Afgørelse / J. nr. 2024-38 / 02-11-2024
2024-38 - Vedr. spørgsmål om elevstøtte til praktikophold i udlandet kunne kræves tilbagebetalt med begrundelsen, at eleven havde arbejdet ulovligt i opholdsstaten efter dennes regler
Ankenævnet ændrer AUB’s afgørelse af 4. oktober 2023, som fastholdt ved genvurdering af 1. august 2024, således at XXX, herefter klager, ikke skal tilbagebetale den modtagne dækning af rejseudgifter og vaccination i forbindelse med oplæring i udlandet.
Ankenævnet stadfæster AUB’s afgørelse af 4. oktober 2023, som fastholdt ved genvurdering af 1. august 2024, om, at klager ikke er berettiget til støtte af udgifter til ombooking af hjemrejse.
Ankenævnet bemærker, at den klage, som er indbragt for Ankenævnet, ikke omfatter klage over AUB’s oprindelige afgørelse, hvorefter AUB ikke imødekom klagers ansøgning om løngodtgørelse i forbindelse med skoleophold på baggrund af oplæring i udlandet, idet Ankenævnet anser klagen over denne afgørelse for fuldt imødekommet ved AUB’s genvurdering af 1. august 2024.
Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Henrik Rothe, Lene Pagter Kristensen (formand), Evelyn Jørgensen og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.
Ansøgning om støtte
Klager indgav den 21. marts 2023 en ansøgning om økonomisk støtte til dækning af udrejse, hjemrejse og vaccination i forbindelse med praktik i udlandet. Klager ansøgte om i alt 6.004,50 kr.
AUB traf den 31. marts 2023 afgørelse om, at klager kunne få dækket sine omkostninger med i alt 6.005,00 kr.
Den 7. juni 2023 kontaktede klager AUB med forespørgsel om, hvorvidt AUB ville dække udgift til ny flybillet til klagers hjemrejse. Klager ønskede at komme hjem på et andet tidspunkt end oprindeligt planlagt, da klager havde fået mulighed for at forlænge sit visum. Klager og AUB er i den følgende tid i dialog om mulighederne for dækning af ny flybillet. AUB bliver i den forbindelse opmærksom på, at klager har haft turistvisum under sit arbejdsophold i udlandet.
Den 5. juli 2023 bad AUB klager om en kort skriftlig redegørelse for, ”hvordan du (red. klager) har haft mulighed for at arbejde på turistvisum, når reglerne siger man ikke kan.”
Den 28. september 2023 indsendte klager forklaring vedrørende visum til AUB. Klager forklarede, at han forsøgte at få arbejdsvisum, men da han ikke fik svar, kontaktede han sin udenlandske arbejdsgiver, hvis advokat ville overtage sagen. Klager skrev, at han på den måde fik tilladelse til at arbejde. Klager forklarede telefonisk samme dag, at klager havde betalt advokaten 700 kr., og at klager ikke kunne dokumentere, at han havde fået arbejdstilladelsen.
Den 27. juli 2023 kontaktede klager AUB for at søge vejledning om løngodtgørelse under skoleophold i Danmark. Klager fik først afgørelse om afslag på dækning af løngodtgørelse under skoleophold. AUB ændrede dog deres afgørelse under genvurderingen, således at klager kunne få udbetalt løngodtgørelse for skoleopholdet. Spørgsmålet om løngodtgørelse er ikke en del af nærværende sag, idet klager fik fuldt medhold i den del af klagen.
Den påklagede afgørelse
AUB traf den 4. oktober 2023 afgørelse i sagen vedrørende støtte til udrejse, hvoraf fremgår bl.a. følgende:
”Kære XXX
Vi skriver til dig, fordi vi har modtaget din ansøgning om økonomisk støtte ved oplæring i udlandet.
AUB er blevet gjort opmærksom på, at du er indrejst i XXX på et turistvisum, hvorefter du har arbejdet som led i dit
oplæringsophold i udlandet. Gennem udenrigsministeriets hjemmeside, henvises der til https://e-visa.dk/visa/XXX/, hvor der fremgår følgende:
Et visum i XXX kan bruges til følgende aktiviteter.
· Turisme
· Forretningsbesøg/møder (du må ikke arbejde i XXX)
· Familiebesøg.
Sagsforløb
Ud fra den indsendte dokumentation, kunne vi se at din oplæring i udlandet, havde en varighed på præcis 3
måneder (23.03.2023 — 23.06.2023). Ifølge dine flybilletter, som du søgte tilskud til den 21.03.2023, rejste du
til XXX den 20.03.2023 og tilbage til Danmark den 20.06.2023.
Den 07.06.2023 sendte du en henvendelse til os, hvor du spurgte om AUB ville give tilskud til ombookning
af din hjemrejse, så den i stedet skete dem 23.06.2023. Her henviste AUB til din rejseforsikring, for at høre
om dette var dækket. Hvis ikke du fik ændringen dækket of rejseforsikringen, skulle du sende afslaget til AUB.
Du sendte den 14.06.2023, afslaget fra din rejseforsikring, hvor i de skrev følgende:
"Hej XXX. Der er desværre ikke til om en forsikrings begivenhed, når der er tale om en forlængelse du se1v vælger. Hvis det havde været pga. f.eks. sygdom, at du var blevet nød til at blive længere end beregnet i XXX, ville det have været dækket. Men i denne situation vælger du selv at forlænge, (også selvom det er visum regler, der gør at du har bestilt hjemrejsen som du har gjort)."
Da AUB modtog denne oplysninger, undersøgte vi efterfølgende visumreglerne for oplæring i XXX. Her fandt vi oplysninger om at, for at kunne modtage turistvisum til indrejse til XXX skal man fremvise dokumentation på, at hjemrejsen er indenfor 3 måneder efter ankomsten til XXX. AUB fandt samtidig ud af, at man ikke må arbejde på et turistvisum i XXX.
Vi kontaktede derfor skolen XXX, som oplyste at de ikke vejleder i visum eller rejseforsikring, men henviste til ambassaden. De var ikke bekendt med dette turistvisum.
Vi skrev derfor til dig den 31.07.2023, for at få mere information omkring dit visum, men fik ikke et svar fra dig i første omgang. Du indsendte den 13.09.2023, en ansøgning om løngodtgørelse under skoleophold i Danmark. Vi skrev til dig igen den 27.09.2023 og efterspurgte en forklaring på dit visum.
"Hej XXX
Tak for din henvendelse. Vi er blevet gjort opmærksom på, at du har arbejdet på et turistvisum, imens du har været i XXX.
I følge reglerne for turistvisum i XXX, må man ikke arbejde på et turistvisum.
For vi kan behandle din sag, skal du skriftligt kort redegøre for, hvordan du har haft mulighed for at arbejde på et turistvisum, når reglerne siger man ikke kan.
Vi ser frem til at høre fra dig."
Du sendte den 28.09.2023, et svar til os omkring dit visum, hvor du skrev følgende:
"Vi forsøgte at få et arbejdsvisum, men da vi ikke fik noget svar spurgte vi vores arbejdsgiver til råds og de sagde deres advokat ville overtage sagen og fik tilladelse til at arbejde".
Den 28.09.2023 tog vi telefonisk kontakt til dig, for at få en uddybende forklaring på din henvendelse. Her oplyste du, at I betalte omkring 700 kr. til virksomhedens advokat, som gik op til myndigheden og fik ordnet det, så I kunne arbejde i XXX. Vi spurgte her, om du havde modtaget dokumentation på, at du måtte arbejde i XXX. Her svarede du, at du ingen dokumentation havde modtaget fra myndigheden.
Resultat
Vi kan på ovenstående baggrund, desværre ikke yde tilskud til dit oplæringsophold, da opholdet ikke har foregået efter den XXX lovgivning, omkring visum og arbejdstilladelser. Vi har i den forbindelse lagt vægt på din indsendte dokumentation, samt telefoniske samtaler med både dig selv og din erhvervsskole. AUB kan ikke yde nogen form for tilskud, til ophold som strider mod gældende lovgivning, da dette vil stride mod legalitetsprincippet.
Ud fra vores vurdering, har vi besluttet ikke at kunne yde økonomisk støtte til din oplæring i udlandet, herunder rejsehjælp ved påbegyndelse og afslutning of oplæring i udlandet, vaccinationer og løngodtgørelse under skoleophold i udlandet. Vi træffer derfor afgørelse om, at både tilskuddet til din tur-returrejse og vaccination, skal tilbagebetale til AUB.
Du vil modtage en opkrævning inden for 14 dage.
Hvis du har spørgsmål eller vil klage
Hvis du har spørgsmål til afgørelsen, kan du ringe til AUB på 70 11 40 70.
Du kan klage over afgørelsen ved at sende klagen til os med overskriften 'Klage til Ankenævnet for ATP'. Det kan du gøre ved at sende den til AUB, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød eller på www.borger.dk/aubkontakt.
Vi skal have din klage, senest 4 uger efter du har modtaget afgørelsen.
…”
Klagen
Klager har i e-mail af 30. oktober 2023 bl.a. anført følgende:
”…
Jeg sender denne klage, da jeg har modtaget opkrævning fra mit ophold i udlandet. Inden jeg kom til XXX, havde jeg ansøgt om et arbejdsvisum, men haft en del besvær med dette. Da min afrejse og første arbejdsdag nærmede sig, kontaktede jeg min supervisor og ansvarshavende, XXX, angående mit visum.
Hun fortalte mig at XXX, virksomheden jeg arbejdede for, ville tage sig af sagen og deres advokat ville sørge for, at jeg kunne arbejde som planlagt. Jeg betalte advokaten det der svarer til ca. 700 kr, hvilket er tilsvarende det man betaler for et arbejdsvisum. Herfra har jeg ageret efter, at tingene er blevet ordnet, som fortalt.
I bagklogskabens lys kunne jeg have insisteret på at få dokumentation, men jeg valgte at tro på min arbejdsgiver, da jeg skulle falde til i XXX, på arbejdspladsen og i alt de overvældende. Jeg har været 10.000 kilometer hjemmefra i et land hvor alting er så anderledes, så jeg har simpelthen været nødt til at tro på mine nærmeste tillidsfolk, som min arbejdsplads har været.
Det skal lige tilføjes, at jeg har skrevet til XXX og oplyst om min kedelige situation med denne sag og afventer fortsat svar, men da fristen for klagen nærmer sig (4. november), må jeg sende min forklaring i første omgang og håber at kunne vedhæfte dokumentation senere hen.
...”
AUB’s udtalelse i anledning af klagen
AUB har i brev af 1. august 2024 genvurderet sagen og fastholdt afgørelsen af 4. oktober 2023. AUB har anført følgende:
”Resultat
Vi fastholder vores afgørelse af den 4. oktober 2023 i forhold til afslag og tilbagesøgning af tilskud til rejseudgifter i forbindelse med din ud- og hjemrejse til XXX, samt tilskud til visum, vaccination og rejseforsikring.
Vi ændrer vores afgørelse af den 4. oktober 2023 i forhold til afslag på tilskud til løngodtgørelse i forbindelse med et skoleophold på baggrund af oplæring i udlandet. Vi vil genbehandle din sag på baggrund af din indsendte dokumentation. Du vil modtage et separat afgørelsesbrev.
Da du ikke har fået fuldt medhold, oversendes sagen til Ankenævnet for ATP.
Du skal fortsat tilbagebetale 6.004,50 kr., da din klage ikke har opsættende virkning.
Sagsfremstilling
Den 2. marts 2023 modtog vi din forhåndsgodkendelse af din oplæring i udlandet, som møbelsnedker i XXX hos XXX XXX, i perioden fra den 23. marts 2023 til den 23. juni 2023.
Den 21. marts 2023, indsendte du yderligere dokumentation i form af en udfyldt ansøgningsblanket, faktura for vaccinationer samt flybilletter til XXX.
Den 27. marts 2023 bekræftede vi modtagelsen og efterspurgte din ansættelseskontrakt, samt kvitteringer for afholdelse af udgifter til flybilletter. Den 28. marts 2023, indsendte du den manglende dokumentation.
Den 31. marts 2023, fik du tilkendt i alt 6.005 kr. i tilskud til udrejse, hjemrejse og støtte til visum, vaccination og rejseforsikring.
Den 7. juni 2023 forespurgte du AUB, om du kunne få kompensation for udgifterne i forbindelse med ændring af din hjemrejse. Du oplyste, at du havde været i tvivl om visumreglerne, som du troede krævede at du kunne fremvise returbillet. Nu ville du gerne ændre din hjemrejsedato, som lå et par dage før din kontrakt med din arbejdsgiver udløb, således at du kunne blive hele din ansættelsesperiode.
Den 7. juni 2023 vejledte vi dig om at kontakte din rejseforsikring med henblik på dækning af omkostninger i forbindelse med ombooking. Såfremt din rejseforsikring gav afslag, skulle du indsende afslaget til AUB.
Den 9. juni 2023 indsendte du afslag fra rejseforsikringen, samt besked fra rejseselskabet angående priser for ombooking. Den 13. juni 2023, gav vi dig besked om at indsende de nye flybilletter med rejsedatoer, samt kvittering for at udgiften til ombooking var afholdt.
Det fremgår af din korrespondance med din rejseforsikring, som du indsendte den 9. juni 2023, at visumregler havde haft indflydelse på din booking af rejserne. Det fremgår ligeledes af sagen, at du var indrejst i XXX på et turistvisum.
Et turistvisum i XXX er gældende i 90 dage fra udstedelsestidspunktet, hvor besøget kun må vare 30 dage, før man skal forlade landet og derefter kan genansøge om et elektronisk visum. Det er tilladt at deltage i forretningsmøder, men det er ikke tilladt at arbejde på et turistvisum. Ovenstående fremgår af Udenrigsministeriets vejledninger, den officielle XXX portal til ansøgning om visum, samt en privat aktør der hjælper med at opnå visum og som udenrigsministeriet henviser til.
Den 14. juni 2023 indsendte du dokumentation for ændring af din flyrejse, samt dine nye afrejsetidspunkter.
Den 4. juli 2023 kontaktede vi din erhvervsskole og din vejleder, XXX, angående problemstillingen om dit visa. Vi fik oplyst, at erhvervsskolen ikke vejleder om visum og rejseforsikringer, men at dette pålægges eleverne selv. Erhvervsskolen var ikke opmærksomme på, at elever der rejste til XXX benyttede et turistvisum. De oplyste desuden, at de altid henviste til ambassader for mere information om visum. De ville tage sagen videre til andre vejledere på skolen.
Den 5. juli 2023 kontaktede vi dig og gjorde dig opmærksom på, at vi havde fået oplyst at du havde arbejdet på et turistvisum, imens du var i XXX, samt at dette ikke var tilladt. Før vi kunne behandle din sag, skulle du derfor redegøre for, hvordan du har haft mulighed for at arbejde på et turistvisum.
Den 27. juli 2023 kontaktede du AUB med henblik på at modtage vejledning om, hvordan du skulle søge løngodtgørelse i forbindelse med dit skoleophold og du vedhæftede samtidig din indkaldelse til obligatorisk skoleophold.
Den 31. juli 2023 oplyste vi, at du først skulle søge løngodtgørelse, når dit skoleophold var gennemført. Vi vejledte dig om, at din skole skulle udarbejde en bekræftelse på dit gennemførte ophold, hvor dit navn, CPR-nr. og periode for skoleopholdet fremgik, samt hvorvidt du havde haft ferie eller ulovligt fravær i perioden. Du skulle vedlægge bekræftelsen med din ansøgningsblanket og den overenskomstmæssige løn for dit område og løntrin.
Den 25. august 2023 kontaktede du AUB telefonisk med henblik på yderligere vejledning om søgning af løngodtgørelse.
Den 11. september 2023 kontaktede du AUB telefonisk og spurgte om søgning af løngodtgørelse. Du blev vejledt om søgning af løngodtgørelse og henvist til vores tidligere vejledning.
Den 12. september 2023 kontaktede du AUB telefonisk og blev vejledt om at indsende ansøgning om løngodtgørelse. Samme dag indsendte du din indkaldelse til skoleophold, ansøgning om løngodtgørelse og din overenskomst.
Den 15. september 2023 kontaktede du AUB om din ansøgning om løngodtgørelse i forbindelse med dit skoleophold efter din oplæring i udlandet. Du fik oplyst, at du skulle sende bekræftelse fra skolen om fremmøde og antal dage, da du alene havde sendt indkaldelsen til skoleopholdet. Du blev vejledt om at indsende en ny ansøgningsblanket, da du havde brugt en forkert sats ift. den indsendte overenskomst. Du blev vejledt om, at AUB har ti hverdages behandlingstid, da du oplyste at du ikke havde modtaget løn længe.
Den 19. september 2023 kontaktede du AUB telefonisk, da du nu havde samlet al din dokumentation, men ikke kunne logge ind på www.borger.dk. Du blev vejledt om, hvordan du kunne kontakte AUB uden Digital Post.
Den 19. september 2023 indsendte du en ny ansøgning om løngodtgørelse, samt den efterspurgte dokumentation.
Den 20. september 2023 kontaktede du AUB telefonisk angående dit ulovlige fravær under skoleopholdet. Du oplyste, at den app, hvori du skulle registrere fravær ikke virkede, hvorfor du ikke kunne registrere dit fravær. Du fik oplyst, at vi ville kigge på sagen. Du oplyste, at det hastede.
Den 22. september 2023 kontaktede du AUB angående din indsendte dokumentation. Du fik oplyst, at vi havde modtaget den og umiddelbart havde tilstrækkeligt med oplysninger, men ville kontakte dig, hvis vi havde behov for yderligere oplysninger.
Den 25. september 2023 kontaktede du AUB, hvor du rykkede for din sag. Vi oplyste, at der var 10 dages sagsbehandlingstid og at vi havde modtaget din henvendelse den 19. september 2023.
Den 27. september 2023 gensendte vi vores anmodning af 5. juli 2023 om en redegørelse fra dig af dit ophold på turistvisum i XXX under dit oplæringsophold i udlandet.
Den 28. september 2023 indsendte du en forklaring om dit ophold. Du oplyste, at du havde forsøgt at få et arbejdsvisum, men da du ikke modtog svar, rådførte du dig hos din arbejdsgiver, som ville overtage sagen. Du oplyste, at du fik tilladelse til at arbejde.
Den 28. september 2023 kontaktede du AUB telefonisk og ønskede at blive ringet op, da du manglede penge til husleje. Vi kontaktede dig samme dag angående din forklaring. Du oplyste, at du betalte hvad der svarede til 700 kr. til virksomhedens advokat, så han kunne skaffe en arbejdstilladelse. AUB efterspurgte dokumentation for denne arbejdstilladelse, hvilket du oplyste at du aldrig havde modtaget.
Den 2. oktober 2023 kontaktede du AUB, da du manglede penge til din husleje. Du fik oplyst, at sagen afventede vurdering af en jurist og at vi endnu ikke havde færdigbehandlet sagen.
Den 3. oktober 2023 kontaktede du AUB og rykkede for en udbetaling. Du fik oplyst, at vi var i gang med at behandle sagen.
Den 4. oktober 2023 traf vi afgørelse i din sag om løngodtgørelse, samt genvurderede din udbetalte støtte til ud- og hjemrejse. Afgørelsen havde følgende indhold:
[gengivet i sin helhed ovenfor]
Den 9. oktober sendte vi en opkrævning til din e-Boks.
Den 10. oktober 2023 kontaktede du AUB telefonisk, hvor du oplyste, at du mente at have handlet i god tro. Du fik oplyst, at vi havde vurderet, at du ikke havde været i god tro baseret på den indsendte dokumentation og de samtaler, du løbende har haft med AUB.
Den 30. oktober 2023 klagede du over vores afgørelse af den 4. oktober 2023.
Den 2. november 2023 indledte vi vores rykkerprocedure for det tilbagesøgte beløb. Den 23. november afsendte vi rykker 1. Den 14. december 2023 afsendte vi rykker 2.
Klagen og yderligere dokumentation fra din erhvervsskole
Den 30. oktober 2023 klagede du over vores afgørelse af den 4. oktober 2023.
Du oplyste, at du inden afrejse havde ansøgt om et arbejdsvisum, men at du havde haft besvær med dette. Da din afrejse nærmede sig, kontaktede du din supervisor og ansvarlige medarbejder hos din oplæringsvirksomhed. Hun oplyste, at virksomheden ville tage sig af sagen og at deres advokat ville sørge for at du kunne arbejde. Du gentog, at du betalte advokaten ca. 700 kr., hvilket du oplyste bør svare til et arbejdsvisum. Du har efterfølgende ageret som at dit visum gik i orden.
Du oplyste, at du i bagklogskab skulle have fået dokumentation på dit arbejdsvisum, men at du stolede på din arbejdsgiver, samt at du skulle falde til i XXX og på arbejdspladsen. Da du var langt væk hjemmefra, valgte du at stole på de nærmeste tillidsfolk.
Du oplyste, at du havde kontaktet din supervisor, men at du tæt på klagefristen ikke havde modtaget et svar. Du ville måske eftersende dokumentation. Du oplyste, at du var utrolig ærgerlig over situationen. AUB bemærker i den forbindelse, at vi ikke har modtaget yderligere dokumentation fra dig.
På baggrund af din klage kontaktede vi din erhvervsskole den 8. januar 2024, med henblik på deres vurdering af dit ophold i udlandet, da du nu var opstartet på hovedforløbet og søgte løngodtgørelse.
Vi anmodede specifikt din erhvervsskole om at forholde sig til det forhold, at du var indrejst og potentielt havde arbejdet i strid med XXX lovgivning, samt om erhvervsskolen forsat anså opholdet for at leve op til kravene om at opholdet skal have en passende varighed og have et berettiget uddannelsesformål ift. arbejdsområder og funktioner, som indgår i oplæringsuddannelsen.
Den 22. januar 2024 modtog vi svar fra din erhvervsskole, som oplyste følgende:
”Nedenstående er svar/dokumentation for dine spørgsmål. Hvis der er tvivl, er du MEGET velkommen til at vende retur.
1. ALLE elever/lærlinge, som skal i et OPU (Oplæring i Udlandet) ophold bliver informeret om, at de skal søge visum og, at det IKKE skal være et turistvisum. Det er ærgerligt, at XXX ikke har fået skriftlig dokumentation fra den lokale advokat i XXX, han talte med. XXX OPU-koordinatorer opfordrer ALTID lærlinge til at kontakte deres OPU-koordinator ASAP, hvis der er det mindste problem, når de er afsted. I dette tilfælde har OPU koordinator XXX ikke haft kontakt til XXX og kender desværre ikke til hans kontakt med en lokal advokat.
2. Når man er på et OPU-ophold inkluderer det, at man kan modtage løngodtgørelse, når man er på første efterfølgende skoleophold, hvilket er det, som XXX pt. er. I en sådan sammenhæng behøver XXX ikke at være i en kontraktansættelse hos en Virksomhed.
3. I din mail beder du om, at vi på XXXskal afgøre følgende, citat: ’hvor I gerne må tage stilling til, at han tilsyneladende har brudt den lokale lovgivning og potentielt har været indrejst ulovligt’. Ift. dette, så kender XXX ikke til XXXs lokale lovgivninger og har derfor svært ved at udtale os om dette. Om hvorvidt XXX har været indrejst i XXX ulovligt, må være de XXX myndigheder som afgør dette. Han har jo haft et turistvisum, som det tænkes at betyder, han IKKE er indrejst ulovligt’.
4. Ift. om at tage konkret stilling til, om XXX synes udenlandsopholdet forsat lever op til at have den passende varighed, samt have et berettiget uddannelsesformål ift. arbejdsområder og funktioner, som indgår i oplæringsuddannelsen, så kan XXX stå 100 % inde for dette. Dette ligger til begrundelser for følgende:
*Inden en lærling tager på et OPU-ophold, skal denne lave en Porte Folio over den udenlandske Virksomhed. En dygtig faglært afgør herefter om hvorvidt Virksomheden lever op til uddannelsesmål og faglige krav. Dette er 100% sket i dette tilfælde.
*Derudover, så har faglærer besøgt Virksomheden i XXX 2 gange, hvor én af gangene var Uddannelsesleder for det faglige område med. Ud fra deres vurderinger lever Virksomheden op til de faglige krav, som et kort ophold ud af 3 år lever op helt op til.
*XXX tog afsted med 3 af hans medstuderende og alle 4 har fagligt fået et stort udbytte af opholdet.
*Når lærlinge kommer retur fra et OPU-ophold, kommer de til samtale hos en faglærer – se evt. vedhæftet fra samtalerne.
Grundet ovenstående står XXX 100% inde for, at XXX på sit OPU-ophold i XXX har opnået de faglige krav, som er stillet for den periode af et 3 års Hovedforløb.”
Begrundelse
Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag yder støtte til oplæring i udlandet jf. bekendtgørelse om udbetaling af økonomisk støtte til praktikophold i udlandet m.v. fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, herefter OPU-bekendtgørelsen.
Det følger af § 2, at støtten ydes til elever under uddannelse i henhold til lov om erhvervsuddannelser, som har afsluttet erhvervsuddannelsens grundforløb. Ydelserne oplistes i § 2, stk. 2.
Ad Tilskud til udrejse, hjemrejse og refusion af udgifter til vaccination, visum og rejseforsikring
Der ydes rejsehjælp til overtagelse af en praktikplads jf. § 2, stk. 2, nr. 1 i OPU-bekendtgørelsen. Det er en betingelse, at der foreligger en skriftlig ansættelseskontrakt med en udenlandsk arbejdsgiver jf. § 8, stk. 1.
Tilskud til vaccination, visum og rejseforsikring ydes, såfremt der foreligger en ansættelsesaftale med en udenlandsk arbejdsgiver, jf. § 17 i OPU-bekendtgørelsen.
Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du er rejst til XXX med det formål at deltage i oplæring hos en udenlandsk arbejdsgiver. Vi finder derfor, at du som udgangspunkt lever op til betingelserne for at modtage tilskud i form af rejsehjælp og refusion af udgifter til vaccination, visum og rejseforsikring.
AUB har ved afgørelsen lagt vægt på, at oplæring i udlandet pr. definition er beskæftigelse i udlandet jf. AUB-lovens kapitel 4.
Du har ved ansøgningen om visum oplyst, at du var turist og ikke skulle arbejde. Det fremgår af det XXX visumsystem, at man ved ansøgning om turistvisum bliver gjort opmærksom på, at man ikke må arbejde på et turistvisum. Dette fremgår ligeledes af det visum, du modtager fra XXXs eTA.
Du er således indrejst i XXX på et turistvisum, selvom du ved ansøgningen om visum er blevet gjort opmærksom på, at du ikke må arbejde på et turistvisum og selvom det fremgår af brevet af 22. januar 2024 fra din erhvervsskole, at alle elever vejledes om at søge om visum og at det ikke skal være et turistvisum, når de skal på oplæringsophold i udlandet. AUB lægger til grund, at du under dit ophold i XXX – trods manglende tilladelse hertil - har udført arbejde som led i din oplæring.
På baggrund af ovenstående finder AUB, at det er overvejende sandsynligt, at du har arbejdet i XXX i strid med national lovgivning i XXX.
Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du er indrejst i XXX på et turistvisum. Vi har ligeledes lagt til grund, at man ikke må arbejde på et turistvisum i XXX. Vi har herved lagt vægt på Udenrigsministeriets vejledninger, den officielle XXX portal til ansøgning om visum, samt en privat aktør der hjælper med at opnå visum og som udenrigsministeriet henviser til.
AUB kan ikke yde støtte til dit oplæringsophold. Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du har arbejdet i strid med national lovgivning i XXX. Vi har videre lagt vægt på, at det er en forudsætning for at AUB kan yde støtte til oplæring i udlandet, at man følger reglerne for visum m.m. i det land, man rejser til. AUB kan som offentlig myndighed ikke støtte overtrædelser af andre landes lovgivning.
Du er derfor ikke berettiget til at modtage tilskud til udrejse, hjemrejse og refusion af udgifter til vaccinationer, visum og rejseforsikring. Dette gælder både tilskud til din oprindeligt planlagte ud- og hjemrejse, samt omkostninger i forbindelse med ombooking.
Det forhold, at du havde søgt om et arbejdsvisum, men at det var ”problematisk”, kan ikke føre til en ændret vurdering. Vi skal bemærke, at AUB aldrig har modtaget dokumentation for, at du opnåede et arbejdsvisum i XXX. Det forhold, at du troede, at den XXX virksomhed havde skaffet et arbejdsvisum til dig, finder vi ikke kan føre til en ændret afgørelse.
Vi bemærker særligt, at du oplyste at du havde ansøgt om et arbejdsvisum, men da dette havde været problematisk og din afrejsedato nærmede sig, valgte du at indrejse på et turistvisum.
Da ovennævnte tilskud allerede er udbetalt, behandles vores tilbagesøgningskrav nedenfor.
Ad Tilskud til løngodtgørelse
Der ydes løngodtgørelse under skoleophold til elever og lærlinge på en erhvervsuddannelses hovedforløb, som er optaget på grundlag af beskæftigelse i udlandet, jf. § 11 i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.
Af § 16 i OPU-bekendtgørelsen fremgår yderligere betingelser for at modtage løngodtgørelse, herunder at der skal foreligge en indkaldelse fra skolen, samt at beskæftigelsen i udlandet skal være af passende varighed og med uddannelsesformål inden for arbejdsområder og funktioner, som indgår i oplæringsdelen af erhvervsuddannelsen.
Vi har genbehandlet din sag på baggrund af den indsendte dokumentation, herunder din klage og din erhvervsskoles vurdering af dit oplæringsophold i XXX. Efter en konkret vurdering af de gældende omstændigheder, er det vores opfattelse, at du opfylder betingelserne i § 16 i OPU-bekendtgørelsen og at du derfor er berettiget til at modtage løngodtgørelse.
I den forbindelse har vi lagt vægt på, at din erhvervsskole har vurderet, at du opfyldte betingelserne for optagelse på hovedforløbet på baggrund af dit oplæringsophold i udlandet. AUB bemærker hertil, at AUB ikke er rette myndighed til at vurdere, hvorvidt dit ophold har haft tilstrækkelig fagligt udbytte, hvorfor vi har lagt skolens vurdering til grund for vores afgørelse.
Det forhold, at AUB ikke udbetaler støtte til dit ophold i udlandet, samt at AUB anser dit oplæringsophold i XXX som værende foretaget på ulovligt grundlag som følge af manglende arbejdstilladelse, kan ikke føre til et andet resultat. Vi har herved lagt vægt på, at din skole har vurderet, at du opfyldte betingelserne i § 16 i OPU-bekendtgørelsen og at vi har lagt denne vurdering til grund.
Vi ændrer således vores afslag af den 4. oktober 2023. Vi vil genbehandle din ansøgning om løngodtgørelse på baggrund af din allerede indsendte dokumentation. Du vil snarest muligt modtage et separat afgørelsesbrev angående udbetaling af løngodtgørelse.
Vi bemærker, at hvis Ankenævnet for ATP m.m. vurderer, at du ikke er berettiget til at modtage løngodtgørelse, vil udbetalt løngodtgørelse mellem denne afgørelse og Ankenævnets afgørelse blive tilbagesøgt.
Tilbagesøgning
Det følger af § 23 a i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, at:
”Har den, der oppebærer ydelser fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag i henhold til loven, givet urigtige oplysninger eller undladt at meddele oplysninger af betydning for udbetalingen af ydelsen, kan Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag bestemme, at ydelsen bortfalder helt eller delvis, og at udbetalte ydelser skal tilbagebetales.”
AUB har lagt til grund, at du har undladt at meddele oplysninger af betydning for udbetaling af ydelserne.
Vi har lagt vægt på, at du allerede inden ansøgning om støtte fra AUB og inden indrejse i XXX har været bevidst om, at dit ophold havde erhvervsmæssig karakter, men alligevel ansøgte du om- og indrejste på et turistvisum, som ikke tillader udøvelse af erhvervsarbejde.
Vi har herudover lagt vægt på, at det fremgår af det XXX visumsystem, at man ved ansøgning om turistvisum bliver gjort opmærksom på, at man ikke må arbejde på et turistvisum, ligesom dette fremgår af det visum, du modtager fra XXXs eTA.
Vi har endvidere lagt vægt på, at du i din klage oplyser, at du havde ansøgt om et arbejdsvisum, men ikke modtog dette inden afrejse. AUB har derfor lagt til grund, at du var bevidst om, at du skulle have et arbejdsvisum for at kunne gennemføre dit oplæringsophold. Vi anerkender, at du efter din ankomst har forsøgt at opnå et arbejdsvisum, men da du ikke kan dokumentere opnåelse af dette visum, kan vi ikke lægge til grund, at du har fået et sådant visum.
Vi har yderligere lagt vægt på brevet af 22. januar 2024 fra din erhvervsskole, hvoraf det fremgår, at alle elever vejledes om at søge om visum og at det ikke skal være et turistvisum, når de skal på oplæringsophold i udlandet.
Vi har herudover lagt vægt på udtalelse af den 4. juli 2023 fra din vejleder, hvori det fremgår, at det pålægges elever og lærlinge at indhente visa, samt at I altid bliver henvist til ambassader for yderligere information om visum.
Endvidere har vi lagt vægt på, at det fremgår af nedenstående uddrag fra XXXs eTA-side, at den rejsende er ansvarlig for at opnå visum før indrejse, samt at det er en betingelse før rejsestart, at man har ansøgt om korrekt visum gennem eTA.
Endelig vurderer AUB, at du burde være klar over, at du søgte økonomisk støtte fra en offentlig myndighed i form af tilskud til udrejse, hjemrejse og støtte til visum, vaccination og rejseforsikring, og at du burde vide, at AUB som offentlig myndighed ikke kan støtte overtrædelser af andre landes lovgivning.
Det faktum, at AUB ikke er rette myndighed til endegyldigt at fastslå, hvorvidt du har været indrejst, opholdt dig eller udført arbejde i XXX ulovligt, kan ikke føre til et andet resultat.
Vi fastholder dermed vores afgørelse om tilbagebetaling af 6.004,50 kr. i tilskud til udrejse, hjemrejse og støtte til visum, vaccination og rejseforsikring.
Du har d.d. ikke tilbagebetalt det skyldige beløb.
Oversendelse af klagen til Ankenævnet
Da du ikke får fuldt medhold i din klage, sender vi din klage og sagens dokumenter til Ankenævnet for ATP m.m., jf. § 22, i bekendtgørelse om udbetaling af økonomisk støtte til praktikophold i udlandet m.v. fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.
Bemærkninger til genvurderingen
Hvis du har bemærkninger til genvurderingen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelse af dette brev. Du kan sende bemærkninger til Ankenævnet på mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.
Lovgrundlag
Vi har genvurderet din sag efter følgende regler:
• Lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 111 af 30. januar 2024, herunder særligt:
o § 9
o § 11
o § 23 a
• Bekendtgørelse om udbetaling af økonomisk støtte til praktikophold i udlandet m.v. fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, jf. bekendtgørelse nr. 498 af 19. maj 2017, herunder særligt:
o § 2
o § 8
o § 16
o § 17
Ovennævnte love kan findes på www.retsinformation.dk.
…”
Høring
Klager har ikke haft bemærkninger til AUB’s genvurdering.
Ankenævnets begrundelse
Sagen angår støtte til praktikophold i udlandet. Hovedspørgsmålet er, om AUB kan kræve tilbagebetaling af udbetalt støtte til ud- og hjemrejse samt vaccinationer. Derudover er der spørgsmål om støtte til ombooking.
Retsgrundlaget
AUB-loven (lovbekendtgørelse nr. 111 af 30. januar 2024 om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag) indeholder i § 9, stk. 1, en bestemmelse om, at AUB yder økonomisk støtte til elever og lærlinge under erhvervsuddannelse (jf. § 5 c, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser) ”med henblik på beskæftigelse i udlandet”. Støtte ydes bl.a. i form af rejsehjælp ”til overtagelse af en læreplads”, jf. § 9, stk. 2, nr. 1, jf. § 8, stk. 1, nr. 1, og rejsehjælp til rejsen til Danmark ved afslutning af beskæftigelsen i udlandet, jf. § 9, stk. 2, nr. 2. Der ydes endvidere ”tilskud til andre særlige udgifter, der er begrundet i udlandsopholdet”, jf. § 9, stk. 2, nr. 4.
Nærmere regler er i henhold til lovens § 15 fastsat i bekendtgørelse nr. 498 af 19. maj 2017 om udbetaling af økonomisk støtte til praktikophold i udlandet m.v. (PIU-bekendtgørelsen). Efter bekendtgørelsens § 2, stk. 2, ydes støtte i form af bl.a. rejsehjælp til overtagelse af en praktikplads (nr. 1), rejsehjælp til rejsen til Danmark ved praktikperiodens afslutning (nr. 4), andre særlige udgifter begrundet i udlandsopholdet (nr. 7) og ”refusion af afholdte udgifter til vaccination, visum og rejseforsikring” (nr. 9). Efter § 5, stk. 5, beregnes rejsehjælp ”altid på grundlag af de afholdte udgifter, dog højst svarende til udgifterne til billigste befordring med offentlige befordringsmidler”.
Til elever og lærlinge, som bliver optaget i hovedforløbet, jf. lov om erhvervsuddannelser § 5 c, stk. 2, på grundlag af beskæftigelse i udlandet, jf. AUB-lovens § 9, stk. 1, yder AUB løngodtgørelse, jf. AUB-lovens § 11, stk. 1, 1. pkt.
Om tilbagebetaling af modtagne ydelser hedder det i AUB-lovens § 23 a, stk. 1, at AUB kan træffe bestemmelse herom, når modtageren har ”givet urigtige oplysninger eller undladt at meddele oplysninger af betydning for udbetalingen af ydelsen”.
Den konkrete sag
Spørgsmålet om tilbagebetaling
Klager er under uddannelse til møbelsnedker. Som led heri har klager i perioden 23. marts - 23. juni 2023 haft et beskæftigelsesophold hos et selskab i XXX. Efter hjemkomst er klager på grundlag af beskæftigelsen i XXX optaget på uddannelsens hovedforløb. AUB har truffet afgørelse om, at klager er berettiget til løngodtgørelse efter AUB-lovens § 11, stk. 1. AUB har herved lagt til grund, at klager har gennemført et beskæftigelsesforhold i udlandet med et indhold og en varighed, som opfylder betingelserne for støtte i form af løngodtgørelse.
Klagers praktikophold i udlandet har således opfyldt det formål, som må anses for at være formålet med reglerne om støtte til gennemførelse af et sådant praktikophold. AUB har da også i første omgang ved afgørelse af 3. marts 2023 anset klager for berettiget til at modtage støtte som ansøgt til udrejse 20. marts 2023 (2.502 kr.), hjemrejse 20. juni 2023 (2.502 kr.) og vaccinationer 9. marts 2023 (1.001,50 kr.). Efterfølgende har AUB i den påklagede afgørelse af 4. oktober 2023 imidlertid fundet, at klager ikke har været berettiget til at modtage denne støtte, og truffet afgørelse om tilbagebetaling. Faktuelt har AUB herved lagt til grund, at klager under opholdet i XXX har arbejdet i strid med national lovgivning i XXX. Ifølge AUB indebærer dette, at klager ikke har været berettiget til støtte, idet AUB som offentlig myndighed ikke kan støtte overtrædelser af andre landes lovgivninger, da noget sådant vil stride mod legalitetsprincippet.
Hertil bemærker Ankenævnet, at det vel ikke kan afvises, at der kan forekomme særegne tilfælde, hvor støtte vil kunne nægtes, f.eks. hvis AUB må antages at være bekendt med, at opholdet i det pågældende land vil være åbenbart ulovligt og indebære åbenbar risiko for, at eleven vil blive udsat for alvorlig sanktionering for overtrædelse af opholdslandets regler om indrejse og ophold. Reglerne om støtte i AUB-loven og PIU-bekendtgørelsen indeholder imidlertid ikke noget krav om, at ansøgeren skal kunne dokumentere lovligheden af opholdet efter opholdslandets lovgivning, herunder ved fremlæggelse af arbejdstilladelse eller -visum. I den foreliggende sag er spørgsmålet om opholdets lovlighed først opstået efter opholdets planmæssige gennemførelse, og forholdene i XXX generelt og vedrørende klagers ophold konkret er ikke således oplyst, at der er grundlag for at tilsidesætte klagers oplysninger om at være rejst på et turistvisum og via arbejdsgiver i XXX at have fået arbejdstilladelse til hele den aftalte praktikperiode. AUB har derfor ikke haft fornødent grundlag for at lægge til grund, at klager under opholdet i XXX har arbejdet i strid med national lovgivning i XXX.
Med Ankenævnets tilsidesættelse af det påberåbte faktuelle grundlag for at anse den udbetalte støtte for uberettiget må støtten anses for oppebåret med rette. Der er allerede derfor ikke grundlag for at kræve tilbagebetaling.
På denne baggrund ophæver Ankenævnet AUB’s afgørelse om tilbagebetaling af 6.004,50 kr.
Spørgsmålet om støtte til ombooking af hjemrejse
Ansættelseskontrakten med den XXX arbejdsgiver er underskrevet af parterne den 21. februar 2023. I den hedder det, at ”employment … commence on 23rd March 2023 … terminate on 23rd June 2023”.
I blanket vedrørende forhåndsgodkendelse af oplæringsperiode i udlandet er oplæringsperioden i overensstemmelse hermed angivet således:
”Fra dato
23-03-2023
Til dato
23-06-2023”.
Flybillet med udrejse den 20. marts 2023 og hjemrejse den 20. juni 2023 er udstedt (”issued”) den 9. marts 2023.
I ansøgningsblanket om økonomisk støtte til oplæring i udlandet, som klager har underskrevet den 20. marts 2023, har klager udfyldt rubrikken om oplæringsperiode således: ”Fra 20/3 Til 20/6”.
Den 7. juni 2023 ansøgte klager om støtte til ombooking af flybillet. Det hedder i ansøgningen bl.a.:
”… Da jeg købte min returbillet var jeg i tvivl om visumreglerne i XXX og troede jeg havde behov for at kunne forevise returbillet senest tre måneder efter ankomst.
Datoen for hjemrejser er et par dage før min kontrakt hos min arbejdsgiver udløber, og nu hvor jeg har haft mulighed for at forlænge mit visum til hele ansættelsesperioden, skal jeg have ændret min flybillet.”
I genvurderingen af 1. august 2024 har AUB givet afslag på ansøgningen om støtte til ombooking med begrundelsen, at klager har arbejdet i XXX i strid med national lovgivning i XXX.
Efter det foran anførte må antagelsen i denne begrundelse tilsidesættes.
Støtte må imidlertid anses for betinget af, at ombookingen er begrundet i udlandsopholdet, jf. AUB-lovens § § 9, stk. 2, nr. 4, og PIU-bekendtgørelsens § 2, stk. 2, nr. 7. Det er endvidere i PIU-bekendtgørelsens § 5, stk. 5, 1. pkt., bestemt, at rejsehjælp ”højst” kan beregnes ”svarende til udgifterne til billigste befordring med offentlige transportmidler”.
Efter det, som klager har oplyst om baggrunden for ombooking, må udgiften hertil anses for en fordyrelse, som klager havde kunnet undgå ved i tide at sikre sig arbejdstilladelse til hele opholdsperioden. Ankenævnet tiltræder derfor, at klager ikke kan få støtte dertil.
Ankenævnet stadfæster herefter AUB’s afslag på støtte til ombooking af hjemrejse.
Afgørelsen om løngodtgørelse
AUB har ved genvurderingen af 1. august 2024 truffet afgørelse om, at klager er berettiget til løngodtgørelse som ansøgt. Til denne afgørelse er knyttet følgende forbehold:
”Vi bemærker, at hvis Ankenævnet for ATP mm. vurderer, at du ikke er berettiget til at modtage løngodtgørelse, vil udbetalt løngodtgørelse mellem denne afgørelse og Ankenævnets afgørelse blive tilbagesøgt.”
Hertil bemærker Ankenævnet, at afgørelsen om løngodtgørelse ikke kan anses for indbragt for Ankenævnet, da der er tale om en afgørelse af et separat spørgsmål, hvor klager ved genvurderingen har fået fuldt medhold, jf. herved AUB-lovens § 27. Ankenævnets afgørelse omfatter derfor ikke dette spørgsmål.