Afgørelse om afslag på genoptagelse af klage vedr. skattenedslag for seniorer

Ankenævnet stadfæstede den 1. marts 2016 ATP’s afgørelse af 2. juni 2015 vedrørende opgørelsen af XX’s beskæftigelsesgrad i indkomståret 2013, da indsigelsen var modtaget for sent. Nævnet fandt i den konkrete sag ikke grundlag for at dispensere fra indsigelsesfristen.

Advokat NN har i brev af 25. april 2016 på vegne af XX anmodet om genoptagelse af Ankenævnets sag.

Advokat NN anfører som begrundelse, at skattenedslagsordningen er en begunstigelse af ældre medarbejdere på arbejdsmarkedet, og at XX har haft tilstrækkelig beskæftigelsesgrad til at opnå et skattenedslag. Advokat NN henviser til, at SKAT og ATP begge er offentlige myndigheder, og at han ikke kan indse, at XX ikke skal få glæde og gavn af skattenedslaget, når nu han er på arbejdsmarkedet af egen fri vilje, og at enhver tvivl skal komme XX til gode. Advokat NN anfører videre, at det under alle omstændigheder påhviler en myndighed at drage omsorg for det fulde svargrundlag fra en borger, så sagen kan finde sin afgørelse.

I brev af 9. maj 2016 anfører advokat NN endvidere, at det forekommer ham ganske uforståeligt, at en begunstigende ordning er så restriktiv, at en borger, som aldrig har hørt om ordningen, men blot arbejder som timelønnet, allerede i år 1 kan miste muligheden for at få skattenedslaget, hvis år 1 er opgjort fuldstændig forkert fra ATP’s side.

Ankenævnet finder, at der i den konkrete sag ikke foreligger nye væsentlige oplysninger eller sådanne særlige omstændigheder, at det kan begrunde, at sagen genoptages. Det af advokat NN anførte kan ikke i sig selv ændre denne vurdering.

På den givne foranledning bemærkes, at når ATP i praksis opgør beskæftigelsesgraden for en person, sker det som udgangspunkt maskinelt ud fra indberettede oplysninger om ATP-bidrag. Gør en person indsigelse over for ATP mod den maskinelt opgjorte beskæftigelsesgrad, vurderer ATP den konkrete sag med henblik på at afgøre, om der er dokumenteret yderligere fuldtidsbeskæftigelse, der kan medføre en forhøjelse af beskæftigelsesgraden. Det forudsætter således en indsigelse fra personen, før ATP behandler sagen manuelt. Efter det oplyste og på baggrund af ovenstående finder Ankenævnet ikke grundlag for at kritisere ATP’s sagsbehandling.

Efter skattenedslagslovens § 5, stk. 2, er det en betingelse, at indsigelse indgives inden for fristen på 3 måneder. Som nævnt i Ankenævnets afgørelse den 1. marts 2016 er det som ubestridt lagt til grund, at XX har modtaget opgørelsen af beskæftigelsesgraden for 2013 i juni 2014. Han havde således haft mulighed for at gøre indsigelse mod den opgjorte beskæftigelsesgrad inden for indsigelsesfristen, men fremsatte som nævnt ikke en sådan indsigelse.

Afgørelse vedrørende klage fra advokat NN over afgørelse af 19. maj 2016 fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).

Ankenævnet hjemviste i nævnets afgørelse af den 1. marts 2016 ATP’s afgørelse af 2. juni 2015 vedrørende opgørelsen af XX’s beskæftigelsesgrad i indkomståret 2011. Afgørelsen blev hjemvist til fornyet behandling af, om brevet med XX’s beskæftigelsesgrad måtte antages at være nået frem til XX.

ATP har den 19. maj 2016 truffet ny afgørelse om XX’s beskæftigelsesgrad i 2011. Advokat NN har i brev af 24. maj 2016 klaget på vegne af XX over denne afgørelse.

ATP afgjorde ved den påklagede afgørelse, at ATP ikke kunne behandle en indsigelse mod opgørel­sen af XX’s beskæftigelsesgrad i 2011, da indsigelsen først var modtaget af ATP den 21. maj 2015. I henhold til § 5, stk. 2, i skattenedslagsloven, jf. lov nr. 473 af 17. juni 2008 med senere ændringer, skulle ATP have modtaget indsigelse senest 3 måneder efter, at meddelelse om beskæftigel­sesgraden var modtaget af XX. ATP fandt i afgørelsen af 19. maj 2016, at meddelelsen for så vidt angår indkomståret 2011 måtte anses for at være kommet frem i juni 2012.

Advokat NN har i sin klage af 24. maj 2016 anført, at han ikke kan indse, at indsigelsesfristen skal forstås så restriktivt, at hans klient for hvert indkomstår kun har tre måneder til at reagere, når der er tale om som minimum en 4-årig eller 5-årig periode, hvorunder seniornedslagsordningen kører. Advokat NN mener således, at det må være muligt for hans klient i 2012 at rette oplysninger fra 2011, og i det hele taget må han kunne rette oplysninger frem til det tidspunkt, hvor skattenedslaget effektivt skal ske. Han henviser til, at der er tale om en begunstigende ordning for seniorer for at fastholde dem på arbejdsmarkedet, og så kan det ikke nytte, at dette skal administreres så restriktivt, at der kun er et såkaldt 3-måneders vindue i hvert indkomstår for at rette oplysninger.

Advokat NN har i brev af 23. september 2016 fremsendt uddrag fra XX’s årsopgørelser fra 2011-2015 og uddrag fra XX’s arbejdsgivers brev til ATP af 5. juni 2015. I brevet anfører advokat NN desuden, at hans klient hele tiden har opfyldt beskæftigelseskravet, og at det er formålsstridigt, såfremt han afskæres fra at modtage skattenedslaget alene begrundet i, at han har overskredet en tidsfrist.

ATP har i en ud­talelse af 2. september 2016 fastholdt, at indsigelsesfristen er udløbet, idet der først den 21. maj 2015 blev gjort indsigelse mod XX’s beskæftigelsesgrad for 2011.

Det fremgår af udtalelsen, at ATP i forbindelse med behandlingen af sagen har spurgt Post Danmark, om der har været uregelmæssigheder i postgangen, som kan have medført, at XX ikke har modtaget opgørelsen. Post Danmark har oplyst, at der ikke er registreret hverken forsinkelser eller ekstraordinære forhold som post/postsække, der er forsvundet, tyveri eller lignende i den pågældende periode.

Advokat NN er blevet partshørt over ATP’s udtalelse og har fremsendt bemærkninger til denne med brev af 27. marts 2017. Advokat NN anfører, at det helt afgørende for ham og hans klient er, at det øjeblik, hvor det går op for XX, at han er blevet ansat forkert regningsmæssigt, så reagerer han.

Advokat NN anfører videre, at det ikke har og ikke kan være formålet med loven, at man kan fortabe sin indsigelsesret indenfor 3 måneder. Det er således hans opfattelse, at indsigelsesretten bevares, blot man reagerer inden for rimelig frist og indenfor 4-års fristen for tildeling af denne begunstigelse af ældre medarbejdere på arbejdsmarkedet. Der er stor forskel på behandlingen af de månedslønnede og de timelønnede, hvor de timelønnede typisk kan være udsat for en mindre retvisende beregning, hvorved de timelønnede, som typisk er de løsere tilknyttede på arbejdsmarkedet, bliver ramt unødigt hårdt af en frist i loven, som altså efter hans opfattelse kun regulerer det tilfælde, at man slet ikke reagerer inden for en 4-års periode. Advokat NN tilkendegiver på den baggrund, at XX fastholder, at ATP har udregnet beskæftigelsesgraden/raten/timetallet for især 2011 på et vilkårligt og ganske skønnet grundlag.

Advokat NN er samlet af den opfattelse, at ATP må remonstrere deres forkerte afgørelse for 2011, da det udsendte brev er forkert, og at loven hverken har villet afskære en indsigelse, som i sin essens er forkert, eller en indsigelse som går stik imod formålet med loven.   

Ankenævnet bemærker, at efter skattenedslagslovens § 5, stk. 2, skal indsigelse mod den årlige meddelelse om opgørelse af beskæftigelsesgraden indgives til ATP senest 3 måneder efter modtagelsen af meddelelsen.

Indsigelse mod opgørelsen af XX’s beskæftigelsesgrad i indkomståret 2011 er først fremsat den 21. maj 2015, og dermed er indsigelsen ikke indgivet inden for fristen på 3 måneder i skattenedslagslovens § 5, stk. 2. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at det må antages, at brevet er kommet frem, da det er afsendt i overensstemmelse med ATP’s sædvanlige maskinelle postgang, og da det er sendt som almindeligt brev via Post Danmark til klagers folkeregisteradresse.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der i den periode, hvor opgørelsen for 2011 er sendt ud, ikke er oplyst uregelmæssigheder i posten.

Nævnet finder, at der i den konkrete sag ikke foreligger nye væsentlige oplysninger eller sådanne undskyldende omstændigheder, at der er grund­lag for at dispensere fra indsigelsesfristen på ulovbestemt grundlag. Nævnet bemærker herved, at der ikke ses at være begået fejl af ATP, der kan begrunde, at der bortses fra indsigelsesfristen. Det af advokat NN anførte kan ikke føre til et andet resultat.

Da An­kenævnet således ikke finder grundlag for at dis­pen­sere fra indsigelsesfristen, stadfæster An­ke­nævnet ATP's afgørelse vedrørende indkomståret 2011.