Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Afgørelse / J. nr. 2017-85 / 22-02-2019

Afgørelse vedrørende klage fra Virksomhed A på vegne af Virksomhed B (også benævnt klager) over afgørelse af 30. oktober 2017 fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) (ATP ref. nr. xx)

Ankenævnet stadfæster ATPs afgørelse af 30. oktober 2017, hvorefter Virksomhed B skal betale finansieringsbidrag efter reglerne om betaling af finansieringsbidrag i bekendtgørelse nr. 596 af 2. juni 2016 (tidligere bekendtgørelse nr. 1642 af 27. december 2013) med tilbagevirkende kraft
fra 1. oktober 2014.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Nanna Højlund, Lene Pagter Kristensen (formand), Steen Müntzberg og Henrik Rothe har deltaget i sagens behandling.

Klagen

Virksomhed A har i klagen af 23. november 2017 anført, at Virksomhed B afregner moms af samtlige kantiner, de drifter, under ét momsnummer. Dette momsnummer udgør en delregistrering til virksomhedens CVR-nummer. For medarbejderne på hovedkontoret afregner virksomheden A-skat og AM- bidrag via CVR-nummeret, mens virksomheden for medarbejderne i kantinerne afregner A-skat og AM-bidrag via en række delregistreringer hos SKAT. ATP har hidtil opkrævet finansieringsbidrag på grundlag af lønoplysningerne fra CVR-nummeret, men har ikke været opmærksom på de øvrige delregistreringer, hvor der også afregnes skat mv. ATP har oplyst, at de på grund af, at de har fået adgang til yderligere oplysninger fra SKAT, har besluttet at efteropkræve finansieringsbidrag hos de delregistrerede virksomheder, som ikke hidtil er blevet opkrævet finansieringsbidrag.

Klager anerkender, at opkrævning på grundlag af det korrekte antal medarbejdere kan ske fremad- rettet fra den 1. oktober 2017, men mener ikke, at ATP har ret til at opkræve bidraget med tilbage- virkende kraft. Det har været ATPs pligt at fremskaffe de nødvendige oplysninger for at opkræve bidraget, og der er tale om en praksisændring, som ikke kan gennemføres med tilbagevirkende kraft. Det vil være meget byrdefuldt for virksomheden at skulle efterbetale et beløb, som de ikke har haft mulighed for at indregne i deres priser. De løbende opkrævninger af finansieringsafgift har ikke karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed, men er forvaltningsafgørelser, hvorfor forvaltningsret- tens betingelser for tilbagekaldelse af en begunstigende afgørelse skal være opfyldt, og det er de ikke.

ATPs udtalelse i anledning af klagen

ATP har i udtalelse af 19. januar 2018 fastholdt sin afgørelse af 30. oktober 2017 og anført, at ATP medio 2017 får adgang til oplysninger fra SKAT vedrørende delregistrerede selskaber og på det grundlag kan fremsøge selskaber, der hidtil ikke er blevet opkrævet finansieringsbidrag for alle ansatte.

ATP fremsender den 18. september 2017 en opkrævning af finansieringsbidrag med tilbagevirkende kraft til de delregistrerede virksomheder, som ikke tidligere er blevet opkrævet finansieringsbidrag for samtlige ansatte, herunder Virksomhed B. Opkrævningen følger forældelseslovens bestemmelser, hvorfor der kræves betaling af finansieringsbidrag tre år tilbage fra opkrævningstids- punktet. Bidraget skal betales den 23. oktober 2017.

Virksomhed B anmoder den 25. september 2017 om en afgørelse på betalingen af finansieringsbidraget. I samme forbindelse gør klager opmærksom på, at der er tale om en praksisændring hos ATP, som ikke kan foretages med tilbagevirkende kraft.

Den 30. oktober 2017 træffer ATP afgørelse, hvorefter det fastholdes, at der opkræves finansieringsbidrag med tilbagevirkende kraft. ATP afviser, at der er tale om en praksisændring, og fasthol- der, at den fremsendte opkrævning skyldes oplysninger fra SKAT, som der ikke tidligere har været adgang til.

ATP har ikke tidligere opkrævet finansieringsbidrag på baggrund af de medarbejdere, der er (har været) ansat under delregistrering vedrørende kantinerne. Den manglende opkrævning skyldtes utilstrækkelige data, som ATP hidtil har modtaget fra SKAT.

Der er således ikke tale om, at ATP har ændret praksis for så vidt angår opkrævning af finansieringsbidrag hos de under et CVR-nummer underliggende SE-numre hhv. p-numre. ATP har hele tiden opkrævet finansieringsbidrag hos private arbejdsgivere med et CVR-/SE-nummer, som har været registreret for moms eller lønsumsafgift, og som indbetaler ATP-bidrag for sine ansatte, jf. § 1, stk. 1, og § 12, stk. 1, i bekendtgørelsen om beregning af finansieringsbidrag.

Ifølge momslovens § 47, stk. 1, skal afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen. SKAT kan godkende, at der i en koncern foretages en delregistrering af et underliggende SE-nummer, jf. momslovens § 47, stk. 3.

Da det kun er det CVR-/SE-nummer, som afregner moms til SKAT, der skal være momsregistreret, kan en virksomhed indenfor en juridisk enhed være delregistreret uden at være momsregistreret, selvom den driver afgiftspligtig virksomhed.

Det er ATPs opfattelse, at der ved delregistrering af en virksomhed er tale om, at den pågældende virksomhed er registreret for moms- eller lønsumsafgiftspligt i lovens forstand. I modsat fald vil konsekvensen af SKATs valgmuligheder i forhold til registreringen af moms-/lønsumsafgiftspligt ellers være, at virksomhederne ved en delregistrering slipper for at betale finansieringsbidrag, uanset af de rent faktisk afregner moms.

På baggrund af, at ATP har fået adgang til yderligere oplysninger fra SKAT og dermed har fået en mere fintmasket metode til at finde de virksomheder, som er momspligtige, er det blevet besluttet, at Samlet Betaling efteropkræver finansieringsbidrag hos de delregistrerede virksomheder, som endnu ikke er blevet opkrævet finansieringsbidrag.

I den modsatte situation, hvor en virksomhed har kontaktet ATP og anført, at det kun var en del af den virksomhed, der blev udført i det pågældende CVR-/SE-nummer, som var afgiftspligtig, hvorfor man ikke ønskede at betale finansieringsbidrag, har ATP meddelt, at hvis virksomheden ville undgå at betale finansieringsbidrag for samtlige ansatte, som der blev indbetalt ATP-bidrag for, skulle virksomheden udskille den del af virksomheden til et særskilt SE-nummer.

Dette svar har baseret sig på forudsætningen om, at hvis der bliver udført moms- eller lønsumsafgiftspligtig virksomhed, er CVR-/SE-nummereret afgiftspligtigt og vil fremstå som sådan hos SKAT, og der skal indbetales finansieringsbidrag på baggrund af det samlede indbetalte ATP- bidrag.

Virksomhed B har i klagen anført, at den manglende opkrævning skyldes, at ATP hidtil kun har opkrævet finansieringsbidrag på CVR/SE-numre med en tilknyttet momsregistrering, da momsregistreringen er grundlaget for, at finansieringsbidraget bliver relevant. Ved denne metodik overser ATP, at en virksomhed kan have valgt at lægge sine ansættelsesforhold ud i en delregistrering, således at afregningen af A-skat og moms sker fra forskellige CVR/SE-numre. Det er således det, der er sket i nærværende sag. Klager har hele tiden afregnet A-skat og AM-bidrag til SKAT samt AUB, AES, AES – arbejdsskadeafgift og AFU til ATP, men ikke finansieringsbidrag på de delregistreringer, man har haft til brug for A-skat og AM-bidrag.

I nærværende sag er der ikke truffet en afgørelse i forbindelse med fremsendelse af opkrævningen, hvorved Virksomhed B er blevet fritaget for betaling af finansieringsbidrag. ATP har således ikke haft mulighed for at tage konkret stilling til, om Virksomhed B kan fritages for betaling af finansieringsbidrag for medarbejderne registreret under SE-numrene.

Eftersom ATP ikke tidligere har været i besiddelse af de relevante oplysninger, kan der heller ikke være tale om en fejl fra ATPs side. Det har som tidligere oplyst ikke været muligt at afkræve delregistrerede selskaber finansieringsbidrag med de data, som forelå for ATP på daværende tidspunkt. Der er på den baggrund tale om, at det er et væsentligt ændret faktisk grundlag i forhold til oplysningerne på opkrævningstidspunktet, som ligger til grund for afgørelsen af 30. oktober 2017.

ATP har yderligere bemærket, at der samtidig med opkrævningen vedrørende de ansatte på hovedkontoret blev fremsendt krav om betaling vedrørende de ansatte i kantinerne, hvilket fremgår af klagens bilag 2 og 3. Idet der betales finansieringsbidrag for medarbejderne på hovedkontoret, burde Virksomhed B have været bevidst om, at der samtidig manglede opkrævning/betaling af finansieringsbidrag for medarbejderne i kantinerne. På den baggrund burde klager have indset, at ATP var i en vildfarelse, og at beregningen af finansieringsbidrag blev foretaget ud fra urigtige forudsætninger.

Ankenævnets begrundelse

Det hedder i den seneste bekendtgørelse om beregning af finansieringsbidrag, bkg. nr. 1790 af 27. december 2018, i § 1, stk. 1, at private arbejdsgivere, der er moms- eller lønsumsregistreret, skal betale de finansieringsbidrag, der er nævnt i bekendtgørelsens § 5, og hertil er føjet en henvisning til de love, som hjemler dette, bl.a. lov om Lønmodtagernes Garantifond § 9, stk. 1. Arbejdsgiveren skal ifølge bekendtgørelsens § 12, stk. 1, betale et fuldt års finansieringsbidrag for hver gang, arbejdsgiveren betaler et beløb, der svarer til et fuldt års ATP-bidrag. Det er i § 5 nærmere angivet, hvad finansieringsbidraget efter de forskellige love skal dække; finansieringsbidraget til Lønmodtagernes Garantifond skal således dække Fondens samlede udgifter.

Efter bekendtgørelsen om beregning af finansieringsbidrag er det ATP, som ”står for beregning af finansieringsbidrag fra private arbejdsgivere”, jf. § 11, stk. 1. Finansieringsbidrag ”opkræves og indbetales efter reglerne i bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag”, jf. § 12, stk. 6.

I den seneste bekendtgørelse om fællesopkrævning af visse arbejdsgiverbidrag mv., bkg. nr. 1752 af 27. december 2018, indgår finansieringsbidrag i fællesopkrævningen, jf. § 1, nr. 3. Bidrag, der indgår i fællesopkrævningen, opkræves samlet af ATP fire gange årligt, jf. § 2, stk. 1. ATP’s krav på bidrag og renter forældes efter reglerne i lov om forældelse af fordringer, jf. § 9.

Finansieringsbidragene til de forskellige ordninger fastsættes som nærmere foreskrevet for et år ad gangen, og det samlede finansieringsbidrag for en fuldtidsmedarbejder pr. kvartal beregnes af ATP. Den kvartalsmæssige bidragssats for hver fuldtidsansat var i 2014 215,50 kr., i 2015 161,00 kr., i 2016 153,50 kr., i 2017 133,25 kr., i 2018 136,50 kr. og er i 2019 146,25 kr. På årsbasis har arbejdsgiveren således skullet betale 862,00 kr. i 2014, 644,00 kr. i 2015, 614,00 kr. i 2016 og 533,00 kr. i 2017. For en virksomhed med f.eks. 1.000 fuldtidsbeskæftigede løber det samlede årlige finansieringsbidrag i de nævnte år op i beløb mellem 533.000 kr. og 862.000 kr.

Det fremgår af sagen, at Virksomhed B i perioden indtil 1. september 2017 alene har betalt finansieringsbidrag for medarbejderne på hovedkontoret, ikke for medarbejderne i det betydelige antal kantiner, som de driver. Den påklagede afgørelse angår krav om efterbetaling tre år tilbage, dvs. i perioden inden for forældelsesfristen efter lov om forældelse af fordringer. Det fremgår af sagen, at Virksomhed B i perioden 1. september 2014 – 1. september 2017 skulle have betalt 1.607.515,31 kr. i finansieringsbidrag, men kun har betalt 87.750,60 kr. Den påklagede afgørelse går ud på, at Virksomhed B skal efterbetale 1.519.764,71 kr.

Klager har ét CVR-nummer og ét momsnummer samt en række delregistreringer hos SKAT for så vidt angår kantinerne. Klager har for medarbejderne på hovedkontoret afregnet A-skat og AM-bidrag via CVR-nummeret, mens det for medarbejderne i kantinerne er sket via de enkelte kantiners delre- gistreringsnumre. Af opkrævningerne udsendt af Samlet Betaling fremgår, at opkrævningerne angår ”bidrag til AUB, AES, BARSEL.DK, Finansieringsbidrag samt AFU”. Opkrævningerne vedrørende hovedkontoret/CVR-nummeret og opkrævningerne vedrørende delregistreringsnumrene/kantinerne er alle sendt til Virksomhed B, adresse xx. I opkrævningerne vedrørende hovedkontoret/CVR-nummeret indgår finansieringsbidrag med et beløb, mens det ikke er tilfældet i opkrævningerne vedrørende delregistreringsnumrene/kantinerne.

Den manglende opkrævning af finansieringsafgift for så vidt angår delregistreringerne/kantinerne skyldes, at ATP’s automatiske opkrævning af finansieringsafgift foregik på grundlag af oplysninger fra SKAT, således at der blev opkrævet finansieringsafgift hos de registreringsnumre, som omfattede registrering for moms eller lønsumsafgift. For så vidt angår delregistreringer uden registrering for moms eller lønsumsafgift blev der således ikke beregnet og opkrævet finansieringsafgift. I 2017 fik ATP imidlertid adgang til yderligere oplysninger hos SKAT, som har ført til udvikling af en mere finmasket metode, så momspligtige, delregistrerede virksomheder bliver afkrævet finansieringsafgift.

Det er ubestridt, at ATP med virkning for fremtiden har kunnet opkræve den finansieringsafgift, som klager efter lovgivningen er forpligtet til at betale. Det er også ubestridt, at virksomhed B i den treårigeperiode, som den påklagede afgørelse angår, har betalt det opkrævede beløb for lidt i forhold til, hvad klager efter lovgivningen skulle have betalt. Spørgsmålet under sagen er, om ATP som hævdet af klager er afskåret fra at kræve efterbetaling.

De opkrævninger, som er udsendt af ATP, har karakter af afgørelser. Der er endvidere tale om fuldt lovbundne afgørelser.

 Udgangspunktet i en sag som den foreliggende, hvor en myndighed har truffet en forkert afgørelse, som har medført, at der er opkrævet for lidt i forhold til, hvad en virksomhed efter lovgivningen er forpligtet til at betale, er, at myndigheden kan foretage rettelse inden for forældelsesfristen, med- mindre der foreligger særlige omstændigheder, som kan begrunde afskæring af krav om efterbetaling.

 Virksomhed B kunne af opkrævningerne vedrørende delregistreringsnumrene/kantinerne se, at disse ikke omfattede finansieringsafgift, og måtte ud fra de opkrævede beløb vedrørende hovedkontoret/CVR-nummeret forstå, at disse beløb ikke kunne omfatte mere end et beskedent antal medarbejdere af Virksomheds Bs samlede medarbejderstab. Virksomhed B har derfor ikke ud fra en retsbeskyttet forventning kunnet indrette sig i tillid til, at den afgift, Virksomhed B betalte, var endelig.

Der foreligger i øvrigt ikke som hævdet af klager et krav om efterbetaling baseret på en myndigheds omvurdering af foreliggende faktiske oplysninger eller ændring af afgørelsespraksis, men rettelse af afgørelser, som har været baseret på beregninger ud fra et for lavt antal medarbejdere hos klager, hvilket var udløst af den særlige registreringsmåde, som klager havde valgt, og som ATP’s beregningsmodel ikke tog højde for.

Med disse bemærkninger tiltræder Ankenævnet, at ATP har kunnet forlange efterbetaling som sket, og stadfæster den påklagede afgørelse.