Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2022-80 / 14-01-2023

Formandsafgørelse - Afgørelse vedrørende klage fra XXX over afgørelse af 23. september 2021 fra barsel.dk

Barsel.dk modtog den 29. oktober 2021 telefonisk henvendelse samt skriftlig klage over Barsel.dk’s afgørelse af 23. september 2021 om bidrag til barselsudligningsordningen.

I telefonnotatet fra Barsel.dk anføres bl.a. følgende:

 

”… - d. 29.10.2021 - Talt med borger, generel vejledning omkring SIB-opkrævning. Han ville sende klage / indsigelse.”

 

I den skriftlige klage af 29. oktober 2021 anføres bl.a. følgende:

 

”…

Jeg vil gerne indgive en klage over barselsbidrag, hvilket jeg finder fuldstændig urimeligt at skulle indbetale, det er blot en ekstra skat på allerede godt betalende selvstændige.

 

Jeg er 44 år, har 2 børn, været på barsel 2 gange som tidligere privat ansat, og skal ikke have flere børn, så jeg forventer ikke at skulle gøre brug af denne ordning. Ydermere er jeg ikke engang omfattet af de nye barselsregler som selvstændig, så jeg står på alle måder uforstående over for denne påtvungne ordning og finder den højst kritisabel.

…”

 

Ankenævnet bemærker, at efter § 6, stk. 3, i barselsudligningsloven kan klager over Arbejdsmarkedets Tillægspensions og barselsudligningsordningens afgørelser efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør af loven inden for en frist på 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt klageren, indbringes for Ankenævnet.

 

Barsel.dk har først modtaget din klage over afgørelsen af 23. september 2021 den 29. oktober 2021. Klagefristen er således overskredet, fordi barsel.dk først modtager din klage mere end 4 uger efter den 23. september 2021, hvor afgørelsen anses for at være kommet frem til dig.

 

Ankenævnet afviser derfor at behandle klagen over Barsel.dk’s afgørelse af 23. september 2021.