Afgørelse / J. nr. 2014-133 / 17-02-2015
Afgørelse af klage fra XX over afgørelse af 2. september 2014 fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)
Ankenævnet har modtaget XX’s klage af 23. september 2014 over ATPs afgørelse af
2. september 2014 vedrørende skattenedslag for seniorer.
ATP har i ovennævnte afgørelse fastsat XX’s beskæftigelsesgrad for indkomståret 2013 til 0 %, med henvisning til at han er ansat i fleksjob, hvilket ikke kan medregnes i opgørelsen af beskæftigelsesgraden.
ATP har den 1. juli 2012 truffet afgørelse om, at XX’s beskæftigelsesgrad for indkomståret 2011 ligeledes skulle fastsættes til 0 %, da han også på dette tidspunkt var ansat i fleksjob.
Ankenævnet har ved afgørelse af 23. april 2014 (Ankenævnets j.nr. 2012-138) stadfæstet ATPs afgørelse af 1. juli 2012, således at XX’s beskæftigelsesgrad for indkomståret 2011 er fastsat til 0 %.
Som følge heraf vil XX ikke kunne opnå en samlet beskæftigelsesgrad i perioden 2011-15 på 90 %, som er en forudsætning for at kunne opnå et skattenedslag for seniorer.
Da behandlingen af XX’s klage over indkomståret 2013 således ikke vil kunne føre til, at han vil kunne opnå de krævede 90 %, afviser Ankenævnet at behandle klagen yderligere.
Sagen er herefter afsluttet ved Ankenævnet.