Spring over hovedmenu

Afgørelse / J. nr. 2014-157 / 26-05-2015

Afgørelse vedrørende klage fra Virksomhed pva. XX over afgørelse af 16. oktober 2014 fra Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP)

Ankenævnet stadfæster ATP’s afgørelse af 16. oktober 2014. XX’s beskæftigelsesgrad for 2009 efter lov nr. 473 af 17. juni 2008 (skattenedslagsloven) kan ikke forhøjes yderligere og fastsættes således til 81 %. Indsigelse mod opgørelsen af XX’s beskæftigelsesgrad for indkomstårene 2010 og 2012 kan ikke behandles, da den er indgivet for sent.

Ankenævnets medlemmer Børge Dahl, Marie-Louise Knuppert, Steen Müntzberg, Henrik Rothe og Poul Sørensen (formand) har deltaget i sagens behandling.

Klagen

Virksomhed har på vegne af XX ved brev af 30. oktober 2014 klaget over ATPs afgørelse af 16. oktober 2014. ATP har truffet afgørelse om, at XX’s beskæftigel­ses­grad for indkomståret 2009 ikke kan forhøjes, og at ATP ikke kan behandle indsigelsen vedrørende indkomstårene 2010 og 2012. Virksomhed anfører blandt andet, at XX ikke har reageret på brevene fra ATP, fordi han er selvstændig, og at han har været uvidende om, at perioder med feriepenge skal tælle med, hvorfor der skal ske genberegning. Klager ønsker også, at g-dags-udbetaling skal tælle med.

ATP’s udtalelse i anledning af klagen

ATP har i udtalelsen af 7. januar 2015 fastholdt sin afgørelse vedrørende indkomstårene 2009, 2010 og 2012.

Det fremgår af ATPs udtalelse, at ATP allerede den 11. juli 2014 har truffet afgørelse om beskæftigelsesgraden for 2009 og samtidigt har afvist at behandle opgørelsen for 2010 og 2012, da der er klaget efter udløbet af klagefristen.

ATP har den 17. september 2014 forhøjet beskæftigelsesgraden for 2009, således at denne nu er registreret med 81 pct. Forhøjelsen er sket på grundlag af oplysninger om ferie, som klager har indsendt den 11. august 2014. For så vidt angår 2010 og 2012 henvises til brevet af 11. juli 2014.

ATP har på baggrund af en telefonisk samtale med klager den 10. oktober 2014 truffet samme afgørelse i sagen den 16. oktober 2014. Det er denne afgørelse, der påklages.

Vedr. 2009:

Det fremgår af udtalelsen, at ATP har set bort fra indsigelsesfristen på 3 måneder, da opgørelsen var sendt til e-boks, uden at der var sagt ja til post fra Skattenedslag for Seniorer.

ATP henviser herefter til, at beskæftigelsesgraden blev forhøjet til 81 % på baggrund af de oplysninger om ferie, som ATP modtog i en henvendelse fra klager 11. august 2014.

For så vidt angår det i klagen anførte om G-dage (1.-3. ledighedsdag, hvor arbejdsgiver har pligt til at betale godtgørelse svarende til dagpenge) oplyser ATP, at G-dage ikke kan medregnes ved opgørelsen af beskæftigelsesgraden. Det skyldes, at der ikke er tale om ATP-bidragspligtig beskæftigelse, jf. § 1, stk. 7, i bekendtgørelse nr. 674 af 30. juni 2009 om dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag.

Klager er blevet partshørt over ATPs udtalelse den 7. januar 2015, men har ikke afgivet yderligere bemærkninger.

Ankenævnets begrundelse

Reglerne om skattenedslag for seniorer fremgår af lov nr. 473 af 17. juni 2008 om skattenedslag for seniorer (skattenedslagsloven). Skattenedslag til seniorer betinges blandt andet af, at senioren opfylder et arbejdstidskrav efter skattenedslagslovens § 4.

For at opfylde arbejdstidskravet skal personen hvert indkomstår fra og med det år, hvori personen fylder 60 år, til og med det år, hvori personen fylder 64 år, være bidragspligtig efter ATP-lovens § 2 eller § 2 a, stk. 2, 1. pkt., og betale årsbidrag efter ATP-lovens § 15 som fuldtidsbeskæftiget medlem, jf. skattenedslagslovens § 4, stk. 3, nr. 1.

Arbejdstidskravet kan efter skattenedslagslovens § 4, stk. 3, nr. 2, også opfyldes ved dokumentation for fuldtidsbeskæftigelse over for ATP. Her skal lønmodtageren dokumentere en arbejdstid, der samlet opfylder timegrænsen i ATP-loven for at blive anset som fuldtidsbeskæftiget medlem.

Det følger endvidere af § 4, stk. 4, at det er tilstrækkeligt, at den pågældende har været fuldtidsbeskæftiget i ATP-lovens forstand i 90 % af 5-årsperioden.

Vedr. 2009:

Ved opgørelsen af beskæftigelsesgraden tages udgangspunkt i beskæftigelsen i den enkelte lønperiode – til forskel fra årets samlede beskæftigede timer eller et gennemsnit af årets beskæftigede timer. Kun perioder, hvor der er betalt (indberettet) ATP-bidrag for mindst 117 timer om måneden for månedslønnede, 54 timer for 14 dages lønnede eller 27 timer om ugen for ugelønnede, eller hvor der over for ATP er dokumenteret en tilsvarende arbejdstid, kan tælle med som fuldtidsbeskæftigelse.

XX er ifølge de indsendte lønsedler 14 dages lønnet og skal derfor opfylde et krav om betaling af ATP-bidrag for mindst 54 timer i de enkelte perioder.

På baggrund af den indsendte dokumentation vedrørende XX’s beskæftigelse i 2009, herunder opgørelsen af ferieperioder, anses XX for at have været fuldtidsbeskæftiget i 42 ud af 52 perioder (14 dages lønnet), hvilket svarer til en beskæftigelsesgrad på 81 %. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at følgende lønperioder medregnes ved opgørelsen af XX’s beskæftigelsesgrad:

- Uge 3-24
- Uge 31-50

Ankenævnet bemærker, at udbetaling af G-dage ikke kan indregnes, da der ikke er tale om ATP-bidragspligtig beskæftigelse, jf. § 1, stk. 7, i bekendtgørelse nr. 674 af 30. juni 2009 om dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag. Ifølge samme bekendtgørelses § 1, stk. 1, er en G-dag en ledighedsdag.

Ankenævnet stadfæster herefter ATPs afgørelse af 16. oktober 2014, hvorefter beskæftigelsesgraden ikke kan forhøjes yderligere.

Vedr. 2010 og 2012:

ATP afgjorde ved den påklagede afgørelse, at ATP ikke kunne behandle en indsigelse mod opgørelsen af XX’s beskæftigelsesgrad i 2010 og 2012, da indsigelsen først var modtaget af ATP den 28. maj 2014. I henhold til § 5, stk. 2, i skattenedslagsloven, jf. lov nr. 473 af 17. juni 2008 med senere ændringer, skulle indsigelsen have været modtaget senest 3 måneder efter, at XX i henholdsvis juni 2011 og juni 2013 havde modtaget meddelelse om beskæftigelsesopgørelsen for 2010 og 2012.

Virksomhed har i klagen anført, at der i de årlige opgørelser fra ATP står, at kravet om en beskæftigelsesgrad på 90 % ikke gælder selvstændige erhvervsdrivende. Desuden anfører Virksomhed, at XX har været uvidende om, at perioder med feriepenge uden ATP-indbetaling skal tælle med i opgørelsen, og at det ikke fremgår af brevene, at selvstændig beskæftigelse som deltidslandsmand ikke kan tælle med. Virksomhed finder således, at det er på baggrund af manglende og delvis misvisende oplysninger i brevene fra ATP, at XX ikke har reageret på brevene fra ATP.

Ankenævnet bemærker, at efter skattenedslagslovens § 5, stk. 2, skal indsigelse mod den årlige med­de­lelse om opgørelse af beskæftigelsesgraden indgives til ATP senest 3 måneder efter modta­gelsen af meddelelsen.

Det kan som ubestridt lægges til grund, at XX har modtaget opgørelsen af beskæftigelsesgraden for 2010 og 2012 i henholdsvis juni 2011 og juni 2013.  Indsigelse mod opgørelsen af XX’s beskæftigelsesgrad i indkomstårene 2010 og 2012 er først fremsat ved henvendelse til ATP den 28. maj 2014. Dermed er indsigelsen ikke indgivet inden for fristen på 3 måneder i skattenedslagslovens § 5, stk. 2.

Nævnet finder endvidere, at der i den konkrete sag ikke foreligger nye væsentlige oplysninger eller sådanne særlige omstændigheder, der kan begrunde, at sagen genoptages på ulovbestemt grundlag. Det forhold, at XX har været uvidende om, hvordan beskæftigelsesgraden beregnes, og derfor ikke har reageret, kan ikke føre til et andet resultat.

Endelig finder nævnet efter det, som er oplyst om ATPs vejledning om reglerne om skattenedslag for seniorer i de årlige breve og på hjemmesiden, ikke grundlag for at kritisere ATPs vejledning.

Da Ankenævnet således ikke finder grundlag for at dispensere fra indsigelsesfristen, stadfæster Ankenævnet ATPs afgørelse vedrørende indkomstårene 2010 og 2012.