Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2014-26 / 23-02-2015

Afgørelse vedrørende klage fra X Produktionsskole på vegne af Virksomhed over afgørelser af 23. september 2013 og 18. februar 2014 fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB)

Ankenævnet ændrer AUB’s afgørelser af 23. september 2013 og 18. februar 2014, således at Virksomhed er berettiget til løntilskud for eleven XX, og sagen sendes tilbage til AUB til beregning og udbetaling heraf.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Marie-Louise Knuppert, Steen Müntzberg, Henrik Rothe og Poul Sørensen (formand) har deltaget i sagens behandling.

Ansøgningen og praktikaftalen

Virksomhed har ved ansøgning modtaget den 16. september 2013 ansøgt om tilskud for perioden fra den 1. februar 2013 til den 31. august 2013 til løn i prøvetiden for en praktikaftale om erhvervsgrunduddannelse med eleven XX. Praktikaftalen, som efter sit indhold påbegyndtes den

1. februar 2013 og afsluttedes den 30. januar 2015, er underskrevet af Virksomhed og af eleven den

4. februar 2013. Praktikvejlederen fra X Produktionsskole, der varetager EGU- opgaven for vedkommende kommune, har den 4. februar 2013 forsynet aftalen med godkendelsespåtegning efter EGU-lovens § 7. Praktikvejlederen har over for Ankenævnet erklæret, at det hele blev aftalt inden den 1. februar 2013 i forbindelse med, at eleven af skolen var sendt i praktik hos Virksomhed 14 dage forud for den 1. februar 2013.

AUB’s afgørelse

AUB har den 23. september 2013, fastholdt den 18. februar 2014, meddelt Virksomhed afslag på ansøgningen således:

”AUB kan ikke godkende jeres ansøgning.

Begrundelsen er, at aftalen er indgået efter uddannelsesstart. Ifølge § 7 i lov om erhvervsgrunduddannelse mv. skal praktikaftalen være underskrevet senest ved praktikforholdets begyndelse.

Ifølge § 4, stk. 1, i bekendtgørelse om udbetaling af præmie, løntilskud og bonus fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag til arbejdsgivere forudsætter udbetaling af løntilskud, at praktikaftalen er udformet i overensstemmelse med de regler, der gælder for den pågældende uddannelse.

Da aftalen ikke er underskrevet ved praktikforholdets begyndelse, opfylder aftalen ikke kravene i præmie/bonusbekendtgørelsens § 4, stk. 1, og kan dermed ikke danne grundlag for udbetaling af løntilskud.”

Klagen

X Produktionsskole har ved brev af 26. februar 2014 på vegne af Virksomhed klaget over AUB’s afgørelser af 23. september 2013 og 18. februar 2014 og bl.a. anført, at baggrun- den for, at papirerne ikke blev underskrevet ved mødet hos Virksomhed fredag den 1. februar 2013, var, at praktikvejlederen opdagede en skrivefejl i kontraktens gengivelse af elevens personnummer, som han gerne ville foretage en ”pæn” rettelse af på sin computer hjemme, inden papirerne, efter at rettelsen var foretaget, blev underskrevet den 4. februar 2013.

AUB’s udtalelse i anledning af klagen

AUB har i brev af 13. maj 2014 fastholdt sit afslag på udbetalingen af løntilskud og henvist til, at det ifølge § 4 i bekendtgørelse nr. 129 af 30. januar 2013 om udbetaling af præmie, lønrefusion og bonus fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag til arbejdergivere er en betingelse for udbetaling af løntilskud, at der foreligger en skriftlig praktikaftale, der påbegyndes senest 3 måneder efter aftalens indgåelse, og at praktikaftalen er udformet i overensstemmelse med de regler, der gælder for den pågældende uddannelse.

Efter § 7 i loven om erhvervsgrunduddannelser skal en praktikaftale være skriftlig og underskrevet senest ved praktikforholdets begyndelse.

Efter AUB’s opfattelse er en aftale indgået, når den er underskrevet af arbejdsgiver og elev. I den konkrete sag er aftalen først underskrevet den 4. februar 2014, selvom praktikforholdet allerede var påbegyndt den 1. februar 2014. Praktikforholdet er således påbegyndt inden aftalens indgåelse, og aftalen opfylder således ikke lovens krav til praktikaftaler og kan ikke danne grundlag for udbetaling af løntilskud.

AUB fastholder på denne baggrund sit afslag på løntilskud.

Ankenævnets begrundelse

Ifølge erhvervsgrunduddannelsesloven består erhvervsgrunduddannelsen af elementer af virksomhedspraktik og skoleundervisning. Kommunen sammensætter ved aftale og i samarbejde med en eller flere skoler og en eller flere virksomheder samt eleven en uddannelsesplan. En praktikperiode i en virksomhed skal være omfattet af en praktikaftale mellem eleven og virksomheden, jf. § 6, stk. 1. Praktikaftalen skal være skriftlig og underskrevet før praktikforholdets begyndelse, og den skal ind- gås på en særlig formular, jf. § 7, stk. 1.

Bestemmelsen i erhvervsuddannelseslovens § 7, stk. 1, svarer til bestemmelsen i erhvervsuddannelseslovens § 52, stk. 1. Skriftlighedskravet i erhvervsuddannelseslovens § 7, stk. 1, kan derfor ikke forstås som en gyldighedsbetingelse, jf. herved Højesterets dom af 7. februar 2000 (UfR 2000 s. 1090).

Efter AUB-lovens § 15 d yder AUB tilskud til løn i de første 7 måneder af en praktikaftale om erhvervsuddannelse. Praktikaftalen skal være indgået i 2013 og være påbegyndt senest 3 måneder efter aftalens indgåelse.

Ankenævnet finder det bedst stemmende med formålet med denne bestemmelse om støtte, at det afgørende er, hvornår praktikaftalen reelt er indgået, ikke hvornår parterne har skrevet under på den foreskrevne formular eller i øvrigt fået aftalen skriftligt nedfældet. En praktikaftale må anses for indgået, når parterne er enige om praktikopholdet og dets væsentlige vilkår. Det påhviler imidlertid ansøger at godtgøre, at lovens betingelser, hvad angår de tidsmæssige krav til praktikaftalens indgåelse og påbegyndelse, er opfyldt.

Det lægges til grund, at Virksomhed og XX umiddelbart forud for påbegyndelsen af praktikopholdet den 1. februar 2013 var nået til enighed om praktikopholdet og dets væsentlige vilkår i overensstemmelse med alles underskrivelse af den foreskrevne aftaleformular. Praktikaftalen mellem disse parter var derfor allerede indgået mundtligt, da praktikopholdet blev påbegyndt, og parternes senere underskrivelse den 4. februar 2013 indebar alene en skriftlig bekræftelse af den aftale, som allerede var indgået og bindende for parterne.

Ankenævnet ændrer derfor AUB’s afgørelser af 23. september 2013 og 18. februar 2014, således at Virksomhed er berettiget til løntilskud for eleven XX, og sagen sendes tilbage til AUB til beregning og udbetaling heraf.