Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2023-85 / 18-10-2023

Feriepenge modtaget uden afholdelse af ferie skal tilbagebetales

Ankenævnet stadfæster FerieKontos afgørelse af 6. juli 2023, som FerieKonto har fastholdt ved genvurdering den 24. juli 2023, således at XXX (herefter klager) skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022 med i alt 2.594,82 kr.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Ejner K. Holst, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.

Ansøgning om udbetaling af ferie

Klager ansøgte den 30. september 2022 om udbetaling af feriepenge for 20,80 dage (3.011,81 kr.) med første feriedag den 11. december 2022.

 

Den 19. maj 2023 indgav XXX indberetning om, at klager ikke havde afholdt egen optjent ferie, selv om klager havde fået udbetalt feriepenge i overensstemmelse med den indgivne ansøgning herom. I brev af 1. juni 2023 orienterede FerieKonto klageren om kommunens indberetning og vejledte samtidig klageren om muligheden for at oppebære feriepengene mod indsendelse af behørig dokumentation for afholdt ferie i løbet af ferieåret fra 1. september 2021 til 31. december 2022.

 

FerieKonto oplyste samtidigt i brevet, at FerieKonto anser 2,88 feriedage for udbetalt med rette (ferie ud over 4 uger), og at det derfor alene er 17,92 feriedage, som klager skal dokumentere afholdt.

 

Den påklagede afgørelse

FerieKonto traf den 6. juli 2023 afgørelse om, at klager skal betale 2.594,82 kr. tilbage, som klager har fået udbetalt i feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022.

 

Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:

”Vi skriver til dig, fordi vi har truffet afgørelse om, at du skal betale 2.594,82 kr. tilbage svarende til 17,92 feriedage.

 

Det skal du, fordi du har fået udbetalt feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022, hvor du samtidigt modtog en offentlig ydelse.

...

 

Derfor skal du betale tilbage

Vi har lagt vægt på, at du har fået udbetalt feriepenge for 17,92 dage, og at du ikke er blevet trukket i fleksløntilskud for 17,92 dage.

 

Din kommune har oplyst os, at du har fået udbetalt feriepenge for 17,92 dage med første feriedag den 11. december 2022, og at du ikke har holdt ferien.

 

Vi kan se, at du har bestilt 3.011,81 kr. for 20,80 dage med første feriedag den 11. november 2022.

 

Vi kan yderligere se, at du i alt har optjent 22,88 feriedage hos den arbejdsgiver, hvor du har optjent de pågældende feriepenge. Feriepenge kan udbetales uden afholdelse af ferien, hvis det er ferie ud over 4 uger, og man ikke har modtaget visse offentlige ydelser.

 

Vi anser derfor 2,88 feriedag for ferieafholdelsesperiode 1. september 2021 til 31. december 2022 for udbetalt med rette uden afholdelse af ferien.

 

Feriepengene anses for udbetalt i henhold til ferielovens § 24.

 

Du har tidligere fået brev fra os, hvor vi har bedt dig om dokumentation for, at du har afholdt ferien. Vi kan ikke se, at du har svaret.

 

Hovedreglen efter ferieloven er, at du skal holde ferie for at modtage dine feriepenge.

 

Da du under din ferie har fået både feriepenge og modtaget løn for arbejde, herunder offentlig ydelse i form af fleksløntilskud, har du ikke været berettiget til at modtage feriepengene.

 

Hvis du har holdt feriedagene på et andet tidspunkt i løbet af ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022, skal du sende dokumentation på, at ferien er holdt. I det tilfælde kan vi, efter normal administrativ praksis, se bort fra, at ferien ikke er holdt på de oplyste dage.

 

Det skal være dokumenteret, at du har afholdt det antal feriedage, som du har anmodet om udbetaling af feriepenge for.

 

…”

 

Klagen

I klagen, som er indgivet den 7. juli 2023, har klager anført følgende:

 

”Det, er vel stadigvæk nogle penge JEG selv har opsparet , selvom JEG betaler dem tilbage eller ryger de direkte i kaffekassen.”

 

FerieKonto har den 11. juli 2023 svaret klager og spurgt, om klager ønsker at klage over afgørelsen.

 

I supplerende henvendelse fra klager, som er indgivet den 11. juli 2023, har klager anført følgende:

 

”Er, det ikke penge som Jeg har opsparet ? DE kan IKKE bare beslaglægges, eftersom det er MINE surt tjente penge.”

 

FerieKontos genvurdering i anledning af klagen

FerieKonto har i brev af 24. juli 2023 fastholdt sin afgørelse af 6. juli 2023. FerieKonto anfører i brevet bl.a. følgende:

 

”Genvurdering

FerieKonto har modtaget din klage af den 11. juli 2023 over vores afgørelse af den 6. juli 2023 om tilbagebetaling af feriepenge.

 

Din klage giver ikke anledning til at ændre afgørelsen. Vi oversender derfor sagen til ATP-ankenævnet.

 

Klagen

Du ønsker at klage over afgørelsen.

 

Den 7. juli 2023 skriver du til os vedrørende vores afgørelse af den 6. juli 2023. Du skriver, at det vel stadigvæk er penge, du selv har opsparet, selvom du betaler dem tilbage.

 

Vi skriver til dig den 11. juli 2023 og vejleder dig om betingelserne for at få udbetalt feriepenge. Vi vejleder samtidig om, at vi efter tilbagebetaling af feriepengene overfører pengene til Arbejdsmarkedets Feriefond.

 

Vi skriver endvidere til dig, at det ikke fremgår af din henvendelse, om du ønsker at klage over vores afgørelse. Vi beder dig om at oplyse det, hvis du ønsker at klage.

 

Den 11. juli 2023 skriver du til os og spørger, om det ikke er penge, som du har opsparet. Du oplyser, at pengene ikke kan beslaglægges, eftersom det er dine surt tjente penge.

 

Vi anser dine henvendelser som en klage over vores afgørelse af den 6. juli 2023.

 

Begrundelse

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du har fået udbetalt feriepenge for 17,92 dage, hvor du samtidig har modtaget fleksløntilskud.

 

Du oplyser, at det er penge, som du selv har opsparet, og at pengene ikke kan beslaglægges.

 

Hovedreglen efter ferieloven er, at du skal holde ferie for at kunne få udbetalt feriepenge. Da du under din ferie har fået både feriepenge og fleksløntilskud, har du ikke været berettiget til at modtage feriepengene.

 

Vi lægger vægt på, at du ikke har sendt dokumentation for, at du har afholdt ferien på et andet tidspunkt i ferieafholdelsesperioden.

 

Vi vurderer ikke, at der er fremkommet nye oplysninger i sagen, som medfører, at du har modtaget feriepengene med rette

....

 

Bemærkninger til genvurderingen

Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkningerne til Ankenævnets mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.

 

…”

 

Høringssvar fra klager

Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.

 

Ankenævnets begrundelse

Sagen angår tilbagebetaling af i alt 2.594,82 kr. udbetalt i feriepenge for afholdelse af 17,92 feriedage i ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022.

 

Klager har ifølge oversigten fra FerieKonto om klagers feriepenge optjent 22,88 feriedage hos den arbejdsgiver, som de udbetalte feriepenge stammer fra. Klager har ifølge samme oplysninger tidligere afholdt 2,08 feriedage i december 2021. De 2,88 feriedage ud af de 20,80 feriedage, som klager har søgt om den 30. september 2022 og også har fået udbetalt, vedrører således ferie udover 4 uger. De resterende 17,92 feriedage vedrører således ferie, der som udgangspunkt kun kan udbetales, hvis klager har holdt ferien.

 

Det følger af § 33 i ferieloven, at arbejder en lønmodtager mod vederlag under sin ferie, eller har lønmodtageren på anden vis modtaget feriebetalingen med urette, kan FerieKonto kræve, at den dertil svarende feriegodtgørelse, den dertil svarende løn under ferie eller det dertil svarende ferietillæg indbetales til FerieKonto.

 

Klager har ansøgt om og har fået udbetalt 3.011,81 kr. i feriepenge for 20,80 feriedage med 11. december 2022 som første feriedag. Ankenævnet bemærker, at FerieKonto i sin høring og afgørelse har henvist til, at det fremgår af FerieKontos system, at klager har anført første feriedag som den 11. november 2022. Af den fremsendte udskrift om bestilte feriepenge fremgår det imidlertid, at klager har anmodet om udbetaling af feriepenge den 30. september 2022 med første feriedag den 11. december 2022. FerieKonto har den 28. september 2023 telefonisk bekræftet, at klager i overensstemmelse med oplysningen fra kommunen har ansøgt om feriepenge til ferie med første feriedag den 11. december 2022. Henvisningen til den 11. november 2022 er således en fejl. Ankenævnet vurderer, at fejlen ikke har betydning for sagens afgørelse.

 

Klager afholdt imidlertid ikke ferie som ansøgt, men oppebar i stedet i perioden fleksløntilskud. Klager har således ansøgt om og fået udbetalt feriepenge uden at holde ferie som ansøgt. Klager har herved som udgangspunkt oppebåret feriepengene med urette og skal som udgangspunkt betale feriepengene tilbage. Dette ville klager have kunnet undgå ved at have holdt de 17,92 feriedage på et andet tidspunkt i ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022; klager har imidlertid ikke fremlagt nogen dokumentation for, at det har været tilfældet. Klager ville endvidere kunne undgå tilbagebetaling, hvis en feriehindring havde afskåret ham fra at afholde ferien i ferieafholdelsesperioden indtil den 31. december 2022. Dette har klager ikke dokumenteret.

 

Med disse bemærkninger stadfæster Ankenævnet den påklagede afgørelse af de grunde, som FerieKonto har anført.

 

Ankenævnet tiltræder herefter den påklagede afgørelse, hvorefter klager skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022 med i alt 2.594,82 kr.