid under kursus.
Kursisten oplyser, at hun tager buskørekort for efterfølgende at blive ansat fuldtid hos XXX, men de ville først ansætte hende EFTER kursus.
Aftalt med kursisten at hun skal sende en bekræftelse fra arbejdsgiveren, at hun skulle have været på arbejde fuldtid i kursusperioden og så må vi kigge på sagen igen.”
Ved autogenereret brev af 14. maj 2024 anmodede AUB klager om, via et link til et oplysningsskema, at oplyse om, hvor mange timer klager skulle have arbejdet og fået løn for for hver kursusdag.
Den 15. maj 2024 besvarede klager AUB’s brev og oplyste, at hun på samtlige kursusdage skulle have arbejdet 7,40 timer.
Den 16. maj 2024 fremsendte AUB igen ovennævnte autogenererede brev.
Den 17. maj 2024 besvarede klager på ny AUB’s brev og oplyste igen, at hun på samtlige kursusdage skulle have arbejdet 7,40 timer.
Klagen
Klager har i klage af 24. maj 2024, som er indgivet til ATP-koncernens DPO, anført følgende:
”Jeg bliver nødt til at klage over sagsbehandlingen i min sag! Ang kurset fra 04.april til 16.maj 24.
Grundet spørgsmål omkring ansøgningsprocess tidlig i forløbet, tager jeg kontakt til afdelingen telefonisk. Desværre resultere dette i at jeg taler med en medarbejder som ikke forstår godt nok dansk, eller generelt bare ikke kan forstå hvad jeg siger. Vedkommende tolker det som, at jeg siger at jeg er på kursus i noget af min fritid. Dette har jeg ALDRIG sagt. Hvad jeg sagde var "det jeg har arbejdet mens jeg var på kursus, som man ser på lønindtægten, har jeg arbejdet i min fritid" , altså udenfor arbejdstiden/kursus tiden"
Denne fejltagelse fra medarbejderen resultere i en masse yderligere forsinkelse og forlænget sagsbehandling samt jeg ikke får de korrekte beløb udbetalt. Og ønsker yderligere dokumentation. Jeg udfylder 2 gange tilsendte oplysningssedler, hvori jeg skal oplyse hvor meget jeg ville have været på arbejde. Ydermere ønsker medarbejderen dokumentation fra mit uddannelses sted og arbejdegiver. Hvorfor skal jeg dokumentere så meget mere, og ekstra for en medarbejders fejl?
Jeg har modtaget dokumentation fra Skolen. Arbejdsgiver er spurgt, men ja, hvor lang tid dette tager er ikke til at vide. Min arbejdsjakke er ikke ankommet endnu, og jeg har været ansat siden oktober 2023. Dette er relevant for at fortælle at ikke alle arbejdgivere er lige hurtige til at gøre tingene. Og burde ikke påhvile mig. Og konsekvenserne heraf og udbetaling af ydelse, burde heller ikke påhvile mig.
Jeg ønsker blot min sag færdigbehandlet og min ydelse udbetalt, ligesom alle andre kursister har ret til.
…
Jeg håber snart der kommer styr på denne sag. Som jo i princippet kun er opstået fordi en medarbejder IKKE forstod hvad jeg sagde.”
Klager har ligeledes den 24. maj 2024 rettet elektronisk henvendelse til Ankenævnet for ATP m.m. Af henvendelsen fremgår følgende:
”…
Jeg var på kursus fra 04.04.24 til 16.05.24 på amu buskørekort hos XXX.
Jeg talte med en medarbejder undervejs, da jeg var om nogle ting. Denne medarbejder kunne desværre ikke helt forstå dansk, og noterede sig at jeg havde informeret om, at jeg skulle være på kursus i noget af min fritid.
Dette var IKKE tilfældet, og aldrig det som blev sagt. Der blev sagt ordret, "de timer jeg har arbejdet mens jeg er på kursus, er udført i min fritid" altså ud over min almindelige arbejdstid. Jeg har så fået tilsendt et skema hvor jeg har skulle udfylde alle dage manuelt hvor mange timer jeg skulle have arbejdet. Hvilket jeg gjorde med det samme.
Alligevel tyder det ikke på min sag bliver færdigbehandlet. Jeg skal vel ikke have ekstra ventetid og behandlingstid fordi en medarbejder ikke forstår det danske sprog?
...”
Ved elektronisk henvendelse til AUB den 27. august 2024 videresendte klager e-mailkorrespondance mellem klager og XXX, hvori XXX bekræfter, at klager har været ansat i virksomheden siden den 25. oktober 2023, samt oplyser, at klagers ”arbejdstider og timetal er varierende men ligger oftest i tidsrummet på hverdage mellem 7-15.30”.
AUB’s genvurdering i anledning af klagen
AUB har i brev af 10. september 2024 genvurderet sagen og fastholdt afgørelsen af 13. maj 2024 om udbetaling af VEU-godtgørelse for klagers deltagelse i kurset ”XXX” i perioden fra den 4. april 2024 til den 16. maj 2024.
AUB anfører i brevet bl.a. følgende:
”Genvurdering – klage over afgørelse om VEU-godtgørelse og tilskud til befordring
Vi skriver til dig for at besvare din klage af 24. maj 2024.
Resultat
AUB vurderer ikke, at der foreligger oplysninger, der giver anledning til at ændre din udbetaling af VEU-godtgørelse.
AUB fastholder derfor den tidligere afgørelse af 13. maj 2024 for så vidt angår VEU godtgørelsen.
…
Sagsfremstilling
Du deltog i kurset "XXX" hos XXX i perioden den 4. april 2024 til 16. maj 2024.
Ved tilmeldingen til kurset på www.voksenuddannelse.dk var det oplyst, at du deltager i kurset i en del af din fritid.
Den 29. april 2024 skrev du til AUB med nogle spørgsmål om tilskud til befordring og hvornår du kunne forvente at modtage meddelelse om udbetaling.
Samme dag var AUB i telefonisk kontakt med dig. Under samtalen blev dit spørgsmål om befordring besvaret og det blev aftalt, at du skulle sende din ansættelseskontrakt, lønsedler for marts, april og maj 2024 samt en uddybende forklaring omkring opstart og ophør på en erhvervsuddannelse før kursusstart.
Senere samme dag modtog AUB oplysninger fra dig. Du oplyste da, at du var startet på en erhvervsuddannelse på fuld tid i januar 2024, men stoppet på denne. Du vedlagde kopi af bekræftelse fra uddannelsesstedet på, at du stoppede uddannelsen den 2. april 2024. Du oplyste videre, at du havde arbejdet på fuld tid hos XXX frem til uddannelsesstart i januar 2024 og at du herefter havde haft nogle vagter uden for skoletid. Du vedlagde som aftalt en kopi af din ansættelseskontrakt med XXX. Det fremgår af denne, at du har været ansat siden 25. oktober 2023 som afløser. Du oplyste selv, at din indtægt i 2024 havde været begrænset.
Da det fremgik af kursustilmeldingen, at du deltog i kurset i en del af din fritid og derfor ikke ville skulle have arbejdet under hele kurset, anvendtes de 3 seneste måneders lønsedler til at beregne en gennemsnitlig arbejdstid pr. kursusdag. Denne beregning viste, at du gennemsnitligt ville skulle have arbejdet 1,78 timer pr. dag, hvis du ikke havde været på kursus.
Dette timetal anvendes ved beregningen af din VEU-godtgørelse og AUB sender den 13. maj 2024 afgørelse om udbetaling af VEU-godtgørelse og tilskud til befordring.
Den. 14 maj 2024 ringede du til AUB, da du ikke var enig i vores beregning af dine timer med tab af arbejdsindtægt. Du oplyste i samtalen, at du skulle have været på arbejde hos XXX fra kl. 6.30 til 15.30, hvis du ikke havde været på kursus. På grund af at du skulle på kursus, havde du ikke kunnet skrive dig på vagtplanen.
Det aftaltes da, at du ville få XXX til at sende en bekræftelse på, at du skulle have arbejdet på fuld tid under kurset og at AUB herefter ville kigge på sagen igen.
Den 14. maj 2024 sendte AUB et brev til dig, hvor du blev bedt om at følge et link til et skema, hvor du kunne oplyse, hvor mange timer du skulle have arbejdet og fået løn for hver kursusdag. AUB bemærker, at dette skema er udsendt automatisk på grund af oplysningen ved kursustilmeldingen om, at du deltog i kurset i en del af din fritid. Systemet har ikke bremset brevet på trods af, at det ikke længere var nødvendigt, da din sag i stedet var manuelt behandlet på grundlag af de oplysninger, som du havde indsendt.
Den 15. maj 2024 besvarede du oplysningsskemaet om arbejdstid under kurset med 7 timer og 24 minutter pr. kursusdag.
Den 16. maj 2024 sendes på ny samme brev med link til oplysningsskemaet. At brevet sendes igen skyldtes, at skolen havde indberettet nogle flere kursusdage.
Den 17. maj 2024 besvarede du det nye oplysningsskema med 7 timer og 24 minutter pr. kursusdag.
Den 24. maj 2024 klagede du via ATP-koncernens OPG-funktion over afgørelsen. Det fremgår af din klage, at du mener, at AUB har misforstået din henvendelse i forhold til om kurset er afholdt i din arbejdstid eller fritid. Du giver udtryk for at være utilfreds med sagsbehandlingen og at AUB har bedt dig indsende yderligere dokumentation.
…
Den 27. august 2024 videresendte du bekræftelse fra XXX vedrørende dine arbejdstider og timetal. Bekræftelsen indeholdt ikke specifikke oplysninger om, hvor mange timer, du ville skulle have arbejdet, hvis du ikke havde været på kursus.
Begrundelse for fastholdelse omkring VEU-godtgørelse
Indledningsvist må det slås fast, at VEU-godtgørelse skal kompensere for det tab af arbejdsindtægt, som en kursist eller dennes arbejdsgiver har i forbindelse med deltagelse i kurset - enten ved at være på kursus uden løn eller en arbejdsgivers tab ved, at medarbejderen er på kursus med løn uden at levere en arbejdsindsats.
Hvis kursisten/arbejdsgiveren ikke har haft noget tab, er der ikke noget at kompensere og derfor ikke ret til godtgørelse. Det betyder fx, at hvis kursusdeltagelsen sker uden for arbejdstiden, er der ikke et tab af arbejdsindtægt. Det følger af Lovbekendtgørelse om godtgørelse og tilskud ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (Godtgørelsesloven)§ 5, stk. 1.
Af samme lovs § 5, stk. 2, 1. pkt. følger, at godtgørelsen ydes pr. undervisningstime, hvor der samtidigt har været et tab af arbejdsindtægt.
I tilfælde som dette, hvor arbejdstiden ikke ligger fast eller er bestemt i overenskomst eller aftale med arbejdsgiver, men derimod er svingende, fx fordi man som du arbejder som afløser, er det AUB’s faste praksis at opgøre antallet af timer med løntab pr. kursusdag på baggrund af et gennemsnit af de forud for kurset seneste 3 måneders arbejdstimer.
I din klage af 24. maj 2024 oplyste du, at du under dit kursus havde arbejdet i din fritid, forstået sådan, at du har arbejdet efter kursusdagens afslutning. Du har på oplysningsskemaet den 15. maj 2024 oplyst, at du skulle have arbejdet i 7 timer og 24 minutter om dagen, hvis du ikke havde været på kursus.
Du har tidligere oplyst, at du har været på en erhvervsuddannelse frem til den 2. april 2024 og derefter startet på kurset i XXX den 4. april 2024. Du har i denne periode ikke arbejdet på fuld tid hos XXX.
Det fremgår af dine oplysninger, at du forventede at skulle starte i et nyt job som buschauffør på fuld tid efter kurset, men at din ansættelse først ville ske efter, at du havde gennemført kurset.
Du blev i forlængelse af AUB's opgørelse over dit tab af arbejdsindtægt opfordret til at indsende dokumentation for, at du skulle have arbejdet på fuld tid under dit kursus. Den 27. august 2024 har AUB via dig modtaget oplysninger fra XXX. XXX bekræfter her din ansættelsesdato og oplyser, at dine arbejdstider og antallet af arbejdstimer er varierende, men oftest ligger i tidsrummet mellem klokken 7 - 15.30 i hverdagene.
XXX bekræfter ikke, at du ville skulle have arbejdet på fuld tid, hvis du ikke havde været på kursus. AUB kan derfor ikke anse bekræftelsen fra XXX som dokumentation for, at du ville skulle have arbejdet fuldtid, hvis du ikke havde været på kursus.
Det er AUB's vurdering at oplysningerne fra XXX - sammenholdt med dine egne oplysninger om, at du fra januar 2024 og frem til den 2. april 2024 (2 dage inden kursusstart) har gået i skole og ikke arbejdet på fuld tid hos XXX - ikke giver grundlag for at fravige den sædvanlige praksis ved svingende arbejdstider, hvorefter antallet af arbejdstimer med løntab beregnes som et gennemsnit på baggrund af lønsedler fra de 3 seneste måneder op til kurset.
Det er derfor AUB's vurdering, at der ud fra de foreliggende oplysninger, ikke er dokumentation for, at dit tab af arbejdsindtægt er større end 1,78 time pr. kursusdag. Som følge af det fastholder AUB afgørelsen om udbetaling af VEU-godtgørelse af den 13. maj 2024.
Som tidligere nævnt, har skolen efterfølgende indberettet flere kursusdage. Du vil snart modtage udbetaling af VEU-godtgørelse og tilskud til befordring for disse dage.
…
Oversendelse af klagen til Ankenævnet
Da din klage ikke giver AUB anledning til at ændre afgørelsen af 13. maj 2024 hvad angår udbetaling af VEU-godtgørelse, sender vi din klage og sagens dokumenter til Ankenævnet for ATP m.m. jf.§ 19 i Godtgørelsesloven.
Bemærkninger til genvurderingen
Hvis du har bemærkninger til genvurderingen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelse af dette brev. Du kan sende bemærkninger til Ankenævnet på mailadresse post@-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling i Ankenævnet.
...”
Høringssvar fra klager
Klager har ikke indsendt bemærkninger til AUB’s genvurdering.
Ankenævnets begrundelse
Sagen angår klagers deltagelse i kurset ”XXX” i perioden 4. april-16. maj 2024.
Klager har siden den 25. oktober 2023 været ansat hos XXX som chaufførafløser med angivelse i ansættelsesaftalen af, at ansættelse er uden fast arbejdstid og uden garanti for mindste arbejdstid.
Klager fulgte i perioden 16. januar-2. april 2024 EUD-uddannelsen ”XXX”. Denne uddannelse, som er en heltidsuddannelse, berettiger ikke til godtgørelse efter godtgørelsesloven. Klager søgte om SU, men fik afslag, hvilket førte til, at hun opgav at gennemføre uddannelsen og i stedet startede på AMU-uddannelsen den 4. april 2024. Klager har oplyst, at hun under begge uddannelsesforløb kun har arbejdet i begrænset omfang uden for skoletiden.
AUB har anerkendt, at klagers deltagelse i AMU-kurset opfylder betingelserne for VEU-godtgørelse, altså at klager opfylder beskæftigelseskravet og dermed har adgang til at få godtgørelse (godtgørelseslovens § 2), at uddannelsen berettiger til godtgørelse (godtgørelseslovens § 4), og at klagers deltagelse i uddannelsen har medført et indtægtstab (godtgørelseslovens § 5).
AUB har fastsat dette indtægtstab svarende til 1,78 timer pr. kursusdag. Det er klagen over fastsættelsen af indtægtstabet, der er videreført til Ankenævnet.
Der var i klagen også et spørgsmål om befordringstilskud, men ved AUB’s genvurdering har klager fået fuldt ud medhold i dette, hvorfor dette spørgsmål ikke er videreført til Ankenævnet, jf. godtgørelseslovens § 19, stk. 2.
AUB har ud fra oplysningerne om klagers ansættelses- og arbejdsforhold regnet sig frem til et indtægtstab svarende til 1,78 timer om dagen. AUB har oplyst, at i tilfælde, hvor arbejdstiden er svingende, ”er det AUB’s faste praksis at opgøre antallet af timer med løntab pr. kursusdag på baggrund af et gennemsnit af de forud for kurset seneste 3 måneders arbejdstimer”.
AUB’s beregning af klagers indtægtstab er foretaget på grundlag af klagers lønsedler for månederne januar, februar og marts 2024, hvorefter klager har modtaget løn for henholdsvis 90,80 timer, 16,90 timer og 7,40 timer, i alt for 115,10 timer svarende til 1,78 timer pr. dag (115,10: (3 mdr. x 4, 33 uger x 5 dage)). Af lønsedlen for januar 2024 fremgår, at 65 timer er arbejdstimer og 25,80 timer er sygetimer. Der er yderligere fremlagt lønsedler for april 2024 (15 arbejdstimer) og december 2023 (128,25 arbejdstimer).
Klager hævder, at hun, hvis hun ikke havde været på kursus, ville have arbejdet 7 timer og 24 minutter om dagen. XXX har bekræftet, at klager ”har været ansat som taxichauffør hos XXX siden 25/10-2023”, og oplyst: ”Hendes arbejdstider og timetal er varierende men ligger oftest i tidsrummet på hverdage mellem 07-15.30”.
Efter det oplyste om klagers ansættelsesvilkår og beskæftigelse tiltræder Ankenævnet, at AUB har anset klager for at have været ansat til udførelse af - og for faktisk at have udført - skiftende arbejdsmængder.
Ankenævnet tiltræder endvidere, at det for kursusdeltagere med skiftende arbejdsmængder ved fastsættelsen af, hvad kursusdeltagelse medfører af tabt arbejde og indtægt, i almindelighed vil føre til fastsættelse af en arbejdsmængde og et indtægtstab, som med rimelighed kan anses for, hvad kursusdeltagelse reelt betyder for den pågældendes beskæftigelse og indtjening, at foretage en gennemsnitsberegning ud fra de foregående 3 måneders beskæftigelse og indtjening. Det følger imidlertid af dansk forvaltningsrets almindelige regler, at regler til fastlæggelse af faktuelle forhold kun kan anvendes som hovedregler, når der ikke er hjemmel til udstedelse af faste regler om forholdet. Efter godtgørelsesloven skal AUB konkret tage stilling til, hvad kursusdeltagelse medfører af indtægtstab. Der er ikke i godtgørelsesloven hjemmel til fastsættelse af regler derom. Efter dansk forvaltningsrets almindelige regler er der imidlertid ikke noget i vejen for, at AUB i almindelighed anvender den beskrevne regel om arbejdsmængde og indtjening de foregående 3 måneder, men det er en forudsætning herfor, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, som giver grund til ikke at anvende reglen. Der henvises i den forbindelse til Niels Fenger (red.): Forvaltningsret (2018) s. 371.
I den foreliggende sag giver indtjeningen hos arbejdsgiver i de foregående 3 måneder ikke et reelt billede af, hvordan kursusdeltagelse må antages at påvirke klagers indtjening. Klager var jo i perioden 16. januar-2. april 2024 fuldtidsstuderende på en anden uddannelse og havde kun nogle få arbejdstimer uden for skoletiden. AUB burde i stedet have set på forholdene op til uddannelsesstart den 16. januar 2024 og have indhentet oplysninger om arbejdsmængde og indtjening i november 2023 og fordelingen i januar 2024 på første og anden halvdel af måneden og have ladet disse oplysninger samt de foreliggende oplysninger om december 2023 danne grundlag for en beregning af den gennemsnitlige daglige arbejdstid og det dermed forbundne indtægtstab. Der foreligger ikke oplysninger, som giver grundlag for at antage, at det mellemkommende uddannelsesforløb var af betydning for ansættelsesforholdet hos XXX.
Ankenævnet ophæver derfor den påklagede afgørelse om indtægtstab og hjemviser sagen til AUB til fornyet behandling med fornyet fastsættelse af indtægtstab og yderligere udbetaling af VEU-godtgørelse.