Afgørelse vedrørende klage fra NN over afgørelse af 6. maj 2015 fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB)

Klagen

NN har med klage af den 21. maj 2015 klaget over AUB’s afgørelse af 6. maj 2015. NN henviser i klagen til de anbringender, der er fremført overfor AUB vedrørende afgørelsen.

Ved brev af den 8. maj 2015 fremsender NN til Ankenævnet desuden kopi af hans indsigelse til AUB, hvori det anføres, at det i realiteten er uden betydning, om arbejdsgiveren er identisk med eleven, idet eleven uanset dette skal have en uddannelse, således at arbejdsgiveren skal have omkostninger til uddannet personale, der kan bistå eleven, og at det er rimeligt og i overensstemmelse med ånden i ordningen, at der ydes støtte til at have elever ansat.

AUB’s udtalelse i anledning af klagen

AUB har i brev af 10. juli 2015 til Ankenævnet fastholdt sin afgørelse af 6. maj 2015 om tilbagesøgning og oplyst, at beløbet udgør i alt 122.703,60 kr.

Den 20. maj 2010 blev der indgået en uddannelsesaftale mellem som arbejdsgiver CVR -- -- -- --”VIRKSOMHED, ADRESSE” og som elev ”XX, ADRESSE”.

Virksomheden har på dette grundlag efter anmodning fået udbetalt lønrefusion, befordringstilskud, præmie og bonus, idet meddelelserne om udbetaling heraf af AUB blev stilet til den arbejdsgiver, som var anført i uddannelsesaftalen, nemlig ”VIRKSOMHED” med henvisning til referencenummeret -- -- -- --, der svarer til CVR-nummeret for VIRKSOMHED.

Den 17. november 2010 udbetalte AUB således 1., 2. og 3. præmierate på hver 6.000 kr. samt 1. bonusrate på 16.000 kr. Den 29. december 2010 udbetaltes 2. rate på 16.000 kr. I perioden fra den  3. december 2010 til den 3. oktober 2011 blev der udbetalt lønrefusion på i alt 70.414 kr., og i perioden fra den 3. december 2010 til den 2. maj 2011 befordringsgodtgørelse med i alt 2.289,60 kr.

I oktober måned 2012 konstaterede AUB imidlertid, at XX selv var registreret som indehaver af den virksomhed, hvori hun var elev, og AUB krævede derfor den 12. december 2012, at XX tilbagebetaler de 122.703,60 kr., som var udbetalt som præmie, bonus, lønrefusion og befordringsgodtgørelse.

XX indbragte ved brev af den 9. januar 2013 AUB’s afgørelse for Ankenævnet for ATP m.m., og den 26. november 2014 ophævede Ankenævnet AUB’s afgørelse og hjemviste sagen til fortsat behandling af, om XX har afgivet urigtige oplysninger eller undladt at give oplysninger af betydning for udbetaling af ydelsen.

Den 19. februar 2015 traf AUB på ny afgørelse om tilbagebetaling, idet AUB finder, at XX har været i ond tro omkring udbetalingerne.

Ved brev af 13. marts 2015 fremsatte NN indsigelse mod AUB’s afgørelse på vegne af XX, hvorefter AUB den 6. maj 2015 træffer fornyet afgørelse om tilbagebetaling.

AUB henviser i udtalelsen til Ankenævnet til, at den indgåede uddannelsesaftale mellem VIRKSOMHED og XX ikke kan danne grundlag for udbetaling af ydelser fra AUB, da aftalen ikke er indgået mellem en arbejdsgiver og en lønmodtager som forudsat i lov om erhvervsuddannelser, men derimod mellem en virksomhed og indehaveren af virksomheden.

Undervisningsministeriet har oplyst, at der ifølge de regler, der gælder for erhvervsuddannelser ikke kan indgås en uddannelsesaftale mellem indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed og virksomheden selv, idet indehaveren vil være ansvarlig for sin egen uddannelse. Det forhold, at virksomheden har ansatte, der er faglærte og virker som vejledere, kan ikke føre til en anden vurdering, da indehaveren fortsat vil være ansvarlig for sin egen uddannelse, idet vedkommende som arbejdsgiver har instruktionsbeføjelser overfor de ansatte.

Uddannelsesaftalen er således ikke udformet i overensstemmelse med de gældende regler om indgåelse af uddannelsesaftaler, idet der som ovenfor anført ikke er tale om en aftale mellem to parter, en arbejdsgiver og en lønmodtager. Det anførte omkring ånden i ordningen kan efter AUB’s opfattelse ikke føre til en ændret vurdering. AUB har herved lagt vægt på ovenstående omkring indgåelse af uddannelsesaftalen. Uanset ånden i ordningen er det således AUB’s opfattelse, at der skal foreligge en lovligt indgået uddannelsesaftale mellem to parter, førend der kan ske udbetaling af støtte. AUB henviser omkring ansættelse af faglært personale til kendelse fra Ankenævnet for praktikpladser afsagt den 20. december 2011.

AUB fastholder således, at der skal ske tilbagebetaling af det med urette modtagne beløb, og idet der ikke er fremkommet nye bemærkninger, som kan ændre AUB’s vurdering af sagen, henvises der til afgørelsen af den 6. maj 2015.

Partshøring

NN er som repræsentant for XX blevet partshørt over AUB’s udtalelse. 

NN har i den forbindelse via AUB fremsendt supplerende bemærkninger til sagen, og det anføres heri, at lærlingemyndighederne har bekræftet XX opfattelse af, at der kunne søges støtte til hendes lærlingeforløb. Det anføres desuden i relation til kendelsen fra Ankenævnet for praktikpladser af den 20. december 2011, at der er tale om forskellige afgørelser, idet der i XX’s tilfælde til stadighed har været ansat en faguddannet tømrer i virksomheden, samt at XX har disponeret i absolut god tro i relation til de oppebårne bidrag.

Ankenævnets begrundelse

Grundlaget for udbetaling af præmie, bonus, lønrefusion og befordringsgodtgørelse efter AUB-loven er en uddannelsesaftale mellem en elev og en arbejdsgiver, jf. bl.a. lovens § 4 om lønrefusion. For at sådan en aftale kan foreligge, skal der foreligge en aftale mellem to parter, en elev og en arbejdsgiver, og det må tillige anses for forudsat, at eleven har et tjenesteforhold til arbejdsgiveren, dvs. er undergivet dennes instruktion.

I den foreliggende sag har XX som personlig indehaver af virksomheden indgået ud­dannelsesaftale med sig selv som elev. Under disse omstændigheder kan XX ikke anses for at have et sådant tjenesteforhold til selskabet som arbejdsgiver, som efter loven er en forudsætning for at kunne anses som elev, og der kan ikke anses indgået nogen uddannelsesaftale, som kan danne grundlag for udbetalinger af de nævnte beløb efter AUB-loven.

AUB kan efter AUB-lovens § 23a, stk. 1, træffe bestemmelse om tilbagebetaling, hvis en modtager har afgivet urigtige oplysninger eller undladt at meddele oplysninger af betydning for udbetalingen af ydelser.

Ankenævnet bemærker, at AUB i afgørelse af 6. maj 2015 har taget stilling til, om betingelserne for tilbagesøgning efter AUB-lovens § 23a er opfyldt. AUB finder således, at XX har undladt at oplyse AUB om, at der er tale om en elev i egen virksomhed, hvilket er en oplysning af betydning for udbetalingerne. AUB anfører desuden, at XX som voksenelev i sin virksomhed modtog tilskud fra Jobcenter Vesthimmerland sideløbende med ansøgninger om præmie og bonus, og at man som arbejdsgiver ikke er berettiget til at modtage præmie og bonus, såfremt man modtager tilskud fra jobcentret til voksenelever i henhold til bestemmelserne om tilskud til virksomheder, der indgår uddannelsesaftaler med personer over 25 år, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. dagældende bekendtgørelse nr. 145 af 21. februar 2011 om udbetaling af præmie, løntilskud og bonus fra Arbejdsgivernes Elevrefusion til arbejdsgivere. XX har ved ansøgning om præmie og bonus svaret benægtende til spørgsmålet omkring, hvorvidt hun modtog dette tilskud, hvilket ikke var korrekt.

Ved afgørelse af, om der herefter kan kræves tilbagebetaling efter AUB-lovens § 23 a, lægger Ankenævnet vægt på det nævnte urigtige svar og på, at virksomheden har modtaget udbetaling af præmie, bonus, lønrefusion og befordringsgodt­gørelse uden tydeligt at gøre opmærksom på, at eleven XX var indehaver af virksomheden. Herudover bør en virksomhedsejer og -leder ikke uden videre gå ud fra, at en virksomhedsejer og -leder kan få støtte til, at virksomheden ansætter den pågældende som elev, da der ikke herved kan anses etableret et reelt tjenesteforhold.

På denne baggrund finder Ankenævnet, at AUB med rette har truffet afgørelse den 6. maj 2015 om tilbagesøgning.

Ankenævnet stadfæster herefter AUB’s afgørelse af den 6. maj 2015, hvorefter VIRKSOMHED skal tilba­gebetale uberettiget modtaget præmie, bonus, lønrefusion og befordringsgodt­gørelse med i alt 122.703,60 kr.