Afgørelse / J. nr. 2023-18 / 17-09-2023
Feriepenge modtaget uden afholdelse af ferie skal tilbagebetales
Ankenævnet stadfæster FerieKontos afgørelse af 30. januar 2023, som FerieKonto har fastholdt ved genvurdering den 14. februar 2023, hvorefter XXX (herefter klager) skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022 med i alt 4.983,00 kr.
Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Ejner K. Holst, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.
Ansøgning om udbetaling af overskydende ferie
Den 1. juni 2022 ansøgte klager om udbetaling af feriepenge med et beløb på 4.983,00 kr. for 8 feriedage med første feriedag den 6. juli 2022.
Den 22. august 2022 indgav A-kassen XXX indberetning om, at klager kun havde holdt 3 dages ferie, idet klager var gået i job den 11. juli 2022. A-kassen gjorde opmærksom på, at de sidste 5 dages ferie skulle holdes på et senere tidspunkt, og bad Feriekonto om at afklare ferieforholdet med klager. A-kassen indsendte samtidig en tro og love-erklæring dateret den 18. august 2022 fra klager, hvori klager bekræftede at have indløst feriepenge for 5 dage, som ville afholdt på et senere tidspunkt inden ferieårets udløb den 31. december 2022.
I brev af 9. januar 2023 sendte FerieKonto en høring til klager. Det fremgår af brevet, at klager ifølge FerieKontos oplysninger havde modtaget dagpenge og feriepenge samtidig for 5 dage. FerieKonto bad samtidig klager om at indsende dokumentation for, at ferien var blevet afholdt på et andet tidspunkt i løbet af ferieafholdelsesperioden fra den 1. september 2021 til den 31. december 2022, og vejledte om eventuelle feriehindringer.
Klager svarende den 16. januar 2022 således:
”Jeg har modtaget brev om at jeg skal dokumentere, at jeg ikke har holdt de 8 dages ferie, som jeg havde ansøgt om, men kun holdt 3 dage. Grunden til at jeg ikke holdt de sidste 5 dage, var fordi jeg kom i arbejde. Jeg har IKKE modtaget dagpenge for de 5 dage, men løn fra mit nye arbejde. Jeg var på kursus i perioden 23.05.22 til og med 05.07.22, jeg havde søgt om ferie i perioden 06.07.22- 17.07.22, men mit kommende arbejde spurgte om jeg kunne starte en uge før ellers planlagt, så derfor kunne jeg ikke holde de 5 dages ferie.”
Den påklagede afgørelse
FerieKonto traf den 30. januar 2023 afgørelse om, at klager skal betale 4.983,00 kr. tilbage, som klager har fået udbetalt i feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022.
Af afgørelsen fremgår bl.a. følgende:
”Vi skriver til dig, fordi vi har truffet afgørelse om, at du skal betale 4.983,00 kr. tilbage.
Det skal du, fordi du har fået udbetalt feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022, hvor du ikke havde ret til at få udbetalt feriedagpenge for 5 dage.
...
Mangler du at sende dokumentation?
Hvis du har holdt din ferie i ferieafholdelsesperioden, men glemt at sende dokumentation til os, kan du stadig nå det. Send dokumentation til os hurtigst muligt enten med fysisk post eller digitalt via www.borger.dk/feriekonto-send-oplysninger. Dokumentationen skal være fra dem, du har meldt ferien til. Det kan fx være din arbejdsgiver, a-kasse eller kommune.
…
Begrundelse for afgørelsen
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du har fået udbetalt feriepenge for 8 dage med første feriedag den 6. juli 2022, og at du kun er blevet trukket i dagpenge for 3 dage.
Vi kan se, at du har fået udbetalt 7.972,77 kr. for 8 feriedage med afholdelse af første feriedag den 6. juli 2022.
Du har tidligere fået brev fra os, hvor vi har bedt dig om dokumentation for, at du har
afholdt ferie. Du har som svar oplyst, at de resterende 5 dage ikke er afholdt, da du har fået nyt arbejde.
Hovedreglen efter ferieloven er, at du skal holde ferie for at modtage dine feriepenge.
Hvis du under din ferie har fået både feriepenge og modtaget løn for arbejde, herunder
offentlig ydelse i form af dagpenge, har du ikke været berettiget til at modtage
feriepengene.
Hvis du har holdt feriedagene på et andet tidspunkt i løbet af ferieafholdelsesperioden 1.
maj 2020 til 31. december 2021, skal du sende dokumentation på, at ferien er holdt. I det
tilfælde kan vi, efter normal administrativ praksis, se bort fra, at ferien ikke er holdt på de
oplyste dage.
Det skal være dokumenteret, at du har afholdt det antal feriedage, som du har anmodet
om udbetaling af feriepenge for.
…”
Klagen
Klager har den 2. februar 2023 klaget til FerieKonto over afgørelsen af 30. januar 2022. Følgende fremgår af klagen:
”...
Jeg har modtaget afgørelsen vedr. udbetalt feriepenge for 8 dage, hvoraf jeg kom i arbejde de sidste 5 dage.
- Det var meningen at jeg skulle starte på arbejdet d. 18.07.2022, men fordi der var brug for mig, så startede jeg en uge før, altså d. 11.07.2022. Jeg kunne derfor ikke holde de 5 dages ferie. Hvis jeg havde vidst at der ville blive så meget bøvl ved det, så havde jeg ikke sagt ja til, at rykke det en uge.
Jeg kan forstå hvis jeg havde været på dagpenge eller kontanthjælp, så giver det god mening, men fordi jeg kom i arbejde, så kan jeg virkelig ikke forstå, at jeg skal betale mine optjente feriepenge tilbage. Grundet en langtidssygemelding fra det gamle job på grund af stress, så var der ikke mulighed for, at afholde den optjente ferie i perioden 29.11.2021-30.04.2022. Jeg startede på kursus d. 23.05.2022-05.07.2022, det var derfor heller ikke muligt at afholde ferien her. Det var planlagt at min sommerferie skulle være efter kurset. Det var ikke til at forudsige at jeg fik arbejde og at skulle starte så hurtigt efter mit kursus.
2.
Derudover vil jeg godt klage over den lange ventetid på afgørelse, som nu er kommet efter
ferieperiodens udløb, hvor jeg så ingen mulighed har for, at kunne afholde de 5 dage.
…”
FerieKontos genvurdering i anledning af klagen
FerieKonto har i brev af 14. februar 2023 fastholdt sin afgørelse af 30. januar 2023. FerieKonto anfører i brevet bl.a. følgende:
”Genvurdering
FerieKonto har modtaget din klage af den 2. februar 2023 over vores afgørelse af den 30. januar 2023 om tilbagebetaling af feriepenge.
Din klage giver ikke anledning til at ændre afgørelsen. Vi oversender derfor sagen til ATP-ankenævnet.
Klagen
Du ønsker at klage over afgørelsen.
Du oplyser, at det var meningen, at du skulle starte i arbejde den 18. juli 2022, men at
du startede den 11. juli 2022. Du oplyser, at du derfor ikke kunne holde de 5 dages
ferie.
Du oplyser, at hvis du havde været på dagpenge eller kontanthjælp, så giver det mening,
men fordi du kom i arbejde, så kan du ikke forstå, at du skal betale dine feriepenge
tilbage.
Du oplyser endvidere, at der, som følge af langtidssygemelding på grund af stress, ikke
var mulighed for at afholde den optjente ferie i perioden 29. november 2021 til 30. april
- Du oplyser, at du startede på kursus i perioden 23. maj 2022 til 5. juli 2022, og at
det derfor ikke var muligt at afholde ferien der. Du oplyser endvidere, at det var planlagt,
at du skulle holde sommerferie efter kurset, og at det ikke var til at forudsige, at du fik
arbejde og skulle starte så hurtigt efter dit kursus.
Du ønsker endvidere at klage over den lange ventetid på vores afgørelse, som er kommet
efter ferieperiodens udløb, hvor du ikke har mulighed for at holde de 5 feriedage.
Begrundelse
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du har fået udbetalt feriepenge for 8 feriedage,
og at du kun har afholdt 3 dage.
Du oplyser, at du på grund af langtidssygemelding og efterfølgende kursus ikke har haft mulighed for at holde ferien i perioden 29. november 2021 til 30. april 2022 og i perioden
- maj 2022 til 5. juli 2022.
Du oplyser endvidere, at du kom i arbejde og skulle starte kort efter dit kursus.
Hovedreglen efter ferieloven er, at du skal holde ferie for at få udbetalt feriepenge.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at du ikke har dokumenteret, at du har holdt ferien.
Vi gør opmærksom på, at opstart i et nyt job ikke er en feriehindring i ferielovens forstand.
Vi vurderer ikke, at der er fremkommet nye oplysninger i sagen, som medfører, at du
har modtaget feriepengene med rette.
Du har endvidere klaget over den lange ventetid på vores afgørelse.
Vi skal beklage den lange sagsbehandlingstid. Vi har et stort antal sager, hvilket har
medført en forlænget sagsbehandlingstid. Vi bestræber os kontinuerligt på at optimere
vores sagsbehandlingstid.
[…]
Bemærkninger til genvurderingen
Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkningerne til Ankenævnets mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling af Ankenævnet.”
Høringssvar fra klager
Klager har ikke indsendt bemærkninger til FerieKontos genvurdering.
Ankenævnets begrundelse
Sagen angår tilbagebetaling af udbetalt feriebetaling på 4.983,00 kr. vedrørende 5 feriedage optjent til anvendelse i ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022.
Ferieloven indeholder i §§ 12 og 13 bestemmelser om, at en lønmodtager ikke har pligt til at holde ferie under sygdom, strejke eller lockout. Det samme gælder, hvis lønmodtageren på grund af andre særlige forhold er afskåret fra at holde ferie, jf. 14, stk. 1. Det er i § 14, stk. 2, angivet, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke forhold der kan udgøre en sådan feriehindring. Det er i forarbejderne til bestemmelsen angivet, at regulering skal ske ved bekendtgørelse for at muliggøre en fleksibel administration med mulighed for ændringer i, hvad der anses for at være feriehindringer, jf. betænkning nr. 1568/2017, Ny ferielov og overgang til samtidighedsferie, s. 264.
De nærmere regler findes i bekendtgørelse nr. 1072 af 29. oktober 2019 om feriehindringer. Efter bekendtgørelsens § 2 som ændret ved bekendtgørelse nr. 2444 af 15. december 2021er feriehindringer:
- Egen sygdom og tvangsindlæggelse,
- Barselsorlov og orlov til adoption,
- Ophold i udlandet, forudsat at pågældende er i et ansættelsesforhold, som ikke er omfattet af ferieloven,
- Overgang til selvstændigt erhverv eller til arbejde i hjemmet,
- Valg til borgmester, udnævnelse til minister eller lignende tillidshverv,
- Indsættelse i en af kriminalforsorgens institutioner, eller tilsvarende udenlandsk institution,
- Lovligt varslede og afsluttede konflikter,
- Aftjening af værnepligt,
- Tjeneste i Forsvaret eller det statslige redningsberedskab som værnepligtigt eller på værnepligtslignende vilkår,
- Udsendelse af Forsvaret eller det statslige redningsberedskab for at deltage i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende eller humanitære opgaver,
- Manglende midler til at holde ferie på grund af en opstået tvist mellem lønmodtager og arbejdsgiveren om et krav på feriebetaling,
- Pasning af nærtstående syge eller døende, hvor lønmodtageren i en kortere tidsbegrænset periode er tilkendt tabt arbejdsfortjeneste, løn eller vederlag efter serviceloven,
- Orlov fra et ansættelsesforhold til pasning af nærtstående syge eller døende,
- Tvingende familiemæssige årsager i henhold til lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager,
- Tjeneste inden for Forsvarsministeriets eller politiets område, der er pålagt som følge af krig, katastrofetilfælde eller andre ekstraordinære forhold, eller
- Udførelse af nødvendigt arbejde af hensyn til den offentlige sikkerhed og sundhed inden for det regionale og kommunale sundhedsvæsen samt i hjemmeplejen og på plejehjem under helt ekstraordinære omstændigheder, når en sygdom er kategoriseret som samfundskritisk efter epidemilovens § 2, stk. 6.
Det følger af § 33 i ferieloven, at har en lønmodtager arbejdet mod vederlag under sin ferie, eller har lønmodtageren på anden vis modtaget feriebetalingen med urette, kan FerieKonto kræve tilbagebetaling.
Klager har oplyst, at 5 af 8 feriedage ikke blev afholdt i juli 2022, da klager fik nyt job og blev bedt om at starte tidligere end planlagt. Klager har desuden i forbindelse med klagen oplyst, at det grundet en langtidssygemelding fra det gamle job på grund af stress ikke var muligt at afholde den optjente ferie i perioden 29.11.2021-30.04.2022.
Ankenævnet stadfæster af de grunde, som FerieKonto har anført, den påklagede afgørelse.
Ankenævnet lægger ved afgørelsen vægt på, at opstart i et nyt job ikke er en feriehindring i ferielovens forstand. Herudover lægger Ankenævnet vægt på, at den oplyste sygdom fra november 2021 til april 2022 ikke har hindret klager i at afholde ferie fra anmodningen om udbetaling af feriepenge med første feriedag den 6. juli 2022 og indtil ferieafholdelsesperiodens udløb den 31. december 2022.
Klager har ikke indsendt dokumentation for, at ferien er blevet afholdt på et andet tidspunkt i ferieafholdelsesperioden.
Ankenævnet tiltræder herefter den påklagede afgørelse, hvorefter klager skal tilbagebetale uberettiget modtagne feriepenge for ferieafholdelsesperioden 1. september 2021 til 31. december 2022 med i alt 4.983,00 kr.