Afgørelse vedrørende klage fra XX over afgørelse af 20. oktober 2015 fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)

Ankenævnet har modtaget XX’s klage over ATPs afgø­relse af 20. oktober 2015 vedrørende skattenedslag for seniorer.

ATP afgjorde ved den påklagede afgørelse, at ATP ikke kunne behandle en indsigelse mod opgørel­sen af XX’s beskæftigelsesgrad i 2013, da indsigelsen først var modtaget af ATP den 18. juni 2015. I henhold til § 5, stk. 2, i skattenedslagsloven, jf. lov nr. 473 af 17. juni 2008 med senere ændringer, skulle ATP have modtaget indsigelse senest 3 måneder efter, at meddelelse om beskæftigelsesgraden var modtaget af XX. Af afgørelsen fremgår det desuden, at ATP ikke finder grundlag for at dispensere fra indsigelsesfristen på ulovbestemt grundlag.

I klagen af 20. oktober 2015 har XX klaget over opgørelsen af sin beskæftigelsesgrad i 2013. XX har anført, at han er overrasket over ATPs afgørelse, og at han ikke mener, at ATP kan vurdere hans situation. XX anfører desuden, at hans familie var dybt rystede over hans tilstand efter første skadesforløb, og at da andet skadesforløb indtraf, var familien overbevist om, at dette måtte være hans endeligt. XX tilføjer, at han på det tidspunkt, hvor klagen er indgivet, hverken er kommet sig over første eller andet skadesforløb.

ATP har i en ud­talelse af 12. november 2015 fastholdt, at indsigelsesfristen er udløbet for så vidt angår beskæftigelsesgraden i indkomståret 2013. ATP oplyser, at brevet med beskæftigelsesgraden for 2013 er sendt til XX’s folkeregisteradresse i juni 2014. ATP anfører, at ATP ved afgørelsen har lagt vægt på den udtalelse, der er fremsendt fra XX’s praktiserende læge, og at denne ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggør, at XX var helt ude af stand til at varetage sine interesser i indsigelsesperioden fra den 1. juni til den 30. september 2014. ATP har vurderet de samlede oplysninger i sagen og medgiver, at XX har været igennem en svær tid. ATP finder dog ikke, at der er tale om så undskyldende omstændigheder, at ATP kan dispensere fra indsigelsesfristen på ulovbestemt grundlag.

XX har indsendt supplerende bemærkninger til Ankenævnet ved mail af 16. februar 2016. Han anfører i mailen, at han er af den opfattelse, at han er berettiget til refusion efter loven om SFS, men at han ikke har formået at overskue den papirmængde, der er fremsendt af ATP. ATP har altid haft adgang til de oplysninger, der ligger til grund for beregningerne, og han var ikke arbejdsløs under arbejdsskadeforløbet, men ansat hos den konkrete arbejdsgiver. XX anfører desuden, at han siden 2008 har boet alene og således ikke har haft hjælp til at klare den skriftlige post under to alvorlige sygdomstilfælde. Han har siden den første arbejdsulykke oplevet forskellige følgevirkninger, herunder dødsangst og kamp mod økonomisk kollaps. XX oplyser desuden, at han sjældent har været på sin bopæl på XX, da han arbejder på fastlandet. Han konkluderer afslutningsvis, at regelsættet åbenbart er opbygget således, at simple procedurefejl ikke tolereres, og at det er sværere at opnå refusionsret på lovligt indbetalt skatter med refusionsret end på skatter, der aldrig har været indbetalt eller haft refusionsret.

Ankenævnet bemærker, at efter skattenedslagslovens § 5, stk. 2, skal indsigelse mod den årlige med­delelse om opgørelse af beskæftigelsesgraden indgives til ATP senest 3 måneder efter modta­gelsen af meddelelsen.

Det kan som ubestridt lægges til grund, at XX i juni 2014 har modtaget opgørelsen af beskæftigelsesgraden for 2013. Indsigelse mod opgørelsen er først frem­sat til ATP den 18. juni 2015. Dermed er indsigelsen ikke indgivet inden for fristen på 3 måneder i skatte­nedslags­lovens § 5, stk. 2.

Nævnet finder endvidere, at der heller ikke foreligger sådanne undskyldende omstændigheder, at der er grund­lag for at dispensere fra indsigelsesfristen på ulovbestemt grundlag.

Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at beskæftigelsesgraden blev udsendt med brev af juni 2014, og at ATP har oplyst, at det af de indberettede ATP-bidrag fremgår, at XX på dette tidpunkt arbejdede på fuld tid. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at udtalelsen fra XX’s egen læge ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggør, at XX var ude af stand til at varetage sine interesser i indsigelsesperioden for beskæftigelsesgraden vedrørende indkomståret 2013.        

Da An­kenævnet således ikke finder grundlag for at dis­pen­sere fra indsigelsesfristen, stadfæster An­ke­nævnet ATPs afgørelse vedrørende indkomståret 2013.