Afgørelse vedrørende klage fra XX over afgørelse af 6. marts 2017 fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)

Klagen

XX har ved brev af 8. marts 2017 klaget over ATP’s opgørelse af hendes beskæftigelsesgrad for 2012-2016. XX oplyser, at beskæftigelsesgraden i den nævnte periode er opgjort til 89 %, da hun grundet en yderligere alvorlig diskusprolaps i nakken måtte stoppe som sygeplejerske pr. dd.dd 2016.

XX anfører i klagen blandt andet, at hun kunne have valgt at forlænge sin ansættelsesperiode via ferieafholdelse i juni måned 2016, men hun valgte at tilgodese sin arbejdsgivers og sine kollegers behov for hurtigt at få en erstatning for hende, da hun havde været sygemeldt igennem en række uger forinden.

XX anfører videre, at der ikke er foretaget en helhedsvurdering af de bagvedliggende forhold omkring hendes beskæftigelsesgrad for 2016, men alene fokuseret på gennemsnitstallet 90 %. XX beder om en rimelig hensyntagen til den alvorligt opståede situation, således at hun ikke skal straffes på flere områder.

ATP’s udtalelse i anledning af klagen

ATP har i udtalelse af 24. april 2017 fastholdt sin afgørelse, hvorefter XX’s beskæftigelsesgrad for 2016 er på 42 %, hvilket giver en samlet beskæftigelsesgrad for årene 2012-2016 på 89 %.

ATP har oplyst, at ATP ved opgørelsen af beskæftigelsesgraden tager udgangspunkt i ATP-bidragspligtige timer i de enkelte lønperioder i løbet af året. Udgangspunktet er således, at kun perioder med mindst 27 timer for ugelønnede, 54 timer for 14-dages lønnede og 117 timer for månedslønnede kan tælle med som fuldtidsbeskæftigelse.

Af de indberettede ATP-bidrag for XX fremgår det, at hun er månedslønnet, og at der i månederne januar til og med maj 2016 er indberettet ATP-bidrag med fuldtidssats (med satserne E og F) fra Hospital A og Hospital B. Fra og med den 23. maj 2016 ses indberettet ATP-bidrag af efterløn fra A-KASSE.

ATP har kontaktet XX’s tidligere arbejdsgiver og fået bekræftet, at ansættelsen stoppede den 31. maj 2016. Der er således ikke beskæftigelse efter denne dato, som kan tælle med i opgørelsen af beskæftigelsesgraden for 2016.

For så vidt angår oplysningerne om, at XX kunne have valgt at holde ferie i juni måned, oplyser ATP følgende:

Reglerne om beregning af ATP-bidrag fremgår af bekendtgørelse nr. 1385 af 25. november 2015 om Arbejdsmarkedets Tillægspension. Ifølge bekendtgørelsens § 4, stk. 1, er det en forudsætning, at der foreligger et ansættelsesforhold på tidspunktet for afholdelse af ferie, for at timerne kan medregnes. I modsat fald kan ferien ikke medregnes ved opgørelsen af ATP-bidragspligtige timer, da der ikke er et bestående ansættelsesforhold.

ATP anfører afslutningsvis, at man har forståelse for XX’s påpegning af det uheldige i tilrettelæggelsen af fratrædelsestidspunktet, men skattenedslagsloven giver ikke adgang til at dispensere fra kravet om, at kun perioder med fuldtidsbeskæftigelse samt ferie inden for ansættelsesforhold kan tælle med ved opgørelsen af beskæftigelsesgraden. ATP henviser i den forbindelse til § 4, stk. 3, i lov om skattenedslag for seniorer.

Partshøring

XX har i partshøringssvar af 18. maj 2017 fremsendt bemærkninger til ATP’s udtalelse. Hun anfører i dette, at ATP’s udtalelse blot er en gentagelse af tidligere meddelte informationer, og at det kan virke noget absurd at bruge så megen tid på at fastslå datoen for hendes ophør som ansat sygeplejerske ved Hospital B, da der på intet tidspunkt har været tvivl om denne fratrædelsesdato.

XX anfører videre, at det må undre, at der primært fokuseres herpå, tillige med hendes bemærkning omkring mulig ferieafholdelse i ansættelsesperioden, og dermed en forlængelse af hendes ansættelsesforhold. Hovedproblemstillingen er efter XX’s opfattelse en helt anden i hendes anmodning om dispensation for afgørelsen om skattenedslag. Hun henviser således til de helt ekstraordinære forhold, der gjorde, at hun måtte stoppe som sygeplejerske, da risikoen for en forværring af diskusprolapsen og følgevirkningerne heraf var for stor. XX gentager problemstillingen som formuleret i hendes skrivelse af 12. februar 2017 til ATP:

”Er det rimeligt og fair overfor en sygeplejerske, der har arbejdet i sundhedssektoren i over 41 år (autoriseret, MÅNED åååå), men som måtte stoppe én måned før opnåelse af en beskæftigelsesgrad på 50 % i 2016 – nødvendiggjort af en alvorlig nakkeskade – at få afvist et skattenedslag, selvom beskæftigelsesgraden de 4 foregående år har været 100 %.”

XX anfører videre, at ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning er det vel næppe rimeligt, at ATP alene har beslutningskompetence i nærværende sag. Den endelige afgørelse om skattenedslag træffes vel af SKAT, hvorefter de forventeligt må inddrages i denne specielle sag, idet der skal tages stilling til, om der kan gives dispensation for en beskæftigelsesgrad på 89 % versus 90 % under hensyntagen til de helt særlige omstændigheder. XX spørger afslutningsvis, hvilke andre myndigheder/instanser som kan inddrages i nærværende sag, såfremt Ankenævnet for ATP skulle vælge at tilsidesætte sagens helt særlige præmisser.

Ankenævnets begrundelse

Det følger af § 4, stk. 3, i lov nr. 473 af 17. juni 2008 om skattenedslag for seniorer (skattenedslagsloven), at en person anses for fuldtidsbeskæftiget, hvis personen enten 1) har været bidrags­pligtig efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, og der er indbetalt årsbidrag efter § 15 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension som fuldtidsbeskæftiget medlem, eller 2) over for Arbejds­markedets Tillægspension har dokumenteret, at vedkommende i hele indkomståret har haft en ar­bejdstid, der samlet opfylder timegrænsen i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension for at blive anset som fuldtidsbeskæftiget medlem.

Efter ATP-loven betales fuldt årsbidrag, når lønmodtageren har været fuldtidsbeskæftiget hos samme arbejdsgiver. Efter ATP-lovens § 2, stk. 2, og bilagene til bekendtgørelse nr. 859 af 8. septem­ber 2009 om Arbejdsmarkedets Tillægspension forstås ved fuldtidsbeskæftigelse beskæftigelse hos samme arbejdsgiver i et antal timer, der mindst svarer til timegrænserne for fuldt bidrag. Fuldt bidrag forudsætter efter bekendtgørelsen, at lønmodtageren i lønperioden har arbejdet mindst 117 timer for månedslønnede, 54 timer for 14-dageslønnede og 27 timer for ugelønnede.

Det følger af det anførte sammenholdt med skattenedslagslovens § 4, stk. 4, at ATP-lovens timegrænse for at blive anset for fuldtidsbeskæftiget skal være opfyldt i 90 % af lønperioderne, og at det ikke er tilstrækkeligt, at der i gennemsnit er arbejdet et antal timer svarende til timegrænsen.

Af de indberettede ATP-bidrag for XX fremgår det, at hun er månedslønnet, og at der i månederne januar til og med maj 2016 er indberettet ATP-bidrag med fuldtidssats (med satserne E og F) fra Hospital A og Hospital B. Fra og med den 23. maj 2016 er der indberettet ATP-bidrag af efterløn fra A-KASSE. Det er ubestridt, at XX ikke havde beskæftigelse efter den 31. maj 2016.

Ankenævnet kan på den baggrund tiltræde ATP’s opgørelse af XX’s beskæftigelsesgrad for 2016, således at denne opgøres til 42 %. Dette giver en samlet beskæftigelsesgrad for årene 2012-2016 på 89 %.

Ankenævnet stadfæster derfor ATP’s afgørelse af 6. marts 2017. Det af klager anførte kan ikke føre til et andet resultat.

Det kan i øvrigt oplyses, at hverken ATP eller Ankenævnet har mulighed for at dispensere fra skattenedslagslovens betingelser for optjening af ret til skattenedslag for seniorer.

På den givne foranledning kan det endvidere oplyses, at Ankenævnets afgørelse ikke kan påklages til anden administrativ myndighed. Afgørelsen kan indbringes for domstolene efter dansk rets almindelige regler.