Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2024-37 / 13-09-2024

2024-37 - Feriepenge modtaget uden afholdelse af ferie skal tilbagebetales

Ankenævnet stadfæster med en ændret begrundelse FerieKontos afgørelse af 7. juni 2024, som FerieKonto har fastholdt ved genvurdering af 9. august 2024, således at XXX (herefter klager) skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023 med i alt 2.444,59 kr. Ankenævnet har herved taget klagers indsigelse mod begrundelsen for den trufne afgørelse til følge.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Ejner K. Holst, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.

Ansøgning om udbetaling af ferie og det efterfølgende forløb

Den 19. december 2023 foretog klager elektronisk bestilling af feriepenge for ferieperioden 1. september 2022 til 31. december 2023. Bestillingen angik 12 feriedage med 20. december 2023 som første feriedag. Bestillingen blev bekræftet af Feriepengeinfo.

 

Klager indsendte endvidere til XXX’s A-kasse udfyldt dagpengekort for december 2023, hvori klager ud for hver af dagene 20.-31. december 2023 havde anført ”Ferie 7,4”.

 

Af korrespondance med XXX fremgår, at klager den 19. december 2023 skrev til XXX, at hun ”holder … ferie fra i morgen. Min orlov varer fra 20. december 2023 til 31. december 2023”. I XXX’s svar herpå af 20. december 2023 hedder det, at ”Du er ganske fint skrevet det på dagpengekortet, men du skal også kontakte dit jobcenter …”.

 

Af meddelelse af 28. december 2023 fra A-kassen til klager om udbetaling af dagpenge for december 2023 fremgår, at der er udbetalt dagpenge for 101,13 timer efter fradrag 59,20 timer til ferie.

 

Af brev af 26. januar 2024 fra A-kassen til klager fremgår, at A-kassen efter henvendelse fra FerieKonto ønskede en forklaring på, at klager ifølge FerieKonto havde afholdt 12 feriedage med feriestart 20. december 2023, hvilket ifølge A-kassen ikke stemte overens med de oplysninger, klager havde afgivet til A-kassen, hvor klager kun var registreret med 8 feriedage.

 

I svar herpå af 30. januar 2024 skrev klager til A-kassen, at hun havde ”orlov fra den 20. december 2023 til den 31. december 2023”, som anført på dagpengekortet og troede, at alt var i orden, da A-kassen havde skrevet til hende, at det var ”fint skrevet” på dagpengekortet. Klager skrev videre, at ”Da jeg ikke forstår hvad der foregår, kan jeg helt give afkald på mine feriepenge. Jeg ville ikke bedrage nogen.” Klager medsendte en underskrevet Tro- og loveerklæring dateret 30. januar 2024 om at have afholdt ferie fra 20. december 2023 til 31. december 2023 uden angivelse af antal dage.

 

Dagen efter, den 31. januar 2024, fik klager feriepengene udbetalt af sin tidligere arbejdsgiver, XXX Kommune. Klager skrev til A-kassen, at hun havde modtaget feriepengene, og bad om besked om, ”hvilket kontonummer jeg skal returnere disse penge til”.

 

Den 1. februar 2024 skrev A-kassen, at det ”er ikke os du skal sende pengene til, men til feriekonto”, og: ”Vi kan også aftale, at du afholder de sidste 4 dage den 14-19/12-23. Så skal du blot indsende et nyt dagpengekort for december 2023 til os, hvorpå du skriver ferie. Så vil der opstå en gæld, idet du har fået for meget udbetalt i dagpenge.”

 

Klager svarede, at hun ville rette henvendelse til FerieKonto.

 

Den 16. februar 2024 skrev A-kassen til klager og spurgte: ”Har du hørt noget fra feriekonto endnu, eller skal jeg blot ændre dit kort så du afholder de ekstra dage?”.

 

Den 1. marts 2024 rykkede A-kassen for svar og skrev bl.a., ”at hvis du ikke har hørt, så bliver jeg nødt til at ændre dit kort fra tidligere og belægge det med de dage på et tidligere dagpengekort”.

 

I klagers svar herpå hedder det bl.a.:

 

”Jeg har allerede skrevet 3 beskeder til feriekonto.

Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har fået svar endnu.

Jeg beder om hjælp. Kan du kontakte feriekonto på mine vegne …

Jeg skal indbetale penge for 4 dages ferie til feriekonto.

Jeg accepterer ikke ændringer i dagpenge-kortet, fordi jeg er ansvarlig for nøjagtigheden af dataene på hvert kort. Jeg var på ferie fra 20. december (ikke fra 14. december).

Jeg venter på svar fra feriekonto. Jeg ved ikke hvorfor det tager så lang tid.”

 

I A-kassens svar af 4. marts 2024 hedder det bl.a.:

 

”Jeg kan desværre ikke kontakte feriekonto, og i de fleste tilfælde ser vi, at det ikke er muligt at tilbagebetale den hævede ferie.

Du har jo fået for mange penge udbetalt, så jeg forstår ikke lige, hvorfor du ikke vil, at jeg ændrer dit dagpengekort, så det passer med det udbetalte ferie.”

 

Den 6. marts 2024 skrev klager til A-kassen, at hun havde fået svar fra FerieKonto, idet klager samtidig videresendte brevet fra FerieKonto til A-kassen og anmodede A-kassen om at kontakte FerieKonto ”som angivet i deres brev”.

 

Den 7. marts 2024 afgav A-kassen besked til FerieKonto på formularen ”Kontrol af dobbeltforsørgelse”. Ifølge A-kassens oplysninger i formularen havde klager fået udbetalt dagpenge samtidig med, at hun modtog feriepenge. Dagpengeperioden var angivet som 1.-31. december 2023, ferie var oplyst til at være afholdt i perioden 20.-29. december 2023. Det var anført, at ”Borgeren har hævet 12 dages ferie fra 20/12-23, men det er kun 8 dage til afholdelse fra 20/12-23 til 31/12-23”.

 

A-kassen sendte en besked til klager om at have indberettet til ATP ”som de beder os om, så må vi se, hvad de svarer dig tilbage”.

 

Ligeledes den 7. marts 2024 foretog A-kassen en regulering af udbetalte dagpenge til klager for december 2023, hvorefter fradraget for ferie er 66,60 timer. Reguleringen mundede således ud i angivelse af tilbagebetaling af 901,00 kr. Denne opgørelse af 7. marts 2024 blev imidlertid ændret tilbage til den oprindelige med et timefradrag for ferie på 59,20 i reguleringsmeddelelse af 10. marts 2024.

 

I brev af 8. april 2024 fra FerieKonto til klager hedder det bl.a.:

 

Du skal sende dokumentation for din ferie

Vi skriver til dig, fordi du har bestilt feriepenge til en periode, hvor du også har modtaget dagpenge. Du må ikke få feriepenge udbetalt for en periode, du også får dagpenge for.

 

XXX har oplyst, at du har bestilt:

12 dage med første feriedag den 20. december 2023.

 

XXX har samtidig oplyst, at du kun har holdt ferie i 8 dage i perioden fra den 20. december 2023 – 31. december 2023.

 

Du har derfor fået udbetalt både dagpenge og feriepenge samtidigt til 4 dage i samme periode.

 

…”

 

Klager skrev den 10. april 2024 til FerieKonto bl.a.:

”Jeg bestilte feriepenge for den periode, hvor jeg ikke har modtaget dagpenge.

Jeg bestilte feriepenge for perioden fra 20. december 2023 til 31. december 2023. For perioden fra 20. december 2023 til 31. december 2023 - modtog jeg feriepenge (optjent fra min sidste arbejdsgiver). Fra 20. december 2023 til 31. december 2023 jeg holdt ferie.

Jeg erklærer, at jeg ikke har modtaget dagpenge i samme periode som ferien.

For perioden fra 1. december 2023 til 19. december 2023 - modtog jeg dagpenge.

Ved udfyldelse af dagpengekortet har jeg ved en fejl markeret alle dage fra 20. december til 31. december 2023 - som ferie (12 dage). Jeg lavede samme fejl, da jeg bestilte mine feriepenge.

I december 2023 accepterede en XXX-medarbejder mit dagepenge-kort uden at påpege min fejl. Det var først den 26. januar 2024, at jeg modtog en besked fra XXX vedrørende min fejl. Jeg skrev flere gange til FERIEKONTO om denne sag, men jeg fik ikke svar i lang tid. Jeg ville returnere pengene til feriekonto, men jeg havde brug for kontonummeret og det beløb, der skulle betales.

Fra december 2022 til 30. september 2023 var jeg permanent sygemeldt. Arbejdsgiveren opsagde ansættelseskontrakt. Min opsigelsesfrist udløb den 30. juni 2023. Jeg kunne ikke bruge den orlov, jeg havde optjent hos min arbejdsgiver, fordi jeg var syg (sygemeldt til den 30. september 2023).

Jeg har været på dagpenge siden 1. oktober 2023. Jeg ville bruge min ferie fra et ansættelsesforhold i oktober eller november, men det gik XXX-medarbejderen ikke med. XXX-medarbejderen sagde, at jeg skulle bruge min orlov i december (til at gå til jul) - derfor planlagde jeg en ferie i december. Jeg planlagde en ferie fra 20. december 2023 til 31. december 2023.

 

Feriekonto online-systemet gav mig mulighed for at bestille vederlag for 12 dages orlov (startende fra 20. december 2023 indtil 31. december 2023).

Feriepenge edb-systemet gav mig 12 dages feriepenge for hele perioden.

Jeg har ikke et dokument, der bekræfter, at jeg også har modtaget YDERLIGERE dagpenge for nogen dag af disse 12 dage fra den 20. december til den 31. december 2023 - fordi en sådan situation ikke opstod.

Jeg har dog et dokument, hvori XXX pludselig oplyser, at jeg havde 9 dages orlov (i perioden 20. december til 31. december 2023). Jeg sender den som en vedhæftet fil.”

 

Den 12. april 2024 fremsendte klagers tidligere arbejdsgiver, XXX Kommune, kopi af udbetalingsspecifikation, hvoraf fremgår, at der den 31. januar 2024 er overført 7.333,77 kr., svarende til 12.855,77 kr. før skat, til klagers Nemkonto. 

 

I en fornyet henvendelse af 12. april 2024 fra klager til FerieKonto hedder det:

”Jeg var på ferie fra 20. december 2023 til 31. december 2023. - så jeg brugte 8 dages ferie i denne periode.

Jeg lavede en fejl og markerede alle disse dage som ferie, dvs.: 20, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28, 29,30 og 31. december 2023 (i alt 12 dage).

 

Jeg var ikke på ferie på nogen anden dag undtagen fra den 20. december 2023 til den 31. december 2023.

 

Jeg var ikke den eneste, der lavede en fejl, for XXX-medarbejderen (bilag 8) lavede også en fejl. XXX-medarbejderens fejl er allerede rettet (bilag 9). Jeg var på ferie i 8 dage, fordi det er så mange arbejdsdage der er fra 20. december til 31. december 2023. De resterende dage er lørdage og søndage. XXX-medarbejderen lavede simpelthen en fejl ved at tælle dagene. Jeg vil gerne bede dig rette min fejl.

 

Jeg brugte ikke den resterende del af orloven, fordi XXX-medarbejderen ikke gav mig lov. Det var under et møde i XXX-hovedkvarteret i XXX, i oktober 2023 (under overværelse af en tolk). Jeg modtog det ikke som et skriftligt dokument.

 

…”

 

Vedhæftet henvendelsen var A-kassens reguleringsmeddelelser af 7. marts 2024 og 10. marts 2024.

 

Den 12. april 2024 sendte FerieKonto en besked til klager, hvori det bl.a. hedder:

 

”Vi har modtaget dokumentation for, at du har afholdt 9 feriedage i december 2023.

 

Vi gør opmærksom på, at der fortsat er 9 dage, som du ikke har sendt dokumentation for, at du har holdt eller været feriehindret for.

 

…”

 

Den påklagede afgørelse

FerieKonto traf den 7. juni 2024 afgørelse om, at klager skal betale 2.444,59 kr. tilbage, som klager har fået udbetalt i feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023.

 

Det hedder i afgørelsen bl.a.:

 

”Vi skriver til dig, fordi du skal betale 2.444,59 kr. efter skat tilbage svarende til 4 feriedage.

 

Det skal du, fordi du har fået udbetalt feriepenge for ferieperioden 1. september 2022

til 31. december 2023, hvor du samtidigt modtog dagpenge.


...

 

Vores oplysninger

Vi kan se, at du har fået udbetalt:

12.855,77 kr. før skat for 12 feriedage med første feriedag den 20. december 2023.

 

XXX a-kasse har oplyst, at du har fået udbetalt:

12 dage med første feriedag den 20. december 2023.

 

XXX a-kasse har oplyst os om, at du kun har holdt 8 dage i perioden 20. december 2023 til 31. december 2023. I forlængelse heraf, har XXX a-kasse oplyst, at du har modtaget dagpenge fra den 1. december 2023 til 31. december 2023.

 

XXX Kommune har den 12. april 2024 sendt dokumentation for, at feriepengene er udbetalt til dig.

 

Derfor skal du betale tilbage

Du skal betale feriepenge tilbage, da du har fået udbetalt feriepenge og modtaget dagpenge samtidig for 4 dage. Du må som udgangspunkt ikke få udbetalt feriepenge og dagpenge samtidig. Det skyldes, at feriepenge udbetales som et forsørgelsesgrundlag for den periode, du holder ferie.

 

Vi har tidligere bedt dig sende dokumentation, hvis du mener, at du har ret til at beholde feriepengene.

 

Du har som svar oplyst, at du har afholdt 8 dage i perioden 20. december 2023 til 31. december 2023.

 

Vi har derfor undersøgt, om du efter andre regler i ferieloven kunne have ret til at beholde feriepengene.

 

Hvis du er fratrådt fra den arbejdsgiver, som du har optjent feriepengene hos senest den 31. december 2023, kan du have ret til at beholde de feriepenge, du har fået udbetalt.

 

Derudover er der mulighed for at beholde feriepengene, hvis den ferie, du har fået udbetalt, vedrører ferie ud over 4 uger.

 

I begge tilfælde kræver det dog, at du ikke har modtaget visse offentlige ydelser, eller at du har været feriehindret op til den 31. december 2023. Har du modtaget visse offentlige ydelser, skal antallet af dage i ferieperioden med offentlige ydelser fratrækkes i antallet af feriedage.

 

Da du har flere dage med dagpenge end dage du har fået udbetalt feriepenge til, bliver dagene med dagpenge trukket fra dine feriedage. Det betyder, at du ikke har nogle feriedage, som du kan beholde feriepenge for. Vi har desuden ikke oplysninger om, at du har været feriehindret op til den 31. december 2023.

 

Vi har derudover undersøgt, om du har forladt det danske arbejdsmarked pga. alders­ eller helbredsmæssige årsager, eller fordi du er flyttet til udlandet og derved kan beholde feriepengene. Vi kan ikke se, at det er tilfældet for dig.

 

Endelig har vi undersøgt, om du ville være berettiget til udbetaling af feriepenge ved ferieperiodens udløb. Vi har derfor undersøgt, om der er tale om ferie ud over 4 uger, om feriepengene stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt inden ferieperiodens udløb den 31. december 2023, og at beløbet ikke overstiger 3000 kr. efter skat eller 5000 kr. før skat. Det er heller ikke tilfældet for dig.

FerieKontos mulighed for at kræve tilbagebetaling efter Ferielovens § 33 er uafhængig af, om der er tale om en automatisk udbetaling eller om lønmodtager har anmodet om feriepengene. Kravet om tilbagebetaling er desuden uafhængig af, om lønmodtager ved udbetalingen af feriepengene var i god tro om retten til at modtage udbetalingen.

 

Du har altså ikke haft ret til at få udbetalt feriepenge til 4 feriedage og skal derfor betale 2.444,59 kr. efter skat tilbage.”

 

Klagen

I klagen, som er indgivet den 13. juni 2024, har klager anført:

 

”Jeg protesterer mod den udtalelse, FerieKonto kommer med som begrundelse for sin beslutning.

 

Jeg er ikke enig i påstanden om, at jeg modtog to ydelser på samme tid (eller modtog dagepenge i for mange dage i december 2023).

Denne udtalelse er forkert, usand og uretfærdig (det får mig til at føle mig meget dårlig). Jeg er ikke enig i denne fortolkning af min sag.

 

Der er ikke 4 dage, som jeg har fået både dagpenge og feriepenge for. Der er ingen datoer for, hvilke dage det er. Der er heller ingen dokumenter, der bekræfter dette.

 

Fejlen var at medregne lørdage og søndage i min orlov: 23., 24., 30. og 31. december 2023. Det resulterede i, at jeg fik for mange penge fra FerieKonto. Dette er den eneste sande og korrekte forklaring på min sag.

At hævde, at jeg fik både dagpenge og feriedagpenge for disse 4 dage betyder, at jeg har fået dagpenge for 2 lørdage og 2 søndage. Der har aldrig været sådan en situation.

 

Jeg accepterer ikke tilbagebetaling i 4 dage "med dobbelte ydelser", fordi der ikke var sådanne dage.

Genovervej venligst min sag under hensyntagen til, at antallet af feriedage er optalt forkert (fra 20. december til 31. december).

 

Forklaring (igen):

Fra 1. december 2023 til 19. december 2023 stod jeg til rådighed for arbejdsmarkedet og fik dagepenge. I december 2023 modtog jeg dagpenge for det korrekte antal dage. Dette var faktisk tilfældet.

 

Fra 20. december 2023 til 31. december 2023 modtog jeg ferie og feriepenge. Jeg orienterede A-kasse og Jobcenter om min orlov inden orloven - jeg oplyste den nøjagtige dato for orloven. Jeg var på ferie på det tidspunkt - hvilket jeg angav. Jeg modtog penge for orlov i denne tid - altså for i alt 12 dages orlov.

DER ER EN FEJL HER, og jeg forstår, hvad det er. Jeg fik også feriepenge for lørdage og søndage.

Det er selvfølgelig min fejl. Denne fejl blev desværre accepteret af a-kassen. Feriepenges computersystem accepterede også denne tilstand (sic!). Den 19. december 2023 bestilte jeg vederlag for orlov, der startede den 20. december 2023 og sluttede den 31. december 2023. FerieKonto edb-systemet accepterede 12 dage, på trods af at:

- fra 20. december 2023 til 31. december 2023 er der kun 8 hverdage (og 4 weekenddage).

XXX-medarbejderen vidste ikke, at lørdage og søndage var fridage fra dagpenge og feriepenge. Og jeg har betalt XXX hver måned for "hjælp" i flere år nu. Min XXX opdagede først fejlen efter et par måneder - men fejlfortolkede situationen. Fagforeningen XXX nægtede at hjælpe mig med at returnere pengene til FerieKonto og skrev, at det var umuligt og jeg kunne ikke returnere pengene til FerieKonto (jeg har korrespondance med XXX om denne sag).

 

Hvis jeg bliver sigtet for at have modtaget dagpenge og feriepenge SAMTIDIGT - vil jeg gerne bede om et dokument, der bekræfter, hvilke dage det er.

 

Disse 4 dage skal have en dato.”

 

 

 

Den 20. juni 2024 sendte FerieKonto følgende brev om høring til klager:

 

Høring

 

Vi har modtaget din klage over vores afgørelse af den 7. juni 2024 om tilbagebetaling af feriepenge. Inden vi sender klagen til Ankenævnet for ATP mv. har vi brug for at få afklaret alle dine oplysninger.

 

Vi vil også orientere dig om, at vi har indhentet oplysninger fra Skattestyrelsens indkomstregister.

 

Vi har indhentet oplysninger fra indkomstregistret

 

Du oplyser, at du ikke er enig i FerieKontos begrundelse om, at du har modtaget to ydelser på samme tid i december 2023.

 

XXX a-kasse har oplyst til os, at du har bestilt feriepenge til 12 feriedage med første feriedag den 20. december 2023, og du har afholdt 8 feriedage fra den 20. december 2023 - 29. december 2023.

 

XXX a-kasse har desuden oplyst til FerieKonto, at du har modtaget dagpenge fra den 1. december 2023 - 31. december 2023, og at du har afholdt ferie fra den 20. december 2023 - 29. december 2023.

 

Vi har den 11. juni 2024 lavet et opslag i Skattestyrelsens indkomstregister, hvor det fremgår, at du har modtaget dagpenge i december for 101,13 timer, svarende til perioden 1. december 2023 til og med 19. december 2023. Der er udbetalt feriepenge fra XXX Kommune til 12 dage, svarende til 88,80 timer.

 

Regler om afholdelse af ferie

Det står i ferielovens § 6, stk. 3, at det ikke er muligt at afholde ferie på ugentlige fridøgn, søgnehelligdage, overenskomstmæssigt eller sædvanemæssigt fastsatte fridage eller erstatningsdage herfor, går vi ud fra, at du har holdt ferie på alle hverdage i perioden 20. til 31. december 2023, herunder helligdage der falder på en hverdag den 25 og 26. december 2023, vil du have kunnet afholde 8 feriedage.

 

Da du har modtaget betaling til 12 feriedage, har du dermed fået udbetalt feriepenge til 4 dage mere end du har afholdt, og da du i resten af måneden til og med den 19. december har modtaget dagpenge har du dermed ikke kunne afholde ferie samtidigt.

 

 

 

 

Har du holdt orlov i december 2023?

Du oplyser i din klage, at du har været på orlov i december 2023. Vi tror, at du mener, at du afholdt ferie, da perioden svarer til de oplysninger du tidligere har givet om afholdt ferie.

 

Vi har den 11. juni 2024 lavet et opslag i Skattestyrelsens indkomstregister, og her er ikke oplysninger om, at du har modtaget en orlovsydelse.

 

For at udelukke en misfrståelse, beder vi dig oplyse, om du har afholdt orlov i december 2023. Hvis du holdt orlov, skvi have oplyst, hvilken slags orlov, der var tale om.

 

Havde du en feriehindring i december 2023?

Som nævnt fremgår det af de oplysninger vi har modtaget, at du har afholdt ferie i december 2023 i 8 dage, og vi har den 7. juni 2024 truffet afgørelse om tilbagebetaling af feriepenge for 4 dage, som du ikke har afholdt.

 

På grund af dine nye oplysninger undersøger vi nu, om du vil kunne beholde feriepengene efter andre regler end afholdelse af ferie.

 

Hvis du kan dokumentere, at du har haft en feriehindring op til ferieperiodens udløb den 31. december, kan de 4 feriedage overføres til efterfølgende ferieperiode.

 

…”

 

I henvendelse af 30. juni 2024 fra klager til FerieKonto hedder det: 

 

”Ja, jeg er uenig i argumentationen.

Jeg modtog ikke to ydelser på samme tid (dagpenge og feriepenge).

I december 2023 var jeg på ferie fra 20. til 31. december, dvs. den: 20, 21, 22, 25, 26, 27, 28, 29.

Den eneste fejl er medregning af følgende dage i orloven: 23., 24., 30., 31. december 2023 (lørdage og søndage). På grund af dette fik jeg mine feriepenge for 12 dage i stedet for 8 dage.

Da jeg ikke modtog dagpenge for disse dage, kan man ikke sige, at jeg modtog to ydelser på samme tid. Jeg modtog feriepenge (for 23., 24., 30. og 31. december 2023), men fik ikke dagpenge for de samme dage (23., 24., 30. og 31. december 2023). I denne situation er udsagn XXX falsk/forkert.

Jeg modtog ikke to ydelser på samme tid.

Jeg havde ingen ferieforhindringer i december 2023.”

 

 

 

 

FerieKontos genvurdering i anledning af klagen

FerieKonto har i brev af 9. juli 2024 fastholdt sin afgørelse af 7. juni 2024. Det hedder i genvurderingen:

 

”Genvurdering

 

FerieKonto har modtaget din klage af den 10. juni 2024 over vores afgørelse af den 7. juni 2024 om tilbagebetaling af feriepenge.

 

Din klage giver ikke anledning til at ændre afgørelsen om, at du skal tilbagebetale feriepenge svarende til 4 feriedage.

 

Vi oversender derfor sagen til Ankenævnet for ATP m.m.

 

Klagen

Du har den 10.  juni 2024 klaget over vores afgørelse af 7 juni 2024 om tilbagebetaling af 2.444,59 kr. svarende til 4 feriedage. Du begrunder din klage med, at du ikke er enig i FerieKontos begrundelse om, at du har modtaget to ydelser på samme tid i december 2023.

 

Du oplyser, at du i december 2023 har modtaget dagpenge fra den 1. december 2023 til 19. december 2023, og fra den 20. december 2023 til 31. december 2023 var du på ferie og modtog feriepenge for 12 feriedage.

 

Du forklarer, at det var en fejl, at du modtog feriepenge for lørdage og søndage. Du oplyser i den forbindelse, at fejlen vedrørende udbetaling af feriedage på lørdage og søndage, både blev accepteret af XXX og FerieKontos computersystem.

 

Endelig gør du opmærksom på, at hvis du bliver sigtet for at have modtaget dagpenge og feriepenge samtidigt, vil du gerne bede om et dokument, der bekræfter, hvilke dage, du skal betale tilbage.

 

Begrundelse

Vi har på baggrund af din klage genbehandlet din sag, og vi har i den forbindelse inddraget følgende forhold og overvejelser.

 

Det fremgår af XXX A-kasse’s indberetning til FerieKonto, at du har bestilt feriepenge til 12 feriedage svarende til 12.855,77 kr. før skat med angivelse af første feriedag den 20. december 2023.

 

XXX A-kasse oplyser desuden i indberetningen, at du har modtaget dagpenge og feriepenge samtidig, da du har modtaget dagpenge i perioden fra den 1. december 2023 – 31. december 2023. Din a-kasse har også oplyst, at du har afholdt 8 feriedage fra den 20. december 2023 – 29. december 2023.

 

XXX A-kasse har i deres indberetning til FerieKonto yderligere oplyst, at du har bestilt 12 feriedage fra den 20. december til den 31. december 2023. Der er dog kun 8 dage til afholdelse i den pågældende periode.

 

FerieKonto traf afgørelse i sagen den 7. juni 2024 om tilbagebetaling af feriepenge svarende til 4 feriedage.

 

Vi har på baggrund af din klage sendt dig en høring den 20. juni 2024, hvor vi orienterer dig om, at vi har indhentet oplysninger fra Skattestyrelsens indkomst-register, hvor det fremgår, at du har modtaget dagpenge i december for 101,13 timer, svarende til perioden 1. december 2023 til og med 19. december 2023. Der er udbetalt feriepenge fra XXX Kommune til 12 dage, svarende til 88,80 timer.

 

Vi gør dig opmærksom på, at din afholdte ferie skal afspejle den måde, du modtager dagpenge på. Da der ikke udbetales dagpenge på lørdage og søndage, fordi lørdage og søndage er fridage, kan du derfor ikke søge om udbetaling af feriepenge til disse dage. Det er i henhold til ferielovens § 6, stk. 3 ikke muligt at afholde ferie på ugentlige fridøgn, søgnehelligdage, overenskomstmæssigt eller sædvanemæssigt fastsatte fridage eller erstatningsdage. Hensigten med reglen er, at en beskæftiget lønmodtager ikke skal kunne afholde ferie på de dage, hvor lønmodtageren i forvejen har fri fra sit arbejde. Dog har en lønmodtager, der ikke er i beskæftigelse, mulighed for at afholde ferie på helligdage, hvis helligdagene falder på en hverdag (mandag til fredag). Lønmodtageren har i disse tilfælde mulighed for at afholde feriedage eller at modtage arbejdsløshedsdagpenge.

 

Vi går ud fra, at du har holdt ferie på alle hverdage i perioden 20. til 31. december 2023, herunder at du afholdt ferie på de helligdage, der falder på en hverdag, dvs. den 25. og 26. december 2023, da du i så fald har kunnet afholde 8 feriedage.

 

Idet du i din klage oplyser, at du har været på orlov i december 2023, forespørger vi, om du har holdt orlov i december 2023 og derved har haft en feriehindring.

 

Den 1. juli 2024 har du oplyst til os, at du er uenig i vores argumentation om, at du har modtaget dagpenge og feriepenge samtidig, da du ikke har modtaget dagpenge i de dage, hvor du har modtaget feriepenge. Du er dog enig i at du kun har holdt 8 feriedage, men modtaget feriepenge til 12 feriedage.

 

Du oplyser også, at du ingen feriehindringer havde i december 2023.

 

Vi er opmærksom på, at du ikke er enig i FerieKontos begrundelse om, at du har modtaget to ydelser på samme tid i december 2023, og at du mener, at XXX´s oplysning om, at du har modtaget dagpenge og feriepenge samtidig, er forkert.

 

Da du imidlertid har modtaget betaling til 12 feriedage, har du dermed fået udbetalt feriepenge til 4 dage mere end du har afholdt i perioden 20. til 31. december 2023. Da du i resten af måneden til og med den 19. december har modtaget dagpenge, har du dermed ikke mulighed for at afholde de 4 feriedage på et andet tidspunkt i december 2023, uden at du vil have fået både dagpenge og feriepenge til de 4 dage.

 

Vi vurderer, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen, som medfører, at du ikke skal betale feriepengene tilbage.

 

...

 

Bemærkninger til genvurderingen

Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkningerne til Ankenævnets mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.

 

…”

 

Høringssvar fra klager

Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.

 

Ankenævnets begrundelse

I den påklagede afgørelse er klager pålagt at tilbagebetale feriepenge for 4 feriedage med den begrundelse, at klager har fået udbetalt feriepenge og modtaget dagpenge samtidig for 4 dage.

 

Der foreligger imidlertid ikke dobbeltforsørgelse i form af samtidig oppebærelse af dagpenge og feriepenge. Klager var på dagpenge i december 2023 og har modtaget dagpenge for perioden 1.-19. december 2023. Klager har holdt ferie i perioden 20.-31. december 2023 og indberettet dette til A-kassen, som ikke har udbetalt dagpenge for den periode. Forholdet er det, at klager har ansøgt om og modtaget feriepenge for 12 dage i den tro, at der i perioden 20. december-31. december 2023 kunne holdes ferie hver af disse 12 dage. Efter at være blevet opmærksom på, at dette var en misforståelse, og at klager i perioden kun kunne afholde 8 feriedage, har klager søgt at tilbagebetale feriepengene for de 4 feriedage, som ikke blev afholdt i perioden, hvilket ikke lykkedes. Der blev i stedet indledt en sag om dobbeltforsørgelse.

 

I tilfælde, hvor en lønmodtager modtager feriepenge uden at afholde ferie, må beløbet som udgangspunkt anses for modtaget med urette, således at FerieKonto kan kræve de dertil svarende feriepenge tilbagebetalt, jf. ferielovens § 33.

 

I den foreliggende sag har klager modtaget feriepenge for 12 feriedage, men kun afholdt ferie i 8 dage. Klager har således modtaget feriepenge for 4 feriedage, som ikke er afholdt, og der har ikke foreligget en feriehindring. Feriepengene for de 4 ikke-afholdte dage må derfor som udgangspunkt anses for modtaget med urette, og der foreligger ikke omstændigheder i forbindelse med klagers vildfarelse med hensyn til opgørelse af feriedage, som kan føre til en fravigelse af udgangspunktet, hvorefter feriepenge modtaget med urette kan kræves tilbagebetalt.

 

FerieKonto har krævet tilbagebetaling af 2.444,59 kr. Beløbet udgør 4/12 af det udbetalte feriepengebeløb på 7.333,77 kr.

 

Med den her givne begrundelse stadfæster Ankenævnet, at klager skal tilbagebetale 2.444,59 kr.