Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2024-28 / 31-08-2024

2024-28 - Antal af dage med ledighedsydelse skal fratrækkes antallet af dage med overskydende ferie hidrørende fra ophørt fleksjob, jf. ferielovens § 27, stk. 2, uanset at ledighedsydelsen er udbetalt under sygdom

Ankenævnet stadfæster FerieKontos afgørelse af 12. februar 2024, som FerieKonto har fastholdt ved genvurdering den 23. maj 2024, således at XXX (herefter klager) ikke har ret til udbetaling af 10 feriedage vedrørende ferieafholdelsesperioden 1. september 2022 til 31. december 2023.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Ejner K. Holst, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.

Ansøgning om udbetaling af ferie

Klager ansøgte den 10. januar 2024 om udbetaling af overskydende ferie svarende til 22,14 feriedage til brug for ferieperioden 1. september 2022 til 31. december 2023. Klager oplyste, at ferien stammede fra et ophørt ansættelsesforhold, at klager i perioden havde modtaget ledighedsydelse i 10 dage, samt at klager havde været feriehindret. Klager vedlagde et brev fra sit jobcenter, hvoraf følgende fremgår: 

 

”Som aftalt fremsendes hermed bekræftelse på, at du var forhindret i at afholde ferie fra 1/8 - 15/8 2023 grundet sygdom.

Ifølge jobcenterets oplysninger, blev du sygemeldt i januar 2023. Du blev opsagt fra dit fleksjob pr. 1/8, grundet fravær.

Ifølge Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats § 124 stk. 5, overgår man til ledighedsydelse, når fleksjobbet ophører, uanset om man er rask og står til rådighed for et fleksjob eller man fortsat er sygemeldt. Derfor modtog du ledighedsydelse i perioden 1/8 - 15/8 2023, selvom du ikke var raskmeldt fra egen læge.

…”

 

I brev af 11. januar 2024 bemærkede FerieKonto overfor klager, at FerieKonto har bedt klager sende dokumentation for, at klager har været feriehindret frem til ferieperiodens udløb den 31. december 2023. FerieKonto anførte videre, at den af klager fremsendte dokumentation angår perioden 1. – 15. august 2023, og FerieKonto bad derfor klager om at fremsende yderligere dokumentation. Klager blev vejledt om, hvad der kan udgøre dokumentation.

 

I brev af 15. januar 2024 skrev klager, at klager ikke har været syg frem til den 31. december 2023. Klager henviste til brevet fra jobcenteret, som angår klagers sygdom med ledighedsydelse i perioden 1. – 15. august 2023.

 

Den påklagede afgørelse

FerieKonto traf den 12. februar 2023 afgørelse om, at klager kan få udbetalt feriepenge svarende til 12,14 feriedage, men ikke kan få udbetalt feriepenge svarende til 10 feriedage.

 

Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”Vi skriver til dig, fordi du den 11. januar 2024 har ansøgt om udbetaling af overskydende ferie svarende til 22,14 feriedage til brug for ferieperioden 1. september 2022 til 31. december 2023.

 

Vi har i dag truffet afgørelse om, at du kan få udbetalt feriepenge for 12,14 feriedage. Du kan ikke få udbetalt feriepenge for 10 feriedage.

 

Begrundelse for afgørelsen

Du har søgt om udbetaling af 22,14 feriedage.

 

FerieKonto skal uanset beløbets størrelse trække antallet af dage med offentlige ydelser fra antallet af dage med overskydende ferie, inden der kan ske udbetaling af feriepenge, der stammer fra et ophørt ansættelsesforhold.

 

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på din oplysning om, at du har modtaget ledighedsydelse i 10 dage i ferieperioden 1. september 2022 til 31. december 2023.

 

Ved afgørelsen har vi desuden lagt din oplysning til grund om, at de overskydende feriedage stammer fra et ansættelsesforhold, der er ophørt senest den 31. december 2023.

 

Du har i forbindelse med din ansøgning oplyst, at du har været feriehindret.

Vi har derfor bedt dig sende dokumentation for, at du har været feriehindret frem til ferieperiodens udløb den 31. december 2023.

 

I følge ferieloven skal en feriehindring ligge helt op til ferieperiodens udløb, for at kunne berettige til udbetaling af feriepenge.

 

Du har fremsendt en digital besked, hvor du beskriver din situation. Du oplyser, at du ikke var feriehindret op til 31. december 2023. Du oplyser, at din feriehindring på grund af sygdom var tidligere i på året, dvs. indtil 15. august 2023.

 

Vi vurderer derfor, at du ikke betragtes som feriehindret op til 31. december 2022 ifølge de oplysninger vi har modtaget, og du er derfor ikke berettiget til udbetaling pga. feriehindring.

 

Du oplyser ligeledes, at du er fleksjobber, og at du i en sygeperiode fra 1. til 15. august 2023 har fået ledighedsydelse i 10 dage. Du oplyser i den forbindelse, at udbetalingen af ledighedsydelse, som gives når en flexjobber er sygemeldt, bør sidestilles med udbetaling af sygedagpenge, og at der derfor ikke bør ske modregning.

 

Ferielovens § 27 nævner imidlertid specifikt ledighedsydelse som en af de ydelser, hvor der skal fratrækkes antallet af dage med denne ydelse i de feriedage, der kan udbetales bl.a. fordi der er tale om et ophørt ansættelsesforhold. Vi vurderer derfor, at der ikke er mulighed for at se bort fra de dage, hvor du modtog ledighedsydelse.

 

Efter reglerne om feriedage vedrørende et ophørt ansættelsesforhold kan du derfor ikke få udbetalt feriepenge for 10 dage.

 

 

Feriehindret?

Var du forhindret i at holde din ferie i perioden frem til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2023, kan du stadig have ret til at få udbetalt feriepenge for et ansættelsesforhold, der er ophørt senest ved ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2023. Du skal derfor sende dokumentation til os på, at du har haft en

feriehindring.

 

Dokumentation på en feriehindring kan fx være kopi af udbetalingsspecifikation ved sygedagpenge eller anden ydelse, eller en skriftlig bekræftelse på feriehindringen fra din arbejdsgiver, a-kasse eller kommune.

 

Du kan indsende dokumentation for din feriehindring frem til den 30. september 2024. Når vi har modtaget din dokumentation, tager vi stilling til sagen på ny.

 

Du kan indsende evt. dokumentation digitalt via  ww.borger.dk/feriekonto-send-oplysninger eller fysisk til FerieKonto, Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød.

 

Du kan læse mere om feriehindringer på www.borger.dk/ferie under 'forhindret i at holde ferie'.

 

…”

 

Klagen

I klagen, som er indgivet af XXX på vegne af klager den 8. marts 2024 og begrundet den 18. marts 2024, er følgende angivet:

 

”Vi finder, at vores medlem har ret til at få udbetalt alle 22,14 feriedage og ikke alene 12,14 feriedage. Vores medlem fratrådte et ansættelsesforhold d. 31. juli 2023, hvor hun havde været syg.

Hun var efterfølgende fortsat sygemeldt i perioden 1. 15. august 2023, hvorefter hun startede i et nyt ansættelsesforhold.

Hun var således feriehindret og modtog under sygemeldingen 1.-15. august 2023 ledighedsydelse. Såfremt Feriesagsteamet fastholder at vores medlem ikke kan få udbetalt de 10 feriedage, pga. hun har modtaget ledighedsydelsen, medfører dette, at vores medlem reelt bliver stillet dårligere end en lønmodtager, som ikke er fleksjobber.

I samme situation, ville en lønmodtager som ikke er fleksjobber, der havde modtaget sygedagpenge i perioden 1.-15. august 2023, have ret til udbetaling af alle feriedagene, jf. Ferielovens§ 26 og§ 27. Dette kan ikke have været intentionen med lovgivningen.

Jeg imødeser jeres tilbagevenden.

…”

 

FerieKontos genvurdering i anledning af klagen

FerieKonto har i brev af 23. maj 2024 fastholdt sin afgørelse af 12. februar 2024. FerieKonto anfører i brevet bl.a. følgende:

 

”Genvurdering

FerieKonto har modtaget din klage af den 8. marts 2024 over vores afgørelse af den 12. februar 2024 om delvis afslag på udbetaling af overskydende ferie.

 

Vi har modtaget klagen fra XXX fra XXX, som på vegne af dig, har klaget over vores afgørelse.

 

Din klage giver ikke anledning til at ændre afgørelsen. Vi oversender derfor sagen til Ankenævnet for ATP m.m.

 

Klagen

XXX har den 18. marts 2023 begrundet klagen fra den 8. marts 2023, hvorved det oplyses, at det er hendes opfattelse, at du har ret til at få udbetalt alle 22,14 feriedage og ikke alene 12,14 feriedage, som FerieKonto’s afgørelse vedrører.

 

XXX oplyser, at du fratrådte et ansættelsesforhold den 31. juli 2023, hvor du havde været syg. Du var efterfølgende fortsat sygemeldt i perioden 1. – 15. august 2023, hvorefter du startede i nyt ansættelsesforhold.

 

XXX oplyser yderligere, at du var feriehindret i at afholde din ferie, da du i den mellemliggende periode mellem fratrædelsestidspunktet og opstarten i nyt job fortsat var syg. Det oplyses, at du under sygemeldingen i perioden 1. – 15. august 2023 modtog ledighedsydelse, da du er fleksjobber.

 

XXX oplyser desuden, at såfremt Feriesagsteamet fastholder, at du ikke kan få udbetalt de resterende 10 feriedage, fordi du har modtaget ledighedsydelsen, vil dette medføre, at du reelt bliver stillet dårligere end en lønmodtager, som ikke er fleksjobber.

XXX oplyser endelig, at en lønmodtager som ikke er fleksjobber, der havde modtaget sygedagpenge i perioden 1. – 15. august 2023, ville have haft ret til udbetaling af alle feriedagene med henvisning til Ferielovens § 26 og § 27 og den forskelsbehandling ikke kan have været intentionen med lovgivningen. 

 

Begrundelse

Vi har på baggrund af din klage genbehandlet din sag, og vi har i den forbindelse inddraget følgende forhold og overvejelser.

 

Du har den 11. januar 2024, i din ansøgning om udbetaling af overskydende ferie, der stammer fra et ophørt ansættelsesforhold oplyst, at du har modtaget fleksydelse i 10 dage i ferieperioden fra den 1. september 2022 – 31. december 2023. Du har oplyst, at du har været forhindret i at afholde ferien frem til ferie-periodens udløb den 31. december 2023.

 

Du har i den forbindelse fremsendt en erklæring fra din sagsbehandler med henblik på at dokumentere feriehindringen fra 1. august 2023 til 15. august 2023. Din sagsbehandler oplyser, at du har været forhindret i at afholde ferie i perioden 1. august 2023 til 15. august 2023 grundet sygdom. Sagsbehandleren oplyser også, at du blev sygemeldt i januar 2023 og blev opsagt fra dit fleksjob den 1. august 2023 grundet fravær. Du overgik herefter til ledighedsydelse efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats § 124, stk. 5. Det oplyses i den forbindelse, at modtagelse af ledighedsydelse ikke er betinget af om du er syg eller rask, da ydelsen både gives i tilfælde af sygdom og hvis lønmodtager er rask.

 

Du har dog efter det oplyste ikke været forhindret i at holde ferien frem til ferie-periodens udløb den 31. december. Vi beder dig derfor sende dokumentation for, hvis du har været feriehindret frem til ferieperiodens udløb. 

 

Den 15. januar 2024 oplyste du i en skriftlig henvendelse, at du ikke havde været feriehindret frem til 31. december 2023. Du oplyste, at du har søgt om udbetaling af feriepengene med henvisning til, at feriedagene stammer fra et ansættelsesforhold, som du er fratrådt. Du oplyste desuden, at du modtager ledighedsydelse efter fratræden under din sygemelding, fordi du er fleksjobber.

 

Du oplyser også, at udbetalingen af ledighedsydelse efter din opfattelse skal sidestilles med udbetalingen af sygedagpenge, hvorfor der ikke skal ske modregning pga. modtagelse af offentlige ydelser. Det begrunder du med, at du ellers bliver stillet dårligere end normale lønmodtagere.

 

FerieKonto skal i sager om udbetaling af overskydende ferie ved fratræden godkende udbetaling af ferie, hvis en lønmodtager har modtaget visse offentlige ydelser. FerieKonto skal uanset beløbets størrelse fratrække antallet af dage med ledighedsydelse fra antallet af dage med overskydende ferie, inden der eventuelt sker udbetaling af feriepenge, der stammer fra et ophørt ansættelsesforhold. Beløbets størrelse har dermed ikke betydning for vores afgørelse, det har derimod antallet af feriedage og antallet af dage med ledighedsydelse. Vi kan se, at vi i september 2023, november 2023 og december 2023 har vejledt dig i betydningen for udbetaling af feriepenge samtidig med modtagelse af ledighedsydelse, herunder at når du har modtaget ledighedsydelse i ferieperioden, er det ikke muligt at få alle dagene udbetalt med årsagen, at ferien stammer fra et ophørt ansættelsesforhold. Vi har oplyst, at dagene med ydelse vil blive fratrukket i dagene med overskydende ferie. Vi har også vejledt om, at alle dagene skulle afholdes inden 31. december 2023.

 

Vi er opmærksom på, at du og XXX skriver, at I mener, at du bliver stillet dårligere end en lønmodtager, som ikke er fleksjobber.

 

Vi har derfor efter aftale med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der er lovfortolkende myndighed i forhold til ferieloven, oversendt jeres spørgsmål om rimelighed af lovgivningen med hensyn til, at modtagelse af ledighedsydelse ikke er betinget af, om hvorvidt lønmodtager er syg eller rask.

 

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har den 19. april 2024 sendt følgende svar til XXX:

 

Kære XXX, XXX

Vi har fået XXX´s principielle spørgsmål – der indgår i en klage – oversendt fra FerieKonto.

 

I har i en konkret sag klaget over, at et medlem ikke kan få udbetalt feriedage efter § 26, da hun har modtaget ledighedsydelse. I henviser til, at hun har fået ledighedsydelsen som sygemeldt i fleksjob og derfor er ringere stillet end en ansat på ordinære vilkår.

Som sagen er oplyst, var medlemmet ikke i fleksjob, men derimod ledig på tidspunktet, hvor medlemmet modtog ledighedsydelse. Hvis der er modtaget ydelser oplistet i ferielovens §27, herunder ledighedsydelse, så fratrækkes antallet af dage ydelsen er udbetalt, før der kan ske udbetaling jf. § 26.

 

Havde der været tale om en forsikret ledig, ville situationen være præcis den samme, da den forsikrede ledige også ville have modtaget en ydelse (arbejdsløshedsdagpenge) i perioden mellem ansættelser.

 

FerieKonto vil tage stilling i den konkrete sag.

 

Vi vurderer på den baggrund, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen, som kan medføre, at du er berettiget til at få udbetalt feriepenge til mere end 12,41 feriedage.

 

Bemærkninger til genvurderingen

Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkningerne til Ankenævnets mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.

 

…”

 

Høringssvar fra klager

Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.

 

Ankenævnets begrundelse

Sagen angår ferie optjent i ferieåret 1. september 2022-31. august 2023 til afholdelse i ferieafholdelsesperioden 1. september 2022-31. december 2023. Klager er visiteret til fleksjob og var i ferieåret ansat i et fleksjob med fleksløntilskud. Hun blev sygemeldt i januar 2023 og fratrådte under fortsat sygemelding den 31. juli 2023 som følge af fravær. Hun optjente under ansættelsen hos denne arbejdsgiver 22,14 feriedage, som ikke var afholdt, da hun fratrådte den 31. juli 2023. Hun var fortsat syg i perioden 1.-15. august 2023, hvorefter hun blev raskmeldt og ansat i et nyt fleksjob hos en anden arbejdsgiver.

 

I de 10 sygedage i perioden 1.-15. august 2023 modtog hun ledighedsydelse, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 124, stk. 5, hvori det hedder:

 

”Ophører ansættelsen i fleksjob under sygdom, ophører fleksløntilskuddet, og personen overgår til ledighedsydelse, jf. §§ 74 a og 74 d i lov om aktiv socialpolitik, hvis den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne herfor.”

 

Spørgsmålet under sagen er, om den ledighedsydelse, som klager har modtaget i medfør af denne bestemmelse, med rette er anset som omfattet af bestemmelsen i ferielovens § 27, stk. 1, således at de 10 dage, hvor hun oppebar ledighedsydelse, i medfør af § 27, stk. 2, skal trækkes fra det antal dage, de uhævede feriedage svarer til.

 

De ydelser, som er omfattet af ferielovens § 27, stk. 1, er ifølge bestemmelsens ordlyd følgende: ”arbejdsløshedsdagpenge, midlertidig arbejdsmarkedsydelse, kontantydelse, efterløn, fleksydelse, ledighedsydelse, ressourceforløbsydelse, integrationsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp”.

Klager gør gældende, at det ikke kan være rigtigt, at § 27, stk. 1, også omfatter ledighedsydelse udbetalt under sygdom, og støtter denne opfattelse på en betragtning om forskelsbehandling i strid med intentionen med lovgivningen – en lønmodtager, som ikke er visiteret til fleksjob, ville således i en sygeperiode mellem to ansættelsesforhold i almindelighed være berettiget til sygedagpenge, og sygedagpenge er i modsætning til ledighedsydelse ikke omfattet af fradragsreglen i ferielovens § 27, stk. 2, jf. § 27, stk. 1.

 

Hertil bemærker Ankenævnet:

 

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lovbekendtgørelse nr. 280 af 1. marts 2024, indeholder i kapitel 20 regler om fleksjob mv. Ifølge denne lovs § 116, stk. 1, er fleksjob en ordning for personer, som har varige og væsentlige begrænsninger i arbejdsevnen, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet og ikke modtager eller har ret til nærmere angivne pensioner. Ordningen indebærer mulighed for ansættelse i fleksjob hos private eller offentlige arbejdsgivere med fleksløntilskud, jf. § 117, stk. 1, 1. pkt.

 

Ledighedsydelse er en ydelse, som ifølge lov om aktiv socialpolitik, lovbekendtgørelse nr. 808 af 25. juni 2024, § 74, stk. 1, tilkommer personer, der i medfør af loven om en aktiv beskæftigelsesindsats er berettiget til fleksjob. Der er ret til ledighedsydelse i perioden efter visitation til fleksjob, indtil den pågældende ansættes i fleksjob, jf. § 74, stk. 1, nr. 1. Der er endvidere bl.a. ret til ledighedsydelse ved ledighed efter et fleksjob, § 74, stk. 1, nr. 2, og i perioder med bl.a. sygdom, § 74, stk. 1, nr. 3.

 

Det er i lov om en aktiv socialpolitik § 124, stk. 5, som nævnt bestemt, at ved ophør af ansættelse i fleksjob under sygdom overgår personen til ledighedsydelse, jf. §§ 74 a og 74 d i lov om aktiv socialpolitik, hvis den pågældende i øvrigt opfylder betingelserne derfor.

 

Det er uomtvistet, at klager har ret til som ansøgt at få udbetalt de optjente 22,14 feriedage i medfør af ferielovens § 26, stk. 1, såfremt klager ikke i ferieafholdelsesperioden har modtaget ydelser som nævnt i ferielovens § 27, stk. 1.

 

Det er endvidere uomtvistet, at klager i ferieafholdelsesperioden har fået udbetalt ledighedsydelse i 10 dage efter de ovennævnte bestemmelser i beskæftigelses- og sociallovgivningen.

 

Ankenævnet finder det utvivlsomt, at den ledighedsydelse, som klager har modtaget, er omfattet af angivelsen ”ledighedsydelse” i ferielovens § 27, stk. 1. Der foreligger ikke i det oplyste om bestemmelsens formål, baggrund og forarbejder holdepunkter for i åbenbar strid med ordlyden at undtage ledighedsydelse modtaget under sygdom fra bestemmelsen med henvisning til, at § 27, stk. 1, omfatter arbejdsløshedsdagpenge, men ikke sygedagpenge, for lønmodtagere, som efter sygdom forventes at vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale vilkår. Der er så væsentlige forskelle mellem disse lønmodtagere og lønmodtagere med ret til fleksjob, at en forståelse som hævdet af klager ikke kan støttes på betragtninger om lighed og forskelsbehandling.

 

Der skal herefter foretages fradrag for de 10 dage, hvor klager har modtaget ledighedsydelse.

Ankenævnet stadfæster derfor FerieKontos afgørelse.