Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2024-32 / 31-08-2024

2024-32 - Feriepenge modtaget uden afholdelse af ferie skal tilbagebetales

Ankenævnet stadfæster FerieKontos afgørelse af 1. maj 2024, som FerieKonto har fastholdt ved genvurdering den 19. juni 2024, således at XXX (herefter klager) skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023 med i alt 5.860,13 kr.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Ejner K. Holst, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.

Ansøgning om udbetaling af ferie

Klager ansøgte den 3. juni 2023 om udbetaling af feriepenge for 4,5 dage med første feriedag den 20. marts 2023.

 

Den 22. juni 2023 indgav a-kassen XXX indberetning om, at klager ikke havde afholdt egen optjent ferie, selv om klager havde fået udbetalt feriepenge i overensstemmelse med den indgivne ansøgning herom. Det fremgår af indberetningen, at klager har modtaget arbejdsløshedsdagpenge i perioden.

 

I brev af 30. juni 2023 orienterede FerieKonto klageren om a-kassens indberetning og vejledte samtidig klageren om muligheden for at oppebære feriepengene mod indsendelse af behørig dokumentation for afholdt ferie i løbet af ferieåret fra 1. september 2022 til 31. december 2023.

 

Klager har i mail af 24. september 2023 til FerieKonto anført, at klager valgte ikke at afholde ferien i dagpengeperioden, men i stedet i august og september 2023, da han var kommet i job.

 

FerieKonto har den 14. marts 2023 bedt klager om at fremsende dokumentation for, at ferien blev afholdt på et andet tidspunkt i ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023. FerieKonto vejledte samtidig klager om, hvad der kan udgøre tilstrækkelig dokumentation.

 

Klager har i mail af 21. marts 2024 anført, at han efter aftale med a-kassen først afholdt ferien, da han var kommet i job. Den 9. april 2024 fremsender klager en mail fra a-kassen, hvor a-kassen bekræfter, at klager ikke har afholdt ferie i perioden 20. marts 2023 til 24. marts 2023, og at dagpengene er modtaget berettiget. A-kassen orienterer samtidig klager om, at a-kassen derfor har indberettet til Feriekonto, at ferien ikke er afholdt.

 

FerieKonto har den 11. april 2024 orienteret klager om, at de fortsat mangler dokumentation for, at klager har afholdt ferie uden indtægt.

 

Klager har i mail af 17. april 2024 anført følgende:

 

”Efter at have kigget nærmere tilbage i tiden på ferieafholdelsen og situationen hos daværende arbejdsgiver, kan jeg se, at jeg blev varslet, så vidt muligt, at afholde ferie i min fritstillingsperiode fra d. 4 november 2022 - 28 februar 2023. Derfor skulle afholdelsen af ferien været dateret via feriekonto før dagpengeperioden, men ved en fejl blev de andre datoer valgt i den aktive dagpengeperiode.

 

Efter at have anmodet om feriepengene, kontaktede jeg min a-kasse, XXX, med det samme for at høre hvordan fejlen skulle håndteres.

 

I jeres brev skriver i, at der skal foreligge godkendelse fra a-kasse om ferieafholdelse. Jeg havde efter aftale med a-kassen informeret om, at ferien lå uden for dagpenge perioden, som I også har modtaget dokumentation på.

 

Jeg vedhæfter endvidere opsigelsesbrev, med varsling om afholdelse af ferie.”

 

FerieKonto har den 22. april 2024 orienteret klager om, at det fremsendte ikke udgør tilstrækkelig dokumentation. FerieKonto har desuden vedrørende afholdelse af ferie i fritstillingsperioden anført:

 

”I forbindelse med din fratrædelse ved XXX, indberetter XXX 8,72 feriedage til afholdelse inden 31. december 2023. De pågældende feriedage bliver netop indberettet, da det er ferie du ikke har afholdt i din ansættelse. Det betyder, at ferien skal være afholdt i perioden efter din fratrædelse, og inden ferieperiodens udløb den 31. december 2023. Den ferie du har afholdt i dit ansættelsesforhold, bliver ikke indberettet af arbejdsgiveren, da den netop er afholdt inden du fratræder, hvor du modtager løn under ferien.”

 

Klager har i mail af 22. april 2024 anført, at han ikke har yderligere dokumentation og givet udtryk for sin utilfredshed med FerieKontos håndtering af sagen samt ønske om at klage.

 

Den påklagede afgørelse

FerieKonto traf den 1. maj 2024 afgørelse om, at klager skal betale 5.860,13 kr. tilbage, som klager har fået udbetalt i feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023.

 

Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”Vi skriver til dig, fordi du skal betale 5.860,13 kr. tilbage svarende til 4,50 feriedage.

 

Det skal du, fordi du har fået udbetalt feriepenge for ferieperioden 1. september 2022 til 31. december 2023, hvor du samtidigt modtog en offentlig ydelse.

...

 

Derfor skal du betale tilbage

Vi har lagt vægt på, at du har fået udbetalt feriepenge for 4,50 dage, og at du ikke er blevet trukket i dagpenge for 4,50 dage.

 

XXX a-kasse har oplyst os, at du har fået udbetalt feriepenge for 4,5 dage med første feriedag den 20. marts 2023, og at du ikke har holdt ferien.

 

Vi kan se, at du har bestilt 5.860,13 kr. for 4,50 dage med afholdelse af første feriedag den 20. marts 2023.

 

Du har tidligere fået brev fra os, hvor vi har bedt dig om dokumentation for, at du har afholdt ferien. Du har den 24. september 2023 oplyst, at du har afholdt ferien i august og september, hvor du har været i arbejde igen.

 

Vi har den 26. september 2023 bedt dig sende dokumentation for, at du har afholdt ferien uden indtægt. Vi oplyser i den forbindelse hvad dokumentationen kan være.

 

Den 21. marts 2024 oplyser du, at du efter aftale med din a-kasse, valgte at afholde ferien efter dagpengeperioden var ophørt i 2023, hvor du var kommet i job.

 

I den forbindelse har vi den 9. april 2024 bedt dig sende dokumentation på at ferien er afholdt uden indtægt.

 

Den 9. april 2024 fremsender du dokumentation i form af XXXs mail til dig fra den 22. juni 2023, hvori det fremgår, at du havde søgt feriepenge til perioden 20. marts 2023 - 24. marts 2023. Det fremgår også i mailen, at du til XXX har oplyst, at du ikke har afholdt ferie i denne periode. XXX oplyser også, at de har indberettet til FerieKonto, at ferien ikke er afholdt. XXX oplyser at feriepengene kan søges til ferieafholdelse senest den 31. december 2023.

 

Vi har den 11. april 2024 bedt dig sende dokumentation på at ferien er afholdt uden indtægt inden 31. december 2023.

 

Den 17. april 2024 oplyser du, at du har kigget tilbage i tiden på ferieafholdelsen og situationen hos daværende arbejdsgiver. Du oplyser, at du var blevet varslet til at afholde ferie i din fritstillingsperiode fra den 4. november 2022 - 28. februar 2023. Du har sendt dokumentation i form af opsigelsesbrev fra din tidligere arbejdsgiver.

 

Vi har den 22. april 2024 oplyst, at det fremgår af vores oplysninger, at du har været ansat med løn under ferie. I forbindelse med din fratrædelse ved XXX, indberetter XXX 8,72 feriedage til afholdelse inden 31. december 2023. De pågældende feriedage bliver netop indberettet, da det er ferie du ikke har afholdt i din ansættelse. Det betyder, at ferien skal være afholdt i perioden efter din fratrædelse, og inden ferieperiodens udløb den 31. december 2023.

Den ferie du har afholdt i dit ansættelsesforhold, bliver ikke indberettet af arbejdsgiveren, da den netop er afholdt inden du fratræder, hvor du modtager løn under ferien.

Vi beder dig derfor sende dokumentation på, at du har holdt 4,50 feriedage. Vi oplyser også hvad dokumentationen kan være.

 

Den 22. april 2024 oplyser du, at du ikke har mere dokumentation til FerieKonto, end det du allerede har fremsendt. Du skriver, at vi har fået skrivelse om og godkendelse fra a-kassen om, at de har godkendt såfremt ferieafholdelse foregik udenfor dagpengeperioden.

 

Det fremgår af det dokumentation du har sendt fra XXX, at de i deres mail til dig, har oplyst, at de har indberettet til FerieKonto, at ferien ikke er afholdt, og du har modtaget dagpenge. De oplyser i deres mail, at du vil høre fra FerieKonto, samt at feriepengene kan søges til afholdelse senest den 31. december 2023.

 

Du oplyser endvidere i din henvendelse den 22. april 2024, at vi ændrer i sagens indhold til, at man ikke kan modtage dagpenge uden at blive fratrukket ferie på sin lønseddel. Du oplyser i den forbindelse at du var blevet varslet til at afholde din ferie i fritstillingsperioden. Du oplyser også, at du har været feriehindret i noget af perioden af fritstillingen. Du har i den forbindelse vedlagt et brev fra XXX fra den 2. januar 2023, at du har raskmeldt dig med sidste sygedag den 23. december 2022.

 

Det fremgår ikke af det medsendte dokumentation, at du har en feriehindring frem til 31. december 2023. Vi har den 22. april 2024 oplyst til dig, at det fremgår af vores oplysninger, at du har været ansat med løn under ferie. I forbindelsen med din fratrædelse indberetter XXX 8,72 feriedage til afholdelse inden 31. december 2023.

 

Det vil sige, XXX indberetter de feriedage du ikke har noget at få afholdt inden din ansættelse ophører den 28. februar 2023. Du skal derfor holde feriedagene i perioden fra 1. marts 2023 til 31. december 2023.

 

Til sidst i din henvendelse den 22. april 2024 synes du at det er uhørt at få en besked fra FerieKonto et år efter bestillingen af feriepengene. Vi kan hertil oplyse, at vi efter at have modtaget XXXs indberetning den 22. juni 2023, har vi den 30. juni 2023 sendt dig en vejledning om afholdelse af ferie. Som tidligere oplyst, har vi den 26. september 2023 bedt dig sende yderligere dokumentation for afholdt ferie. Eftersom vi ikke har hørt fra dig, sender vi dig den 14. marts 2024 en høring om afholdelse af ferie efter ferieperioden er slut

 

Hovedreglen efter ferieloven er, at du skal holde ferie for at modtage dine feriepenge.

 

Da du under din ferie har fået både feriepenge og modtaget løn for arbejde, herunder offentlig ydelse i form af dagpenge, har du ikke været berettiget til at modtage feriepengene.

 

Hvis du har holdt feriedagene på et andet tidspunkt i løbet af ferieperioden 1. september 2022 til 31. december 2023, skal du sende dokumentation på, at ferien er holdt. I det tilfælde kan vi, efter normal administrativ praksis, se bort fra, at ferien ikke er holdt på de oplyste dage.

 

Det skal være dokumenteret, at du har afholdt det antal feriedage, som du har bestilt feriepenge for.

 

Vil du klage?

Du kan klage over afgørelsen ved at skrive eller ringe til os. Det vil være en hjælp, hvis du oplyser, hvad du klager over, og om du mener, der er oplysninger, vi ikke har taget højde for.

 

Hvis du skriver, kan du sende klagen til FerieKonto, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød eller via www.borger.dk/feriekonto-send-oplysninger.

 

Vi skal have din klage senest 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen.

 

Sådan behandler vi din klage

Når vi modtager din klage, genvurderer vi sagen. Hvis vi fastholder afgørelsens resultat helt eller delvist, sender vi sagen videre til ATP Ankenævnet. Du vil modtage genvurderingen og blive orienteret om oversendelsen til ATP Ankenævnet.

 

 

Klagen

I klagen, som er indgivet den 11. juni 2024, har klager anført følgende:

 

”Jeg har skrevet en klage til jer om afgørelsen om at jeg skal betale feriepenge tilbage.

 

I har ikke behandlet klagen og blot skrevet jeg skal betale tilbage d. 9 juli.

 

Jeg skal venligst bede jer behandle min klage mhp. En revurdering af sagen.”

 

 

FerieKontos genvurdering i anledning af klagen

FerieKonto har i brev af 19. juni 2024 fastholdt sin afgørelse af 1. maj 2024. FerieKonto anfører i brevet bl.a. følgende:

 

Genvurdering

 

FerieKonto har modtaget din klage af 11. juni 2024 over vores afgørelse af den 1. maj 2024 om tilbagebetaling af feriepenge.

 

Vi gør opmærksom på, at du ikke retter henvendelse inden for klagefristen i afgørelsen på 4 uger, men vi har besluttet alligevel at anse din klage som rettidigt modtaget og lave en genvurdering af din sag. Du har tidligere gjort det tydeligt for FerieKonto, at du gerne vil klage over sagen og have den behandlet ved Ankenævnet for ATP m.m. Vi vurderer derfor, at du har været af den opfattelse, at du har indgivet klagen rettidigt.

 

Vi behandler derfor din henvendelse som en rettidig modtaget klage over vores afgørelse af 1. maj 2024.

 

Din klage giver ikke anledning til at ændre afgørelsen. Vi oversender derfor sagen til Ankenævnet for ATP m.m.

 

Klagen

Du har den 11. juni 2024 klaget over vores afgørelse af 1. maj 2024 om tilbagebetaling af 5.860,13 kr. svarende til 4,50 feriedage. Du oplyser i din klage, at du har sendt din klage inden vores afgørelse, og at vi skal lave en genvurdering af din sag. Vi behandler derfor sagen igen på baggrund af dine oplysninger i tidligere henvendelser til os.

 

Du oplyste i din tidligere henvendelse den 22. april 2024, at du ikke kan sende mere dokumentation til os. Du oplyser, at vi må træffe afgørelse på baggrund af de oplysninger vi har, og at du efterfølgende vil sende sagen videre til vores kvalitetsteam/klagehåndtering.

 

Vi har truffet afgørelse den 1. maj 2024 på baggrund af de oplysninger vi har modtaget fra XXX a-kasse og efterfølgende fra dig. Vores afgørelse indeholdt en udførlig gennemgang af disse oplysninger og vores vurdering af dem.

 

Begrundelse

Vi har på baggrund af din klage genbehandlet din sag, og vi har i den forbindelse inddraget følgende forhold og overvejelser.

 

Det fremgår af XXX A-kasse indberetning til FerieKonto, at du har bestilt feriepenge til 4,50 feriedage svarende til 5.860,13 kr. efter skat med angivelse af første feriedag den 20. marts 2023.

XXX A-kasse oplyser derudover, at du har modtaget dagpenge og feriepenge samtidig, da du har modtaget dagpenge i perioden fra den 20. marts 2023 til 24. marts 2023. Din a-kasse har også oplyst, at du ikke har afholdt ferie i perioden.

 

Vi har modtaget flere henvendelser fra dig, hvor du gør opmærksom på, at du har afholdt ferien både før og efter den periode, hvor du har modtaget dagpenge fra XXX a-kasse.

 

FerieKonto har også sendt flere henvendelser til dig, hvor vi beder om dokumentation for, at du har afholdt 4,50 dage i ferieperioden uden løn fra arbejdsgiver eller dagpenge fra din a-kasse.

 

Det er ikke muligt at få udbetalt en offentlig ydelse og feriepenge samtidig. Feriepenge udbetales som forsørgelsesgrundlag for den periode, hvor lønmodtageren holder ferie og derved ikke har haft anden indtægt. Vi har imidlertid ikke modtaget dokumentation for, at du har afholdt 4,50 dage uden løn fra din tidligere arbejdsgiver eller dagpenge fra din a-kasse.

 

Hvis du bestiller ferie, der vedrører ferie fra et job, du er fratrådt, skal antallet af dage med dagpenge, trækkes fra antallet af feriedage. Du har i ferieperioden fra den 1. september 2022 til 31. december 2023 modtaget dagpenge i flere dage end du har dage med feriepenge. Du kan derfor ikke få udbetalt de 4,5 feriedage som ferie fra et ophørt ansættelsesforhold, da antallet af dage med dagpenge overstiger antallet af feriedage.  

 

Vi har i vores afgørelse af den 1. maj 2024 lavet en samlet vurdering af din sag på baggrund de oplysninger, vi har modtaget. Vi vurderer, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen, som kan medføre, at du ikke skal betale feriepengene tilbage.

 

Oversendelse af klagen til Ankenævnet

Da din klage ikke giver os anledning til at ændre afgørelsen, sender vi din klage, sagens relevante dokumenter samt kopi af denne afgørelse til Ankenævnet for ATP m.m., jf. ferielovens § 39.

 

Bemærkninger til genvurderingen

Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkninger til Ankenævnet på mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.

 

 

Lovgrundlag

Lov om ferie, LBK nr. 152 af 20/02/2024:

 

§ 26, stk. 1 om feriepenge optjent i et ophørt ansættelsesforhold

§ 27 om visse offentlige ydelser

§ 33 om tilbagebetaling af feriepenge modtaget med urette

§ 39 om klageadgang og oversendelse til Ankenævnet for ATP m.m.

Du kan finde ferieloven her:  Ferieloven (retsinformation.dk)”

 

Høringssvar fra klager

Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.

 

Ankenævnets begrundelse

Sagen angår tilbagebetaling af i alt 5860,13. kr. udbetalt i feriepenge for afholdelse af ferie i ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023.

 

Det følger af § 33 i ferieloven, at arbejder en lønmodtager mod vederlag under sin ferie, eller har lønmodtageren på anden vis modtaget feriebetalingen med urette, kan FerieKonto kræve, at den dertil svarende feriegodtgørelse, den dertil svarende løn under ferie eller det dertil svarende ferietillæg indbetales til FerieKonto.

 

Klager har ansøgt om og fået udbetalt 5.860,13 kr. i feriepenge for 4,5 feriedage med 20. marts 2023 som første feriedag. Klager har imidlertid ikke afholdt ferie som ansøgt, men oppebar i stedet i perioden arbejdsløshedsdagpenge.

 

Klager har således ansøgt om og fået udbetalt feriepenge uden at holde ferie som ansøgt. Klager har herved som udgangspunkt oppebåret feriepengene med urette og skal som udgangspunkt betale feriepengene tilbage. Dette ville klager have kunnet undgå ved at have holdt ferie uden løn eller offentlige ydelser i 4,5 dage på et andet tidspunkt i ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023; klager har imidlertid ikke fremlagt nogen dokumentation for, at det har været tilfældet. Klager ville endvidere kunne undgå tilbagebetaling, hvis en feriehindring havde afskåret klager fra at afholde ferien i ferieafholdelsesperioden indtil den 31. december 2023; dette har klager heller ikke dokumenteret.

 

Ankenævnet tiltræder herefter den påklagede afgørelse, hvorefter klager skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023 med i alt 5.860,13 kr.