Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2022-23 / 18-01-2023

De økonomiske betingelser for bidragspligt til barsel.dk opfyldt

Ankenævnet stadfæster Barsel.dk’s afgørelse af 23. september 2021, som Barsel.dk har fastholdt ved genvurdering den 13. januar 2022, således at XXX (herefter klager) skal betale bidrag til Barsel.dk i 2021.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Ejner K. Holst, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.

Den påklagede afgørelse

Den 23. september 2021 udsendte Barsel.dk en opkrævning på 1.225 kr. til klager for bidrag til Barsel.dk for 2021, idet Barsel.dk henviste til, at klager i 2020 havde haft overskud af selvstændig virksomhed på 899.021 kr. samt en personlig lønindkomst på 2.200 kr.

 

Klagen

Klager har den 27. september og 7. oktober 2021 ved telefonisk henvendelse klaget over denne opkrævning. Af telefonnotat fremgår bl.a. følgende:

 

”… den 07.10.2021. Talte med XXX. Han vil gerne klage over, at vi opkræver med tilbagevirkende kraft, når han ikke har haft mulighed for at vide noget om opkrævningen på forhånd. Da han skal videreføre hans udgifter i hans leje regnskab, skal han vide dette på forhånd, og det har han ikke haft mulighed for. Som udgangspunkt vil han gerne betale til Barsel.dk, men han vil have en besked på det, og ikke 3/4 efter loven er indført.

 

Jeg vejleder i at betale inden for fristen, men det er han principielt uenig i. Han vil ikke betale eventuelle rykkergebyrer eller renter, så længe sagen kører med hans klage.

…”

 

Barsel.dk’s genvurdering i anledning af klagen

Barsel.dk har i brev af 13. januar 2022 fastholdt sin afgørelse af 23. september 2021. Barsel.dk anfører i brevet bl.a. følgende:

 

”Genvurdering: Vi fastholder din bidragspligt til Barsel.dk som selvstændig

Vi skriver til dig, fordi vi har vurderet din sag om din bidragspligt til Barsel.dk som

selvstændigt erhvervsdrivende igen, da du den 27. september 2021 har klaget over vores

afgørelse fra 23. september 2021.

 

Vi har truffet følgende afgørelse:

 

-          Du skal betale bidrag til Barsel.dk som selvstændigt erhvervsdrivende.

 

Det betyder, at vi har sendt din klage, vores begrundelse for afgørelsen og vores

genvurdering videre til Ankenævnet for ATP m.m.

Begrundelse - derfor skal du betale bidrag til Barsel.dk

Vi har vurderet, at du er forpligtet til at betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende til Barsel.dk. Da du opfylder nedenstående kriterier, vil du således blive anset som selvstændigt erhvervsdrivende i Barselsudligningslovens forstand.

 

På baggrund af din klage er det vores forståelse, at du ikke bestrider rigtigheden af de tal, som Skattestyrelsen har videresendt til Barsel.dk. Det fremgår af din klage, at du ikke mener, at du er omfattet af bidragspligten til trods for oplysningerne fra Skattestyrelsen.

 

Kriterier for at skulle betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende er fastsat i lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked. Udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed er forpligtet til at betale bidrag, hvis det samlede resultat fra selvstændig virksomhed overstiger den maksimale dagpengesats. Det samlede resultat er før renter og efter eventuelle beløb overført til medarbejdende ægtefælle.

 

Det er fastsat i loven, at det er det samlede resultat i årsopgørelsen for det senest afsluttede indkomstår, som skal anvendes ved vurderingen af bidragspligt. Det betyder, at vurderingen skal foretages på grundlag af årsopgørelsen for indkomståret 2020.

 

Ved vurdering af bidragspligt lægges der ikke vægt på, hvad indkomsten stammer fra. Det har med andre ord ikke betydning for bidragspligten, om indkomsten f.eks. stammer fra lejeindtægter. Barsel.dk. skal i overensstemmelse med loven kun lægge vægt på oplysning om dit samlede resultat fra selvstændig virksomhed i din årsopgørelse.

 

Den selvstændigt erhvervsdrivende skal dog ikke betale bidrag, hvis vedkommende i samme afsluttede indkomstår har en personlig lønindkomst, der overstiger det samlede resultat. Du skal derfor ikke betale, hvis du har en personlig lønindkomst, der overstiger dit resultat fra selvstændig virksomhed.

 

Hvis du opfylder ovenstående kriterier, er du forpligtet til at betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende, selvom dine personlige forhold medfører, at du ikke vil kunne gøre brug af Barsel.dk. Det skyldes, at der ved vurderingen af bidragspligt udelukkende lægges vægt på det samlede resultat fra selvstændig virksomhed og personlig lønindkomst. Personlige forhold indgår derimod ikke ved vurderingen af bidragspligt.

 

Du er ligeledes forpligtet til at betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende, selvom du måtte være ophørt med at drive selvstændig virksomhed. Det skyldes, at du opfylder lovens kriterier for at skulle betale bidrag. Bidragspligten er personlig og er uafhængig af, om du er ophørt med at drive selvstændig virksomhed.

…”

 

Partshøring

Klager er den 13. januar 2022 blevet hørt over Barsel.dk’s genvurdering og har ikke indsendt yderligere bemærkninger.

 

Ankenævnets begrundelse

Sagen angår den bidragspligt til barselsudligningsordningen, som påhviler personer, der udøver selvstændig erhvervsvirksomhed.

 

Ved lov nr. 2198 af 29. december 2020 blev barselsudligningsloven (lovbekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2019 om barselsudligning på det private arbejdsmarked) ændret, således at personer, som udøver selvstændig erhvervsvirksomhed (selvstændigt erhvervsdrivende), omfattes af barselsudligningsordningen fra 1. januar 2021. Herefter har en udøver af selvstændig erhvervsvirksomhed ret til kompensation i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption efter barselsudligningslovens § 3 a og pligt til at betale et årligt bidrag på 1.225 kr. til barselsudligningsordningen efter lovens § 4 a, som lyder således:

”§ 4 a. Udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed betaler et årligt bidrag på 1.225 kr. til barselsudligningsordningen, når følgende betingelser er opfyldt:

1) Den pågældende har i årsopgørelsen for det senest afsluttede indkomstår et samlet resultat før renter og efter eventuelle beløb overført til medarbejdende ægtefælle, der overstiger maksimum for barselsdagpenge, jf. barselslovens § 35, stk. 1, jf. §§ 37 og 38.

2) Den pågældende har ikke i samme afsluttede indkomstår personlig lønindkomst, der overstiger det samlede resultat, jf. nr. 1.

Stk. 2. Bidrag efter stk. 1 opkræves årligt den 1. oktober.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opkrævning af bidrag efter stk. 1.”

 

Efter § 4 a, stk. 1, påhviler der således udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed bidragspligt, hvis betingelserne om resultat af virksomheden og personlig lønindkomst i senest afsluttede indkomstår er opfyldt. Bidrag opkræves efter stk. 2 ”årligt den 1. oktober”. Efter stk. 3 fastsætter beskæftigelsesministeren regler om opkrævning af bidrag.

 

Klagen angår det forhold, at opkrævning ifølge klager sker med tilbagevirkende kraft, således at klager ikke kan medtage udgiften i sit perioderegnskab. Opkrævningen angår imidlertid 2021 - den er blot baseret på klagers indtægtsforhold i 2020.

 

Idet klager ikke har bestridt det i opkrævningen angivne resultatet som selvstændig på 899.021 kr. og personlig lønindkomst på 2.200 kr. i 2020, og idet klager fortsat har selvstændig erhvervsvirksomhed, er klager omfattet af bidragspligten efter barselsudligningslovens § 4 a.

 

Ankenævnet tiltræder herefter den påklagede afgørelse, således at klager skal betale 1.225 kr. i bidrag til Barsel.dk i 2021.