Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2023-83 / 05-10-2023

Opstart efter sygdomsperiode udgør ikke en feriehindring i ferielovens forstand

Ankenævnet stadfæster FerieKontos afgørelse af 28. juni 2023, som FerieKonto har fastholdt ved genvurdering den 13. juli 2023, således at XXX (herefter klager) ikke har ret til overførsel af 3 feriedage for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Ejner K. Holst, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.

Ansøgning om udbetaling af overskydende ferie

Klager ansøgte den 21. juni 2023 om overførsel af 11,18 feriedage for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022.

 

Vedhæftet ansøgningen var kopi af lønsedler for oktober, november og december 2022.

 

Ved brev af 22. juni 2023 kvitterede FerieKonto for ansøgningen og anmodede klager om at fremsende fyldestgørende dokumentation for, at klager havde været sygemeldt op til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2022.

 

Ved elektronisk henvendelse til FerieKonto den 24. juni 2023 fremsendte klager kopi af udtalelse fra klagers arbejdsgiver, hvoraf fremgår, at klager var sygemeldt fra den 7. oktober til og med den 27. december 2022.

 

Den påklagede afgørelse

FerieKonto traf den 28. juni 2023 afgørelse om, at klager kan få overført 8,18 feriedage og ikke 11,18 feriedage. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

 

”Vi skriver til dig, fordi vi har truffet afgørelse om, at du kan få overført 8,18 feriedage til næste ferieår.

 

Det betyder også, at du ikke kan få overført 3 feriedage til næste ferieår. Det er fordi, du ikke var feriehindret op til den 31. december 2022 for disse dage.

 

Begrundelse for afgørelsen

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at vi har modtaget en skriftlig erklæring fra din sagsbehandler hvor af det oplyses, at din feriehindring varede til om med den 27. december 2022 du har oplyst, at du ikke holdt ferien, på grund af sygdom.

 

For at være en feriehindring i ferielovens forstand, skal du have været forhindret i at holde din ferie inden ferieperiodens udløb den 31. december 2022.

 

Da du oplyser, at din feriehindring ophørte den 27. juni 2023, var du kun feriehindret i lovens forstand frem til denne dato.

 

Du var ikke feriehindret i ferielovens forstand i 3 feriedage. Disse feriedage kan derfor ikke overføres.

 

…”

 

Klagen

I klagen, som er indgivet den 3. juli 2023, har klager anført følgende:
 

”...

 

Afgørelsen om ikke at overføre de sidste tre dage vil jeg gerne have genvurderet. Grunden til at jeg ikke afholdt de dage skyldes, at jeg netop inden min blodprop var gået fra en stilling med løntilskud hos XXX til en kontraktansættelse hos selvsamme. Samtidig var der netop ansat en ny leder, som jeg gerne ville stå på god fod med, og det forekom mig således ikke at være på sin plads at kræve ferie lige efter en lang periode med sygdom. Derfor bad jeg ikke om ferie.

 

...”

 

 

FerieKontos genvurdering i anledning af klagen

FerieKonto har i brev af 13. juli 2023 fastholdt sin afgørelse af 28. juni 2023. FerieKonto anfører i brevet bl.a. følgende:

 

”Genvurdering

 

FerieKonto har modtaget din klage af den 3. juli 2023 over vores afgørelse af den 28. juni 2023 om afslag på udbetaling af overskydende ferie.

 

Din klage giver ikke anledning til at ændre afgørelsen. Vi oversender derfor sagen til ATP-ankenævnet.

 

Klagen

 

Det fremgår af din klage, at du ønsker genvurderet, hvorvidt du kan få de sidste tre dage overført. Du oplyser, at grunden til at du ikke holdt de 3 dages ferie var, at du netop inden din blodprop var overgået fra en løntilskudsstilling til en kontraktansættelse hos XXX. Du oplyser samtidig, at du desuden lige have fået en ny leder, som du gerne ville være på god fod med, og du synes derfor ikke det var på sin plads at kræve ferie efter en periode med sygdom.

 

Begrundelse

 

Vi har den 21. juni 2023 modtaget din anmodning om overførsel af 11,18 feriedage på grund af feriehindring. Det fremgår af din anmodning, at du var forhindret på grund af sygdom.

 

Du har under sagens behandling indsendt en erklæring fra din arbejdsgiver, hvor af det fremgår, at du var syg fra den 7. oktober til og med den 27.december 2022.

 

Den 28. juni 2023 træf vi afgørelse om, at du kunne få 8,18 feriedage overført til den ferieperiode, som slutter den 31. december 2023.Vi lagde i forbindelse med afgørelsen vægt på, at du ikke var feriehindret de sidste 3 feriedage, og at disse derfor ikke kunne overføres.

 

Vi er opmærksomme på, at du oplyser i din klage, at du skulle holde dig på god 2 fod med din nye leder, og at du derfor ikke ville kræve ferie. Vi bemærker, at dette ikke er en feriehindringsårsag. Feriehindringsårsagerne er opliste på en udtømmende liste, og FerieKonto har dermed ikke hjemmel til anse din begrundelse som en feriehindring. Vi vurderer derfor, at der ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen, som medfører, at du ikke skal betale feriepengene tilbage.

 

Her er listen over feriehindringer – Du har ligeledes modtaget den i vores afgørelse af den 28. juni 2023.

 

Feriehindringer er:

 

1) egen sygdom og tvangsindlæggelse,

2) barselsorlov og orlov til adoption,

3) ophold i udlandet, forudsat at pågældende er i et ansættelsesforhold, som ikke er omfattet af ferieloven,

4) overgang til selvstændigt erhverv eller til arbejde i hjemmet,

5) valg til borgmester, udnævnelse til minister eller lignende tillidshverv,

6) indsættelse i en af kriminalforsorgens institutioner, eller tilsvarende udenlandsk institution, 7) lovligt varslede og afsluttede konflikter,

8) aftjening af værnepligt,

9) tjeneste i Forsvaret eller det statslige redningsberedskab som værnepligtig eller på værnepligtslignende vilkår,

10) udsendelse af Forsvaret eller det statslige redningsberedskab for at deltage i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende eller humanitære opgaver,

11) manglende midler til at holde ferie på grund af en opstået tvist mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren om et krav på feriebetaling,

12) pasning af nærtstående syge eller døende, hvor lønmodtageren i en kortere tidsbegrænset periode er tilkendt tabt arbejdsfortjeneste, løn eller vederlag efter serviceloven,

13) orlov fra et ansættelsesforhold til pasning af nærtstående syge eller døende,

14) tvingende familiemæssige årsager i henhold til lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager,

15) tjeneste inden for Forsvarsministeriets eller politiets område, der er pålagt som følge af krig, katastrofetilfælde eller andre ekstraordinære forhold, eller

16) udførelse af nødvendigt arbejde af hensyn til den offentlige sikkerhed og sundhed inden for det regionale og kommunale sundhedsvæsen samt i hjemmeplejen og på plejehjem under helt ekstraordinære omstændigheder, når en sygdom er kategoriseret som samfundskritisk efter epidemilovens § 2, stk. 6

 

...

 

Bemærkninger til genvurderingen

Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkningerne til Ankenævnets mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.

 

…”

 

Høringssvar fra klager

Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.

 

Ankenævnets begrundelse

Sagen angår overførsel af optjente feriedage, der ikke er afholdt inden udløbet af ferieafholdelsesperioden den 31. december 2022.

 

Det fremgår af udtalelsen fra klagers arbejdsgiver, at klager var sygemeldt i perioden fra den 7. oktober 2022 til og med den 27. december 2022 og derfor var forhindret i at afholde ferie i denne periode. Klager har oplyst, at han ønskede at holde sig på god fod med arbejdsgiver efter en sygemelding, og at han derfor ikke ville anmode om at afholde ferie lige så snart, han var tilbage på arbejde.

 

Ankenævnet tiltræder, at dette ikke udgør en feriehindring i ferielovens forstand. Hvad der efter ferieloven udgør en feriehindring er nærmere reguleret i ferielovens §§ 12-14 og i bekendtgørelse nr. 1072 af 29. oktober 2019 med senere ændring om feriehindringer. Det er i forarbejderne til ferieloven angivet, at regulering skal ske ved bekendtgørelse for at muliggøre en fleksibel administration med mulighed for ændringer i, hvad der anses for at være feriehindringer, jf. betænkning nr. 1568/2017, Ny ferielov og overgang til samtidighedsferie, s. 264. Opregningen af feriehindringer i bekendtgørelsen må på den baggrund anses for udtømmende. Klagers grund til ikke at have afholdt de tre feriedage er ikke medtaget i bekendtgørelsens opregning af feriehindringer og udgør derfor ikke en feriehindring i ferielovens forstand.

 

Ankenævnet stadfæster derfor FerieKontos afgørelse om, at klager ikke har ret til overførsel af 3 feriedage for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022 til næste ferieafholdelsesperiode.