Afgørelse / J. nr. 2022-104 / 26-06-2023
Hjemsendelse under covid-19-pandemi udgør ikke en feriehindring i ferielovens forstand og lægeerklæring kan ikke bruges som dokumentation for en feriehindring i ferielovens forstand
Ankenævnet stadfæster FerieKontos afgørelse af 1. marts 2022, som FerieKonto har fastholdt ved genvurdering den 21. marts 2022, således at XXX (herefter klager) ikke har ret til overførsel af restferie til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode på grund af feriehindring.
Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Ejner K. Holst, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.
Ansøgning om overførsel af restferie
Klager ansøgte den 4. januar 2022 om overførsel af restferie til næste ferieafholdelsesperiode på grund af feriehindring.
Den påklagede afgørelse
FerieKonto traf den 1. marts 2022 afgørelse om, at klager ikke kan få overført restferien på grund af feriehindring. Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:
”Vi skriver til dig, fordi vi har truffet afgørelse om, at du ikke kan få overført din ferie til næste ferieår.
Det er fordi, du ikke var feriehindret op til den 31. december 2021.
Begrundelse for afgørelsen
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du har oplyst, at du ikke har holdt ferien, på grund af sygdom.
Det fremsendte dokumentation er dog ikke tilstrækkeligt, da det ikke fremgår at du har været sygmeldt frem til den 31. december 2021.
Ferien kan derfor ikke overføres.
…”
Klagen
I klagen, som er indgivet den 17. marts 2022, har klager anført bl.a. følgende:
”…
Jeg har virkelig været forhindret i at holde ferien indenfor tiden for det første på grund af corona. Vi blev hjemsendt med hjælpepakke og derefter blev jeg syg og har været sygemeldt frem og tilbage og været fra
den ene klinik til hospital. Min sygemelding og nedlukningen har gjort det umuligt for mig at kunne holde ferie indenfor fristen. Lige pt. Er jeg symeldt i 2 måneder.
...”
FerieKontos genvurdering i anledning af klagen
FerieKonto har i brev af 21. marts 2022 fastholdt sin afgørelse af 1. marts 2022. FerieKonto anfører i brevet bl.a. følgende:
”Genvurdering
FerieKonto har modtaget din klage af den 17. marts 2022 over vores afgørelse af den 1. marts 2022 vedrørende overførsel af ferie på grund af feriehindring.
Din klage giver ikke anledning til at ændre afgørelsen. Vi oversender derfor sagen til Ankenævnet.
Klagen
Du ønsker at klage over afgørelsen, idet du oplyser, at du har været feriehindret, og er blevet sygemeldt i 2 måneder fra den 1. december 2021. Du har i den forbindelse fremsendt en statusattest fra din læge. Dette er dog ikke dokumentation for, at du har været feriehindret i ferielovens forstand.
Vi har den 2. februar 2022 bedt dig sende dokumentation for at du har været feriehindret.
Vi har oplyst at dokumentation kan være en kopi af din udbetalingsspecifikation for hele december 2021, eller en skriftlig bekræftelse fra din sagsbehandler ved kommunen, hvor det fremgår at du er sygemeldt frem til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2021.
Vi har ikke modtaget den pågældende dokumentation, og traf derfor afgørelse i sagen den 1. marts 2022, på baggrund af de oplysninger vi havde i sagen på daværende tidspunkt.
Begrundelse
Du har den 4. januar 2022 bedt om at få overført din restferie på grund af feriehindring. Du har i din henvendelse vedhæftet en statusattest fra din læge fra den 1. december 2021, hvor det fremgår at du er sygemeldt i 2 måneder.
Vi har den 2. februar 2022 bedt om yderligere dokumentation for, at du har været feriehindret frem til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2021.
Den 25. februar 2022 fremsender du mere dokumentation, og oplyser at du heller ikke har været i stand til at holde ferien på grund af nedlukning som følge af corona, og at du har været sygemeldt med smerter. Du fremsender i den forbindelse en indkaldelse til telefonkonsultation den 6. april 2021 med XXX Hospital.
Du har også fremsendt andre dokumenter fra læge og sygehus, men disse dokumenterer ikke at du har været feriehindret frem til ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2021.
Da du ikke har fremsendt dokumentation for feriehindring finder vi ikke, at din klage kan føre til, at sagen får et andet resultat.
...
Bemærkninger til genvurderingen
Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkningerne til Ankenævnets mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.
…”
Høringssvar fra klager
Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.
Ankenævnets begrundelse
Sagen angår overførsel af restferie til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode på grund af feriehindring. Klager har anført, at ferien ikke er blevet afholdt på grund af hjemsendelse under nedlukningen af samfundet under covid-19-pandemien samt på grund af egen sygdom.
Det fremgår af § 22 i Lov om ferie (ferieloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 230 af 12. februar 2021, at hvis en lønmodtager på grund af særlige forhold, jf. §§ 12-14, er afskåret fra at holde optjent betalt ferie inden ferieafholdelsesperiodens udløb, overføres op til 4 ugers årlig betalt ferie til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode. Arbejdsgiveren meddeler senest den 31. januar efter ferieafholdelsesperiodens udløb FerieKonto eller den, der skal udbetale ferien, at ferien overføres.
Ferieloven indeholder i §§ 12 og 13 bestemmelser om, at en lønmodtager ikke har pligt til at holde ferie under sygdom, strejke eller lockout. Det samme gælder, hvis lønmodtageren på grund af andre særlige forhold er afskåret fra at holde ferie, jf. 14, stk. 1. Det er i § 14, stk. 2, angivet, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke forhold der kan udgøre en sådan feriehindring. Det er i forarbejderne til bestemmelsen angivet, at regulering skal ske ved bekendtgørelse for at muliggøre en fleksibel administration med mulighed for ændringer i, hvad der anses for at være feriehindringer, jf. betænkning nr. 1568/2017, Ny ferielov og overgang til samtidighedsferie, s. 264.
De nærmere regler findes i bekendtgørelse nr. 1072 af 29. oktober 2019 om feriehindringer med senere ændring. Efter bekendtgørelsens § 2 er feriehindringer:
- egen sygdom og tvangsindlæggelse,
- barselsorlov og orlov til adoption,
- ophold i udlandet, forudsat at pågældende er i et ansættelsesforhold, som ikke er omfattet af ferieloven,
- overgang til selvstændigt erhverv eller til arbejde i hjemmet,
- valg til borgmester, udnævnelse til minister eller lignende tillidshverv,
- indsættelse i en af kriminalforsorgens institutioner, eller tilsvarende udenlandsk institution,
- lovligt varslede og afsluttede konflikter,
- aftjening af værnepligt,
- tjeneste i Forsvaret eller det statslige redningsberedskab som værnepligtigt eller på værnepligtslignende vilkår,
- udsendelse af Forsvaret eller det statslige redningsberedskab for at deltage i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende eller humanitære opgaver,
- manglende midler til at holde ferie på grund af en opstået tvist mellem lønmodtager og arbejdsgiveren om et krav på feriebetaling,
- pasning af nærtstående syge eller døende, hvor lønmodtageren i en kortere tidsbegrænset periode er tilkendt tabt arbejdsfortjeneste, løn eller vederlag efter serviceloven,
- orlov fra et ansættelsesforhold til pasning af nærtstående syge eller døende,
- tvingende familiemæssige årsager i henhold til lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager,
- tjeneste inden for Forsvarsministeriets eller politiets område, der er pålagt som følge af krig, katastrofetilfælde eller andre ekstraordinære forhold, eller
- udførelse af nødvendigt arbejde af hensyn til den offentlige sikkerhed og sundhed inden for det regionale og kommunale sundhedsvæsen samt i hjemmeplejen og på plejehjem under helt ekstraordinære omstændigheder, når en sygdom er kategoriseret som samfundskritisk efter epidemilovens § 2, stk. 6.
Det fremgår af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om feriehindringer, at arbejdsgiveren skal meddele antallet af feriedage, der overføres ved en feriehindring efter lovens § 22 på den af Feriepengeinfo anviste måde. Feriepengeinfo videreformidler meddelelsen til feriepengeudbetaleren. Det fremgår videre af § 3, stk. 2, at hvis lønmodtageren ikke er i et ansættelsesforhold, meddeler lønmodtageren Feriepengeinfo de oplysninger, der er nævnt i stk. 1. Det fremgår af § 3, stk. 2, 2. pkt., at lønmodtageren skal medsende dokumentation for feriehindringen fra en offentlig myndighed eller en a-kasse.
Ankenævnet stadfæster af de grunde, som FerieKonto har anført, den påklagede afgørelse. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at oplistningen af feriehindringer i bekendtgørelse nr. 1072 af 29. oktober 2019 om feriehindringer med senere ændring, er udtømmende. Hjemsendelse på grund af covid-19-pandemien er således ikke en feriehindring i ferielovens forstand. Ankenævnet har desuden lagt vægt på, at klager ikke har fremsendt dokumentation for feriehindring på grund af sygdom fra en offentlig myndighed eller en a-kasse. Klagers fremsendelse af lægeattest opfylder således ikke kravet til dokumentation for feriehindring i ferielovens forstand.
Ankenævnet tiltræder herefter den påklagede afgørelse, hvorefter klager ikke har ret til overførsel af restferie til den efterfølgende ferieafholdelsesperiode.