Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Afgørelse / J. nr. 2019-21 / 18-08-2019

Afgørelse vedrørende klage fra XX over afgørelse af 18. marts 2019 fra ATP, Skattenedslag for seniorer

Ankenævnet stadfæster ATPs afgørelse af 18. marts 2019, hvorefter XX ikke som lønmodtager er berettiget til skattenedslag for seniorer, fordi hun ikke opfylder kravet om, at beskæftigelsesgraden skal være mindst 90 % i perioden 2010-2014.

Ankenævnets medlemmer Steen Müntzberg, Ejner Holst, Børge Dahl, Henrik Rothe og Lene Pag-ter Kristensen (formand) har deltaget i sagens behandling.

Klagen

XX (herefter klager) har i mail af 8. april 2019 klaget til Ankenævnet for ATP m.m. over opgørelsen af hendes beskæftigelsesgrad i årene 2010-2012. 

Klager henviser bl.a. til, at ledighedsperioder, herunder perioder med udbetaling fra Feriekonto, ikke er medtaget i opgørelsen. Desuden er bestyrelseshonorar svarende til 29,6 timer samt 2 ugers beskæftigelse i maj 2010 ikke medtaget.

ATPs udtalelse i anledning af klagen

ATP har i brev af 1. maj 2019 fastholdt sin afgørelse om, at klager ikke opfylder kravet om, at beskæftigelsesgraden for en lønmodtager skal være mindst 90 % for at opnå ret til skattenedslag for seniorer.

Ved afgørelsen af 18. marts 2019 blev den samlede beskæftigelsesgrad for perioden 2010-14 opgjort til 81 %.

ATP har efter en fornyet gennemgang af sagen i forbindelse med klagen ændret opgørelsen af klagers beskæftigelsesgrad således, at beskæftigelsesgraden fastsættes til 83 % i 2010, 52 % i 2011, 77 % i 2012 og100 % i årene 2013-14. Den samlede beskæftigelsesgrad i perioden 2010-14 er herefter opgjort til 83 %. Ændringen skyldes, at ATP nu har medregnet bestyrelseshonorar svarende til 29,6 timer årligt i perioden 2010-12, vikararbejde hos Virksomhed A i perioden 31. marts 2010 til 18. april 2010, ansættelse hos Jobcenter XX fra 15. maj til 1. juni 2010 samt fuldtidsbeskæftigelse i marts 2012.

ATP bemærker, at der ikke kan medregnes ferie, som er afholdt uden for ansættelsesforhold, og at dette gælder, selv om der er udbetalt penge fra Feriekonto i forbindelse med ferie.

Partshøring

Klager er den 26. maj 2019 blevet hørt over ATPs udtalelse af 1. maj 2019 og har den 13. juni 2019 indsendt bemærkninger hertil. Klager er fortsat af den opfattelse, at hun har opfyldt beskæftigelseskravet. Klager henviser til, at ATP bidragssatsen er lavere for offentligt ansatte, og at der i alle årene 2010-2014 stort set er indbetalt det samme ATP bidrag. Klager henviser også til, at afholdt ferie med feriepenge i en ledighedsperiode bør tælle med i opgørelsen, da der ikke kan modtages arbejdsløshedsdagpenge samtidig.

Ankenævnets begrundelse

Det følger af § 4, stk. 3, i skattenedslagsloven (lov nr. 473 af 17. juni 2008 om skattenedslag for seniorer med senere ændringer), at en person anses for fuldtidsbeskæftiget, hvis personen enten 1) har været bidragspligtig efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, og der er indbetalt årsbidrag efter § 15 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension som fuldtidsbeskæftiget medlem, eller 2) over for Arbejdsmarkedets Tillægspension har dokumenteret, at vedkommende i hele indkomståret har haft en arbejdstid, der samlet opfylder timegrænsen i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension for at blive anset som fuldtidsbeskæftiget medlem.

Efter ATP-loven betales fuldt årsbidrag, når lønmodtageren har været fuldtidsbeskæftiget hos samme arbejdsgiver. Det fremgår af § 2, stk. 2, og bilagene til bekendtgørelse nr. 1385 af 25. november 2015 om Arbejdsmarkedets Tillægspension, at der ved fuldtidsbeskæftigelse forstås beskæftigelse hos samme arbejdsgiver i et antal timer, der mindst svarer til timegrænserne for fuldt bidrag. Fuldt bidrag forudsætter efter bekendtgørelsen, at lønmodtageren i lønperioden har arbejdet mindst 117 timer for månedslønnede, 54 timer for 14-dageslønnede og 27 timer for ugelønnede.

Det følger af det anførte, sammenholdt med skattenedslagslovens § 4, stk. 4, at ATP-lovens timegrænse for at blive anset for fuldtidsbeskæftiget skal være opfyldt i 90 % af lønperioderne, og at det ikke er tilstrækkeligt, at der i gennemsnit er arbejdet et antal timer svarende til timegrænsen.

Det fremgår af bemærkningerne til forslag til lov om skattenedslag for seniorer (2007/2 LSF 160), at ”med et krav til beskæftigelsesomfang på 90 % af fuldtidsbeskæftigelse, vil ledighedsperioder på samlet op til et halvt år fra 60 til og med 64 års alderen ikke medføre, at retten til tilbagebetalingen mistes.” Det fremgår endvidere, at ”uanset hvornår i femårsperioden fraværet fra beskæftigelse forekommer, vil det, hvis der samlet er tale om mere end et halvt års fravær, medføre, at kravene til fuldtidsbeskæftigelse ikke er opfyldt, og retten til skattenedslaget vil dermed bortfalde.”

Det fremgår af sagen, at klager i forbindelse med anmodning om genberegning den 13. marts 2019 til ATP har oplyst, at hun har været ledig i 10 uger i 2010, 23 uger i 2011 og 13 uger i 2012. I 2011 afholdt klager omkring 4 ugers ferie i ledighedsperioden med feriepenge udbetalt fra tidligere ansættelsesforhold. Klager har således selv angivet at have haft en samlet ledighedsperiode på 46 uger, hvilket er mere end et halvt år. De op mod 4 ugers ferie, som er afholdt uden for ansættelsesforhold, kan ikke medregnes som beskæftigelse efter skattenedslagsloven. Kravene til fuldtidsbeskæftigelse er dermed ikke opfyldt, og retten til skattenedslag er herefter bortfaldet.

Ankenævnet har derfor ikke efterprøvet ATPs opgørelse af beskæftigelsesgraden i årene 2010-2012, som ATP senest har opgjort til 83 %.

Ankenævnet stadfæster som følge af det anførte ATPs afgørelse af 18. marts 2019, hvorefter klager ikke er berettiget til skattenedslag som lønmodtager.