Afgørelse vedrørende klage fra XX over afgørelse af 18. juni 2015 fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)

Klagen

XX har i klage af 1. juli 2015 anført, at ATP ikke har kunnet lave en ny realitetsbehandling af spørgsmålet om, hvorvidt der er indbetalt ATP bidrag for årene 1976-1981, da Ankenævnet for ATP m.m. ved afgørelse af 22. februar 2015 netop lagde til grund, at der er sket indbetaling til ATP i perioden 1. januar 1976 - 31. oktober 1981. XX’s synspunkt er, at Ankenævnets afgørelse er bindende for ATP, der således kun skulle forholde sig til forældelsesspørgsmålet.

Skulle Ankenævnet mod forventning ikke være enig heri, anfører XX, at ATPs nye oplysninger i sagen ikke giver anledning til en ændret afgørelse på dette punkt. For det første fordi validiteten af ATPs nye oplysninger er yderst tvivlsom, henset til det påfaldende i at dokumenterne først kunne fremskaffes efter Ankenævnets omgørelse af ATPs oprindelige afgørelse, og henset til at ATP selv i afgørelsen af 18. juni 2015 anfører, at der i ATP ikke længere findes ”ansatte, som har viden om, hvordan de registrerede oplysninger konkret er blevet brugt”. For det andet dokumenterer de nye oplysninger ikke, at der ikke er sket indbetalinger i den omstridte periode. De af ATP fremfundne oplysninger er trukket ud af systemet på et tidspunkt, der ligger efter indbetalingstidspunktet, hvorfor det ikke er fuldstændig udelukket, at der kan være sket datatab.

Over for ATPs opfattelse af, at der aldrig er sket indbetalinger, står det statslige system omkring lønudbetalinger med de indbyggede kontrolfunktioner hos Statens Centrale Lønanvisning, Justitsministeriet og de enkelte dommerkontorer. Dertil kommer, at indeholdelse af ATP-bidrag er lovpligtig og undladelse straffes med bøde. Det forekommer ikke blot usandsynligt, men helt umuligt, at alle disse kontrolfunktioner uafhængigt af hinanden skulle svigte ved 70 fortløbende, individuelle lønudbetalinger over en sammenhængende periode af knap 6 år.

I relation til forældelse anfører XX, at forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, først ”regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve et få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser.” Forældelsesfristen kan derfor tidligst regnes fra det tidspunkt, hvor XX fyldte 60 år.

I høringssvar af 17. oktober 2015 har XX supplerende anført, at ATPs oplysninger fra microfichene ikke dokumenterer, at der ikke er sket indbetalinger i den omstridte periode, men alene, at ATP ikke (længere) havde disse indbetalinger registreret, da microfichene blev dannet ved overførsel fra ATPs systemer i maj 1983. Herudover henvises til årsberetninger fra Rigsrevisionen hvoraf det fremgår, at lønudbetalinger var under stadig kontrol af Rigsrevisionen, der med stor sikkerhed ville have fundet eventuelle fejl og foranlediget dem rettet. XX savner i den sammenhæng en redegørelse fra ATP om sikkerhedsprocedurer mv., der kan være med til at eliminere formodningen om et uerkendt datatab hos ATP. Det bør derfor lægges til grund, at indbetalinger til ATP var sket, som de skulle.

ATPs udtalelse i anledning af klagen

ATP har i brev af 7. oktober 2015 fastholdt sin afgørelse om, at XX er afskåret fra at gøre indsigelse mod manglende kontering af bidrag for perioden 1. januar 1976 – 31. oktober 1981. ATP henviser til begrundelsen i afgørelsen af 18. juni 2015, hvorefter Ankenævnets tidligere afgørelse ikke kan anses at udelukke, at der kan inddrages yderligere oplysninger i sagen, og at det på baggrund af de fremfundne oplysninger fra microfiche sammenholdt med sagens øvrige oplysninger må anses for højst usandsynligt, at XX’s tidligere arbejdsgiver har indberettet ATP-bidrag for perioden 1. januar 1976 – 31. oktober 1981. Det må herefter lægges til grund, at der ikke har været konteret ATP-bidrag for XX i den relevante periode. ATP finder, at retten til at gøre indsigelse mod manglende ATP-bidrag må anses for bortfaldet, jf. ATP-lovens § 36, stk. 1. ATP bemærker i den forbindelse, at indsigelsesfristen på 3 og 5 år synes indholdsløs, hvis det ved henvendelser om manglende ATP-bidrag generelt kan lægges til grund, at der har været konteret ATP-bidrag hos ATP, når lønmodtager hævder dette, dvs. uanset at det ikke kan dokumenteres af lønmodtager.

ATP anfører i udtalelsen af 7. oktober 2015, at det forhold, at XX utvivlsomt har været fuldtidsbeskæftiget i perioden, ikke er ensbetydende med, at det kan konkluderes, at der har været registreret indberetninger og indbetalinger hos ATP. ATP-lovens § 36, stk. 1, tager derfor også udgangspunkt i konterede ATP-bidrag, dvs. bidrag registreret hos ATP.

Efter Ankenævnets afgørelse af 22. februar 2015 har ATP fremfundet arkiverede oplysninger på microfiche. Der er tale om originale microfiche, og der er således ikke – cfr. XX’s påstand - tvivl om validiteten disse. Det fremgår af disse microfiche, at XX’s daværende arbejdsgiver ikke har indbetalt ATP-bidrag for ham i hele perioden 1976-1981. ATP kan samtidig konstatere, at der er fuldstændig overensstemmelse mellem oplysningerne, som ATP i henholdsvis 1983, 1985 og 1989 har registreret på microfiche om ATP-bidrag for bl.a. XX’s CPR-nr. i hvert af årene i perioden 1974-1984, og de oplysninger om ATP-bidrag for XX’s CPR-nr. i hvert af årene i perioden 1974-1984, der findes i ATPs nuværende systemer. ATP har således ikke konstateret forhold, der tyder på, at der er sket tab af data som hævdet af XX.

Hvis det lægges til grund, at der har været konteret ATP-bidrag i den relevante periode, og at der derfor er sket en uberettiget sletning heraf, finder dansk rets almindelige erstatnings- og forældelsesregler anvendelse. Det er ATPs opfattelse, at et eventuelt krav om erstatning for tab som følge af uberettiget sletning må anses for stiftet på sletningstidspunktet, og at krav derfor i givet fald vil være forældet.

Ankenævnets begrundelse

Ankenævnet tiltræder, at ATP efter sagens hjemvisning har haft føje til at søge sagen yderligere oplyst med henblik på at tilvejebringe det bedst mulige grundlag for en materielt rigtig afgørelse.

Efter de nu fremkomne oplysninger tiltræder Ankenævnet endvidere ATPs udførlige begrundelse og sammenfattende vurdering, hvorefter det må anses højst usandsynligt, at der i erioden 1. januar 1976 – 31. oktober 1981 er indberettet ATP-bidrag for XX. Der er ikke i det, som XX yderligere har anført, noget holdepunkt for en anden bedømmelse. Det kan herefter ikke anses for godtgjort, at der er sket indbetaling og kontering af bidrag for XX i perioden.

Ankenævnet tiltræder desuden, at XX i medfør af ATP-lovens § 36, stk. 1, er afskåret fra nu at gøre indsigelse over manglende indbetaling og kontering i perioden.

I den forbindelse bemærker Ankenævnet, at forældelse af et krav mod ATP i anledning af et eventuelt datatab som anført af ATP løber fra tidspunktet for datatabet.

Ankenævnet stadfæster herefter ATPs afgørelse af 18. juni 2015.