Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2023-72 / 21-10-2023

Formandsafgørelse - Afgørelse vedrørende klage fra XXX over afgørelse af 21. februar 2023 fra FerieKonto

FerieKonto traf den 21. februar 2023 afgørelse om, at du skal tilbagebetale et udbetalt feriepengebeløb på 4.612,94 kr. for ferieafholdelsesperioden 1. september 2020 til 31. december 2021, hvor du samtidig modtog en offentlig ydelse.

 

Det fremgår af afgørelsen, at du kan klage over den ved at indgive en klage til FerieKonto senest 4 uger efter afgørelsens modtagelse, og at FerieKonto i så fald vil genvurdere sagen samt – hvis afgørelsen fastholdes – videresende sagen til Ankenævnet.

 

Den 19. maj 2023 klagede du over FerieKontos afgørelse af 21. februar 2023, idet du begrundede din klage således:

 

”Jeg har forsøgt at sende jer en besked her igennem borger.dk op til flere gange nu. Men jeg har stadig ikke hørt noget fra jer, så jeg går ud fra, at den ikke er gået igennem.

 

Sidste gang var 27-04-2023.

 

Det drejer sig om afgørelsen omkring tilbagebetaling af udbetalte feriepenge. Jeg har forsøgt at skrive nedenstående til jer:

 

Jeg har fået brev omkring tilbagebetaling af feriepenge i 2022. Jeg skal tage stilling til, om jeg vil betale beløbet fuldt ud eller lave en afdragsordning. 1. Hvis jeg gør det, erkender jeg også at være enig i beslutning omkring at jeg skylder dette beløb, hvilket jeg overhovedet ikke er enig i da jeg ringede til jer for at få hjælp til hvordan det skulle håndteres så jeg lige netop ikke risikerede at stå i den situation jeg står i nu + 2. det er ikke mig der på noget som helst tidspunkt IKKE har ønsket at holde ferie, jeg fik afslag fra min dengang arbejdsgiver. At det ikke var berettiget fra virksomhedens side, havde jeg absolut ingen anelse om og det kan på ingen måde være fair at det skal gå udover mig.

Derudover, hvad så med de feriedage jeg har optjent og dermed ikke haft mulighed for at afholde og nu heller ikke må få udbetalt? I bad om dokumentation for at det ikke havde været muligt at afholde det i 2022 – her var jeg på barsel og blev efter barsel (sidste da 16/11) opsagt i virksomheden pr. 31/12 2022.

Der er desuden overført optjente feriedage der skal bruges i 2023, men jeg er ikke længere ansat i virksomheden (hvilket jeg også har indsendt dokumentation for) og lønnen i den virksomhed og den jeg stadig er ansat i, er ikke den samme. Så hvordan får jeg de feriepenge udbetalt uden at skulle holde ferie og derved miste penge fordi feriepengene er mindre end den løn jeg har i nuværende virksomhed.”

 

 

 

Den 6. juni 2023 traf FerieKonto afgørelse om, at klagen ikke kunne behandles, da klagefristen var overskredet, og videresendte sagen til Ankenævnet. FerieKonto bemærker i afgørelsen, at man ikke finder, at der foreligger oplysninger i sagen, som kan begrunde, at der skal ses bort fra fristoverskridelsen. Det fremgår af afgørelsen af 6. juni 2023 samt af en intern mailkorrespondance fremsendt til Ankenævnet, at FerieKonto har undersøgt, om der er modtaget henvendelser fra klager i perioden 25. februar 2023 til 10. maj 2023, hvilket ikke ses at være tilfældet.

 

Det følger af Ferielovens § 39, at klage over FerieKontos afgørelser skal indbringes for Ankenævnet inden 4 uger efter, at sagens parter har fået meddelelse om afgørelsen.

 

Da du ikke har klaget over FerieKontos afgørelse af 21. februar 2023 inden for klagefristen på 4 uger, og da der ikke er fremkommet oplysninger i sagen, som kan begrunde, at der ses bort fra fristoverskridelsen på ulovbestemt grundlag, afviser Ankenævnet at behandle din klage over FerieKontos afgørelse af 21. februar 2023.

 

Det bemærkes, at FerieKonto i sit følgebrev til afgørelsen af 6. juni 2023 har gjort opmærksom på, at de 8 dage for ferieperioden 1. september 2020 til 31. december 2021, som på grund af feriehindring er blevet overført til den efterfølgende ferieperiode, kan udbetales uden afholdelse af ferie, da du er fratrådt fra den arbejdsgiver, hvor feriepengene er optjent, og at FerieKonto derfor anser disse feriedage for udbetalt med rette.

 

Ankenævnet afslutter herefter sagen.