Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2021-138 / 15-02-2023

Barsel.dk’s afgørelse var truffet på et forkert retsgrundlag. Afgørelsen blev ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling

Ankenævnet ophæver Barsel.dk’s afgørelse af 23. september 2021, som Barsel.dk har fastholdt ved genvurdering den 11. oktober 2021, og hjemviser sagen til fornyet behandling.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Ejner K. Holst, Lene Pagter Kristensen (formand), Henrik Rothe og Steen Müntzberg har deltaget i sagens behandling.

Den påklagede afgørelse

Den 23. september 2021 udsendte Barsel.dk en opkrævning på 1.225 kr. til klager for bidrag til Barsel.dk for 2021, idet Barsel.dk henviste til, at klager i 2020 havde haft overskud af selvstændig virksomhed på 325.000 kr. samt en personlig lønindkomst på 101.795 kr.

 

Klagen

Klager har telefonisk den 28. september 2021 klaget over denne opkrævning. I telefonnotatet fra Barsel.dk anføres bl.a. følgende:

 

”… Hun oplyser, at hun er stoppet som selvstændig i november 2020, og er i den forbindelse utilfreds med, at der skal betales for ordningen i 2021.Det er det med, at hun ikke er selvstændig længere, men alligevel opkræves, hun vil klage over.”  

 

Barsel.dk’s genvurdering i anledning af klagen

Barsel.dk har i brev af 11. oktober 2021 fastholdt sin afgørelse af 23. september 2021. Barsel.dk anfører i brevet bl.a. følgende:

 

”Genvurdering: Vi fastholder din bidragspligt til Barsel.dk som selvstændig

Vi skriver til dig, fordi vi har vurderet din sag om din bidragspligt til Barsel.dk som

selvstændigt erhvervsdrivende igen, da du den 28. september 2021 har klaget over vores

afgørelse fra 23. september 2021.

 

Vi har truffet følgende afgørelse:

 

-          Du skal betale bidrag til Barsel.dk som selvstændigt erhvervsdrivende.

 

Det betyder, at vi har sendt din klage, vores begrundelse for afgørelsen og vores

genvurdering videre til Ankenævnet for ATP m.m.

Bemærkninger til genvurderingen

Hvis du har bemærkninger til afgørelsen, skal du henvende dig til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter modtagelsen af dette brev. Du kan sende bemærkningerne til Ankenævnets mailadresse post@atp-anke.dk. Din klage vil herefter blive optaget til behandling i Ankenævnet.

Begrundelse - derfor skal du betale bidrag til Barsel.dk

Vi har vurderet, at du er forpligtet til at betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende til Barsel.dk. Da du opfylder nedenstående kriterier, vil du således blive anset som selvstændigt erhvervsdrivende i Barselsudligningslovens forstand.

 

På baggrund af din klage er det vores forståelse, at du ikke bestrider rigtigheden af de tal, som Skattestyrelsen har videresendt til Barsel.dk. Det fremgår af din klage, at du ikke mener, at du er omfattet af bidragspligten til trods for oplysningerne fra Skattestyrelsen.

 

Kriterier for at skulle betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende er fastsat i lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked. Udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed er forpligtet til at betale bidrag, hvis det samlede resultat fra selvstændig virksomhed overstiger den maksimale dagpengesats. Det samlede resultat er før renter og efter eventuelle beløb overført til medarbejdende ægtefælle.

 

Det er fastsat i loven, at det er det samlede resultat i årsopgørelsen for det senest afsluttede indkomstår, som skal anvendes ved vurderingen af bidragspligt. Det betyder, at vurderingen skal foretages på grundlag af årsopgørelsen for indkomståret 2020.

 

Ved vurdering af bidragspligt lægges der ikke vægt på, hvad indkomsten stammer fra. Det har med andre ord ikke betydning for bidragspligten, om indkomsten f.eks. stammer fra lejeindtægter. Barsel.dk skal i overensstemmelse med loven kun lægge vægt på oplysning om dit samlede resultat fra selvstændig virksomhed i din årsopgørelse.

 

Den selvstændigt erhvervsdrivende skal dog ikke betale bidrag, hvis vedkommende i samme afsluttede indkomstår har en personlig lønindkomst, der overstiger det samlede resultat. Du skal derfor ikke betale, hvis du har en personlig lønindkomst, der overstiger dit resultat fra selvstændig virksomhed.

 

Hvis du opfylder ovenstående kriterier, er du forpligtet til at betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende, selvom dine personlige forhold medfører, at du ikke vil kunne gøre brug af Barsel.dk. Det skyldes, at der ved vurderingen af bidragspligt udelukkende lægges vægt på det samlede resultat fra selvstændig virksomhed og personlig lønindkomst. Personlige forhold indgår derimod ikke ved vurderingen af bidragspligt.

 

Du er ligeledes forpligtet til at betale bidrag som selvstændigt erhvervsdrivende, selvom du måtte være ophørt med at drive selvstændig virksomhed. Det skyldes, at du opfylder lovens kriterier for at skulle betale bidrag. Bidragspligten er personlig og er uafhængig af, om du er ophørt med at drive selvstændig virksomhed.

 

…”

 

Høringssvar fra klager

Klager har ikke indsendt bemærkninger til Barsel.dk’s genvurdering.

 

Ankenævnets begrundelse

Sagen angår den bidragspligt til barselsudligningsordningen, som påhviler personer, der udøver selvstændig erhvervsvirksomhed.

 

Ved lov nr. 2198 af 29. december 2020 blev barselsudligningsloven (lovbekendtgørelse nr. 281 af 26. marts 2019 om barselsudligning på det private arbejdsmarked) ændret, således at personer, som udøver selvstændig erhvervsvirksomhed (selvstændigt erhvervsdrivende), omfattes af barselsudligningsordningen fra 1. januar 2021. Herefter har en udøver af selvstændig erhvervsvirksomhed ret til kompensation i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption efter barselsudligningslovens § 3 a og pligt til at betale et årligt bidrag på 1.225 kr. til barselsudligningsordningen efter lovens § 4 a, som lyder således:

 

”§ 4 a. Udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed betaler et årligt bidrag på 1.225 kr. til barselsudligningsordningen, når følgende betingelser er opfyldt:

1) Den pågældende har i årsopgørelsen for det senest afsluttede indkomstår et samlet resultat før renter og efter eventuelle beløb overført til medarbejdende ægtefælle, der overstiger maksimum for barselsdagpenge, jf. barselslovens § 35, stk. 1, jf. §§ 37 og 38.

2) Den pågældende har ikke i samme afsluttede indkomstår personlig lønindkomst, der overstiger det samlede resultat, jf. nr. 1.

Stk. 2. Bidrag efter stk. 1 opkræves årligt den 1. oktober.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om opkrævning af bidrag efter stk. 1.”

 

Efter § 4 a, stk. 1, påhviler der således udøvere af selvstændig erhvervsvirksomhed bidragspligt, hvis betingelserne om resultat af virksomheden og personlig lønindkomst i senest afsluttede indkomstår er opfyldt. Bidrag opkræves efter stk. 2 ”årligt den 1. oktober”. Efter stk. 3 fastsætter beskæftigelsesministeren regler om opkrævning af bidrag.

 

Bidragspligten efter § 4 a, stk. 1, afhænger dermed ikke af, om den bidragspligtige selv vil kunne opnå kompensation efter ordningen, men alene af den bidragspligtige selvstændige erhvervsdrivendes samlede resultat og eventuelle personlige lønindkomst i det afsluttede indkomstår.

 

Klagen går imidlertid på, at klagers selvstændige virksomhed ophørte i 2020. Det følger af Ankenævnets praksis, jf. Ankenævnets afgørelse af 4. november 2021 i sag nr. 2021-175, at der ikke er hjemmel i barselsudligningsloven til at pålægge en person, som ved lovens ikrafttræden var ophørt som selvstændig erhvervsdrivende, bidragspligt. Den påklagede afgørelse, som er truffet den 23. september 2021 og fastholdt den 11. oktober 2021, er således baseret på en fejlagtig retsopfattelse.

Afgørelsen ophæves derfor, og sagen hjemvises til barsel.dk til fornyet behandling og stillingtagen til betydningen af klagerens oplysning om, at hun stoppede som selvstændig i november 2020.