Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2018-9 / 25-02-2019

Afgørelse vedrørende klage fra revionsfirmaet XX på vegne af XX over afgørelse af 5. februar 2018 fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)

Ankenævnet stadfæster ATPs afgørelse af 5. februar 2018, XX fremover skal betale finansieringsbidrag efter reglerne om betaling af finansieringsbidrag i bekendtgørelse nr. 596 af 2. juni 2016 (tidligere bekendtgørelse nr. 1642 af 27. december 2013). Ankenævnet ophæver ATPs afgørelse, hvorefter XX skal efterbetale 40.212,46 kr. i finansieringsbidrag tre år tilbage.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Nanna Højlund, Lene Pagter Kristensen (formand), Steen Müntzberg og Henrik Rothe har deltaget i sagens behandling.

Klagen

XX har i sin klage af 5. marts 2018 anført, at klager med CVR-nr. XX XX XX XX er registreret som privat arbejdsgiver med ca. 24 ansatte. Klager har et almennyttigt/velgørende sigte og er dermed momsfritaget, jf. momslovens § 13. Klager har siden 2014 drevet en abonnementsbaseret app ”XX”, som betragtes som en særskilt virksomhed og derfor er delregistreret med et særskilt SE-nummer, der er momsregistreret og arbejdsgiverregistreret. Virksomheden havde i 2014 tilknyttet en heltidsansat, men er siden drevet af deltidsansatte i gennemsnitligt 78 timer om måneden. Medarbejderne tilknyttes ansættelsesretligt appen, men er lønmæssigt indberettet via klagers hovednummer, CVR-nummeret. Appen føres i særskilt bogholderikreds og laver særskilt regnskabsrapportering og momsindberetning. XX anmoder på denne baggrund om fritagelse for betaling af finansieringsbidrag.

ATPs udtalelse i anledning af klagen

ATP har i brev af 13. april 2018 fastholdt sin afgørelse, hvorefter klager må anses for en privat arbejdsgiver og efter § 1 i bekendtgørelse nr. 596 af 2. juni 2016 skal betale finansieringsbidrag til ATP.

ATP opkræver finansieringsbidrag hos private arbejdsgivere med et CVR-/SE-nummer, som har været registreret for moms eller lønsumsafgift, og som indbetaler ATP-bidrag for sine ansatte, jf. § 1, stk. 1, og § 12, stk. 1, i bekendtgørelsen om beregning af finansieringsbidrag.

Ifølge momslovens § 47, stk. 1, skal afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen. SKAT kan godkende, at der i en koncern foretages en delregistrering af et underliggende SE-nummer, jf. momslovens § 47, stk. 3.

Da det kun er det CVR-/SE-nummer, som afregner moms til SKAT, der skal være momsregistreret, kan en virksomhed indenfor en juridisk enhed være delregistreret uden at være momsregistreret, selvom den driver afgiftspligtig virksomhed.

Det er ATPs opfattelse, at der ved delregistrering af en virksomhed er tale om, at den pågældende virksomhed er registreret for moms- eller lønsumsafgiftspligt i lovens forstand. I modsat fald vil konsekvensen af SKAT´s valgmuligheder i forhold til registreringen af moms-/lønsumsafgiftspligt ellers være, at virksomhederne ved en delregistrering slipper for at betale finansieringsbidrag, uanset af de rent faktisk afregner moms.

Således må virksomheder, der er delregistreret, ud fra en formålsfortolkning af reglerne om finansieringsbidrag – og af hensyn til ensartet behandling af virksomhederne, uanset registreringsmåde – anses for omfattet af bidragskredsen for finansieringsbidrag, uanset om virksomheden teknisk set ikke står opført som moms- eller lønsumsafgiftsregistreret, men den rent faktisk driver moms- eller lønsumsafgiftspligtig virksomhed.

Tidligere har ATP i forbindelse med opkrævning af finansieringsbidrag som udgangspunkt blot lagt SKATs oplysninger om en virksomheds moms-/lønsumsafgiftspligt uprøvet til grund, idet det er SKATs kompetence at afgøre, hvorvidt der skal registreres moms- eller lønsumsafgiftspligt ved et CVR-/SE-nummer. Det har betydet, at hvis et CVR-/SE-nummer var registreret for moms eller lønsumsafgift, så har ATP opkrævet finansieringsbidrag hos det pågældende CVR-/SE-nummer.

Hvis en virksomhed har kontaktet ATP og anført, at det kun var en del af den virksomhed, der blev udført i det pågældende CVR-/SE-nummer, som var afgiftspligtig, hvorfor man ikke ønskede at betale finansieringsbidrag, har ATP meddelt, at hvis virksomheden ville undgå at betale finansieringsbidrag for samtlige ansatte, som der blev indbetalt ATP-bidrag for, skulle virksomheden ud- skille den del af virksomheden til et særskilt SE-nummer.

Dette svar har baseret sig på forudsætningen om, at hvis der bliver udført moms- eller lønsumsafgiftspligtig virksomhed, er CVR-/SE-nummereret afgiftspligtigt og vil fremstå som sådan hos SKAT, og der skal indbetales finansieringsbidrag på baggrund af det samlede indbetalte ATP- bidrag.

Ankenævnet har hidtil tilsluttet sig ATP´s praksis og har lagt den udvisende registrering til grund for, om der skulle betales finansieringsbidrag. På denne baggrund har nogle virksomheder valgt at udskille momspligtig aktivitet i et særskilt SE-nummer, således at der kun afregnes finansieringsbidrag for dette SE-nummer.

Det forhold, at klager kun i meget begrænset omfang anvender de ansatte til at udføre arbejde i det momspligtige SE-nummer, ændrer ikke på udgangspunktet om, at der skal betales finansieringsbidrag. Bekendtgørelsen indeholder ikke mulighed for alene at opkræve delvist finansieringsbidrag i tilfælde, hvor kun en begrænset del af arbejdsgiverens virksomhed er omfattet af momsloven eller lønsumsafgiftsloven.

På baggrund af, at ATP har fået adgang til yderligere oplysninger fra SKAT og dermed har fået en mere fintmasket metode til at finde de virksomheder, som er momspligtige, er det blevet besluttet, at Samlet Betaling efteropkræver finansieringsbidrag hos de delregistrerede virksomheder, som endnu ikke er blevet opkrævet finansieringsbidrag.

Samlet Betaling udsendte derfor – efter at være kommet i besiddelse af ovennævnte yderligere oplysninger fra SKAT – den 14. september 2017 en efteropkrævning af de finansieringsbidrag, der ikke er forældet i henhold til den almindelige 3-årige frist, jf. § 3, stk. 1, i forældelsesloven.

Ankenævnets begrundelse

Den påklagede afgørelse indeholder to elementer, dels om betaling af finansieringsbidrag fremover, dels om efterbetaling af 40.212,46 kr. i finansieringsbidrag tre år tilbage.

Klager driver virksomhed med undervisning og andre tiltag for unge med særlige behov, særligt unge med Autisme Spektrum Forstyrrelser. Klager indtægtsgrundlag fremgår af reglerne om sådan virksomhed i lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov samt lov om social service §§ 103 og 104. Klager er under CVR-nr. XX XX XX XX registreret som privat arbejdsgiver med ca. 24 ansatte. Klager er ikke moms- eller lønsumsregistreret, jf. fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13. Klager har omkring 24 ansatte (2016).

Klager har i 2014 udviklet en app kaldet ”XX” til øget selvstændighed for mennesker med autisme og andre kognitive vanskeligheder. Denne aktivitet udbydes på abonnementsbasis. Aktiviteten er af SKAT i henhold til momslovens § 47, stk. 3, anerkendt som særskilt virksomhed i fonden med eget SE-nr. XX XX XX XX. Denne særskilte virksomhed i fonden er momsregistreret og arbejdsgiverregistreret. Appen føres i særskilt bogholderikreds og laver særskilt regnskabsrapportering. Omsætningen vedrørende appen udgør 366.000 kr. svarende til ca. 2 % af klagers samlede omsætning. Appen beskæftigede i 2014 en enkelt medarbejder, siden 2015 varetages arbejdet vedrørende appen af deltidsansatte med gennemsnitlig 78 timer om måneden.

Medarbejderne, der udfører arbejde for appen, tilknyttes ansættelsesretligt appen, men er lønmæssigt indberettet under klagers CVR-nr.

Det er den skete registrering og indberetning, som udgør grundlaget for ATPs afgørelse, hvorefter der skal betales finansieringsbidrag for så vidt angår samtlige af klagers ansatte såvel fremadrettet som tre år bagud.

ATP har i den påklagede afgørelse anført, at klager kan undgå fremover at betale finansieringsbidrag for samtlige ansatte ved at udskille de ansatte, som udfører arbejde for appen i det momspligtige SE-nummer. ATP har endvidere anført, at det samme gælder, hvis klager vil undgå at betale finansieringsbidrag med tilbagevirkende kraft.

Ankenævnet tiltræder, at klager, således som den er registreret hos SKAT, og således som den foretager indberetning af medarbejderne, fremover skal betale finansieringsbidrag. Pligten til at betale finansieringsbidrag påhviler ”private arbejdsgivere, der er moms- eller lønsumsregistreret”, jf. bekendtgørelsen om beregning af finansieringsbidrag, senest bekendtgørelse nr. 1790 af 27. december 2018, § 1, stk. 1, og de deri nævnte love. Efter bekendtgørelsens § 9, stk. 1, skal arbejdsgiveren betale et fuldt års finansieringsbidrag, for hver gang arbejdsgiveren betaler et beløb, der svarer til et fuldt års ATP-bidrag. Klager har et SE-nummer med momsregistrering og medarbejdere, som alle er indberettet via klagers CVR-nummer. Med en sådan registrering og indberetning giver bekendtgørelsen ikke mulighed for alene at opkræve delvist finansieringsbidrag, selv om kun en begrænset del af arbejdsgiverens virksomhed er omfattet af momsloven. Vil klager derfor undgå fremover at skulle betale finansieringsafgift må registrering og indberetning omlægges som anført af ATP. Ankenævnet stadfæster derfor den del af afgørelsen, som angår pligten til fremover at betale finansieringsbidrag.

Hvad angår afgørelsen om efterbetaling af 40.212,46 kr. i finansieringsbidrag tre år tilbage, bemærker Ankenævnet, at det ikke ses, hvorledes klager bagudrettet vil kunne ændre registrering og indberetning. Det er bedst i overensstemmelse med regelgrundlaget, at en arbejdsgiver, hvis virksomhed kun for en beskeden dels vedkommende er momspligtig, og som alene beskæftiger et beskedent antal medarbejdere ved den momspligtige virksomhed, alene betaler finansieringsbidrag for den del af den samlede medarbejderstab, som er beskæftiget med den momspligtige del af virksomheden.

Det rejste efterbetalingskrav vil ikke blot medføre rettelse for så vidt angår det beskedne beløb, der herefter skulle have været betalt i finansieringsafgift i de forgangne tre år, men medføre en merbetaling, som klager fremadrettet vil kunne undgå, og som fremadrettet, men ikke bagudrettet, i øvrigt kan anses for begrundet i den lovhjemlede opkrævningsproces. Hertil kommer, at det under de foreliggende omstændigheder findes forståeligt, at klager ikke havde mistanke om, at noget var galt, hvad betaling af finansieringsafgift angår.

På denne baggrund finder Ankenævnet, at dansk rets almindelige principper om efterbetaling fører til, at kravet herom ikke er berettiget. Ankenævnet ophæver derfor den trufne afgørelse herom.