Afgørelse / J. nr. 2014-136 / 26-01-2015
Afgørelse vedrørende klage fra XX over afgørelse af 15. september 2014 fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)
Ankenævnet har modtaget XX’s klage over ATPs afgørelse af 15. september 2014 vedrørende skattenedslag for seniorer.
ATP afgjorde ved den påklagede afgørelse, at ATP ikke kunne behandle en indsigelse mod opgørelsen af XX’s beskæftigelsesgrad i 2012, da indsigelsen først var modtaget af ATP den 12. september 2014. I henhold til § 5, stk. 2, i skattenedslagsloven, jf. lov nr. 473 af 17. juni 2008 med senere ændringer, skulle indsigelsen have været modtaget senest 3 måneder efter, at XX i juni 2013 havde modtaget meddelelse om beskæftigelsesopgørelsen for 2012.
XX har i klagen til Ankenævnet anført, at hun først i 2014 bliver opmærksom på, at der er fejl i opgørelsen af beskæftigelsesgraden i 2012. XX anfører videre, at hun ikke i 2013 har modtaget det fysiske brev med opgørelsen og derfor ikke har kunnet være opmærksom på problemet.
ATP har i en udtalelse af 16. oktober 2014 fastholdt, at indsigelsesfristen er udløbet. ATP oplyser, at brevet dateret juni 2013 er sendt til XX’s e-boks. XX har selv valgt denne form for forsendelse, og der er derfor ikke sendt en fysisk version af brevet til hendes folkeregisteradresse. Det er ikke bestridt, at hun har modtaget brevet med digital post.
XX er blevet partshørt over ATPs udtalelse og har ikke indsendt yderligere bemærkninger.
Ankenævnet bemærker, at efter skattenedslagslovens § 5, stk. 2, skal indsigelse mod den årlige meddelelse om opgørelse af beskæftigelsesgraden indgives til ATP senest 3 måneder efter modtagelsen af meddelelsen.
Det kan som ubestridt lægges til grund, at XX har modtaget opgørelsen af beskæftigelsesgraden i 2012 i sin e-boks i juni 2013. Indsigelse mod opgørelsen af hendes beskæftigelsesgrad i indkomståret 2012 er først fremsat ved telefonisk henvendelse til ATP den 12. september 2014. Dermed er indsigelsen ikke indgivet inden for fristen på 3 måneder i skattenedslagslovens § 5, stk. 2.
Nævnet finder endvidere, at der heller ikke foreligger sådanne undskyldelige omstændigheder, at der er grundlag for at genoptage sagen på ulovbestemt grundlag.
Da Ankenævnet således ikke finder grundlag for at dispensere fra indsigelsesfristen, stadfæster Ankenævnet ATPs afgørelse vedrørende indkomståret 2012.