Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2019-38 / 05-12-2019

Afgørelse vedrørende klage fra XX over afgørelse af 5. juni 2019 fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB)

Ankenævnet stadfæster AUBs afgørelse af 5. juni 2019, hvorefter XX skal betale et merbidrag til Praktikplads-AUB på i alt 6.268,58 kr.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Ejner K. Holst, Lene Pagter Kristensen, Steen Müntzberg og Henrik Rothe har deltaget i sagens behandling.

Klagen

XX (herefter klager) har i klage af 20. juni 2019 gjort gældende, at man ikke har mulighed for at uddanne elever inden for branchen.

AUBs udtalelse i anledning af klagen

AUB har i brev af 9. oktober 2019 genvurderet sagen og fastholdt sin afgørelse. AUB har anført, at Praktikplads-AUB har til formål at skabe flere praktikpladser i virksomhederne, så flere får mulighed for at gennemføre en erhvervsuddannelse. Lovgivningen er udformet med henblik på at få virksomheder, som beskæftiger erhvervsuddannede medarbejdere, til at bidrage til uddannelsen af arbejdskraften. Lovgivningen tager ikke hensyn til, om en virksomhed har mulighed for eller er godkendt til at uddanne elever fra erhvervsuddannelserne. Gør en virksomhed brug af erhvervsuddannet arbejdskraft, men har ikke selv mulighed for at uddanne elever fra erhvervsuddannelserne, må virksomheden betale et bidrag til de virksomheder, som har mulighed herfor.

Efter AUB-lovens § 21 a, stk. 4, 1. pkt., beregnes en arbejdsgivers uddannelsesratio (opnåede elevpoint) på baggrund af forholdet mellem antallet af praktikårselever og antallet af erhvervsuddannede årsværk hos den pågældende arbejdsgiver. Klagers merbidrag er således beregnet på grundlag af forholdet mellem antallet af virksomhedens erhvervselever og antallet af virksomhedens erhvervsuddannede medarbejdere i 2018.

Det fremgår af oplysningerne, som AUB har modtaget fra ATP og Danmarks Statistik, at klager havde 8,69 erhvervsuddannede medarbejdere ansat i 2018. Det fremgår ligeledes af årsopgørelsen, at klager ikke havde erhvervselever ansat i 2018.

AUB fastholder på denne baggrund merbidraget til Praktikplads-AUB.

Ankenævnets begrundelse

Efter AUB-lovens § 21, stk. 1, skal alle arbejdsgivere, der er omfattet af loven, betale et årligt merbidrag til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag til dækning af forskellige udgifter i medfør af praktikpladsordningen. Merbidraget opkræves første gang i 2019.

Alle arbejdsgivere, der har haft mere end en fuldtidsansat erhvervsuddannet medarbejder ansat i året forud for bidragsåret, er omfattet af Praktikplads-AUB-ordningen, og merbidraget skal betales, hvis en arbejdsgivers uddannelsesratio er lavere end arbejdsgiverens måluddannelsesratio, jf. § 21 a, stk. 2.

AUB-loven giver ikke mulighed for at fritage eller dispensere fra reglerne om Praktikplads-AUB med henvisning til, at virksomheden fx ikke har mulighed for selv at tage elever ind i uddannelsesforløb.

Det fremgår af de oplysninger, som AUB har modtaget fra ATP og Danmarks Statistik, at klager havde 9,5167 erhvervsuddannede medarbejdere ansat i 2017. Virksomheden er derfor omfattet af Praktikplads-AUB i 2018.

Ankenævnet lægger den af AUB foretagne beregning af merbidraget til grund og stadfæster herefter AUBs afgørelse.